KOMMENTAR – Ligestillingskonferencer, høringer og netværkssamlinger har ligget tæt igennem året, skriver Marianne Egelund Siig, der noterer sig mange ord og gode intentioner, men opfordrer til at det bliver omsat til mere handling i det nye år: Trods mange fornemme initiativer sakker Danmark agterud.
I sidste uge kom den så, The Global Gender Gap Report 2018, WEF’s 367 siders globale ligestillingsrapport. Og i 2019 skal vi på konferencerne bl.a. tale om, at Danmark er faldet fra plads 80 til en plads 95, når det gælder kvinders deltagelse i ledende positioner.
For nej, vi er i året, der er gået, ikke blevet bedre til at få flere kvinder i ledende positioner trods gode intentioner. Til sammenligning ligger Sverige nummer 31 og Norge nummer 36 plads i den kategori.
Bekymrende er det også, at Danmark i kategorien ”kvinders helbred” er gået 24 pladser tilbage over de sidste 12 år, således at vi nu ligger nummer 100 af de 149 lande, som WEF inddrager i deres rapport. På den generelle ligestillingsstatus indtager DK en 13. plads.
“For nej, vi er i året, der er gået, ikke blevet bedre til at få flere kvinder i ledende positioner trods gode intentioner.”
Der er altså ikke noget at fejre. Men en del at tage fat på, nationalt og globalt.
I starten af året på Davos-mødet i Schweiz var diversitet, ligestilling og inklusion således også højt på agendaen. En af de mange rapporter, der kom ud i den forbindelse, var den omfattende Global Talent Competitives Index – Diversity for Competitiveness, hvori man konkluderede, at mangfoldighed, ligestilling og inklusion må og skal være en prioritet for topledelsen.
Rationalet for øget ligestilling blev i år også understreget i en rapport lanceret af OECD og Nordisk Ministerråd den 14. maj i Montreal. Rapporten er den første, som på nordisk niveau beregner værdien af den opnåede ligestilling på arbejdsmarkedet over de seneste 50 år. Den taler stærkt for det økonomiske incitament ved at opnå fuld ligestilling, Og giver i resumeets overskrift samtidig en rammende indikation af hvor vi står lige nu: ”Is the last mile the longest?”
Kvinder skal være med til at designe fremtidens teknologiske løsninger
Hvis der har spredt sig en større forståelse for de kønsspecifikke udfordringer og deres konsekvenser, går det desværre betydeligt langsommere med handling. Og det er jo lidt paradoksalt, når vi samtidig lever i en periode, hvor udviklingen på næsten alle andre fronter går rigtig stærkt.
For vi er midt i en teknologisk revolution i højt tempo. En revolution som i overvejende grad bliver defineret af de mennesker, der arbejder i de såkaldte STEM-fag (naturvidenskabelige, teknologiske og matematiske fag), hvor kvinder – især i Danmark – er stærkt underrepræsenterede. Altså en fremtid der langt overvejende bliver defineret af mænd. Netop den teknologiske udvikling udgør et kæmpepotentiale, men også dybe faldgruber der skal undgås.
For eksempel bliver vi nødt til at forholde os til risikoen for, at den måde, hvorpå vi designer eksempelvis ”AI” – kunstige intelligens-løsninger – vil reproducere de nuværende ”bias”, dvs. ubevidste og/eller bevidste fordomme og måske endda yderligere forstærke dem. På den anden side kan vi gribe muligheden og undersøge, hvordan nye teknologiske designs kan bruges som en tiltrængt løftestang i forhold til nogle af de ligestillingsudfordringer, vi har siddet fast i alt for længe.
“…75 procent af danske mænd og hele 82 procent af danske kvinder ønskede i 2018 da, at mændene kunne holde længere barsel.”
Kvinder i Tech var også en del af temaet, da Innovationsfonden i oktober afholdt en konference med titlen: ”Hvordan styrker vi kønsbalancen på det danske arbejdsmarked”, hvor der var særligt fokus på kvinder i STEM. Kronprinsesse Mary var sidste taler og leverede med sit overskud og store indsigt i ligestillingsområdet en blændende tale, samtidig med at hun elegant beklagede, at vi nu ville høre hende gentage ting, der var sagt tidligere igennem dagen. Men at det nok også er et område, hvor vi bliver nødt til at gentage tingene mange gange.
Gentagelse er også nødvendig, når vi diskuterer mænds barsel, som vi bl.a. gjorde ved en høring på Christiansborg i april, arrangeret af ”Parental Leave Forum. Her blev perspektiver og muligheder for bedre og mere fleksible barselsvilkår debatteret. Samtidig viser ny forskning fra Sverige, at; “… øget ligestilling og udnyttelsen af ’far-dage’ har indvirket positivt på mænds levetid og sundhed”. Heldigvis ønsker 75 procent af danske mænd og hele 82 procent af danske kvinder i 2018 da også, at mændene kunne holde længere barsel.
I Mangfolds årskonference om køn og inklusion af børn og unge i dagsinstitutions- og skolesystemerne lod pædagogiske fagfolk sig inspirere af ”Prisme-certificeringen”, der giver værktøjer og indsigter omkring de bevidste og ubevidste køns-fordomme og normer, som præger vores handlinger. Formålet er at skabe en hverdag, der giver gladere børn, der får lov at udfolde sig som dem, de er, og ikke som deres køn.
I Århus, på årets mest nyskabende og kreative internationale erhvervskonference, ”This..Nordic”, hvor der i øvrigt var ca. 50/50 kønsbalance blandt talerne, kunne man opleve en helt særlig fin stemme,Hollie McNish, der er gået viralt med sine digte og YouTube-videoer om eksempelvis retten til at amme i det offentlige rum eller bare det at være Blue or Pink. Nyd dem her: ”Embarrassed”, ”Pink or Blue”.
På Copenhagen Business School dedikerede man i år én af tre Business in Society-platforme til Diversity & Difference Platformene løber i fem år og sætter spotlight på forskning, fakta og giver tid til større refleksioner og initiativer inden for et område, som er centralt i samtiden. Business in Society-platformene har til formål at binde teoretikere og praktikere tættere sammen om forskning, formidling og handling.
Muligheder for ny ligestillingsstandard i Danmark
Transparens, opfølgning og konsekvens er nogle af de elementer, man ved virker, og noget af det, der blev præsenteret på Christiansborg, da ”Samstilling” i slutningen af året afviklede en høring med internationale kapaciteter og formålet; at undersøge mulighederne for en ny dansk standard om ligestilling på arbejdspladsen med deltagelse fra hovedorganisationer og virksomheder.
“Får vi en ligestillings-standard/certificering med konsekvenser ved mangel på opfyldelse, vil det være et af de første helt konkrete politiske ligestillings-reform tiltag i de seneste 20 år.”
Seniorrådgiveren for det islandske arbejdstilsyn videregav de gode erfaringer fra arbejdet med at indføre ligelønscertificering og målet om ligeløn i Island 2022. En agenda der er rykket i år også i England, hvor alle virksomheder med mere end 250 ansatte skal offentliggøre deres løn-gab, hvilket har skabt en bølge af initiativer for at lukke de kønsbaserede lønforskelle. I Frankrig fremlagde regeringen i marts et forslag til en lov, som vil give virksomheder tre år til at lukke deres løn-gab, inden de ellers straffes med bøder.
I Danmark kunne interesseorganisationen Lederne dokumentere, at de uforklarlige lønforskelle ikke har rykket sig, siden lederne begyndte at måle på dem for 15 år siden. I 2003 var den uforklarlige lønforskel for ledere 7,0 procent. I 2018 var den på 7.1 procent. IDA fandt tilsvarende dårligt nyt på ligelønsfronten, og under overskriften ”Hvem der bare var mand!” viste de, at den uforklarlige del af lønforskellen mellem mænd og kvinder for deres medlemmer uden ledelsesansvar er på 8.9 procent.
Så det er godt, at ligestillingsministeren nu er på banen for at undersøge den islandske ordning og mulighederne for at etablere noget tilsvarende i Danmark. Og eventuelt få DA og FH til at udarbejde fælles standarder. Får vi en ligestillings-standard/certificering med konsekvenser ved mangel på opfyldelse, vil det være et af de første helt konkrete politiske ligestillings-reform tiltag i de seneste 20 år.
”Ligestilling er en case closed” i Blå blok
Men det skal så heller ikke ske, hvis det står til folketingsmedlem Laura Lindahl, LA: ”Glem det”, siger hun, og anklager ministeren for at drive socialistisk politik: ”En ting er, at jeg kan høre nogle af socialisterne foreslå det her. Men når jeg så hører en såkaldt borgerlig-liberal ligestillingsminister, så bliver jeg en anelse forvirret, for det er hverken borgerligt eller liberalt at ville indføre en certificeringsordning”. Og det ræsonnement kan jo godt undre en i og med at virksomheder i høj grad lever med eksempelvis ISO-certificeringer og lignende retningslinjer.
Og svært ser det ud for Eva Kjer Hansen, for Laura Lindahls udmeldinger ligger på linje med den fremherskende holdning i blå blok, som det blev beskrevet i Magisterbladet i august: ”Ligestilling er en case closed i Blå blok”.
75 procent af folketingsmedlemmerne i blå blok mener, at vi stort set har opnået ligestilling, og 17 procent af dem mener endda, at ligestillingen er gået for langt. Vigtigt at være opmærksom på her ved indgangen til et valgår.
”Vi har kønsligestilling som en vigtig dansk værdi i den nye Danmarkskanon, men har samtidig ikke set en eneste større ligestillingsreform de sidste 20 år”, som undersøgelsens forfatter Drude Dahlerup konkluderer.
Forbrændingens forfriskende aktivisme
Debatten om kønsubalancen på den danske musikscene er heller ikke ny. Sidste år fandt Grøn Koncert det passende at sammensætte et program med ni bands alene med mandlige musikere. På Smukfests scener i år var der 10 procent kvinder, mens Tinderbox kun kunne diske op med 7 procent kvinder på programmet.
Køns-ubalancer som finder sted på trods af at, ”musikkritikernes årskavalkader har været propfyldt med kvindelige kunstnere, men kigger man på afspilningsstatistikkerne er det alligevel mændene, der har domineret musikåret 2018.” som Information skriver.
Spillestedet Forbrændingen erkendte ubalancen i stedet egen kønsstatistik, og i 2019 skulle det være anderledes. De besluttede kun at hyre kvindelige frontpersoner til i den kommende sæson. Resultatet er foreløbigt et program, hvor 66 procent af musikerne er mænd og 34 procent er kvinder. Beslutningen udløste en mindre en storm af kritik, og trusler fra politikere om at stoppe tilskuddet til Forbrændingen, hvis man ikke ændrede beslutningen.
Det er et sundt tegn, at politikerne ikke vil tillade kønsdiskriminering. Men det er patetisk, at man tillader sig at være så bevidst uvidende, at man ikke er i stand til at se diskrimineringen, når den er pakket ind i ubevidste eller bevidste fordomme fulgt af forklaringer om, at man bare ikke kunne finde kvinderne, hvad enten det så er i ledelse eller på musikscenen.
Det er sjovt, når Rokokoposten giver os indsigt i beslutningen om 476 års favorisering af mænd i musikbranchen.
Ligestillingsforkæmper valgt som årets dansker
Viljen til at sætte ligestilling på dagsordenen kom også til udtryk da Berlingskes læsere og jury valgte årets dansker. En kvinde med enorm international kapacitet på ligestillingsområdet, Katja Iversen, som er adm. direktør for Women Deliver, en organisation der som en del af FN arbejder for at skabe bedre kår for piger og kvinder verden over. Katja Iversen tilskriver en del af organisationens og sin egen succes evnen til at netværke og gav sine gode råd videre i bogen Kvinde kend dit netværk.
En anden interessant fagbog, der var med til at skubbe til ligestillingsdebatten i 2018, var Birgitte Possings Argumenter imod kvinder.
““Hun er en lidt forvirret pige fra Rebild, der kommer til Bruxelles”. Udtalelsen kom kort inden Messerschmidt måtte trække sig netop grundet svindel med EU-fondsmidler.”
Bogen er spækket med citater og dokumentation fra 170 års kvindekamp og følger de forskellige argumenter imod kvinders deltagelse i alt fra det politiske liv til arbejde som læger, togforstandere, sportsudøvere eller økonomer. Og man kan beskæmmende nok se lige linjer til udtalelser i dagens Danmark, som da Frank Jensen i 2004 udtalte om på daværende tidspunkt nyudnævnte miljøminister, Connie Hedegaard: ”Foreløbig har vi jo kun set et kønt ansigt, men ingen handling”.
Eller som da Morten Messerschmidt skød på sin partifælle Rikke Karlsson, da hun påpegede at Messerschmidt angiveligt dækkede over et misbrug af EU-fondsmidler: ”Hun er en lidt forvirret pige fra Rebild, der kommer til Bruxelles”. Udtalelsen kom kort inden Messerschmidt måtte trække sig netop grundet svindel med EU-fondsmidler.
Eller eksempelvis forsøget på at udelukke LO’s formand Lizette Riisgaard fra beslutningsbordet i LO’s top med ordene: ”Det er jo alvorlige ting, vi diskuterer”. Magtkampene, som udspillede sig i toppen af LO, forud for, at Lizette Riisgaard som den første kvinde nogensinde overtog formandsposten i LO, blev i år skildret i dokumentarfilmen ”Hjerter Dame”.
I et arrangement i forbindelse med filmen kom EU kommissær Margrethe Vestager med anbefalingen til at læse Mary Beards Kvinder og magt – et manifest. Bogen giver i en fin koncentreret form på 100 sider en fantastisk historisk og mytologisk indsigt i de virkemidler, man igennem tiden har brugt til at gøre kvinder tavse, ikke tage dem alvorligt eller afskære dem fra magtens centre.
Modige stemmer
Intet af det virker heldigvis til at have bidt på Margrethe Vestager, der blev valgt som Årets meningsdanner og som i den grad har bidraget på ligestillingskonferencerne igennem året og er en modig rollemodel, når det kommer til at gå op imod magt og fasttømrede strukturer.
En anden stærk stemme, der ikke har ladet sig kue trods mange forsøg er Sherin Khankan, Skandinaviens første kvindelige imam og initiativtager til Mariam-moskeen, der ledes af og henvender sig til muslimske kvinder. Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, inviterede hende i foråret til møde i Élysée-palæet for at tale om feministisk islamisme og hendes fransksprogede bog Kvinder er fremtidens islam.
Fire andre modige kvinder; Nastasha Al-Hariri, Halime Oguz, Geeti Amiri og Khaterah Parwani, tog ligestillingsdebatten og scenen med storm ved deres debatarrangementer Den nydanske kvindekamp. Med personligt mod, rørende historier, vid og humor videregav de indsigter om problematikker, som minoritetskvinderstår over for. Samtidig ytrede de et ønske om, at vi investerer mere i at forstå og bakke op om minoritetskvinders frigørelsesprocesser.
Det er svært at sætte sig ind i den ukuelighed og tålmodighed og det mod, kvinder i Saudi-Arabien viser i deres kamp for ligestilling. For 28 år siden kørte 47 kvinder igennem Riyadh i en demonstration for kvinders ret til at køre bil. De blev alle arresteret. Ligesom aktivisten bag den sociale mediekampagne Women2Drive blev det. Den 24. juni i år bar de mange års indsats endelig frugt, og det er nu tilladt kvinder at køre bil.
“Vi skal i Danmark have nul-tolerance overfor seksuel og anden chikane på vores arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner.”
#MeToo
Årets mest ikoniske forsøg på at lukke munden på en kvinde kom, da Christine Blasey Ford vidnede om sine oplevelser med Brett Kavanaughs overgreb, da de som unge gik på college sammen. Ford fik beklikket sin troværdighed af USA’s præsident Donald Trump som i en tale, desuagtet Fords nøjagtige gengivelser, lod det fremstå som om, hun intet præcist kunne huske. Oplevelsen ledte til et opbakkende #WhyIDidn’tReport, hvor tusindvis af kvinder gav deres begrundelser for, hvorfor de blandt andet af frygt for mistænkeliggørelse og udskamning, ikke tidligere er stået frem med deres oplevelser af overgreb.
Og måske var #MeToo, sammen med vreden over Trumps gentagne kvindediskrimerende tiltag og udtalelser og også Kavanaugh-høringerne, med til at give kvinderne i USA det historiske gennembrud ved midtvejsvalgene. En vrede, der har ledt til en vilje til at skabe de nødvendige forandringer og investere sig selv i det. Kongressen bliver i hvert fald ændret i sin sammensætning fra de mange hvide mænd til både yngre kvinder og også to muslimske kvinder, der vandt pladser i kongressen i året der gik.
Herhjemme har det været tankevækkende, at en opgørelse som overskrift.dk lavede for KVINFO viste, at i Danmark har kritikken af #MeToo fået mere mediedækning end selve #MeToo. Som Henriette Laursen, direktør for KVINFO, pointerede:
”Bag hvert eneste af de oprindelige opslag med #MeToo står der en kvinde eller mand, som har oplevet en krænkelse, stor eller lille, og som har haft mod til at berette om den offentligt. Alligevel er det uretfærdige anklager mod uskyldige mænd, som fylder i den danske debat, selvom der stort set ikke er nogen eksempler på det i Danmark. Så jeg synes, at kritikerne skylder et svar: Hvor er den uretfærdigt #MeToo-anklagede mand?”
Vi bliver nødt til at blive ved med at tale om de her ting, selvom der rejser sig en modstand. Som for eksempel på Wall Street, hvor det nu angiveligt har ledt til at der ansættes færre kvinder, hvilket utvivlsomt er en dårlig idé for en sektor, der har så hårdt brug for bedre kønsbalancer. Og også som et lille kuriosum dårligt for deres forretning, da kvindelige investorer iflg. ny undersøgelse i gennemsnit skaber højere afkast.
Til gengæld var det godt for bearbejdelsen af #MeToo at opleve officielle henstillinger i breve fra både uddannelsesminister, ligestillingsminister og erhvervsminister med tydelige retningslinjer om, at vi i Danmark skal have nul-tolerance overfor seksuel og anden chikane på vores arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner.
Og også godt at opleve, at det kunne trække en næsten fyldt sal i biografen Imperial, da Meta Film i samarbejde med Ekstrabladet og konsulentvirksomheden Hartmann opfordrede til handling. ”From #MeToo to #WeDo” lancerede undervisningsmateriale for skoler og gav guidelines til at håndtere seksuel chikane på arbejdspladserne for både ofre og anklagede.
“Lad os sikre, at 2019 bliver året, hvor vi viser, at vi er i stand til at sætte handling bag ordene og skabe de nødvendige forandringer. Det er ikke altsammen svært. Men til gengæld skal det gøres, for at vi kan komme videre.”
Vold og voldtægter
En god nyhed på en sørgelig baggrund er det ekstra kvinde-krisecenter, der er åbnet i København i år.
33.000 kvinder bliver udsat for partnervold om året: Godt, at færre nu må afvises. Forstemmende, at vi mangler strategier i Danmark, når det handler om at nedbringe vold mod kvinder, og vi er heller ikke er kommet videre, når det handler om håndteringen af voldtægtsofre.
Den 20. december valgte Folketinget at nedstemme et forslag om en ny voldtægtslov baseret på samtykke, sådan som man har det i Sverige, Norge, Tyskland, Storbritannien og seks andre EU-lande. 52 stemte for og 56 imod. Danmark sidder åbenbart ganske komfortabelt på bagsædet, når det kommer til at bekæmpe vold mod kvinder.
Internationalt blev der til gengæld givet en vigtig anerkendelse med tildelingen af Nobels Fredspris til to prismodtagere: Den congolesiske læge Denis Mukwege og yazidi-kvinden og tidligere sexslave hos terrorgruppen Islamisk Stat, Nadia Murad. De modtog prisen ”for deres kamp for at gøre en ende på seksuel vold som et våben i krig og konfliktzoner”.
Set i lyset af de kampe, mennesker som Nadia Murad og Denis Mukwege har taget, synes der ingen undskyldninger for, at vi i Danmark ikke kommer videre med arbejdet for øget ligestilling.
Lad os sætte turbo på intentionerne
Vi har fortsat en forpligtelse til at gå forrest i Norden med at skabe en verden i bedre balance mellem kønnene. 2018 blev året, hvor der kom øget debat, opmærksomhed og gode intentioner på banen. Lad os sikre, at 2019 bliver året, hvor vi viser, at vi er i stand til at sætte handling bag ordene og skabe de nødvendige forandringer. Det er ikke altsammen svært. Men til gengæld skal det gøres, for at vi kan komme videre.
Lad os blive inspireret af Island og vores andre nordiske naboer, af Præsident Macrons dedikation og handlekraft, af de aktivistiske tiltag der har været i løbet af året. Måske kan vi endda finde en måde at disrupte den langsommelige udvikling og skabe en eksponentiel ligestillingsudvikling i stedet.
For hvis ”the last mile is the longest” er der så meget desto mere grund til at sætte farten op.
Godt nytår!
Foto: Pixabay