Kvindernes internationale kampdag

Den 8. marts 2015 fejrede vi kvindernes valgret i Danmark. Vi grinede når vi blev mindet om, hvordan modstanderne af kvindernes valgret argumenterede for lidt over 100 år siden; ”Kvinder var uegnede til politisk arbejde pga. deres kvindelige psyke. Til gengæld besad de evnen til omsorg, empati mv., som var velegnet i varetagelsen af deres hovedopgave som hustru og mor.[1]

Vi så os lettede tilbage, tænk at man tænkte sådan dengang. Godt vi er kommet videre.

Mere lettede skal vi så heller ikke være. Her 101 år senere, bliver polerne stadig trukket op imellem kvinders biologi og deres bidrag på arbejdsmarkedet.

Et medlem af folketinget fremhævede i februar 2016, at årsagen til at flere kvinder ikke arbejder fuldtid og ikke når så højt op i ledelseslagene, må tilskrives deres biologi og gener. Han konkluderede det på baggrund af Rockwoolfondens nyeste undersøgelse[2], der viser, at kvinder i gennemsnit arbejder en time mindre om dagen, efter de får børn, hvorimod mænd arbejder mere eller mindre det samme. Kvinderne tager stadig størstedelen af ansvaret for børn og huslige pligter.

En mor melder ud, at hun har meldt sig ud af arbejdsmarkedet for i tre år at koncentrere sig om sin datter; ”For hvem skal tage sig af børnene, mens mor og far løber om kap opad karrierestigen i ligestillingens navn?”[3]  En kronikør i Børsen melder ud, hvordan hun er “… træt af, at det er kvinderne, der altid forlader deres arbejdsplads tidligt, fordi de skal hente børn. Træt af at de er væk i tide og utide pga. barns første sygedag, …osv”[4]. Det får en anden kvinde til tasterne for at skrive, at hun er ”… træt af karriereliderlige kvinder, der ikke forstår os, der vælger børn til, fordi vi føler, det giver os mere værdi og glæde i livet end hvilken som helst ligegyldig topstilling…”[5]. Og endnu et oplæg i Børsen; ”Næste gang du bliver irriteret på en mor-kollega, så husk, at hun er spændt ud mellem arbejdsmarkedets krav, sygedage, sygenætter…og sikkert også sit eget sugende savn efter børnene”[6].

Og der har været mange, mange flere sigende kommentarer og indlæg den seneste tid. Den sidste kommentar, jeg vil nævne her, er en kvinde, der i Politiken argumenterer for at vi har brug for flere hjemmegående supermødre. Hun skriver; ”Jeg læser indlægget … mens jeg ammer mine fire måneder gamle tvillinger. Og jeg har sammen med min kæreste planer om at give dem den bedst mulige barndom, vi kan – uden for meget stress, vuggestueinfektioner …etc”[7].

Jeg tror ikke der findes en mor eller far, der ikke har kigget på deres fire måneders baby og lagt planer for, hvordan lige netop det her barn skal skånes for alt dårligt og have de allerbedste betingelser for at vokse op. Man vil gøre alt for dem. Og det bliver man ved med at tænke, når man kigger på dem, når de er 4 år og 14 år og, forestiller jeg mig, også 24 år… og håber vel også samtidig, at man undervejs har været med til at skabe et godt samfund, hvor de kan udfolde deres talenter, uanset deres køn?

En smertelig tomgang

Det er en symptomatisk afsporing af ligestillingsdebatten, når den primært går på, hvad mødre og kvinder skal gøre mere eller mindre af. Hvilke kvinder der elsker deres børn rigtigst eller arbejder på den rigtigste måde. Det er en smertelig tomgang. Som at blive ved med at lede efter noget, man ved for længst er forsvundet. De reelle frustrationer bliver kun imødekommet politisk med noget, der kunne oversættes til ”bliv bare ved med at lede, kvinder.”

“Det er en symptomatisk afsporing af ligestillingsdebatten, når den primært går på, hvad mødre og kvinder skal gøre mere eller mindre af.”

Dybt bekymrende er det, at mænd er en stort set ikke-eksisterende faktor i samtlige indlæg. Og ydermere, at mændene anbefales at blande sig udenom ligestillingsdebatterne. Helle Thornings tidligere kommunikationsrådgiver skriver i Politiken[8], hvordan hans eneste råd til sine to unge sønner, når de skal ud i voksenlivet, er at gå langt uden om al kønsdebat, fordi fronterne hele tiden bliver trukket så skarpt op, at det uanset hvad vil ende med en tabersag.

Jeg er enig i, at når fronter er blevet trukket hårdt op, ændrer det som regel ikke så meget at hælde mere vægt til den ene eller anden side. Men at melde sig ud er bestemt heller ikke det, der er brug for. Hvis vi er uenige i de hårdt optrukne poler, må vi tilbyde andre perspektiver. Vi kan starte med at erkende, at ligestillingsindsatser ikke er en gratis omgang for nogen. Ligestilling kommer ikke af sig selv, og hver gang vi står stille og ikke kæmper videre frem, går vi tilbage.

Til gengæld er der så fuld bonus for alle, når vi når i mål. I en Ted Talk fra september 2015 ”Why Gender Equality is good for everyone – including men” fremhæver professor Michael Kimmel data der viser, at børn af forældre, der deles om ansvaret for børnene og de huslige forpligtelser, er gladere, klarer sig bedre i skolen, er sjældnere syge, parforholdet er bedre etc. [9].Oveni er den økonomiske business case for organisationer og samfund veldokumenteret.

En negligering af virkeligheden for kvinder år 2016

Selvfølgelig er kvinder biologisk tæt knyttede med deres børn. Men at kvinders evne til at bære, føde, amme og elske deres børn herfra og til verdens ende ikke skulle kunne forenes med et fuldt arbejdsliv, det er at negligere virkeligheden for kvinder i år 2016. Og samtidig et tydeligt tegn på, at vi trænger til at få udviklet og implementeret Ligestilling version 2.0.

Den måde, vi har organiseret vores familie og arbejdsliv på, er et resultatet af normer, kultur og strukturelle konstruktioner.

Det virker i debatten også som om, vi bevidst udelader det faktum, at kvinder ganske enkelt har brug for at tjene penge. De fleste familier har brug for, at begge forældre er forsørgere. Mange kvinder er også eneforsørgere. 46 % af ægteskaber ender med skilsmisse[10]. Når man diskuterer kvindernes egen drift mod hjemmet, er det værd at huske på, at det ifølge Danmarks Statistik (2013) stadigvæk er 98,5 % af kvinderne, der vælger arbejdslivet til og dermed skal få ligningen til at gå op mellem arbejds- og familielivet. Og kun 1,5 % af den kvindelige arbejdsstyrke, der har valgt at blive hjemmegående husmødre.

Familie-tidsregnskabet overlever på en dobbelt bogføring

Da kvinder for alvor kom ud på arbejdsmarkedet, glemte vi at anerkende, at husarbejde – selv med børnepasningen til rådighed – stadig er et reelt tidskrævende arbejde. Men i og med, at arbejdet aldrig blev anerkendt, fordelt eller uddelegeret, hænger alt for mange kvinder stadig på det. Vi har valgt at acceptere, at flere kvinder end mænd skal slæbe på en dobbelt byrde. Både være forsørgere og lægge flest timer i husarbejdet. Timeregnskabet fra Rockwoolfonden er jo ligetil. En del af de flere timer, som kvinderne lægger i huslige forpligtelser, trækkes fra timerne på arbejdspladsen.

Det strukturelle aspekt afspejler sig i, at når det er kvinden, der går på nedsat arbejdstid, er det ofte begrundet af hendes generelt lavere løn ift. manden. For hvert barn kvinden føder cementeres den lønmæssige skævvridning, idet kvinderne taber 10 % terræn i løn pr. barn ift. mændene, ifølge nyt forskningsprojekt baseret på økonomiske data om forældrene til 350.000 danske børn.[11]. Så når man vælger en bestemt model for barn nummer et, er der stor sandsynlighed for, at den samme model også bedst betaler sig i familieøkonomien for barn to og tre.

Vi har brug for, at alle kan udfolde deres talenter

Når kvinder med børn arbejder, tillægges det langt flere følelser end mændene. Vi taler mere om karrierekvinder end karrieremænd. Kvinder i lederstillinger får ophøjet deres arbejde til eksistentielle livsvalg.

Ifølge MckKinseys research (Women Matter 2007) vil Europa i 2040 mangle 24 millioner mennesker i arbejdsstyrken. Det er altså et stort samfundsmæssigt problem.

Kvinder står nu for den højeste procentandel af de, der bliver uddannet på de videregående uddannelser. Det er både økonomisk og etisk helt essentielt, at deres talenter kan komme fuldt til udfoldelse. Samtidig er vi jo også bevidste om og enige i, at med til et bæredygtigt samfundsregnskab hører, at vi faktisk reproducer os og får nogen børn, som skal have gode opvækstvilkår. Vi er nødt til at gøre op med tanken om et enten eller. Enten er du ambitiøs med dit arbejde, eller også er du en god mor. Virkeligheden er en anden, og vi har brug for at skabe de bedste betingelser for et ”både-og.”

Vi uddanner os, fordi der er noget, vi gerne vil fordybe os i og senere bidrage med. Der er udfordringer, vi gerne vil være med til at løse. Funktioner og roller vi gerne vil udfylde.

Men når kvinder med børn arbejder, tillægges det langt flere følelser end mændene. Vi taler mere om karrierekvinder end karrieremænd. Kvinder i lederstillinger får ophøjet deres arbejde til eksistentielle livsvalg, der bliver gransket i det ene søndagsmagasin eller dameblad efter det andet. Hvorfor man valgte lederstillinger til eller særligt fra. Hvor høj prisen har været. Hvor meget man har givet afkald på. Kvinder, der, uagtet de måske aldrig ville kunne komme i nærheden af en lederstilling, har taget stilling til, at de i hvert fald aldrig vil være ledere. Vi bliver nødt til at tage myten ud af lederstillinger og myten ud af kvinder, der vælger at tage lederstillinger.

Og bare lige for at slå det fast; det er altså hverken lettere eller sværere at være kvindelig leder end at være fuldtidsarbejdende kvindelig medarbejder med faste mødetider. Begge kvinder er ofte spændt ud i en mangel på tid. Forskellen er blot, at den førstnævnte skal slås med fordomme som ”karriereliderlig kvinde”, der ikke værdsætter sine børn. Den sidstnævnte mangler fleksibiliteten i hverdagen. Begge fortjener vores respekt fremfor fordømmelser.

“Det er måske også naivt at tro, at vi kunne ramme 100 procent plet i første omgang med ligestillingen. Der skal som regel mange justeringer til, inden en ny idé er veludført.”

Man kan også reflektere over, hvorfor det stort set aldrig er interessant at høre om mænd, der vælger fra. Det er trods alt stadig størstedelen af mænd, der ikke er ledere. Det lader til at være en ikke-historie. Mænd kan bare få lov til at ”gå på arbejde”. Være uambitiøse eller ambitiøse. Være selvstændige eller specialister. Være medarbejdere, ledere eller topledere. Der er immervæk også mange mænd, der ikke har lyst til at være ledere, eller som nedprioriterer arbejdet til fordel for familien.

Vi underkender, at der faktisk er mange familier, hvor forældrene deles om ansvaret for børn og huslige forpligtelser. At det er 28 % af både mænd og kvinder, der ønsker mere tid til familien[12]. Hver femte mand i Danmark ønsker længere barsel. Vi skal have meget større fokus på mændenes roller, ønsker og ansvar i familien. Det er fejlagtigt at tro, at mænd ikke savner deres børn, når balancen mellem arbejde og tid med familien skrider. Og vi finder aldrig bæredygtige løsninger, hvis vi fastholder det primære fokus på kvinderne.

Vi bliver nødt til at holde op med at lave det følelsesmæssige stereotypiserende benspænd for de arbejdende kvinder. Vi skal holde fokus på, at vores velfærdssamfund bygger på at ligningen; far, mor, børn og arbejdsliv kan gå op. Der er vi ikke endnu.

Det er måske også naivt at tro, at vi kunne ramme 100 procent plet i første omgang med ligestillingen. Der skal som regel mange justeringer til, inden en ny idé er veludført. Vi må rette op på nogle af de ting, vi mangler. Det handler blandt andet om at få skabt et balanceret tidsregnskab for forældre og børn. At få implementeret den ligelønslov vi vedtog for 40 år siden i praksis. At få indarbejdet en ny psykologisk kontrakt, der frisætter både kvinder og mænd fra de urgamle kønsstereotyper, der ikke tjener andet end til at begrænse os alle sammen.

Vi trænger til en opgradering. Vi skal se at få udviklet og implementeret Ligestilling Version 2.0.

Rigtig god 8. marts!