Da jeg sidste år kiggede tilbage på 2016 gav jeg det overskriften; ”En månelanding for kvinder, der crashede”. Med referencer til det slukkede håb om en kvindelig præsident for USA, og følelsen af et gigantisk tilbageskridt for ligestillingen, når en mand som Trump kunne blive valgt til præsident. Samtidig udtrykte jeg et håb om, at netop valget kunne mobilisere modstand og ”blive den ”fremkaldervæske”, der bragte de eksisterende sexisme-, racisme- og ligestillingsudfordringer frem i lyset.”
“Set fra et ligestillingsperspektiv blev 2017 nærmest en fugl Fønix, der rejste sig fra asken af det kuldsejlede håb.”
Her et år efter synes jeg, at vi kan se tilbage med stor respekt og glæde over de bevægelser, der blev sat i gang i år. I januar gik hundredtusindvis over hele verden på gaderne. Kvinder og mænd. Familier og singler. Børn, unge og gamle i et mylder af Pussy-lyserøde-hjemmestrikkede-huer som værn mod årstidens kulde og valget af en amerikansk præsident, der altså syntes det var alletiders at ”grab them by the pussy”.
Set fra et ligestillingsperspektiv blev 2017 nærmest en fugl Fønix, der rejste sig fra asken af det kuldsejlede håb. 2017 blev året hvor kvinder verden over satte fødderne hårdt ned og sagde nok er nok, og dermed gav drømmene om en kultur, hvor kvinder og mænd behandles ligeværdigt, nye vinger.
For at nå dertil kræver det en fortsat grundig forholden sig til, hvordan vi kan opnå, at vores køn ikke kommer til at definere mere eller andet, end vi hver især har lyst til.
National Geographic lagde ud med den nysgerrighed på køn i deres januar-nummer; ”Gender Revolution” – et helt nummer udelukkende dedikeret til køn, og til den mangfoldighed hvormed mennesker opfatter deres køn og friheden til selv at vælge og definere sig selv og sit liv, fremfor at blive puttet i stereotype kasser.
I august blev Copenhagen Pride med 35.000 deltagere og over 300.000 tilskuere den største i Danmark nogensinde; en festdag for mangfoldighed, ligestilling og kærlighed. Og en stærk afstandstagen til homofobi og snæversyn. Det gjorde sig også gældende i april, hvor mange mandlige politikere i Europa, inklusiv danske, lagde billeder op på sociale medier, hvor de gik med hinanden i hånden for at markere deres afstandstagen til en homofobisk hatecrime i Holland.
Frygtløse og forenede kvinder
En anden kønspolitisk milepæl blev opnået over sommeren, da hele landet for første gang i næsten 50 år var samlet omkring kvindefodbold, og landsholdet vandt EM-sølv i Holland. Der var rørende interviews med fodbold-piger, der med lys i øjnene fortalte, at når de så landsholdets kvinder spille, så de sig selv. Når de ellers så herrelandsholdet, så de deres far og bror. Landsholdets indsats og den folkelige opbakning markerede forhåbentligt også et endeligt for den ”der-er-så-meget-kvinder-ikke-forstår” statsligt finansierede kvinde-ekskluderende kampagne. Det gav os alle nogen fantastiske stunder foran tv og både piger og drenge nogen nye rollemodeller. Forhåbentlig kan en fortsat succes være med til at skabe bedre betingelser for piger og kvinder i fodhold generelt og også for kvindelandsholdet. Her kan vi få inspiration fra Norge, hvor anførerne for henholdsvis herrelandsholdet og kvindelandsholdet for nyligt skrev under på en aftale, der sikrer holdene de samme lønvilkår.
Der var flere gode sejre i år. Saudi Arabien, det mindst ligestillede land i verden, gjorde op med deres forbud mod kvinder bag rattet. Australien stemte for homoægteskaber. Den Kirgisiske Republik og Liberia indførte nye love mod vold i hjemmet. Schweiz foreslog ny lovgivning, så det bliver nemmere at håndhæve ligeløn og Island indførte en ligelønslov, der kræver at virksomheder kan bevise, at de har ligeløn – og ellers kan de straffes med bøder.
I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag i marts blev den ”Frygtløse Pige” installeret overfor tyren på Wall Street i New York. Formålet med kunstinstallationen var at skabe opmærksomhed om det løngab samt den mangel på ligestilling, som findes i den traditionelt mandsdominerede finansielle sektor. ”Fearless girl” blev et tilløbsstykke og samtaleemne langt udover Wall Street.
“Det var lige fra ”Lillefar” i DK, til den ene store Weinstein-Patriark efter den anden, der faldt med tyngden af millioner af kvinder, der brød tavsheden.”
En af årets rørende begivenheder var, da tusindvis af israelske og palæstinensiske kvinder igennem to uger gik sammen gennem ørkenen for fred i regionen, og for at kvinder skal få en ligevægtig stemme i fredsforhandlingerne. ”Vi er højreorienterede og venstreorienterede kvinder, jøder og arabere, fra byerne og fra landdistrikterne, og vi har besluttet, at vi vil stoppe den næste krig”, sagde Marilyn Smadja, en af organisatorerne.
Og netop det at høre og respektere kvinders stemme blev uden tvivl årets vigtigste tema. #MeToo har potentialet til at blive den største kilde til kønspolitisk forandring, vi har oplevet og sikkert vil komme til at opleve i vores tid.
#MeToo har endegyldigt fremkaldt en undertrykkende sexistisk kultur fremfor alles øjne og ører. Og rusket i gamle strukturer.
Vi har, siden #MeToo blev kickstartet den 15 oktober, haft 2 ½ måneds turbulent reflektionstid i den offentlige debat. 2017 blev således året hvor hele svineriet fik en ordentligt gang Roundup; det systemiske syrebad, der skal til for at bekæmpe ukrudt helt ned i rødderne. Og det var lige fra ”Lillefar” i DK, til den ene store Weinstein-Patriark efter den anden, der faldt med tyngden af millioner af kvinder, der brød tavsheden.
Fremfor alt har det været omfanget af historierne, der har skrevet historien. Erkendelsen af at; nej, det er ikke kun midaldrende, rige, magtfulde Hollywood-mænd, der misbruger deres magt. #MeToo har endegyldigt fremkaldt en undertrykkende sexistisk kultur fremfor alles øjne og ører. Og rusket i gamle strukturer.
Trods smerten, og lyt
Selvfølgelig gør det ondt, og selvfølgelig er det svært at erkende. Selvfølgelig har alle kvinder haft lyst til at skrive #Notallmen, fordi de kender masser af gode, kærlige mænd. Men det er ikke tiden nu. Vi kan også godt forholde os til verdens enorme klimaforandringsproblematikker, uden at vi behøver at skrive at #jegsortereraltmitaffaldogslukkerlysetnårjeggårudafetrum.
Og selvfølgelig er der mænd, der har haft behov for at forsvare sig i alle tænkelige afskygninger og har fået masser af mediedækning til at gøre det. Her kun 2 ½ måned senere er der endog en del, der mener, at nu har vi talt nok om den her problemstilling. Men vi er jo ved at løse problemstillinger der går århundreder tilbage. Lidt vel optimistisk, at tro vi klarer den på et par måneder. Og hvis man er træt alene af at tale om seksuel chikane og overgreb, så prøv at forestille dig at være den der er så uheldig at skulle leve med det.
“…hvis man er træt alene af at tale om seksuel chikane og overgreb, så prøv at forestille dig at være den der er så uheldig at skulle leve med det.”
Jeg har stor respekt for, at det her kan være svært. Og for alle som på den anden side forsøger at bakke op, forstå, sætte sig ind i problemstillingerne.
Michael Schøt, en af mine favorit politiske satirikere, sagde det meget sympatisk i 5. december-udgaven af Schøtministeriet.: ”Jeg havde tænkt at vente lidt, så jeg helt kunne få helt styr på og overblik over #MeToo… men jeg tror måske efterhånden, tiden er kommet til, at vi skal sætte os ned og bare lige lytte lidt”!
Jeg har haft det lidt ligesom som Michael Schøt med #Metoo; brug for at reflektere lidt mere.
Hvad kan jeg gøre udover at sende mine største likes og hjerter i alle de retninger, hvor kvinder står frem og fortæller. Og hvor mænd lytter og reflekterer med respekt.
Mod til frihed
#MeToo er for de fleste kvinder blevet en individuel rejse, koblet på en kollektiv erindringsrejse udi alle de oplevelser, vi havde skubbet fra os, negligeret, skammet os over og følt skyld over. For nogen behændigt gemt væk og cementeret fordi smerten var for stor til, at man magtede at dele, og fortielsen var den umiddelbart bedste mulighed for at komme videre.
Derfor skal vi have den største respekt for modet til at bryde tavsheden. Og for effekten af de helende kræfter, der ligger i det at fjerne skylden og skammen fra den enkelte. Respekt for et stort kollektiv opråb om anerkendelse af sexchikanes udbredelse og virkning.
Vi skal blive ved med at tale og lytte og reflektere i lang tid. Uanset om det er i den ene eller anden ende af skalaen for overgreb og chikanering, så har vi brug for at forholde os til, hvordan vi undgår, at det sker. I vores virksomheder og organisationer. På uddannelsesinstitutioner, i vores festkulturer og hverdagsrelationer.
Vi er enige om, at vi gerne vil have et frit land og et land, der ikke er kropsforskrækket. Så når mænd giver udtryk for, at de frygter en ny-puritanisme, eller at friheden bliver begrænset, bliver vi nødt til at udfordre; hvis frihed det egentlig er, vi taler om?
Hvis vi kigger på de forholdsregler, piger/kvinder er opdraget med, så er der ikke meget frihed over det. ”altid følges med nogen når du skal hjem om aftenen”, ”lad være med at klæde dig for udfordrende”, ”pas på der ikke er nogen der hælder noget i din drink” osv. At skrive lister over forholdsregler er en øvelse en amerikansk lærer præsenterer for sine studerende, når han beder dem skrive ned, hvilke forholdsregler de tager for at undgå overgreb fra det andet køn. En stor øjenåbner særligt for mændene, der stort set ingenting skriver, men som ser lange lister fra deres kvindelige medstuderende.
Så tværtimod, når vi snakker om frihed, ville det da være fantastisk for alle kvinder OG mænd, at der vil blive mere plads til flirten, når man slipper for befamlingerne. Plads til friheden, når man slipper for angsten.
“…der vil blive mere plads til flirten, når man slipper for befamlingerne. Plads til friheden, når man slipper for angsten.”
Jeg håber, at vi i 2018 vil have modet og overskuddet til at fokusere på, hvordan vi kan skabe de nødvendige forandringer. At mænd også vil stole på når eksempelvis den amerikanske forsker i mænd og maskulinitet Michael Kimmel, der siger at: ”#MeToo revolutionen som mange mænd frygter, vil ende med at frigøre dem, fordi de ikke længere skal presses ind i den lille snævre maskulinitetskasse…. Den traditionelle maskulinitetskultur får svært ved at overleve det her. Men mere lighed er ikke kun godt for kvinder. Den er i høj grad også frigørende for mænd. Og #MeToo er en kæmpe gamechanger”.
Handlekraften skal findes på alle planer hos os hver især. I vores relationer, men selvfølgelig også i vores systemer og organisationer og hos vores politikere, hvor enkelte lande er gået i forvejen:
I slutningen af november udtalte den franske præsident Emmanuel Macron at ”hele vores samfund er sygt af sexisme”. Han tilkendegav, at dét at kæmpe for ligestilling vil være en meget vigtig sag for hans regering. I Sverige er mandlige politikere på tværs af partierne i Rigsdagen gået sammen om et løfte om at sige fra, når de oplever andre mænd agerer sexistisk eller på andre måder formindsker kvinder i politik. Opråbet er samlet under hashtagget #viktigastevallöftet, altså #detvigtigstevalgløfte.
Året sluttede med at Time Magazine udnævnte ”the Silence Breakers” fra #metoo-bevægelsen til deres ikoniske Person of the Year. En fornem anerkendelse af den enorme kraftanstrengelse der lå bag #MeToo i 2017. Og som dermed sluttede året af med at forære et kæmpe potentiale for forandringer til det nye år.
Et potentiale vi skal forløse sammen, for en ting er sikkert: 2018 kalder også på mændene. Vi har brug for at vi sammen skaber forandringer for et fælles bedste. Masser af danske mænd udenfor mediernes spotlight forstår det, og handler på det.
Mænd som Obama, Macron og Trudeau har vist vejen, og det er rigtigt betydningsfuldt. Men for at skabe en friere og mere ligestillet verden for alle, er der også brug for dig.