Marianne Egelund Siig

2020 – året, hvor kvinderne satte foden hårdt ned #2

Marianne Siig — Wed, 30 Dec 2020 13:56:00 +0000

LIGESTILLING // TILBAGEBLIK – 2020 har på alle måder været et skelsættende år. Et år hvor Corona, Sofie Linde, #MeToo, BLM og amerikansk politik blev katalysatorer for et servicetjek af vores værdier. Året, hvor kvinder fik nok – og hvor der endelig var nogen, der lyttede i den anden ende, skriver Mannaz’ CEO, Marianne Egelund Siig, i en kronik, der ser tilbage på et historisk ligestillingsår.

DEL 2: 2020 har også bragt forandring i verden omkring os

Og hvis vi ikke selv finder ud af at løse vores ligestillingsudfordringer, så skal vi nok regne med, at EU kommer til at hjælpe os på vej.

EU’s forkvinde, Ursula von der Leyen, markerede allerede ved sin tiltrædelse i november 2019, at hun ville arbejde for et mere kønsbalanceret EU. Et løfte hun viste, hun tog alvorligt, da hun skabte en EU-Kommission med historisk mange kvinder.

“I syv dage i træk demonstrerede aktivisterne i Polen for retten til abort med bøjler i hænderne som symbol på de primitive og livsfarlige abortmetoder, som kvinder gennem tiderne er blevet tvunget til at bruge.”

Dermed har hun nedsat en kommission i kønsbalance.

Hviderusland: Kvinderne går forrest i kampen og beskytter mændene

I Hviderusland har den anspændte politiske situation forandret den meget traditionelle rollefordeling, så kvinder nu stiller sig forrest i demonstrationer og tager den politiske debat for at beskytte mændene, der behandles hårdhændet af politiske modstandere og politiet, fortæller Matilde Kimer, der er DR’s korrespondent i Hviderusland.

Med fredelige protester kæmper særligt tre kvinder for et frit og demokratisk Hviderusland. Svetlana Tichanovskaja besluttede at stille op som præsidentkandidat, efter at hendes mand, politikeren Sergei Tikhanovskij, blev fængslet for at havde ført en kritisk kampagne mod den siddende præsident Lukasjenko.

Svetlana kæmper sammen med Maria Kolesnikova (der havde været kampagneleder for en anden politiker, som også er blevet fængslet) og Veronika Tsepkalo (hvis mand flygtede til Rusland efter at have stillet op mod Lukasjenko i valget). Kvinderne er blevet symbol på en ny generation af kvinder, der tør sætte sig op imod magten, og også Ruslands interesser.

Polen: Kamp for retten til at bestemme over egen krop

I Polen satte kvinderne foden hårdt ned og gik på gaden i protest over en yderligere skærpelse af Polens abortlov, der allerede er en af de mest restriktive i Europa. I syv dage i træk demonstrerede aktivisterne for retten til abort med bøjler i hænderne som symbol på de primitive og livsfarlige abortmetoder, som kvinder gennem tiderne er blevet tvunget til at bruge.

En af demonstranterne, Urszula Niziolek-Janiak, forklarede til nyhedsbureauet AP, hvorfor hun utrætteligt blev ved: ”Jeg har en datter, og jeg vil have, at hun skal leve med værdighed her i dette helvedesagtige land, der diskriminerer kvinder ved at nægte dem grundlæggende menneskerettigheder.”

Polens abortforbud er i strid med landets menneskerettighedsforpligtelser, og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har ved tre retssager slået dette fast. Et af tilfældene, som domstolen tog stilling til, var sagen om en 14-årig pige, der selv efter en voldtægt blev nægtet abort.

I dag er abort således kun tilladt i Polen i tilfælde af visse voldtægter, incest, et misdannet/ sygt foster, eller hvis kvindens helbred er i akut livsfare. Loven kriminaliserer kvinderne og hæver strafferammen fra tre til fem års fængsel for personer, der hjælper eller opfordrer kvinder til abort.

Udviklingen i Polen er en påmindelse om, at ligestilling og menneskerettigheder aldrig kan tages for givet. Heller ikke i EU-lande.

EU’S FORKVINDE, URSULA VON DER LEYEN, MARKEREDE ALLEREDE VED SIN TILTRÆDELSE I NOVEMBER 2019, AT HUN VILLE ARBEJDE FOR ET MERE KØNSBALANCERET EU OG NEDSATTE EN KØNSBALANCERET KOMMISSION.

Chile: En million+ kvinder samledes og demonstrerede mod seksuel vold

Over en million kvinder samledes i Chiles hovedstad Santiago på kvindernes internationale kampdag for at øge bevidstheden om ulighed og kønsbaseret vold, og for at skubbe til en kønsbaseret dagsorden. Under demonstrationerne var der udstillinger og sange, der fordømmer patriarkatet og krænkelserne af kvinders rettigheder i Chile, og det epidemiske omfang af vold mod kvinder.

Demonstranterne sang den ikoniske feministiske hymne “Un violador en tu camino” – (en voldtægtsmand på din vej). Sangen og koreografien er også blevet populær i andre lande, og versioner af den findes nu på en række andre sprog. En pige i Santiago udtalte: ”Vi er en generation af kvinder, der er vågnet. Vi er ikke bange for at stå op og kæmpe”.

USA: ”Jeg er nogens datter”

I USA er det demokratiske kongresmedlem, Alexandria Ocasio-Cortez altid klar til at tale magten imod.

Hun holdt en fantastisk tale efter at være blevet kaldt en bitch af kollega og kongresmedlem, Ted Yoho. AOC er den yngste kvinde, der nogensinde er blevet valgt ind i kongressen. Hun er kendt for sine glødende indlæg. AOC repræsenterer samtidig en ny generation, som ikke har tænkt sig at acceptere sexisme, overgreb og nedgørelse.

”Jeg kunne ikke tillade, at mine niecer… de små piger, jeg har derhjemme, [og] ofre for verbale overgreb og værre, oplevede kongressen acceptere den adfærd som værende legitim. Jeg er to år yngre end Mr. Yohos yngste datter. Jeg er nogens datter. Jeg er her for at vise mine forældre, at de ikke har opdraget mig til at acceptere overgreb fra mænd.”

USA tur/retur

Endelig, endelig kan vi se en ende på de paralyserende scenarier, der gennem de seneste fire år har udspillet sig i centrum af amerikansk politik. Fire år hvor kvinder har skulle stå model til sexisme og nedgørelse i en lang strøm fra præsidenten i Det Hvide Hus.

Femina har lavet en liste, hvis vi skulle have glemt dem; Fra ”Grab ’em by the pussy” til ”ekstraordinær ulækker” (om Vicepræsident-elect, Kamala Harris), ”gennemsnitlig på alle måder, hvem fanden har lyst til at score hende” (om TV-vært, Megan Fox).

Dertil kommer støtte til abortmodstandere, konspirations-sølvhatte, racister og polariserende bevægelser og løgne i en konstant strøm. Det ville være uværdigt, hvis USA skulle fortsætte den vej.

“2020 blev også året, hvor USA valgte deres første kvindelige, minoritetsetniske vicepræsident.”

Tiden op til og under valget var ulideligt spændende, da så meget håb for fremtiden var på spil. Og lettelsen enorm, da det endelig blev ”breaket,” at Joe Biden var vinder.

Hvis lettelsen var stor for os, som trods alt ikke var direkte påvirket, tror jeg, vi alle kunne mærke dybden for den del af amerikanerne, der stemte på Biden, da CNN-værten Van Jones, gennem tårer satte ord på sin lettelse over sejren som far og amerikaner, i et meget rørende og forløsende øjeblik.

Joe Bidens & Kamala Harris’ sejr gav håb

2020 blev dermed også året, hvor USA valgte deres første kvindelige, minoritetsetniske vicepræsident. Intet mindre end en historisk sejr på linje med følelsen, da Barack Obama vandt første gang i 2008. Og race betyder noget i denne sammenhæng. Raceurolighederne og de kæmpe Black Lives Matter-protester har fyldt gaderne som reaktion på det ene politimord efter det andet på sorte ubevæbnede mænd (og kvinder).

Som New York Times beretter, kan bevægelsen meget vel være den største i USA’s historie, og ifølge analyseinstitutterne, var 26 millioner amerikanere på gaden og demonstrere pga. mordet på George Floyd, men også fordi pandemien rammer socialt skævt, og sorte også i den sammenhæng er nogle af de mest udsatte i USA. Verden over knælede demonstranter, sports- og politifolk i anerkendelse og respekt for en kamp, der slet, slet ikke er færdig.

Heller ikke herhjemme, hvor 17.000 samledes til “BLM”-demonstration. Og hvor journalist på Politiken Lucia Odoom i juli til en happening i Politikens Hus læste sin protest højt mod mediernes manglende repræsentation af danske afrikanere og i det hele taget af minoriteter med anden etnisk baggrund.

Det gælder om at lytte til flere stemmer, at være bevidst opmærksom på repræsentation og inklusion.

USA: Minoritetskvote i amerikanske bestyrelser

På delstatsniveau viser man nu en inspirerende vilje til at gøre op med den forskelsbehandling, som er, om ikke altid bevidst, så ikke desto mindre veldokumenteret. Californien har således netop vedtaget, at alle virksomheder skal have mindst én direktør fra et såkaldt ”underrepræsenteret samfund”, dvs. et individ, som identificerer sig som enten indfødt amerikaner, afrikansk amerikaner, asiatisk amerikaner, latinamerikaner, fra Stillehavs-regionen eller LGBT-person.

“Hvis Pete Buttgiegs nominering går igennem kammeret – bliver han den første senatsbekræftede LGBTQ-kabinet minister.”

I forvejen skal californiske virksomheder have mindst én kvinde i bestyrelsen, evt. flere afhængigt af bestyrelsens størrelse.

USA: Peter Buttigieg som Bidens transportminister

Alt tyder på, at Joe Biden viser samme vilje til inklusion og mangfoldighed i sin sammensætning af regering og offentlige embeder; Joe Biden har således nomineret den første kvindelige finansminister, Janet Yellen, og Deb Haarland som Secretary of the Interior som den første minister, der stammer fra et ”Native American”-minoritetssamfund, samt Pete Buttigieg, en tidligere præsidentkandidat og borgmester, til en toppost som rollen som transportminister i sine nye regering.

Hvis Pete Buttgiegs nominering går igennem kammeret – bliver han den første senatsbekræftede LGBTQ-kabinet minister.

Hans forventede nominering er et historisk øjeblik for LGBTQ-amerikanere. Buttigieg talte ofte om at være homoseksuel i sin kampagne og blev dermed et symbol på fremskridt og ligestilling for mange LGBTQ-amerikanere.

Kvindernes rolle i historien skal frem

Desværre blev 2020 også året, hvor vi måtte sige et sidste farvel til Ruth Bader Ginsberg – et ikon og en klippe af retfærdighed og progressivitet i den amerikanske højesteret og kampen for ligestilling. Hun vil blive husket med taknemmelighed for den enorme forskel, hun har gjort.

Og vi skal over hele verden blive bedre til at huske de kvindelige historiske personer. Også i Danmark.

“Som Femina bemærkede for et par år siden, findes der over 1000 statuer i Danmark, men kun seks af dem er af kvinder.“

2020 har vist os, at det stille og roligt bliver mere og mere normalt at tale om alle de områder i samfundet, hvor ulige-stillingen har sat sit præg. Manglen på dokumentation og anerkendelsen af kvinders rolle i historien er én af dem.

I juli i år skrev Politikens anmelder om Louisianas udstilling: ”Fantastiske kvinder – Surreelle verdener fra Meret Oppenhiem til Frida Kahlo”. Hun var både betaget og stiktosset og spurgte, ”hvorfor har vi aldrig hørt om dem før?”

Men det er noget, vi alle skal vænne os til; at forstå og arbejde på at få ændret, at der er SÅ mange kvinder, vi ikke har hørt om før. Kvinder er både bevidst og ubevidst udeladt af historieskrivningen. Ét af utallige eksempler på dette kan ses, når vi kigger på de danske statuer rundt om i landet. Som Femina bemærkede for et par år siden, findes der over 1000 statuer i Danmark, men kun seks af dem er af kvinder.

DEN AMERIKANSKE HØJSTERETSDOMMER RUTH BADER GINSBERG. HUN VIL BLIVE HUSKET MED TAKNEMMELIGHED.

Der er heldigvis nogen, som kæmper hårdt for at få rettet op på den uretfærdighed. Én af dem er Birgitte Possing, der i 2020 fik Holbergmedaljen for sin ”afgørende indsats ved i skrift og tale at sætte kvinders rolle i historien, kulturen og samfundet på vor tids dagsorden”. Hun fik 19. december overrakt Rosenkjærprisen direkte i P1, og vi kan som lyttere glæde os til fem foredrag af Birgitte Possing. Det hører nemlig med til at få prisen.

Birgitte Possing udtalte sig i et interview i Politiken: ”Vi taler om sexisme og seksuelle krænkelser som noget nyt. Vi er paffe over de mange historier om dem”.

Det, vi oplever nu, er derfor på sin vis ikke nyt. Men fordi kønshistorien ikke har plads i historieundervisningen i folkeskolen og gymnasier, har vi ingen kollektiv hukommelse til at genkende mønstrene.

“Vi mangler i usædvanlig forskrækkende grad historisk viden. Det tragiske er, at vi må begynde forfra hver gang”, siger Birgitte Possing.

Politisk bør det være et indsatsområde for både Undervisning-, Uddannelses-, og Kulturministeriet at rette op på. Personligt kan vi allesammen lade os inspirere af bland andet Podcast-serien; ”Kvinde kend din historie” eller Magtens Kvinder.

“Mange af rødstrømpernes kampe er desværre fortsat relevante – nogle endda mere lige nu end tidligere, for ingen globale og nationale kriser forløber, uden at der er kønsmæssige perspektiver og slagsider, vi bør forholde os til.”

På samme måde vil det lige nu i lyset af den opblomstrende ligestillingsinteresse og forståelse være passende, at vi sender respektfulde tanker til alle dem, der har kæmpet før os. Tankevækkende er det, at lige netop i år var det den 8. april 50 år siden rødstrømperne protesterede på Strøget under slagordet; “kvinder – bryd ikke sammen, bryd ud”.

Jeg skrev om 50-året den 8. april i POV: ”Stort set alle de udfordringer, som rødstrømperne og kvindebevægelsen sloges med i 1970’erne, går igen i dag. Promovering af perfekte kroppe og det medfølgende mindreværd for både mænd og kvinder er kun blevet intensiveret. #MeToo, der med al tydelighed viser, at seksuel chikane og overgreb stadig er massivt. Statistikkerne dokumenterer, at vi stadig ikke har ligeløn.

Danmark har fortsat et af de mest kønsopdelte arbejdsmarkeder, hvor de kvindedominerede områder stadig bliver værdisæt lavere; sygehus-, pleje- og omsorgspersonale er i 70 % af tilfældene kvinder, og de er dårligere lønnet end tilsvarende offentlige områder med flere mænd.”

Mange af rødstrømpernes kampe er desværre fortsat relevante – nogle endda mere lige nu end tidligere, for ingen globale og nationale kriser forløber, uden at der er kønsmæssige perspektiver og slagsider, vi bør forholde os til.

Corona, køn og ligestilling

Kvindelige ledere klarede Corona bedst:

Der er stadig noget, der tyder på, at lande med kvindelige statsledere klarer sig bedre igennem Coronakrisen, målt på dødsfald og fald i BNP. Financial Times peger på nogle karakteristika, som typisk har været mere associeret med kvinder som værende vigtige under Corona; ydmyghed og villighed til at lytte til eksperter og lære fra andre lande samt evnen til at bruge empati i arbejdet med at få folk til at ændre adfærd.

Mere vold mod kvinder

Desværre ser corona ud til at have en kønnet slagside for kvinder. Dignity – Dansk institut mod tortur delte tidligt i krisen bekymrende tal, som ikke er blevet bedre igennem året.

”Krisecentre fra Mellemøsten og Europa til USA og Sydamerika rapporterer om rødglødende hotline-telefoner. Både mænd og kvinder udsættes for vold, men erfaring og data viser, at det særligt er kvinder, der udsættes for psykisk, fysisk og seksuel vold i hjemmet.”

”I Frankrig er vold i hjemmet steget med 30 procent, siden udgangsforbuddet trådte i kraft den 17. marts. I Paris alene har krisecentre oplevet en stigning på 36 procent. I Brasilien mener man, at vold i hjemmet er steget med 40 til 50 procent.”.

Verdenssundhedsorganisationen WHO slog allerede tidligt alarm over den markante stigning i henvendelser fra voldsramte kvinder, og opfordrede alle lande til at have vold i hjemmene med i handlingsplanerne for COVID-19.

Global ligestilling

I 2020 var det 25 år siden, at 189 lande, herunder Danmark, forpligtede sig til ”Beijing declaration and platform for action”, en af de mest omfattende globale politiske ramme- og handlingsplaner for kvinders og pigers rettigheder, med konkrete tiltag for at skabe ligestilling i verden. 25 år senere er vi ikke i mål. Og globalt set oplever vi stadig tilbageslag og modarbejdelse.

Bare et glad menneske

Året er ved at rinde ud. Vi har haft dage, uger, måneder paralyserede af corona, USA-valg og anden bølge #metoo. Har kørt ”doom-scrolling”, og haft glippo-fobi kombineret med en lyst til bare at trække stikket.

Der har været så mange gode artikler og debatter om ligestilling, at det er umuligt at komme omkring dem alle i dette hurtige tilbageblik. Politiken delte en opgørelse, der siger noget om dækningen: “Mellem 10. september og 10. december i år er der skrevet 6.131 artikler i danske medier, hvor ordet sexisme indgår. Sidste år var tallet i samme periode 165 artikler.”

Og midt i det så var der Frank… : ”Jeg er et glad menneske. Jeg møder andre mennesker med glæde. Nogle kan opfatte – hvis man har fået lidt alkohol – at den glæde kan blive for overvældende”.

“Man har nogle gange kun det sjov, man selv laver. Bare ærgerligt Frank, at det, du syntes var sjovt, syntes kvinderne omkring dig var nederen, klamt og grænseoverskridende.”

Man har nogle gange kun det sjov, man selv laver. Bare ærgerligt Frank, at det, du syntes var sjovt, syntes kvinderne omkring dig var nederen, klamt og grænseoverskridende.

Men nu forstår flere og flere heldigvis, at sexisme og krænkelser ikke er ”sjovt”, men ødelægger festen, flirten og friheden for de fleste.

Der er gået ”Himpathy” i den, når vi alligevel fik ondt af Morten og Frank og Jens og…var det nu så slemt med den hånd på låret og den tunge i øret …og var det ikke også forældet, når det nu var 20, 10 eller tre år siden?

På den anden side står det knivskarpt, hvor omfattende en kultur, vi har med at gøre. Hvor desillusionerende for retfærdighedsfølelsen det er, at det ingen som helst konsekvenser har haft at udøve magtmisbrug og krænkende adfærd. Men at man tværtimod igennem 20 år har kunnet bevare al status og rang på trods af en utilstedelig adfærd. Det stopper forhåbentligt her.

Tak til jer, der turde ødelægge den dårlige stemning.

Sammen om at skabe tryghed?

En stor glæde ved 2020 har været at opleve de mænd, der har meldt sig konstruktivt og nysgerrigt på ligestillingsbanen. En af dem var skuespiller, blogger og debattør Lior Foighels. Han stillede på sin Instagramprofil (med udgangspunkt i en tidligere sydafrikansk idé) spørgsmålet:

Hvad ville du gøre, hvis der de næste 24 timer ikke eksisterede mænd?

Flere tusinde svar væltede ind. Svar der chokerede ham, fordi kvinderne svarede de simpleste ting. Ting han som mand aldrig havde forholdt sig til.

På en sikker førsteplads svarede allerflest kvinder, at de ville gå eller løbe en tur (lige hvor, hvornår og hvordan de ville – med musik i ørerne osv.)

Påklædning kom på en anden plads. Kvinderne drømte om at kunne tage præcis det tøj på, de har lyst til, uden at skulle overveje om det sender ”forkerte signaler”

På tredjepladsen kom det at sige sine meninger højt – uden at blive nedgjort eller chikaneret.

“Edmondson dokumenterer, som flere før hende, hvor essentielt det er, at man kan bringe sin forskellighed med ind i sit arbejde…”

Kvinderne ønskede sig basale friheder. Frihed til at gøre det, de har lyst til, uden frygt. Og fællesnævneren, der gik igen i størstedelen af de ting, som kvinderne ville gøre, kan opsummeres med ét ord: Tryghed.

Og tryghed er – og bør være – et centralt emne i samfundsdebatten om ligestilling. Og i vores organisationer.

I år udkom Amy E. Edmondsons bog Den Frygtløse Organisation på dansk. Edmondson skriver om, hvor vigtig psykologisk tryghed er på arbejdspladsen for bl.a. læring, innovation og vækst. Trygheden måles på fire dimensioner: Holdning til risiko og det at fejle; Åben dialog om følsomme og svære emner; hjælpevillighed; og inklusion og mangfoldighed.

Edmondson dokumenterer, som flere før hende, hvor essentielt det er, at man kan bringe sin forskellighed med ind i sit arbejde uden frygt for fordømmelse eller eksklusion. At man oplever at blive accepteret. At man tør stå frem med sine idéer og inputs, og at man oplever at blive lyttet til, når man gør det.

Det er essentielt for trivslen, men også for resultaterne. Og altså for at undgå fejl, kriser og katastrofer. ”Den Frygtløse organisation” har mange eksempler på, hvordan katastrofale fejl på hospitaler, fly- og atomkraftværker entydigt kunne være undgået/håndteret bedre, hvis man fremfor alt havde lyttet til dem, der rejste deres bekymringer og kritiske røster.

Det er nærliggende at tænke, at Covid19-pandemien ville have været et andet sted, hvis man havde lyttet i stedet for at true og give en reprimande til fx nu afdøde Li Wenliang, som var en af de otte læger, der forsøgte at gøre sundhedsmyndighederne i Wuhan opmærksom på risikoen ved Covid19.

Det er en uomgængelig tanke, at vi havde været et bedre sted ligestillingsmæssigt, hvis vi havde lyttet mere, langt tidligere.

Og selvfølgelig, hvis vi havde handlet på det, vi hørte, fra hvert vores udgangspunkt. Et af mine yndlingscitater er fra den amerikanske forfatter og filosof; William James: ”Act as, if what you do, makes a difference, it does”. 2020 har i den grad vist os, at den enkeltes handlinger har betydning for fællesskabet.

Hvad du gør, gør en forskel.

2020 har på mange måder bragt os alle et nyt sted hen. Et sted hvor vi kan begynde at skabe nye værdifulde sammenhænge og kulturer. Jeg håber, vi vil gøre det med respekt og lydhørhed for hinanden.

Jeg ønsker jer alle et rigtig godt Nytår!

Fotos: Creative Commons.

2020 – ligestillingsåret, hvor kvinderne satte foden hårdt ned #1

Marianne Siig — Wed, 30 Dec 2020 13:10:00 +0000

LIGESTILLING // TILBAGEBLIK – 2020 har på alle måder været et skelsættende år. Et år hvor Corona, Sofie Linde, #MeToo, BLM og amerikansk politik blev katalysatorer for et servicetjek af vores værdier. Det var også året, hvor kvinder fik nok – og hvor der endelig var nogen, der lyttede i den anden ende, skriver Mannaz’ CEO, Marianne Egelund Siig, i en kronik i to dele, der ser tilbage på et historisk ligestillingsår. Første del bringes tirsdag – anden del onsdag i årets sidste uge.

2020 blev et år af historiske dimensioner, vi helst havde været foruden. Men heldigvis også af dimensioner, der vil definere os positivt fremover.

Man kan næsten kun glæde sig til at sætte punktum for et år, der har holdt os i et hårdt greb og medført så mange tab og kriser på én gang, at det er historisk overvældende, og ingen endnu kan overskue konsekvenserne på sigt.

“Det var blevet sagt igennem generationer. Det blev sagt, da #MeToo-bølgen ramte for tre år siden, hvor store dele af resten af verden lyttede. Der var samlet vidnesbyrd. Det var blevet fremført i bog-, artikel og teaterform. Men der var aldrig rigtig blevet lyttet – i Danmark.”

Samtidig kan det være svært at få armene ned af begejstring over, at 2020 blev det år i nyere tid, der bød på de største ligestillingsmæssige fremgange i Danmark. På et værdimæssigt servicetjek af, hvad der betyder mest for os, når det kommer til stykket.

Et år der bød på følelser af dyb samhørighed og rørende øjeblikke på tværs af grænser, brancher, aldre, religioner og kulturer. Et år der bød på samfundssind, omsorg og sammenhold.

Essensen af 2020: Kan I høre mig…?

Ude i stratosfæren svæver et lydspor af 2020:

”Kan I høre mig? ”Vi kan ikke se dig, kan du høre os?” – fra Teams, Zoom, Google Hangouts og Skype, fra dårlige forbindelser, teknik vi kludrede med. Fra alle de gange vi blev ”smidt af” og ”kom på igen”. Fra når vi gjorde os selv og andre ”tavse” og ”un-mute,” når vi ville tale. Til når vi så glemte det og talte, selvom ingen kunne høre, hvad vi sagde. Eller støjede ind over den, vi skulle lytte til.

Midt i alt dette var den altoverskyggende landvinding ligestillingsmæssigt, at der blev lyttet.

“Så den største tak til Sofie Linde for at finde modet og den helt store megafon frem, lige der hvor paraderne var nede, og det bare skulle være sjovt.”

Det var blevet sagt igennem generationer. Det blev sagt, da #MeToo-bølgen ramte for tre år siden, hvor store dele af resten af verden lyttede. Der var samlet vidnesbyrd. Det var blevet fremført i bog-, artikel og teaterform. Men der var aldrig rigtig blevet lyttet – i Danmark.

Så den største tak til Sofie Linde for at finde modet og den helt store megafon frem, lige der hvor paraderne var nede, og det bare skulle være sjovt. Tak for at levere en legendarisk ”Feminist Killjoy”-tale og ødelægge den ”gode stemning”.

Tak til alle der bakkede massivt op.

I 2020 rullede den danske #MeToo-bølge endelig

For da Sofie Linde på scenen som vært til Zulu Comedy Galla fortalte sin krænkelseshistorie, satte det (endelig!) gang i den danske #Metoo-bølge. Efterfølgende skrev 1615 kvinder fra mediebranchen under på et støttebrev til hende.

Derefter fulgte andre brancher; over 750 på landets universiteter med tilsvarende mange vidnesbyrd, 97 vidnesbyrd fra musikere og branchepersoner, og mange flere har skrevet under: 322 politikere, 284 i fagbevægelsen og næsten 800 underskrifter fra læger.

“Grænseoverskridende adfærd er aldrig okay. Uanset hvem, der er afsender, og hvem, der er modtager.”

En mur af danske kvinder, der søstersolidarisk, og på tværs af brancher, satte foden hårdt ned, og sagde: NU kan det være nok!

POV gik også forrest i en kampagne, som mediet stod for sammen med Every Day Sexism Danmark, og indsamlede som medie over 30 vidnesbyrd fra kvinder – og en enkelt mand – der fortalte deres historier om grove krænkelser fra befamling, trusler og voldtægt til lumre beskeder og krænkende opførsel. Seriens start kan læses her:

#Metoo i mediebranchen og dansk politik – vidnesbyrd #1

Og mænd fulgte efter på opfordring fra overlæge, Jacob Rosenberg, der på Facebook efterlyste historier fra mandlige læger, der er blevet krænket på jobbet. Han fik 250 kommentarer og over 100 personer henvendte sig privat om alt fra lumre bemærkninger til grove seksuelle krænkelser og magtmisbrug.

Grænseoverskridende adfærd er aldrig okay. Uanset hvem, der er afsender, og hvem, der er modtager.

I 2020 er der taget endnu et skridt mod at nedbryde tabuerne og få den skadelige kultur frem i lyset.

Vi ved, hvordan sexistisk og nedværdigende adfærd virker som syreregn på selvværdet over tid. Eller som Annika Aakjær beskrev det tidligere i år ”som en hylende tinnituslyd i hjernen.”

“…vi må aldrig underkende, at de kvinder, der er stået frem i tidens løb, og også i 2020, er blevet mødt af misogyne troll-hære, folkedomstole og tsunamier af hån, nedgørelse og endda trusler. Netop forsøget på at gøre kvinder tavse er centralt at gøre op med i det fortsatte arbejde.”

Og det var allestedsnærværende i første bølge af #Metoo og i starten af anden bølge. En modstand det dengang 22 årige byrådsmedlem, Sonja Marie Jensen (S) fik at føle i 2017, da hun skrev om sexchikane i politik som den første.

Hun blev latterliggjort og udskammet, og først i 2020 har undersøgelser foretaget af fx Amnesty International og Altinget dokumenteret, at hun langt fra var alene om sine oplevelser, da hver 5. kvinde i byråd har oplevet sexisme, og chikane generelt er hverdag for kvindelige politikere.

Men at der burde være lyttet langt tidligere, dokumenterede TV2, da de i efteråret bragte dokumentaren ”Partiernes skjulte overgreb”, et rystende vidnesbyrd hvor ni unge kvinder fortalte, hvordan sexisme, krænkende adfærd og voldelige overgreb havde terroriseret dem i deres tid i forskellige politiske partier.

Jeg skrev sidste år en ”Ligestillingsårtiet der gik…”: ”Jeg håber 2020’erne bliver årtiet, hvor endnu flere piger og kvinder vil tage ordet, og mere plads”. Det er i den grad sket her det første år i 20’erne. Jeg håber, det vil fortsætte hele årtiet. Og at vi vil passe på dem, der har gjort det/og gør det i de her meget svære sager. De tager i den grad en for holdet.

Trods alt sker der noget nu ift. overgreb og voldtægter.

Politisk fik vi langt om længe en samtykkelovgivning i Danmark på linje med lande som Tyskland, Storbritannien, Belgien, Island, Sverige m.fl. Nogle modige kvinder kæmpede en kamp, de færreste gør sig begreb om. En dybfølt tak i deres retning.

https://www.facebook.com/radikalevenstre/videos/454379602621409/

Samtykke betyder i al sin enkelthed, at det ikke længere kun er tilstedeværelsen af vold og trusler, der afgør, om der er tale om voldtægt. Begge parter skal være indstillet på at have sex og har et ansvar for at sikre sig, at den anden er med på idéen.

Samtykke – det er ikke sværere end en kop te

Til dem, der stadig synes, at det er svært at forstå, hvad samtykke betyder– så brug tre minutter på denne video fra politiet i England.

Herhjemme har kritikken af politiets evne til at håndtere voldtægtssager været konsistent igennem årene. Og uanset det ikke burde være sådan, er de fleste oprigtigt i tvivl om værdien af at anmelde voldtægter, ift. den traumatiserende oplevelse det kan være og med deraf følgende store mørketal.

“Der er stadig rigeligt at tage fat på.”

Derfor er det en tiltrængt og god nyhed, at politiet sammen med anklagemyndigheden skal efteruddannes i at håndtere voldtægtssager. Folketinget har nemlig indgået en aftale, som i de kommende år skal styrke politiet og anklagemyndigheden.

Berlingske gengiver her hovedpunkterne i aftalen, hvor der blandt andet også oprettes specialiserede teams i politikredse til at håndtere voldtægtssager.

Ligestillingsløft nr. 2: Et nyt ministerium + barselsordning for selvstændige

Det blev på et sørgeligt bagtæppe af Corona og mink-udryddelser, at Ligestillingsministeriet langt om længe kom ud af den blandende landhandel af nordisk samarbejde, landbrug og fisk og blev lagt sammen med Beskæftigelsesministeriet, hvilket må siges at være et løft.

Der er stadig rigeligt at tage fat på.

Da Mogens Jensen i sin tid tog over, skrev jeg en ”to-do-liste” til ham:

Velkommen til Mogens Jensen, ny minister for ligestilling: ”Rigtige mænd er feminister”

Overraskende mange af punkterne blev heldigvis adresseret i Folketingets redegørelse om perspektiv- og handlingsplan 2020 for ligestilling fra 28. februar i år.

“Det var en landvinding i år desuden, at vi har fået ‘Barselsordningen til selvstændige’ genindført.”

Jeg ser det som et tegn på, at der begynder at være bedre sammenhæng og vilje til handling mellem det, der opleves udenfor og indenfor magtens centrum. En landvinding i år er desuden, at vi har fået Barselsordningen til selvstændige genindført.

Men der er bestemt stadig nok for Peter Hummelgaard, der overtog ligestillingsstafetten, at tage fat på for at få Danmark tilbage i ligestillings-superligaen. Med placeringen sammen med Beskæftigelsesministeriet og en Corona-aktualiseret bevidsthed om betydningen af omsorgs- og sundhedspersonalets indsats, burde 2021 blandt andet byde på et opgør med underkendelsen af kvindedominerede fag lønmæssigt.

Aktualiseret af anden bølge #Metoo har ministeren også meget passende indkaldt til trepartsforhandlinger om seksuel chikane på arbejdspladser.

Topillustration: Hafuboti via Wikimedia Commons/CC

Fem rådgivertrends vi vil se i 2021

Marianne Siig — Sat, 05 Dec 2020 09:26:21 +0000

Ulighed er dyrt for den offentlige sektor

Marianne Siig — Wed, 30 Sep 2020 15:40:04 +0000

Svensk medie: Metoo drar ner brallorna på danska mediebranschen

Marianne Siig — Thu, 24 Sep 2020 09:20:46 +0000

Brug coronakrisen som løftestang for nødvendige forandringer: Vi skal “Build Back Better”

Marianne Siig — Wed, 15 Jul 2020 09:13:17 +0000

CORONAOPBYGNING // DEBAT – Hvis nogen var i tvivl, fik coronakrisen vist os alle, hvor globale og forbundne vi er. Både på en dybt rørende måde i form af større fællesskabsfølelse, hensyn og omsorg for hinanden, og på den skræmmende måde, selvfølgelig, fordi virusset benytter sig af vores effektive infrastruktur til at rejse og inficere hurtigt og let over hele verden. Nu skal vi bruge krisen til at skabe noget nyt og bedre siger Marianne Egelund Siig, der er CEO i Mannaz.

Corona-pandemien har sat store dele af verden skakmat i måneder, og vi kan endnu ikke se enden på pandemien.

“I Danmark kan vi nu se begyndelsen på enden af alle lockdown-tiltagene og en succesfuld ”udfladning af smittekurven”. Det er værd at være stolte af, også selvom coronakrisen herhjemme vil trække lange spor af arbejdsløshed og tab…”

Tværtimod blev der i denne uge sat en ny trist rekord i USA i dødsfald og i antal smittetilfælde på én dag på verdensplan.

2020’erne i økonomisk chok

Samtidig begynder vi at kunne se konturerne af en længerevarende økonomisk krise med konkurser og massearbejdsløshed; vi skal ca. 90 år tilbage til børskrakket i 1929 og den efterfølgende depression for at finde nærmeste fortilfælde.

”Europa oplever et økonomisk chok uden fortilfælde siden den store depression,” lyder det fra EU’s økonomikommissær Paolo Gentiloni i en pressemeddelelse.

Samme vurdering kommer fra Den Internationale Valutafond (IMF), som også forudser, at ”virusset har potentiale til at føre til den største recession siden 1930’erne.”

I Danmark kan vi nu se begyndelsen på enden af alle lockdown-tiltagene og en succesfuld ”udfladning af smittekurven”.

Det er værd at være stolte af, også selvom coronakrisen herhjemme vil trække lange spor af arbejdsløshed og tab, der ifølge Danmarks Nationalbank foreløbig kan gøres op i ca. 200 milliarder kroner. Det beløb svarer til syv Storebæltsbroer – regn selv ud, hvor mange nye super-sygehuse; senest blev de berammet til at koste 3-4 milliarder pr. stk at bygge.

Læringen fra coronakrisen er ikke som et nytårsforsæt

Alle kriser, vi støder ind i, kan vi lære af, og coronakrisen er en historisk krise, vi både kan og skal lære af på mange niveauer udover det naturligvis mest indlysende: at vi bruger vores nye viden til at håndtere kommende pandemier.

Den italienske forfatter og fysiker Paolo Giordano skrev fra sin karantæne i Rom et essay, som er blevet delt over fire millioner gange: ”I Smittens Tid” (kan købes på dansk nu).

“Al den lidelse må ikke have været forgæves.”

Paolo Giordano skriver for ikke at glemme perioden:

”Jeg vil ikke glemme alt det, som epidemien viser os om os selv. Når vi først har lagt frygten bag os, forsvinder enhver flygtig bevidsthed i løbet af et øjeblik, sådan går det altid med sygdomme”.

Han afslutter sit essay med; ”Al den lidelse må ikke have været forgæves.”

Coronakrisen er den kollektive, globale opbremsning, som sætter ”Plejer” ud af spil, og som har tvunget os til at genoverveje beslutninger, gentænke strategier og også til at genopdage det, der er vigtigst for os.

Lige nu er det vigtigt, at vi ikke behandler erfaringerne og læringen som et nytårsforsæt, vi hurtigt glemmer igen. Nu bare med håndsprit og lidt mere afstand.

Vi har sejlet på det samme coronahav i forskellige både

Det er tid til at lytte og lære af mangfoldigheden af oplevelser. For krisen har ramt alle forskelligt.

Sværest og uden sammenligning er det naturligvis dem, som har mistet til Covid19, dem som lider af efterfølger af sygdommen eller må leve med strenge begrænsninger som en del af grupperne af udsatte og sårbare. Deres liv har for alvor ændret sig de seneste fire måneder.

“Andre har været ensomme. Eller har haft ekstra travlt på arbejdet, og absolut ingen tid til strikke-, eller gør-det-selv-projekter.”

På hverdagsplanet har coronakrisen for nogle udgjort en pause og fungeret som en øjenåbner for nye kvaliteter i hverdagen, et tættere familiesammenhold eller mere tid med børnene.

Andre har været ensomme. Eller har haft ekstra travlt på arbejdet, og absolut ingen tid til strikke-, eller gør-det-selv-projekter.

For mange andre betyder coronakrisen fortsat store økonomiske bekymringer og har medført konkrete tab, mens (færre) andre faktisk har vundet og skabt nye forretninger.

FOTO: UNSPLASH.

Et forstørrelsesglas på eksisterende problemer

På samfundsplanet er coronakrisen et forstørrelsesglas på eksisterende udfordringer.

Den følger et velkendt mønster, hvor enhver samfundskrise går langt hårdere ud over dem, der i forvejen har det svært.

I april citerede jeg i en anden artikel i POV Alison Holder fra et indlæg, hun skrev i U.S. News and World Report:

”Pandemien eksponerer de gabende revner, der findes i vores sociale, politiske og økonomiske systemer.”

“Build Back Better er dét, som kan afværge, at vi om et øjeblik står i kriser endnu værre end den nuværende pandemi, både når det gælder klima- og biodiversitets katastrofer og i samfund, hvor sammenhængskraften er truet.”

Men som hun påpeger, giver krisen os alligevel også en unik mulighed for at ”build back better”; et udtryk, FN lancerede i 2015 som koncept og respons i efter-katastrofe tider. Og som helt relevant florerer overalt lige nu; fra FN, OECD og NGO kampagner, til betydningsfulde danske meningsdannere og professorer – og som den demokratiske præsidentkandidat Joe Biden i øvrigt lige nu har brugt som overskrift på sin nye økonomiske plan.

Build Back Better

Og Build Back Better er da også det håb, der er brug for – den retning, som giver mening. Build Back Better er dét, som kan afværge, at vi om et øjeblik står i kriser endnu værre end den nuværende pandemi både, når det gælder klima- og biodiversitetskatastrofer og i samfund, hvor sammenhængskraften er truet.

I februar mødtes verdens beslutningstagere og magtelite til 50 års jubilæumsmøde i Davos med temaet; ”Stakeholder Capitalism”:

“I 2020 skifter virksomheder fokus fra at være aktionær-centrerede til at have en mere inkluderende rolle i samfundet – også kaldet ”interessent-kapitalisme”/”stakeholder capitalism”.

Stakeholder Capitalism er idéen om, at erhvervslivet bør reformere kapitalismen til i højere grad at tjene helheden, og at sociale og miljømæssige mål prioriteres side om side med økonomiske mål om profit; at virksomheder bør tjene en mangfoldighed af interessenter og samfundet, og at virksomheder bidrager til at løse den globale krise, vi står i og arbejder med at skabe en bæredygtig udvikling.

Visa det här inlägget på Instagram

Ett inlägg delat av World Economic Forum (@worldeconomicforum)

Få uger efter magtens verdenselite var rejst hjem fra Davos, havde Covid19 overtaget verdensagendaen, men i samme temas tjeneste kan man sige.

For vigtigheden af sammenhængskraft i samfundet har sjældent stået tydeligere end i denne tid. Vi er forbundne, afhængige af hinanden og af centrale funktioner i samfundet. Respekten for lærere og pædagoger steg eksempelvis i takt med, at ugerne gik med hjemmepasning og hjemmeundervisning. Sygehus- og omsorgssektorens medarbejdere er velfortjent blevet coronakrisens helte. De uundværlige primære og kritiske funktioner, og de mennesker der varetager dem, har fået højere status.

Forhåbentlig kan coronakrisen fungere som en anledning til, at de medarbejdere får den anerkendelse og respekt de fortjener, og også bliver aflønnet derefter.

Krisen som katalysator for innovation

Jeg oplever, at der er en stærk erkendelse af, at vi ikke må ”spilde” denne krise. Kunder og samarbejdspartnere, der giver udtryk for, at de gerne vil lære af de seneste måneders ekstraordinære indsatser og tilstande.

Mandag Morgens og Altingets tværgående chefredaktør Lisbeth Knudsen har foreslået regeringen at lave et post-corona-råd, så vi kommer klogt ud af krisen.

“Vi har brug for en stærk fælles indsats, partnerskaber og idéer til at imødegå de udfordringer, vi stod over for inden coronakrisen, og som vi stadig står overfor.”

Innovationsfonden beretter i en artikel, hvordan de har oplevet at nye idéer til at overkomme Covid19 har stået i kø, og er blevet udviklet i en hidtil uset hastighed:

”Coronakrisen har bevist, at innovationskraften, idérigdommen, omstillingsparatheden og nytænkningen lever i bedste velgående i Danmark”, hedder det. Fonden vil tage erfaringer fra Corona-tiden med i fremtidige processer i organisationen til gavn for os alle.

Lad os blive ved med at inspirere hinanden og dele vores erfaringer. For vi har brug for en stærk fælles indsats, partnerskaber og idéer til at imødegå de udfordringer, vi stod over for inden coronakrisen, og som vi stadig står overfor.

Det er også Professor Steen Hildebrandts pointe i artiklen ”Lad prisen for corona-støtte være krav om bæredygtighed”, hvor han opfordrer alle til at tage ansvar for at lære af krisen, samt at danske virksomheder, der har modtaget økonomisk hjælp fra staten, også loyalt bidrager til implementering af regeringen og Folketingets klima- og verdensmålsdagsordener.

FOTO: UNSPLASH

Der er stadig ild i huset

Vi har opbrugt jordens ”årlige-ressourcer” tre uger senere end forventet på grund af coronakrisen, oplyser ”Global Footprint Network”. Det er jo desværre stadig alt for tidligt.

På det tidspunkt er de fleste tilbage på arbejde igen efter sommerferien, sikkert med en forhåbning om at vi er tilbage til hverdagen og ”normalen” som før krisen. ”Mest af alt holder jeg af hverdagen”, blev mange af os mindet om og Dan Turells ”Hyldest til hverdagen” blev flittigt blevet citeret under lockdown.

Men den 22. august må vi altså minde os selv om, at det ikke er en holdbar ”normal”. At vi herefter, globalt set, hver eneste ”hverdag”, kører på et overtræk af jordens ressourcer. Og regningen for dette overtræk sender vi til vores børn og de kommende generationer.

“…vi har ikke overholdt regel nummer 1 i enhver civilisation: du skal efterlade mere godt efter dig, end du tager for at opretholde civilisationen og give den hverdag, vi holder af, videre til de kommende generationer.”

For der er stadig ”Ild i huset”, som Greta Thunberg siger det. Og der er ”Ild i Arktis” som overskriften lød på en artikel i denne uge.

Klimaforskeren Jonathan Overpeck fortæller til nyhedsbureauet AP: ”Arktis er i overført og helt bogstavelig betydning i brand”. Området varmer meget hurtigere op, end vi troede”.

Den situation er også forklaringen på den største oliekatastrofe siden 1989, da en russisk-sibirisk olietank sank og udledte 21.000 tons dieselolie i naturen i maj måned 2020. Herhjemme ser vi et rekordstort og tidligt iltsvind, blot to havområder ud af 119 i Danmark lever op til EU ’s krav for et godt havmiljø.

”Flatten the curve”

Hele verden har lært udtrykket ‘Flatten the curve’ at kende under coronakrisen.

Vi har forstået, at vi skal undgå et større pres på sundhedssektoren, end den kan klare ved at blive på den grønne kurve. ‘

Samtidig er det også for alvor vigtigt, at vi hver især og i fællesskab arbejder på at flade den store røde biodiversitets- og klimakurve ud, så den ikke overstiger jordklodens kapacitet — også for at dæmme op for antallet af pandemier i fremtiden.”Infektionen er et symptom på et presset økosystem”, skriver den førnævnt citerede italienske essayist Paolo Giordano.

“Vi ved i endnu højere grad nu, at vi godt kan skabe store forandringer og ændre vaner sammen, når det virkelig gælder. Og det gælder nu.”

Vi har planeten til låns fra vores børn og fremtidige generationer, og vi har smidt panten ud og ikke overholdt regel nummer 1 i enhver civilisation: du skal efterlade mere godt efter dig, end du tager for at opretholde civilisationen og give den hverdag, vi holder af, videre til de kommende generationer.

FOTO: UNSPLASH.

Coronakrisen har vist os, at vi kan klare en enorm omstillingsproces på rekordtid.

Men hvordan tager vi de seneste måneders erfaringer og samfundssind, sammen og hver for sig, og spreder det ud over den vigtigste ”to do liste” verden har lige nu? de 17 bæredygtige verdensmål?

Som World Economic Forum skriver; ”Pandemien har afsløret nogle sandheder: At katastrofer ikke respekterer grænser, at solidaritet giver styrke, at videnskab og ekspertråd er vigtige, og at udsættelser er dødelige. De samme lektier gør sig gældende for vores klimakatastrofe.”

Vi ved i endnu højere grad nu, at vi godt kan skabe store forandringer og ændre vaner sammen, når det virkelig gælder. Og det gælder nu.

Topillustration: Artizans Support, ©, MacKay.Cartoons.

New CEO for Mannaz A/S

Marianne Siig — Thu, 07 May 2020 05:22:07 +0000

"Strength does not come from physical capacity. It comes from an indomitable will."

https://test.radiantthemes.com/review/wp-content/uploads/2012/07/originaldixielandjazzbandwithalbernard-stlouisblues.mp3

People often say that motivation doesn’t last. Well, neither does bathing — that’s why we recommend it daily. Someday is not a day of the week. Class aptent taciti sociosqu ad litora torquent per conubia nostra, per inceptos himenaeos. Donec a condimentum felis, nec tempor erat. Vestibulum ipsum nisl, fringilla quis dictum at, mollis pulvinar neque.

Be yourself; everyone else is already taken.

Never ever think of giving up. Winners never quit and quitters never win. Take all negative words out of your mental dictionary and focus on the solutions with utmost conviction and patience. The battle is never lost until you’ve abandon your vision.

But what if you’re really exhausted physically, mentally, and most of all emotionally? Here are some sources of motivation to prompt you in reaching the peak of accomplishment.

Integer eleifend quis nunc a lobortis. Sed non nibh quis enim varius semper eget vitae lectus. Ut nibh sem, laoreet ac mauris eu, auctor semper diam. Duis nec laoreet est. Duis eget scelerisque magna. Etiam id ligula id libero semper tempus. Sed vestibulum urna a eleifend ultrices. Integer blandit vehicula consequat.

People often say that motivation doesn’t last. Well, neither does bathing — that’s why we recommend it daily. Someday is not a day of the week.

Don't cry because it's over

For 50 år siden protesterede rødstrømperne på Strøget – “kvinder – bryd ikke sammen, bryd ud” lød det

Marianne Siig — Wed, 08 Apr 2020 10:07:00 +0000

LIGESTILLINGSJUBILÆUM // KRONIK – Danskerne står midt i coronakrisens skygge. Alle kriser har imidlertid kønsmæssige perspektiver og slagsider, vi bør forholde os til, skriver Marianne Egelund Siig, der ønsker tillykke med, at det i dag er 50 år siden, rødstrømpernes første aktion i Danmark udfoldede sig under stor medieopmærksomhed og ekstra politi i gaderne i København. Mange af rødstrømpernes kampe er desværre fortsat relevante – nogle endda mere lige nu end tidligere, for når krisen bider, gør den det som regel skævt. Kan vi mon lære noget af Rødstrømpebevægelsens gamle slagord om, at ‘det private er politisk’? Eller “Bryd ikke sammen – bryd ud!”. Og for den sags skyld: ‘hvem laver stadig te til revolutionen’?

Selvom coronakrisens mørke skygge hviler over os, synes jeg alligevel eller måske netop, at det er værd at markere den 8. april 2020.

For i dag er det 50 år siden, at de såkaldte rødstrømper iklædt fjerboaer, glimmer, parykker og kunstige øjenvipper gik i aktion og i den første demonstration ned ad Strøget i København i protest mod “kvinden som dulle, kvinden som kønsobjekt,” som Drude Dahlerup udtrykker det i bogen Rødstrømperne, Den danske Rødstrømpebevægelses udvikling, nytænkning og gennemslag 1970-1985.

“Der bliver spekuleret i kvinders mindreværdskomplekser. De skal være så og så tykke, og så og så tynde.”

Man fornemmer lidt af både festen, farverne og den oprørske trang til at bryde ud i Kvinfos tweet om demonstrationen 8. april 1970 her:

Rødstrømpebevægelsen fylder 50 år i morgen. Rødstrømperne ruskede op i gammeldags forestillinger om, hvad kvinder må, og hvad kvinder kan. På den måde var de med til fremme kvinders rettigheder og frihed #køn https://t.co/lrj1ozTyVZ via @Kvinfo
— KVINFO (@KVINFO) April 7, 2020

Men udover at fejre en mindedag, er det også vigtigt, at vi netop i denne tid er ekstra opmærksomme på, at ingen globale og nationale kriser forløber, uden at der er kønsmæssige perspektiver og slagsider, vi bør forholde os til.

Coronakrisen er ingen undtagelse, desuagtet selve Covid-19 virussen rammer mænd hårdere, advarer WHO og G7 landenes ligestillingsrådgivere om de nuværende trusler for kvinder.

På længere og globalt sigt er der også en risiko for at ligestillingen rulles tilbage, som det ofte sker i krisetider. Intet fodrer længslen mod fortiden mere end trusler udefra.

Rygtet hed, at Livgarden skulle angribes – det passede ikke

Men først til tilbageblikket og fejringen; rygtet lød, at rødstrømperne ville angribe Livgarden, når den marcherede igennem byen.

Det var dog aldrig planen, men Livgarden valgte den dag at udvide deres repertoire med sangen ”Her kommer Pippi Langstrømpe”.

“Rødstrømperne tog afsæt i ungdomsoprøret, og sprang ud den solrige forårsdag for 50 år siden med optimisme og selvsikkerhed; ”Vi vil lave aktioner alle steder, hvor der er uretfærdigheder”, hed det.”

Og efter den salut, gik 10-12 af de kraftigt sminkede kvinder, med ballonbryster i BH’er uden på tøjet, deres overdrevne make-up og høje sko gennem Strøget i en protest mod kvinders rolle som sexobjekt og imod skønhedsindustriens kvindesyn.

Som Ninon Schloss, en af talskvinderne siger i et interview fra dagen ”der bliver spekuleret i kvinders mindreværdskomplekser. De skal være så og så tykke, og så og så tynde”.

Se hele interviewet her:

Kvinderne smed alt ”udstyret” i skraldesække og fortsatte til Tuborg-bryggeriet i Hellerup for at diskutere og demonstrere for ligeløn under sloganet; ”Det er ikke nogen bøn, kvinder kræver ligeløn”, var blot et af de mange slogans.

Der var også klare meldinger til pressen: ”Alle arbejdsgivere, der ikke betaler ligeløn, kan vente vores besøg”, som en anden af rødstrømpebevægelsens mødre siger i TV-interviewet ovenfor.

Med afsæt i ungdomsoprøret

Rødstrømperne tog afsæt i ungdomsoprøret, og sprang ud den solrige forårsdag for 50 år siden med optimisme og selvsikkerhed; ”Vi vil lave aktioner alle steder, hvor der er uretfærdigheder”, hed det.

Og hermed var de en del af en international samtidighed af kvinder, der satte foden ned mod kønsdiskrimination og undertrykkelse.

“…de revolutionære, radikale feminister og separatister ville ikke under nogen omstændigheder ”ligestilles” på mandssamfundets præmisser, men i stedet afprøve, hvordan fællesskaber på kvinders ‘egne‘ præmisser fungerede.”

De hentede bl.a. inspiration fra Storbritannien, Frankrig, Holland og de amerikanske ”Redstockings”. Og så fra Simone de Beauvoirs feministiske klassiker ”Det andet køn”, som udkom i 1949, og på mere end 1000 sider anskueliggjorde, hvordan vores samfund er bygget op, omkring og på mændenes præmisser, med manden som ”mennesket” og kvinden som ”det andet køn”.

Det var en tid med en enorm kvindemobilisering, og en mangfoldighed af bevægelser og kvindegrupper.

Fra de som igennem generationer havde kæmpet mere pragmatisk for ligestilling gennem organisationer som Dansk Kvindesamfund og Kvinderådet over til Rødstrømpebevægelsen, som kom på banen som de revolutionære, radikale feminister og separatister, der ikke under nogen omstændigheder ville ”ligestilles” på mandssamfundets præmisser, men i stedet afprøve, hvordan fællesskaber på kvinders egne præmisser fungerede.

De ville gøre op med de traditionelle kønsroller og kvinders underordnede position i det patriarkalske samfund. De ville frigørelsen, og blev hurtigt landsdækkende med kvindegrupper og aktiviteter i de større byer i Danmark.

RØDSTRØMPERNE KÆMPEDE OGSÅ FOR LIGELØN. FOTO: DANMARKSHISTORIEN.DK, ÅRHUS UNIVERSITET.

Ingen kvindekamp uden klassekamp

Målet var at skabe et helt nyt samfund uden diskrimination, og hvor hverken kvinder, børn eller mænd blev undertrykt.

Et af rødstrømperne vigtigste slagord var ”Ingen kvindekamp uden klassekamp og ingen klassekamp uden kvindekamp”.

“Rødstrømperne delte deres private erfaringer i ”basisgrupper”, og satte private oplevelser ind i større samfundsmæssig kontekst i overensstemmelse med det andet kerneslogan: ”Det private er politisk””

De valgte at organisere sig uden formel ledelse eller overordnet principprogram i selvstyrende grupper af kvinder, der delte deres private erfaringer i ”basisgrupper”, og satte private oplevelser ind i større samfundsmæssig kontekst i overensstemmelse med det andet kerneslogan: ”Det private er politisk”.

Kampen skulle kæmpes i ægteskabet, hjemmet, på arbejdspladsen og i politik. Oplevelsen af ikke at være alene, og erkendelsen af samfundsmæssige, strukturelle mønstre indgød kvinderne mod til handling. ”Bryd ikke sammen – bryd ud” hed det på en af de legendariske plakater.

Og bevægelsen var virkelig handlekraftig og aktionerne mange.

Rødstrømperne besatte kvindehuse, talerstole og dameblade. De arrangerede kvindelejre og kvindefestivaler, drev en kvindehøjskole, besatte og skaffede penge til at købe Grevinde Danner-stiftelsen og omdannede huset til et kvindekrisecenter, oprettede kvinderådgivninger, krisecentre for voldsramte kvinder og Kvindemuseet i Danmark.

De kørte i bus på Mors dag og nægtede på grund af manglen på ligeløn at betale mere end 80 øre for billetten mod prisen på 1 krone og 25 øre. Det ledte til bl.a. det ikoniske billede af Ulla Dahlerup, der blev båret væk af smilende politifolk (her i billede fra Kvinfo):

RØDSTRØMPERNE – ULLA DAHLERUP I ET IKONISK BILLEDE FRA KVINFOS ARKIV.

De støbte også egenhændigt en barnevognsslidske på Nørreport Station i protest mod, at barnevogne ellers skulle bæres op og ned. I det hele taget tog de ansvar for stort og småt og satte aftryk.

Og det gjaldt også på den venstrefløj, som bevægelsen var en del af, og som bestemt ikke altid havde travlt med at sætte køn på dagsordenen. Ofte var alt andet vigtigere, og som det hed på en gammel plakat fra VS’ Kvindegruppe: ‘Hvem laver stadig te til revolutionen?’

Det private er politisk – kroppen kom i centrum

Og mon ikke de fleste kvinder har Kvinde Kend din Krop stående i reolen som endnu et væsentligt produkt fra 70’ernes kvindebevægelse?

“…retten til sin egen krop, familieplanlægning og sex. Friheden til at være forskellige og se forskellige ud. Muligheden for at være andet og mere end datter, mor og hustru.”

Kroppen var central i bevægelsen, retten til sin egen krop, familieplanlægning og sex. Friheden til at være forskellige og se forskellige ud. Muligheden for at være andet og mere end datter, mor og hustru.

Det var i den grad ”walk the talk” eller ”be the change you want to see in your life”, som en anden af bevægelsens pionerer, Suzanne Giese, beskriver det:

”Var det muligt at ændre sit liv så radikalt og på så kort tid? Ja, det var – alt var muligt! De var det, de sagde, de var.”

“Når de insisterede på en ny menneskelighed, så var den allerede en realitet. Når de insisterede på en ny seksualitet, så var den en realitet. Når de sagde, de var stærke, så var de det.”

“Forandringerne kunne ikke udskydes til en fjern tid efter revolutionen, de skulle ske her og nu. For forandringerne i dem selv var begyndelsen til den samfundsmæssige forandring”. (Citater fra Suzanne Giese: På andre tanker).

“Forhåbentlig vil der blive fest på den anden side af coronakrisen, for kvindebevægelsen var i den grad også en kunstnerisk og kulturel manifestation og starten på ny musik, kvindebands, kunst, plakater, forfatterskaber, og film der har beriget os alle.”

Rødstrømpe- og kvindebevægelsen havde en stærk gennemslagskraft i 10 – 15 år, og nåede at sætte varige spor i Danmark.

Aktionerne og samarbejdet med fagforeninger ledte til politiske beslutninger; loven om ligeløn og ligebehandling af mænd og kvinder på arbejdsmarkedet (1976), den frie abort (1973), længere og bedre betalt barselsorlov (1980).

Vi har meget at takke jer for og meget at lære

Vi har alle meget at takke for, når det gælder kvindebevægelsens indsats og resultater. Denne artikel yder på ingen måde rødstrømperne og hele kvindebevægelsen retfærdighed. Men skal mere ses som en opfordring til selv at gå i arkiverne, som Jytte Nielsen og det Kgl. Bibliotek har samlet i anledning af jubilæet.

Forhåbentlig vil der blive fest på den anden side af coronakrisen, for kvindebevægelsen var i den grad også en kunstnerisk og kulturel manifestation og starten på ny musik, kvindebands, kunst, plakater, forfatterskaber og film, der har beriget os alle.

Min egen barndom var ikke direkte påvirket af kvindebevægelsen, vi var hverken til demonstrationer eller på Femølejr, og da jeg var helt ung troede jeg som så mange andre, at dén der ligestillingsged var barberet for længst af generationerne før min.

Det var den så ikke.

“Det er værd at huske, at jo dybere dine rødder er, jo længere ind i fremtiden kan du række … arbejdet må fortsætte på forskellig vis. Blandt andet må vi blive bedre til kollektivt at lære fra den ene bevægelse og bølge til den næste.”

Og arbejdet må fortsætte på forskellig vis. Blandt andet må vi blive bedre til kollektivt at lære fra den ene bevægelse og bølge til den næste.

Man skal ikke have arbejdet ret meget med ligestilling for at opleve det behov, der er for at tage afstand til rødstrømperne: ”bare det ikke bliver kvindekamp, eller sådan noget rødstrømpe-noget” lyder det.

Men der er ingen grund til implicit at nedgøre eller tage afstand fra det, der var engang. I stedet kan vi lade os inspirere, tage det, vi kan bruge i den tid, vi lever i nu. Fremfor alt erkende, at vi står ligestillingsmæssigt på skuldrene af alle tidligere indsatser. Og det er værd at huske, at jo dybere dine rødder er, jo længere ind i fremtiden kan du række.

Når man, som rødstrømperne gjorde, går forrest og går ”all in”, ændrer normer, eksperimenterer med nye flade strukturer, ”magt- og mandefri zoner”, og når man skaber en masse konkrete handlinger på én gang, så begår man fejl.

Der er magtkampe, og der kan være en pris for én selv og for éns nærmeste. Ingen er perfekte. Heller ingen bevægelser.

Men jeg mener, at vi skal hylde og lære af Rødstrømpernes historiske mod, kreativitet, solidaritet, udholdenhed og opfindsomhed. En intellektuel styrke og omsorgsfuldhed, masser af spektakulære begivenheder og samfundsændrende resultater.

“…der er ingen af de udfordringer, rødstrømperne og kvindebevægelsen sloges med i 1970’erne, som vi ikke genkender i dag. Promovering af perfekte kroppe og det medfølgende mindreværd for både mænd og kvinder er kun blevet intensiveret.”

Samtidig er der ingen af de udfordringer, rødstrømperne og kvindebevægelsen sloges med i 1970’erne, som vi ikke genkender i dag. Promovering af perfekte kroppe og det medfølgende mindreværd for både mænd og kvinder er kun blevet intensiveret. #MeToo viste med al tydelighed, at seksuel chikane og overgreb stadig er massiv.

Danmark halter bagud i Norden på ligestilling

Den kønsmæssige magtfordeling er stadig skæv. Danmark halter markant bagud i Norden.

Statistik dokumenterer, at vi stadig ikke har ligeløn. Danmark har stadig et af de mest kønsopdelte arbejdsmarkeder, hvor de kvindedominerede områder stadig bliver værdisat lavere; sygehus-, pleje- og omsorgspersonale er stadig i 70 % af tilfældene kvinder, og de er stadig dårligere lønnet end tilsvarende offentlige områder med flere mænd.

En diskussion, der bør tages med fornyet styrke post-corona om den heroiske og risikofyldte indsats, der ydes i denne tid af sundhedspersonalet.

”De nedvurderede SOSU’er og sygeplejersker bliver nu hyldet som ’kritiske funktioner’”, påpeger Katrine og Signe Arnfred i deres debatoplæg i Information fra 25. marts, 2020 ”Nu får kvindernes omsorgsarbejde endelig den anerkendelse, det fortjener”. Det skal vi huske og holde fast i.

Desværre ser vi også, som bl.a. beskrevet her i POV i et interview med Susanne Larsen, der er leder af Dansk Kvindesamfunds krisecenter i København, at det i denne coronakrisetid, mere end nogensinde er brug for krisecentrene for voldsramte kvinder:

Nye krisecenterpladser for kvinder: “Volden er ofte hyppigere og voldsommere under et lock-down”

Verdenssundhedsorganisationen WHO har slået alarm over den markante stigning i henvendelser fra voldsramte kvinder, og opfordrer alle lande til at have vold i hjemmene med i handlingsplanerne for COVID-19. Spanien og Frankrig har oprettet særlige alarmprocedurer og hjælp for kvinder, der er truet i hjemmet.

Herhjemme melder både krisecentrene og Mødrehjælpen ud om et stigende antal henvendelser og bekymringer for kvinder og børn, pga. corona lockdown.

Vi må beskytte verdens piger og kvinder under coronakrisen

I USA fjernes muligheden for abort i enkelte stater under påskud af at frigøre kapacitet på hospitalerne.

Den kønnede slagside i denne historisk svære Coronatid er også baggrunden for at medlemmerne af G7-landenes ”Gender Equality Advisory Council” (G7: Canada, Frankrig, Tyskland, Italien, Japan, Storbritannien, og USA) i denne uge kom med et opråb og konkrete forslag under overskriften: ”Step it up G7”.

Her påpeger de, at der er alvorligt brug for, at verden tager stilling til, hvordan de vil beskytte de kvinder og piger, der bliver særligt hårdt ramt under den nuværende coronakrise.

For som Alison Holder siger det i et indlæg i U.S. News and World Report fra 6. april, 2020: ”pandemien eksponerer de gabende revner, der findes i vores sociale, politiske og økonomiske systemer”, og faren er, at de økonomiske efterskælv fra Coronakrisen sender kvinders fremgang ”flere årtier tilbage”.

Men som hun også påpeger, behøver det ikke at være sådan. Tværtimod giver krisen os en unik mulighed for at ”build back better”.

For 50 år siden gjorde en voksende gruppe kvinder, f.eks. opmærksom på, at vores samfund var skabt ud fra mandens præmisser, og at skabe alternativer ud fra kvindernes ønsker og behov.

Sidste år, knap 50 år senere kårede McKinsey bogen Invisible Women. Exposing Data Bias in a World Designed for Men som ”Business Book of the Year”.

Forfatteren Caroline Criado Perez havde sat sig for at dokumentere udbredelsen af tænkningen hankøn-hvis-intet-andet-anføres og påviser over 411 sider, hvordan de data, de algoritmer, vi træffer væsentlige beslutninger på baggrund af, ofte er “biased” og i langt overvejende grad er designet omkring manden som “mennesket”/testpersonen.

Det, at Invisible Women kan blive valgt som årets businessbog, indikerer heldigvis, at vi begynder at flytte os, og at der i de senere år er kommet en ny bølge af indsigt og villighed til at gøre noget, som jeg også skrev om her i POV i min nytårskronik, Ligestilling: Årtiet der gik:

Ligestilling: Årtiet, der gik – del 1

I dag er der heldigvis mange steder en øget erkendelse af, at kønsbalancer og ligestilling er afgørende for sammenhængskraften i samfundet og i verden.

Vi bliver nødt til at ”build back better”, i tiden efter coronakrisen. Hvis vi vil i mål med 2030-agendaen og FN’s 17 Verdensmål, har vi brug for at prioritere mål #5 ”Ligestilling”, der i sig selv er så vigtig, og som samtidig virker som en accelerator for de øvrige 16 bæredygtighedsmål.

“Med alt hvad vi ved, har erkendt, fejlet og haft succes med de seneste 50 år, og med den handlekraft vi har set under håndteringen af coronakrisen, så burde vi kunne tage et kvantespring de næste 10 år mod 2030-verdensmålene hen mod en mere balanceret verden, også kønsmæssigt.”

Og netop nu har vi 10 år til at nå 2030-agendaen. 10 år er den tid kvindebevægelsen brugte på at skabe ret omfattende bevægelser i samfundet og konkrete ændringer.

Med alt hvad vi ved, har erkendt, fejlet og haft succes med de seneste 50 år, og med den handlekraft vi har set under håndteringen af coronakrisen, så burde vi kunne tage et kvantespring de næste 10 år mod 2030-verdensmålene hen mod en mere balanceret verden, også kønsmæssigt.

Tak for arven Rødstrømper. Tak for optimismen for 50 år siden. Den kan vi godt bruge i dag.

Tillykke med jubilæet!

P.S: Ingen Rødstrømper eller aktive i kvindebevægelsen brændte i øvrigt deres BH’er i 😉

RØDSTRØMPERNE. FOTO: METTE BOCK.

_________________________________________________________________________________________________

Artiklen trækker på information leveret fra:

Jytte Nielsen, Informationsspecialist i kønsforskning på det Kongelige Bibliotek
Katrine Johnsen, tidl. publikumsudvikler Kvindemuseet i Danmark, nuværende projektleder i Center for Kunst og Interkultur.
Tak til jer!
I anledning af jubilæet kan du eventuelt streame “Vejen er lang” om kvindebevægelsens historie, af Mette Knudsen: https://filmcentralen.dk/grundskolen/film/vejen-er-lang-om-kvindebevaegelsens-historie
Eller læse Jytte Larsen, som har samlet materiale og beskrevet Rødstrømpernes historie, i anledning af 50 året. Det kan man finde her.

_________________________________________________________________________________________________

Topillustration: Rødstrømperne – hvor langt er vi egentlig nået? Plakat fra KAD’s ligelønskampagne i 1973. Fra: ‘Jo, det kunne nytte’ – her fra Danmarkshistorien.dk, Århus Universitet.

Der er ikke et noget glasloft, men en labyrint af skarpe forhindringer

Marianne Siig — Sat, 07 Mar 2020 05:11:00 +0000

Ligestilling: Årtiet, der gik – del 2

Marianne Siig — Wed, 01 Jan 2020 13:30:00 +0000

LIGESTILLING // TILBAGEBLIK – Ligestillingsåret 2019 har været spændt ud imellem hensigtserklringer, stilstand og direkte tilbagegang, skriver Marianne Egelund Siig, som i en dobbeltkronik ser tilbage på 10 år med kønsbrillen på næsen. Her er anden del.

10’erne blev årtiet, hvor kvinderne satte foden kollektivt hårdt ned, og brød tavsheden om overgreb og seksuel chikane.

Millioner af kvinder har aflagt vidnesbyrd under hashtagget #MeToo. Den enorme kollektive kraftanstrengelse, der lå bag dette hashtag, ledte til at Time Magazine udnævnte ”the Silence Breakers” fra #MeToo-bevægelsen til deres ikoniske Person of the Year i 2017:

TIMES FORSIDE I 2017 I ANLEDNING AF UDNÆVNELSEN TIL “PERSON OF THE YEAR”.

#MeToo – millioner af stemmer

#MeToo har definitivt både synliggjort en undertrykkende sexistisk kultur for alles øjne og ører og rusket op i gamle strukturer.

“Hvis man er træt af at tale om seksuel chikane og overgreb, så prøv at forestille dig at være den, der er så uheldig at skulle leve med oplevelsen af netop det.”

Nogle kommentatorer af begge køn, dog flest mænd, er ved at være trætte af #Metoo-processer og debatter.

Det er jo heller ikke lette, behagelige sager. Men vi er i gang med at løse problemstillinger, der går århundreder tilbage. Det er lidt vel optimistisk at tro, vi klarer den på et par år. Og hvis man er træt af at tale om seksuel chikane og overgreb, så prøv at forestille dig at være den, der er så uheldig at skulle leve med oplevelsen af netop det.

På en nordisk ligestillingskonference i november 2019 blev udviklingen i Norden karakteriseret således:

“I Sverige var det en storm, i Norge et blæsevejr, i Danmark mærkede man knapt nok brisen”. I 2020 kommer en analyse af mediernes forholden sig til #MeToo i Norden, men uanset mediernes håndtering har #Metoo været en kæmpe øjenåbner, der til stadighed driver en proces for at komme vold, overgreb og sex-chikane til livs.

Island, som igen og igen viser vejen for ligestilling i verden, stod med landets statsminister, Katrin Jakobsdóttir, for verdens første internationale #MeToo-konference, hvis formål var at finde frem til, hvordan vi også via lovgivning fremover kan beskytte kvinder bedre.

Hvad angår vold og overgreb mod kvinder må vi blive langt bedre til at både diskutere og håndtere det. Det kan ikke passe, at det nærmest er blevet acceptabelt eller naturgivent, at kvinder skal leve med det.

I Danmark ser vi ingen forbedringer, men dog lidt mere debat og erkendelse. Som Lisa Holmfjord, Direktør for Dansk Kvindesamfunds Krisecentre, redegjorde for det i sin artikel i POV: “Mere end 1,2 mia. kvinder har overlevet eller er lige nu udsat for seksuel eller anden fysisk vold, ifølge WHO.

I Danmark har et nyt studie, kortlagt 1417 drab gennem 25 år. Hvor det på verdensplan er ca. 1/3 af alle kvindedrab, der foretages af en (eks-)partner, viser det nye studie, at andelen i Danmark ligger på 56 pct. Det er til dels, fordi antallet af andre drab falder, at andelen af kvindedrab ligger så højt.

Det er imidlertid bekymrende, at vi formår at nedbringe antallet af andre drab, men ikke andelen af partnerrelaterede kvindedrab. Herhjemme viste en rapport fra 2013, at 39.000 kvinder blev udsat for partnervold i 2010.

“Der er i den grad brug for fortsat fokus og handling i Danmark og i verden.”

Frankrig udvider med 1000 flere pladser på kvindehjem og Canada har sat 76 mio. dollars af til forskning i og støtte til ofre for kønsbaseret vold – læs mere på weforum.org, 2019 – men generelt mangler der, ikke bare i Danmark, midler til dette område, og initiativet ligger hos politikerne.

I Istanbul bidrog den tyrkiske kunstner Vahit Tuna med en installation af 440 par højhælede sko hængt op på en mur, for at symbolisere de kvinder, der døde i 2018 døde som følge af seksuel vold eller vold i hjemmet (deriblandt partnerdrab). Et statement, der gjorde de sørgelige statistikker menneskelige og synlige:

https://www.instagram.com/p/B2Tur0Mg6Tm/?utm_source=ig_web_copy_link

Der er med andre ord i den grad brug for fortsat fokus og handling i Danmark og i verden.

LGBTQI++ og de flydende køn

I slutningen af 10’erne blev det som tidligere nævnt mere mainstream at tale om kønsbalancer, diversitet, mangfoldighed og inklusion som en del af et forretningsimperativ, og det bliver i stigende grad set som en nødvendighed, hvis man vil skabe bæredygtige organisationer.

Copenhagen Pride oplevede at have flere ansøgere end de havde plads til i paraden, og kunne berettiget for første gang stille krav til sponsorerne/paradedeltagerne: “Helt grundlæggende kan man kun komme med som samarbejdspartner for Copenhagen Pride, hvis man tager mangfoldighed, ligestilling og LGBT+-agendaen seriøst som virksomhed.”

Der var op mod 40.000 deltagende – det største antal nogensinde i København. En sejr på den kant var også offentliggørelsen af, at København, sammen med Malmø, skal være værter for WorldPride i 2021. World Pride 2021 forventes at tiltrække op mod 750.000 mennesker og kan “meget vel blive Danmarkshistoriens største event”. Kronprinsesse Mary, som er protektor for WorldPride, bliver den første kongelige person nogensinde til at stå i “spidsen for et stort internationalt LGBTI-arrangement”.

Og nå ja, så var 2019 også året, hvor to mænd for første gang dannede par i Vild med Dans – og vandt! I øvrigt for første gang i tv-verdenshistorien.

I slut 10’erne tog vi også under stor mediedækning hul på at forstå, at primært de yngre generationer ønsker at slippe ud af de begrænsende lyserøde-lyseblå kønsstereotype kasser.

“…ikke alle er født som enten cis-kønnet mand eller cis-kønnet kvinde, ikke alle ønsker at være det; køn kan være non-binært, flydende, genderfluid og nogen ser sig hverken som det ene eller det andet eller som begge dele.”

Vi forstår nu lidt bedre, at ikke alle er født som enten cis-kønnet mand eller cis-kønnet kvinde, ikke alle ønsker at være det; køn kan være non-binært, flydende, genderfluid og nogen ser sig hverken som det ene eller det andet eller som begge dele.

Jeg håber, at vi i 20’erne vil give plads til at lytte til og undersøge denne bevægelse. At vi vil give plads til at lade nysgerrigheden, inklusionen og mangfoldigheden blomstre kønsmæssigt.

Årtiet hvor nye kvindelige stemmer manifesterer sig

I 2018 kom bogen Mary Beards Kvinder og Magt – et Manifest.

Bogen giver i en fin koncentreret form på 100 sider en historisk og mytologisk indsigt i de virkemidler, man igennem tiden har brugt til at gøre kvinder tavse, ikke tage dem alvorligt eller afskære dem fra magtens centre.

Måske er vi ved at have fået nok. Det er i hvert fald kendetegnende for slutningen af 10’erne, at flere kvinder har taget deres plads, mere frygtløst, tydeligt og fra flere niveauer.

Set ud i verden har vi oplevet at få et nyt mere kønsbalanceret EU. Margrethe Vestager har talt magten imod og i øvrigt for både kvoter og ligestillingshandling.

Da Hillary Clinton stillede op som præsidentkandidat i 2016, blev kandidaturet beskrevet som en månelanding for kvinder, hvis hun blev præsident. I stedet fik vi Trump.

Men Trump blev fremkaldervæsken, der synliggjorde en enorm modstand mod alt det, han står for. Dagen efter han overtog præsidentembedet i 2017 kom The Women’s March, hvor omkring fem millioner kvinder verden over gik på gaden. Det skrev Kristin Parello-Plesner om i POV.

Måske var vreden over Trumps gentagne kvindediskriminerende tiltag og udtalelser med til at give kvinderne i USA det historiske gennembrud ved midtvejsvalgene.

Kongressen i USA blev i hvert fald ændret i sin sammensætning fra et enormt flertal af ældre, hvide mænd til både yngre kvinder og også to muslimske kvinder.

Den nyvalgte demokrat fra New York, Alexandria Ocasio-Cortez, som også besøgte Danmark i november 2019, imponerede mig med sin saglige, skarpe, direkte energi; hun er blevet en toneangivende ung politiker i USA.

FOTO: KRISTIN PARELLO-PLESNER – WOMEN’S MARCH WASHINGTON D.C. 2016

Jacinda Arden, New Zealands premierminister, viser en enestående inkluderende politik (som man blandt andet kunne se efter terrorangrebet og massakren i byen Christchurch). Hun fører også en gennemgribende helhedsorienteret og handlekraftig politik med fokus på både klima og befolkningens trivsel.

10’erne har i det hele taget vist os, at vi har brug for ledere, der er moderne og vil skabe forandringer. Vi har brug for ledere, der er helhedsorienterede og samlende fremfor dem, der dyrker splittelsen.

Finland skrev verdenshistorie, da de d. 10. december 2019 fik ny statsminister. Sanna Marin er med sine 34 år den yngste statsleder i verden nogensinde, og ydermere leder hun en koalitionsregering bestående af fem partier, som alle har en kvinde i spidsen. Dermed bliver 12 af landets 19 ministre (63 pct.) kvinder, hvilket sender Finland op på en andenplads kun overgået af Spanien (64,7 pct.)

“En 16-årig pige, der i den grad har talt magten imod, har forsøgt at råbe os alle sammen op, og samtidig motiveret en bevægelse af historiske dimensioner blandt unge.”

I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag i marts 2017 blev den ”Frygtløse Pige”, en lille bronzestatue af en pige, installeret overfor tyren på Wall Street i New York. Formålet med kunstinstallationen var at skabe opmærksomhed om det løngab samt den mangel på ligestilling, som findes i den traditionelt mandsdominerede finansielle sektor. ”Fearless girl” blev et tilløbsstykke og samtaleemne langt udover Wall Street. På 12 uger havde 745 millioner set ”Fearless Girl” (på nettet).

Hvad ingen havde set komme dengang var, at der i august 2018 ville sætte sig en frygtløs pige IRL: Greta Thunberg, foran den Svenske Rigsdag i ”Skolstrejk för Klimatet”.

Og hun så sig ikke tilbage. En 16-årig pige, der i den grad har talt magten imod, har forsøgt at råbe os alle sammen op, og samtidig motiveret en bevægelse af historiske dimensioner blandt unge.

En velfortjent udnævnelse til Person of the Year af TIME Magazine 2019. Og en ung kvinde som ikke holder op med at imponere med sin helt egen stærke og fine måde at agere på i en grotesk verden midt i en af de største kriser, og hvor verdens magthavere som Bolsonaro, Trump og Putin bruger tid og kræfter på at håne og nedgøre hende.

Jeg håber 2020’erne bliver årtiet, hvor endnu flere piger og kvinder vil tage ordet, og mere plads.

TIME PERSON OF THE YEAR 2019 GRETA THUNBERG

I en kategori helt for sig selv kan vi ikke overvurdere den positive effekt af Kronprinsesse Marys vedholdende, inspirerende og tydelige stemme i ligestillingsarbejdet.

Både nationalt og internationalt har Kronprinsessens indsats gjort en uvurderlig forskel for ligestillingen igennem 2010’erne i både Danmark og verden over på sine rejser. Og Kronprinsessen har da også gentagne gange som på ”Womens Board Award” 2016 erklæret at ”Ligestilling er den vigtigste enkeltstående ting, vi kan arbejde med for at forbedre verden”.

Vi skriver 2020 – det er tid til handling

Vi er sakket agterud i Danmark ligestillingsmæssigt, også selvom der er et nyt commitment og stor interesse for at gøre det bedre.

I 2020 er det 25 år siden 189 lande herunder Danmark forpligtede sig til ”Beijing declaration and platform for action”, en række vidtrækkende og konkrete tiltag for at skabe ligestilling i verden. 25 år senere er vi ikke i mål. Og globalt set oplever vi tilbageslag og modarbejdelse.

Ifølge årets dansker 2018, CEO for Women Deliver, Katja Iversen, vil 2020 blive året, hvor der globalt vil blive lagt stærke kræfter ind i at leve op til erklæringerne og skabe de nødvendige forbedringer:

”Vi kan ikke klare flere tomme løfter. Vi har brug for store modige tilsagn og handlinger, som vi bliver holdt ansvarlige for. Hvis ikke det sker efter dette år, vil vi alle have tabt stort”, siger hun.

“Mine ønsker for det nye år(ti) er fremfor alt at vi vil bruge den bølge, der er, af velvilje og gode hensigter. Vi har brug for nye toner og stemmer til at skabe de nødvendige interventioner og forandringer. Nu.”

Danmark og verden har i den grad brug for at realisere den viden og de hensigter, vi har, hvis vi skal nå de erklærede mål for 2030-agendaen, og de 17 verdensmål. Vi har ti år. Og som FN beskrev i en rapport fra starten af dette år, så virker mål #5 Ligestilling , som en accelerator, der kan hjælpe med at få os i mål med de resterende 16. Og uden en opfyldelse af #5 lykkes vi ikke.

Med erklæringerne for 2030-agendaen må Danmark melde sig langt stærkere på banen – ikke bare nationalt men også globalt. Der er i den grad brug for det. Og vi kan ikke tøve mere. Vi må arbejde henimod, at vi kommer på niveau med vores nordiske naboer og ikke mindst Island.

Klaus Schwab, CEO World Economic Forum, fremhæver da også i sit forord til årets WEF-rapport, at der skal handling bag ligestillingsintentionerne nu:

“Dette års rapport understreger, hvordan presset for handling er stadigt tiltagende. Med mindre halvdelen af verdens talentmasse inkluderes på lige fod, vil vi ikke være i stand til at leve op til løftet om, at den fjerde industrielle revolution skal være for hele samfundet, om at vækste vores økonomier, så vores fælles velstand øges, eller om at nå FN’s Verdensmål. Hvis vi fortsætter vi med den nuværende hastighed, vil det tage næsten et århundrede at opnå ligestilling, det er en tidshorisont, vi simpelthen ikke kan acceptere i dagens globaliserede verden.”

Mine ønsker for det nye år(ti) er:

Fremfor alt at vi vil bruge den bølge, der er, af velvilje og gode hensigter til at skabe de nødvendige interventioner og forandringer. Nu.

Dybere erkendelser om hvad der har skabt og reproducerer de ubalancer, vi oplever. Erkendelsen af at vi selv har skabt de strukturer og skævheder, vi lever med i dag, derfor er det også os selv, der kan og skal skabe de nødvendige forandringer.

Højere ambitioner, og langt mere mod, når det handler om at skabe en ny visionær, meningsfuld, strategisk og sammenhængende ligestilling på alle planer, og for alle.

Hurtigere handling – vi må blive langt hurtigere til at sætte handling og mandater bag de mange hensigtserklæringer. Brug det der virker for andre lande og organisationer. Lad os samtidig tage ansvaret på os i at udvikle nye løsninger, andre kan lade sig inspirere af.

Godt Nyt Årti

Tak

FEARLESS GIRL. FOTO: WIKIPEDIA COMMONS

_________________________________________________________________________________________________

Ligestilling – tak for tilliden

Personligt vil jeg gerne takke for den tillid, jeg er blevet vist i årtiet, der er gået, hvad angår ligestilling; for det store privilegium det har været at blive inviteret indenfor i mange sammenhænge;

Det var en kæmpe ære for mig at blive inviteret til working lunch af Kronprinsesse Mary i forbindelse med det franske Præsidentpar Macrons besøg, med ligestilling på agendaen. Det gav mig en indsigt i Frankrigs indsats, som jeg efterfølgende delte i en artikel i POV

Det var en stor tillid, der blev vist mig, da jeg blev bedt om at facilitere Global Gender Dialogue for Nordisk Ministerråd og Nordens arbejdsministre, og gav mig lejlighed til at lytte til den daværende generalsekretær Dagfinn Høybråten erklære: “Completely Closing the Gender Gap is the target”. Jeg har nydt at bidrage med mine kompetencer i strategiske opgaver med kønsbalancer, mangfoldighed og inklusion. For at have ledt og designet strategien for kønsbalancer, diversitet og inklusion i nordens største bank.

Men fremfor alt vil jeg gerne takke alle dem, vi står på skuldrene af, når vi taler ligestilling. Og det gælder også de mennesker, der er kommet til i stort omfang de senere år. Jeg glæder mig stort over den medvind, der trods alt synes at være til agendaen.

Jeg er taknemmelig for den opmuntring, der har været til at blive ved med at arbejde konstruktivt, strategisk, handlingsorienteret, med de udfordringer og barrierer for ligestiling, der er. Og med det enorme potentiale, der ligger foran os. Tak for taletid og spalteplads, tak til jer der har læst og lyttet med og opmuntret mig til at blive ved med at skrive, tale, og arbejde med emnet. Tak for mange netværksmøder. Tak for alles indsats i ligestillingsarbejdet i 2010’erne.

Jeg er klar til at gøre en ekstra indsats for ligestilling i 2020’erne. Det håber jeg, du også er, for det er vigtigere end nogensinde at tage store modige, konkrete og strategiske ligestillingsskridt i det kommende årti.

Jeg ønsker alle et godt 2020

Ligestilling: Årtiet, der gik – del 1

Marianne Siig — Mon, 30 Dec 2019 08:50:00 +0000

LIGESTILLING // TILBAGEBLIK – Ligestillingsåret 2019 har været spændt ud imellem hensigtserklæringer, stilstand og direkte tilbagegang. På den ene side: Et utal af konferencer, netværksmøder, artikler og bogudgivelser om køn, ledelse og ligestilling, og et år hvor virksomheder, CEOs, DI, og regeringen lænede sig ind i ligestillingsarbejdet. På den anden side blev 2019 desværre også året, hvor den reelle udvikling stort set stod stille – og endda gik tilbage på visse fronter, skriver Marianne Egelund Siig, som i en dobbeltkronik ser tilbage på 10 år med kønsbrillen på næsen. Anden del bringes 1. januar.

Er verden – og Danmark – på vej mod mere ligestilling?

Det vil mange nok umiddelbart mene. Køn – og ligestillingen mellem dem – har været højt på både mediernes og den politiske dagsorden i det tiår, der nu går på hæld. Men vi skal trods de gode hensigter se 99.5 år frem i tiden, inden vi er i mål med noget, der ligner reel ligestilling, hvis ikke vi gør noget radikalt anderledes, siger FN.

Og Danmark er faldet ned på plads 102 i verden, når det gælder kvinders deltagelse på ledende positioner i samfundet skriver World Economic Forum (WEF).

“Hvorfor har vi brug for det økonomiske rationale som argument for at arbejde med ligestilling? Motivationen bør vel i lige så høj grad handle om at kunne se os selv i øjnene, med ligestilling som en essentiel hjørnesten i vores danske værdigrundlag og velfærdssamfund.”

Men foran et nyt årti er det nærliggende at sætte det lange lys på, og også kaste blikket tilbage i snapshots af nogle af de tendenser, der har kendetegnet udviklingen i 2010’erne.

Tiøren er faldet

For ca. ti år siden udkom bogen “Why Women Mean Business: Understanding the Emergence of Our Next Economic Revolution”, en velskrevet milepæl i arbejdet med at anerkende kvinders betydning som beslutningstagere både privat og på arbejdet, samt i det essentielle i at virksomheder skabte bedre kønsbalancer.

Forfatterne gjorde også begrebet “Womenomics” velkendt og fremførte argumentation for, at ‘kvinder’ som marked indeholdt et langt større økonomisk vækstpotentiale for virksomheder, end eksempelvis Kina.

Bogen blev, sammen med de utallige veldokumenterede business cases, der er kommet igennem de seneste 10-15 år, et vendepunkt og et godt kort på hånden i arbejdet med at få lydhørhed i forhold til at skabe bedre kønsbalancer i vores organisationer.

Blandt de vigtigste business cases kan nævnes McKinseys omfattende globale ligestillingsanalyse fra 2015, der påviste, at der i Danmark er et potentiale til at forøge BNP med 9 pct. svarende til 167 milliarder om året, hvis vi ligestillingsmæssigt kommer på niveau med Island.

I den forbindelse skal også nævnes McKinsey rapporterne ”Why Women Matter” og ”Why Diversity Matter”, der har været et væsentligt referencepunkt igennem 10’erne.

Og så var der forskerne fra tænketanken The Peterson Institute for International Economics, der fremlagde deres konklusion på et studie af 22.000 virksomheder fra 91 lande i 2016. Virksomheder med 30% kvindelige topledere har seks% højere resultat – som de skrev i Forbes’ artikel; ”Business Gender Diversity Solved: More Women Means More Profits”.

Derudover har der været en lang række af overbevisende studier fra aktører som The Catalyst, Bloomberg og Deloitte, som alle påviste øget bundlinje, bedre afkast på investeringer, bedre beslutninger, mere innovation, kundeorientering og trivsel blandt medarbejdere, når diversiteten er høj.

“Langt de fleste beslutningstagere har indset, at bedre kønsbalancer giver bedre samfund, sammenhængskraft, trivsel, forretning og resultater…”

I starten af årtiet var der skepsis, og kausalitet- og korrelations-diskussioner, men vi kan nu gå ud af årtiet i vished om, at “tiøren faldt” i 2010’erne.

Langt de fleste beslutningstagere har indset, at bedre kønsbalancer giver bedre samfund, sammenhængskraft, trivsel, forretning og resultater; at ligestilling med andre ord ikke er et ”nul-sums” spil – men et multi-win.

Det er en god og vigtig forståelse, som jeg selv har arbejdet på at udbrede.

Men jeg mener samtidig, at vi nu er nået dertil, hvor vi fremadrettet bør og skal turde spørge os selv: Hvorfor har vi brug for det økonomiske rationale som argument for at arbejde med ligestilling?

I det mindste bør vi have en bevidsthed om, at vi ikke tidligere har fundet det nødvendigt at lave den ”omvendte businesscase” for den nuværende kønsmæssige skævhed. Og at motivationen vel i lige så høj grad bør handle om at kunne se os selv i øjnene, med ligestilling som en essentiel hjørnesten i vores danske værdigrundlag og velfærdssamfund.

Myter der står i vejen for ligestilling

To af de tungeste barrierer, der op gennem 10’erne har stået i vejen for, at vi greb ovenstående indsigt og realiserede potentialet har været: “Myten om at vi er i mål med ligestilling” og “Myten om meritokratiet” og at det alene er dine egne valg og kompetencer, der definerer dine muligheder og karriere i arbejdslivet.

Årtiet er ligestillingsmæssigt smukt rammet ind af, at vi for første gang i danmarkshistorien fik en kvindelig statsminister, Helle Thorning Schmidt i 2011, og anden gang med Mette Frederiksen i 2019. Men derudover har der været virkelig stille politisk på ligestillingsfronten. Eller som æresprofessor Drude Dahlerup på baggrund af en undersøgelse sagde i 2018: ”Vi har kønsligestilling som en vigtig dansk værdi i den nye Danmarkskanon, men har samtidig ikke set en eneste større ligestillingsreform de sidste 20 år”.

“Begrebet “elite-feminister” blev brugt som nedsættende term om os og andre, og kritikken lød, at vi skulle holde op med at opføre os som ofre og påføre andre kvinder og mænd tvang og ”ensliggørelse” i ligestillingens navn. Vi VAR i mål. Og hvis der manglede ligestilling på nogle få områder, så var det op til den enkelte selv tage ansvar for det.”

I 2011 var jeg medunderskriver på 9 forslag til den nystiftede regering under Helle Thornings ledelse.

Begrebet “elite-feminister” blev brugt som nedsættende term om os og andre, og kritikken lød, at vi skulle holde op med at opføre os som ofre og påføre andre kvinder og mænd tvang og ”ensliggørelse” i ligestillingens navn. Vi VAR i mål. Og hvis der manglede ligestilling på nogle få områder, så var det op til den enkelte selv tage ansvar for det.

Synspunkterne repræsenterede et gennemgående paradigme og en del af ”Ligestillingens Catch 22”, der har varet i mere end 25 år, hvor det har handlet om at gøre en offentlig, politisk og strukturel udfordring til kvindernes private sag. Og som desværre stadig delvist hænger ved.

Overført til arbejdet med kønsbalancer i organisationer handlede det i høj grad om ”kvinde-programmer” eller om at ”fixe kvinderne”. En holdning, der heldigvis er på retur her i slutningen af 10’erne, hvor de fleste har erkendt, at det ikke handler om at ”fixe kvinder” men om at ”fixe systemerne”.

De såkaldt elitære feministiske idéer til regeringen handlede om emner som eksempelvis at forbedre barselsvilkår for selvstændige og fædre, om at få flere kvinder ind i vækst (STEM) fagene, at værdisætte omsorgs- og husarbejde, og at huske kvinder af anden etnisk baggrund end dansk i arbejdet for ligestilling.

Holdninger og initiativer, der heldigvis i dag debatteres mere mainstream og konstruktivt af en bred skare af politikere, og i erhvervslivet.

Gid Danmark ville følge resten af Norden

Lad os for eksempel fejre, at EU har slået fast, at alle lande skal øremærke to måneders betalt orlov til hver forælder. Det er en stor og vigtig sejr for den europæiske ligestilling.

Man kunne i den forbindelse godt ønske sig, at Danmark ville skele til sine nordiske naboer efter inspiration. De har nemlig alle lavet øremærket barsel i forbindelse med forlængelser af den samlede barselsperiode. På den måde har man undgået risikoen for, at børnene fik mindre tid med forældrene i den overgangsperiode, der er fra nye regler træder i kraft, til de er kulturelt og socialt implementerede.

Dads, what do you think of shared #ParentalLeave? Get your voice heard - post a pic of you and your kid under #ShareTheCare. We promise to share your input with policy makers at @UN_CSW!@Goodplusfdn @DoveMenCare @NYCDadsGroup @BeAModernFather #paternityLeavePledge #CSW63 pic.twitter.com/MgFkYkM59J
— Nordic Co-operation (@nordenen) March 6, 2019

Vi kan også glæde os over, at det med Finansloven for 2020, blev en realitet, at barselsfonden for selvstændige genoplives, og at KVINFO igen kom tilbage på Finansloven, så de kan fortsætte deres indsats for ligestilling i Danmark og verden.

“75% af folketingsmedlemmerne i blå blok mener, at vi stort set har opnået ligestilling, og 17% af dem mener, at ligestillingen er gået for langt … 93% af de administrerende direktører i Danmarks 1200 største virksomheder er mænd. Og under halvdelen af bestyrelserne for de samme 1200 virksomheder har overhovedet ingen kvindelige bestyrelsesmedlemmer”

Men generelt må vi kigge tilbage på 10’erne med Socialdemokratiet og venstrefløjen som primært passive, og en højrefløj der i den grad har repræsenteret holdninger, der fodrede de to myter og viste at ”Ligestilling er en case closed i blå blok”, som det blev beskrevet i Magisterbladet i august 2018. 75% af folketingsmedlemmerne i blå blok mener, at vi stort set har opnået ligestilling, og 17% af dem mener, at ligestillingen er gået for langt.

De holdninger har desværre også en vis gennemslagskraft i befolkningen. En Megafon-undersøgelse viste det for nyligt, at 48% af adspurgte mænd svarer ja til spørgsmålet om, hvorvidt “ligestillingen er gået for vidt” – og 38 % af kvinderne.

Et holdningspræget spørgsmål at stille men under alle omstændigheder et nedslående resultat. Men som med al tydelighed viser, at vi må have mere fakta om ligestilling ind i debatten, medierne og uddannelsesinstitutionerne.

FORSIDEN PÅ DEN NYESTE WEF-RAPPORT OM LIGESTILLING. FOTO: WEF

Erhvervslivet bryder med myterne om ligestilling

På ovenstående baggrund har det derfor været positivt at opleve, hvordan meningsdannere i dansk erhvervsliv og i tiltagende grad også i medierne stadig tydeligere erkender, at nej, vi er ikke i mål ligestillingsmæssigt. Og nej, vi lever ikke i et samfund, hvor det udelukkende er dine kompetencer og egne valg, der definerer dit arbejdsliv og dine familiestrukturer.

Eksempelvis kunne man opleve, hvordan alle medier i ugen inden jul greb de nye World Economic Forum’s (WEF) Global Gender Gap Report-tal på samme dag, som rapporten udkom. Det er en hel ny opmærksomhed på tal, der tidligere mest interesserede ligestillingsnørderne.

Men hvordan går det så for Danmark?

Dårligt er det korte svar, og hvis vi ser på årtiet som helhed: rigtig dårligt.

8. marts 2015 skrev jeg en kronik i anledning af 100-året for kvinders stemmeret i Danmark: “Et Nordisk Mysterium” hed den.

“Siden 2015 er Danmark faldet 30 pladser i WEF’s indeks til plads 102 – årtiets dårligste placering høstet her i 2019. Til sammenligning ligger Sverige i denne kategori på en 35. plads. Danmark er sat af. Vi er også yderligere faldet til en 14. plads på generel ligestilling fra vores 5. plads i starten af årtiet. De øvrige Nordiske lande ligger stadig i top 4.”

Kronikken handlede om, at vi skulle tage os sammen og få gjort noget ved den daværende beskæmmende 72. plads for kvinder i ledende positioner på WEF’s årlige ligestillingsindeks. Hvordan vi var ved at misse et stort potentiale og vores status som et af verdens mest ligestillede lande.

Siden da er vi faldet 30 (!) pladser i WEF’s indeks til plads 102 – årtiets dårligste placering høstet her i 2019. Til sammenligning ligger Sverige i denne kategori på en 35. plads. Danmark er sat af. Vi er også yderligere faldet til en 14. plads på generel ligestilling fra vores 5. plads i starten af årtiet. De øvrige Nordiske lande ligger stadig i top 4.

Det går med andre ord stadig ikke målbart den rigtige vej trods alle gode intentioner og hensigtserklæringer.

93% af de administrerende direktører i Danmarks 1200 største virksomheder er mænd. Og under halvdelen af bestyrelserne for de samme 1200 virksomheder har overhovedet ingen kvindelige bestyrelsesmedlemmer.

På den baggrund er det positivt, at erhvervslivet er begyndt at tage et nødvendigt ansvar for at vende udviklingen her i slutningen af årtiet.

Jeg var selv glad for at være inviteret ind i Nationalbanken den 8. marts i 2017 til en morgensamling for ledere og medarbejdere for at tale om ligestilling, business cases, barrierer og muligheder. Nationalbankdirektør Lars Rohde introducerede med et sagligt og forpligtende indlæg om ligestilling og flere kvinder i ledelse. Det var opmuntrende, og Lars Rohde er da også netop gået offentligt ud med en opfordring til, at Danmark bør gøre mere for at rette op på de køns-ubalancer, der præger især ledelsen af vores samfund.

Det var også positivt at læse den nye formand for Dansk Industri: Lars Sandahl Sørensen, som ikke alene bakker op omkring de to måneders EU-øremærkede barsel til faderen, men også taler for, at fædre tager længere barsel.

“Det er godt at opleve, hvordan ligestillings-, mangfoldigheds-, og inklusionstematikken er kommet på agendaen i erhvervslivet igennem de senere år. Hvor vi før var en lille eksklusiv klub af mennesker, der arbejdede med ligestilling og inklusion i erhvervslivet, ser vi nu en mainstream-dagsorden med en mangfoldighed af aktører.”

Godt var det også at se 16 danske topledere bidrage med forslag til kønsbalancerede uddannelsessystemer og til at adressere kønsstereotyper i virksomheder og organisationer under FN-initiativet Gender Diversity Round Table. Her talte de også for en mere balanceret deltagelse i huslige, forsørgermæssige og arbejdsrelaterede forpligtelser.

Vi har en tendens til primært at fokusere på de private virksomheder.

Men heldigvis satte de offentlige bestyrelsers tidsskrift “Dagens Dagsorden” i 2019 også fokus på diversitet og køns-ubalancer i de offentlige bestyrelser. Jeg bidrog til tidsskriftet, da jeg synes, vi savner en debat om det offentliges ansvar for at repræsentere befolkningens kompetencer og talentmasser i de bestyrelser, som sætter retning og forvalter vores fælles centrale offentlige organisationer.

Det er godt at opleve, hvordan ligestillings-, mangfoldigheds-, og inklusionstematikken er kommet på agendaen i erhvervslivet igennem de senere år.

Og hvor vi før var en lille eksklusiv klub af mennesker, der arbejdede med ligestilling og inklusion i erhvervslivet, ser vi nu en mainstream-dagsorden med en mangfoldighed af aktører.

Myten om meritokratiet

Én af de vigtige indsatser fra 10’erne, som fortsætter ind i 20’erne, er et opgør med “Illusionen om Meritokratiet – den bedste mand til jobbet” som jeg kaldte en artikel i starten af 2016:

“Hvis man bruger bare en enkelt eftermiddag på at læse noget af den research, som handler om, hvordan vi alle ubevidst vurderer mænd og kvinder forskelligt, vil man vide, at det statement, man fremfører om, at man vælger alene ud fra en objektiv vurdering af kompetencer, er ligeså validt som at påstå, at Kejseren havde tøj på, dengang H. C. Andersen fik ham til at promenere igennem byen.”

“Vi bilder os ind, at vi har syet et system af den fineste tråd, hvor det alene er dine kompetencer og bedrifter, der afgør, hvor langt du kommer. Men sandheden er, at hvis vi virkelig valgte ud fra kompetencer og resultater, så havde vi for længst set nogen andre kønsbalancer i de øverste dele af vores magtstrukturer.”

MUSIKEREN FALLULAH STARTEDE PROJEKTET “HEJ SØSTER”, SOM ET MODSVAR PÅ MANGLEN PÅ KØNSBALANCE OG DIVERSITET I MUSIKBRANCHEN. PR FOTO.

10’erne blev årtiet, hvor rigtig mange lærte begrebet “unconscious bias” at kende. Og vi har talt og læst om ”blindtest” for orkesterauditions, ”navne-blindtests” i casestudies og ansøgninger i massevis.

“Det handler ikke om, at kvinder mangler kompetencerne; men om, at vi ofte ikke i lige så høj grad ser deres potentiale og kompetencer, som vi ser mændenes. Og det handler om, hvilke normer vi vurderer potentiale og kompetencer ud fra.”

Vi har måttet erkende, at der ingen tvivl er om, at den måde, vi konsekvent undervurderer kvinders og minoritetspersoners potentiale, kompetencer og performance på, spiller en afgørende rolle for, hvor langt man kommer. Det handler ikke om, at kvinder mangler kompetencerne; men om, at vi ofte ikke i lige så høj grad ser deres potentiale og kompetencer, som vi ser mændenes. Og det handler om, hvilke normer vi vurderer potentiale og kompetencer ud fra.

Det er beskæmmende, at det ifølge den nye rapport fra BCG “Wake Up Denmark 2019” kun er 3% af danske mænd, der mener, at kønsbestemte fordomme i vores organisationer, udgør et problem.

Myten om kvinder, der ikke fandtes

Måske er det derfor, at 10’erne illustrativt har budt på et utal af eksempler, hvor blikket har været sløret af bias og “man kunne ikke finde en kvinde”:

Jyske Bank kunne kun finde 21 mænd til deres 21-personers øverste ledelse. Ikke én kvinde fandtes kvalificeret til toppen i en branche, hvor pipelinen fra yderste led ellers kønsmæssigt er ca. 50/50.

Medicoselskabet Ambu erklærede, at de efter fleres års målrettet søgen ikke var lykkedes med at finde en eneste kvinde til deres bestyrelse. Der har været nationalt nedsatte råd og paneldebatter alene med mænd (MANELs), eller Grøn Koncert, der fandt det passende at sammensætte et års program med ni bands alene med mandlige musikere.

Heldigvis har mange taget denne sag i deres hænder; de har skrevet, diskuteret, delt og peget på den åbenlyst, omend oftest ubevidst diskriminerende eksklusion af kvinderne. Listerne har floreret og har bugnet med superkvalificerede kvindelige navne som supplement til de mandlige. Ambu fik sit kvindelige bestyrelsesmedlem til sidst. Spillestedet Forbrændingen endte med et årsprogram med omvendt fortegn og kvindelige forsangere på scenen.

“Flere mænd er også begyndt at nægte at stille op i paneldebatter, hvis der kun er mandlige deltagere for at tvinge arrangører til at kigge videre, bredere og spørge kvinder, om de vil deltage. Hashtagget #notallmalepanel opstod også i dette årti.”

Musikeren Fallulah startede projektet “Hej Søster” som et modsvar på manglen på kønsbalance og diversitet i musikbranchen; og vi fik en Spotify playliste udelukkende med kvinder, som supplement til at der ikke var så meget som én kvindelig kunstner at finde i top 10 på en oversigt fra Gramex over de mest spillede danske artister i radioen i 2018/2019. I 2019 blev “Hej Søster” til merchandise, hjemmeside og talentpris og en en-dags-festival i Store Vega i København som en hyldest til kvinder og søstersolidaritet:

Flere mænd er også begyndt at nægte at stille op i paneldebatter, hvis der kun er mandlige deltagere, for at tvinge arrangører til at kigge videre, bredere og spørge kvinder, om de vil deltage. Og hashtagget #notallmalepanel opstod også i dette årti.

Myten om kvinder, der ikke ville

DR2’s flagskibsprogram Deadline tog sig selv som public service-kanal alvorligt, da de satte sig for at teste deres egen fasttømrede forestilling om, at grunden til, at deres kilder i langt overvejende grad var mænd, var, at kvinderne ikke ville. De måtte erkende; “vi spørger dem ikke”.

På tre år har Deadline løftet andelen af kvindelige kilder fra 25% til 39,3%.

Jeg håber, at DR udover at finde flere kvinder til debatter og som kilder, også vil researche bedre, når de skal finde værdige debattører til ligestillingsdebatten. Sagen er for vigtig, og det virker grotesk forstemmende, når man skal lytte til for eksempel Ole Bjerg, fra Copenhagen Business School, i Debatten, der som en åbenbaring for ham selv, forklarede kvinderne i studiet og tv-stuerne, hvor fantastisk det er, at kvinder kan blive gravide og føde børn. Og med det in mente i øvrigt ikke behøvede at udmærke os på så meget andet.

Det virkede som en dårlig trailer til ”The Handmaid’s tale”, eller i hvert fald et tegn på at vi ikke er kommet videre, siden en anden Ole (Ole Birch Olesen, LA.) i starten af årtiet kom med sine syv anklager mod kvinder.

Her vil jeg gerne rette en tak til forfatter Mathilde Walter Clarks opslag på Facebook, der efter debatten satte tingene på plads igen:

“Kvotemodstanderne holdt fast på, at de var “en fornærmelse mod kvinder”, som var så kompetente og dygtige, at de ikke havde brug for den slags “hjælp”. Men det er et spin, en bortledningsmanøvre, et pseudoargument, som må stoppe nu. Kvinderne er lige så dygtige og kompetente som mænd, det ved vi alle, det er mærkeligt overhovedet at nævne det. Vi er i 2019, ikke i 1919…det er ikke de dygtige og kompetente kvinder, der har brug for “hjælp”, men ansættelses-komitéerne, kuratorerne og redaktionerne. Kvoter er et brækjern til at afmontere de enorme skyklapper, som åbenbart sidder så godt fast, at de der går rundt med dem, slet ikke aner, de er der.”

Læs hele opslaget her:

https://www.facebook.com/mathilde.w.clark/posts/10158141118049769

Lad os håbe, at vi kan lægge ”ligestillings-eksperter” som disse Oler bag os i 20’erne ved at fokusere på dem, der rent faktisk ved noget om sagen.

Der vandt Kunsthal Charlottenborgs direktør Michael Thouber så til gengæld i mine øjne prisen som vidende og faktuel mandlig ligestillingsdebattør. Her har vi en mand, som ovenikøbet har tænkt sig at sætte handling bag ordene, og gå ind i arbejdet med at sikre mere retfærdige indkøb og udstillinger.

Som han sagde i Berlingske: “Det er bekymrende, at vi er ved at skabe en kunstverden uden kvinder.”

Myten om kvinder, der taler mere end mænd

Fakta, research, big data og algoritmer har leveret mange interessante studier og erkendelser igennem 10’erne. Ét studium kom her for nyligt, hvor lektor ved Syddansk Universitet: Hans Jørgen Ladegaard har sammenskrevet ti års forskning om kvinder og mænds taletid i fællesskaber.

“Mænd taler ofte længere og mere end kvinder. Når vi måler taletid, så har mændene ordet langt mere end kvinder. De taler simpelthen i længere tid.”

Han nåede frem til en klar konklusion: “Mænd taler ofte længere og mere end kvinder”. ”Når vi måler taletid, så har mændene ordet langt mere end kvinder. De taler simpelthen i længere tid.

Hvorimod kvindernes indlæg er langt mere frekvente, men væsentlig kortere end mændenes. Vi har også set en tydelig tendens til, at mænd afbryder langt mere, end kvinder gør det – endda en meget konsekvent forskel, som vi har set i alle vores undersøgelser”, forklarede han til avisen.

Myten om et feminiseret samfund

Ligestillingsmodstandere hævder ofte, at vores samfund – på trods af fakta – er styret af kvinder; og at vi lever i en feminiseret verden, der ikke levner plads til manden. De kunne eventuelt tygge sig igennem Caroline Criado Perez’ 411 sider lange bog Invisible Women. Exposing Data Bias in a World Designed for Men. Bogen påviser overbevisende det kønsmæssige datagab, vi i virkeligheden lever i.

BOGEN, ‘INVISIBLE WOMEN’ VISER AT DER ER LANGT FRA ER LIGESTILLING I TECH-VERDENEN ELLER I ALGORITMER OG BIG DATA.

”Caroline Criado Perez har sat sig for at dokumentere udbredelsen af tænkningen »hankøn-hvis-intet-andet-anføres«. ”

Den påviser også, hvordan de data, de algoritmer, vi træffer væsentlige beslutninger på baggrund af, ofte er “biased” og i langt overvejende grad er designet med manden som omdrejningspunkt som “mennesket”/testpersonen.

Perez påviser fx, hvordan det eksempelvis gør sig gældende i test af sikkerhed i biler, hvilket betyder kvinder er hårdere ramt ved trafikuheld samt ved diagnosticering, hvor kvinder i langt højere grad fejldiagnosticeres ved eksempelvis hjertesygdomme, fordi deres symptomer er ”atypiske” fra mændenes og viser, hvordan selv snerydning har en kønnet slagside for kvinders sikkerhed.

Perez bog leverer en lige databaseret linje til den feministiske klassiker ”Det andet køn”, af Simone de Beauvoir, som udkom i 1949. Den anskueliggjorde, hvordan vores samfund er bygget op omkring og på mændenes præmisser, med manden som ”mennesket” og kvinden som ”det andet køn”.

“Vi skal være opmærksomme på den alarmerede risiko for, at vi igennem design baseret på kunstig intelligens og algoritmer kommer til at cementere og forstærke de kønsmæssige uligheder, vi har i samfundet i dag, når vi “hælder” alle de data ind, som i forvejen er stereotypt kønnet.”

Bøger som ”Invisible Women…” dokumenterer overbevisende, hvor opmærksomme vi skal være på den alarmerede risiko for, at vi igennem design baseret på kunstig intelligens og algoritmer kommer til at cementere og forstærke de kønsmæssige uligheder, vi har i samfundet i dag, når vi “hælder” alle de data ind, som i forvejen er stereotypt kønnet. Bogen peger også på, at vi har et stort arbejde foran os med at trevle de nuværende skævheder op.

Et nyt eksempel herpå var, da Amazon måtte droppe deres screeningssoftware baseret på historiske søgedata, da techgiganten fandt ud af, at deres rekrutteringsalgoritmer var “biased” og foretrak mænd.

En anden interessant og omfattende ”machine-learning”-analyse kom i år – i 2019. Researcherne havde ”afkodet” 3.5 millioner engelsksprogede fiktion og non-fiction bøger publiceret mellem 1900 og 2008.

Analysen viste at ”Smuk” og ”Sexet” er de to adjektiver, der oftest benyttes til at beskrive kvinder. De mest brugte adjektiver for mænd var ”retfærdig, rationel og modig”. POV omtalte analysen, som man kan læse om, i denne artikel.

Big data, ny design og den eksponentielle udvikling kan med andre ord være en trussel mod ligestillingen, men giver samtidig også en lang række nye muligheder for at skabe transparens, se skævhederne, rette op på dem, og skabe nye løsninger.

LÆS ANDEN HALVDEL AF MARIANNE EGELUND SIIGS KRONIK OM ÅRTIET og LIGESTILLINGEN HER.

Det kræver sin mand at være kvindelig iværksætter

Marianne Siig — Tue, 19 Nov 2019 18:06:00 +0000

DAGENS POV // IVÆRKSÆTTERI & KØN – I Danmark endte 1 pct. af den samlede investeringskapital i 2018 hos startups ledet udelukkende af kvinder. Startups ledet udelukkende af mænd fik 98 pct. De resterende 1 pct. af investeringerne gik til startups der havde en ledelsesgruppe bestående af begge køn. Vejen til de grotesk ubalancerede tal er lige så lang, som konklusionen er enkel: Danmark går glip af et enormt innovations- og økonomisk potentiale, skriver Marianne Egelund Siig.

Ovenstående tal kommer fra rapporten Nordic Startup Funding og uanset om de 1 pct. til startups ledet af kvinder også afspejler betragteligt færre ansøgninger, så viser tallene en voldsom uhensigtsmæssig kønsmæssig skævvridning.

Forholdet mellem investeringer i startups ledet af mænd og startups ledet af kvinder har i øvrigt ligget stabilt gennem de seneste fem år.

Så lad os slå fast med det samme: kønsstereotype fordomme præger arbejdsmarkedet for iværksættere i lige så høj grad, som de spiller en rolle på resten af arbejdsmarkedet.

“Kære kvindelige iværksætter, hvis du vil pitche din idé med succes – så få en mand til det”

Køn er også en del af de problemstillinger, der vil blive diskuteret tirsdag i denne uge på ”Women’s Entrepreneurship Day” verden over og også i Danmark.

Dagen, der fokuserer på kvindelig iværksættere, ”blev skabt i 2013 og har organisationer i 144 lande; siden august har vi også haft en dansk gren af den internationale organisation, ”Female Founders of the Future”, som tirsdag afholder en konference med fokus på danske udfordringer og løsninger, når det drejer sig om kvindelige iværksættere.

Grundlægger Liva Echwald-Tijsen, der er ambassadør for Women Entrepreneurship Day siger:

”Vi har brug for, at aktørerne i det danske miljø omkring iværksættere samarbejder og gør en fælles indsats for at rette op på de køns-ubalancer, vi ser i dag”.

Kønsstereotype fordomme blokerer kvinderne

Man kunne fristens til at konkludere: Kære kvindelige iværksætter, hvis du vil pitche din idé med succes – så få en mand til det.

Og det er ikke kun med de ovenstående tal fra Skandinavien in mente, men også en konklusion, som kan læses i forskning fra USA om køn og iværksættere.

Et team af forskere fra Harvard Business School, MIT Sloan og Wharton har eksempelvis overbevisende dokumenteret, hvilke benspænd kvinder udsættes for, når de skal sælge deres idéer.

Med data fra tre iværksætterkonkurrencer i USA og to kontrollerede eksperimenter fandt forskerne frem til, at investorer simpelthen foretrækker iværksætterforretningsidéer, der bliver præsenteret af mandlige iværksættere fremfor idéer pitchet af kvindelige iværksættere.

Selvom indholdet var 100 pct. identisk, var det 60 pct. mere sandsynligt, at idéer fremlagt af en mand ville opnå ”pitch competition success”.

Forskerne valgte yderligere at teste, hvad der ville ske, når man ikke kunne se iværksætterne, men kun høre deres stemme henover en PowerPoint-præsentation.

Igen blev identiske idéer præsenteret for forskellige hold af investorer. Når investorerne blev bedt om at vælge et projekt, valgte 68 pct. af investorerne idéer, der var præsenteret af mandestemmer, mens blot 32 pct. valgte forretningsideer, der blev præsenteret af en kvindelig stemme.

“Kvindelige iværksættere bliver udspurgt om mere defensive faktorer med fokus på sikkerhed, ansvar og agtpågivenhed, end mænd gør.”

Uanset om forskelsbehandlingen er bevidst eller ubevidst, er det tydeligt, at kønsmæssig bias ser ud til at være en stor – og nogle gange afgørende – faktor, når der skal investeres i iværksættere.

Problemstillingen blev yderligere dokumenteret i et andet forskningsprojekt i USA.

En gruppe forskere observerede og analyserede 140 interviews imellem investorer og iværksættere ved en årlig startup funding event, hvor de mandlige iværksættere endte med fem gange så høj finansiering, som de kvindelige.

Forskerne fandt frem til, at de mandlige iværksættere i langt højere grad blev udspurgt om promovering, vækst, potentiale, resultater og deres håb og ideelle fremtid.

Omvendt blev de kvindelige iværksættere udspurgt om mere defensive faktorer med fokus på sikkerhed, ansvar og agtpågivenhed ligesom de også mødte flere bekymrede spørgsmål omkring tab og sikring mod fejl.

Den (bevidste eller ubevidste) kønsbestemte spørgeramme viste sig at have en direkte korrelation med de midler, iværksætteren i sidste ende endte med at få.

Jo mere iværksætteren var blevet sat i spil med sine håb, drømme og snak om potentiale – jo højere funding og modsat: interviews, der primært havde udspillet sig defensivt, endte med markant lavere eller ingen funding.

Det kan man på sin vis ikke kan fortænke investorerne i – der er ingen tvivl om, at et menneske, der kan udfolde sine ønsker og håb og planer, fremstår stærkere, mere troværdigt og værd at investere i, end et menneske, der skal forsvare og forklare usikkerheder, tvivl, potentielle risici, fejl og mangler.

Der er heller ingen tvivl om, at alle mennesker reelt performer bedre, når man bliver mødt i sit potentiale.

Resultaterne minder om den svenske professor Linghags, der i sin research af forfremmelser internt i virksomheder dokumenterede, hvordan vi ser mænds potentiale som værende mere ubegrænset, og kvinders om værende afgrænset til deres nuværende stilling.

Uanset hvad baggrundene er, stikker vi ubevidst en kæp i hjulet på det potentiale, der ligger i at få flere kvindelige iværksættere. Og også i at gøre gode investeringer.

Myten om kvinders mangel på mod

Myten om, at kvinder er mindre modige end mænd, bliver ofte brugt som årsagsforklaring på, at der er færre kvinder i lederpositioner både på det etablerede arbejdsmarked og også på iværksætter-arbejdsmarkedet.

Men det er vigtigt, at vi forholder os kritisk til den myte.

Omfattende international forskning, jeg tidligere har skrevet om, viste eksempelvis, at kvinder var modigere end mænd på alle parametre både i mands- og kvindedominerede sektorer.

I de sektorer, som er allermest mandsdominerede, er kønsforskellene størst. Og kvindernes mod relativt endnu større.

“At fastholde generaliserende stereotyper som den om de forsigtige kvinder og de pæne ”flinkeskole”-piger” er en af de barrierer, der står i vejen for kvinders succes…”

Forskningen, som blev beskrevet i Harvard Business Review i 2016, byggede på et omfattende studie, der indbefattede 360-graders evalueringer af 75.000 ledere verden over. Formålet var at teste opfattelsen af, at mænd generelt er mere modige og risikovillige.

Dette forskerteam ville grave dybere og sammenstille mænd og kvinder, når det gjaldt hverdagen som ledere med svære beslutninger, ”toughness” ifm. forandringsprocesser og til at gå hele vejen og gøre det nødvendige for at opnå de ønskede resultater. Konklusionen var tydelig: Kvinderne var på alle parametre i gennemsnit lidt modigere end mændene.

Undersøgelsen testede de vigtigste parametre for, om en person kan opnå resultater i en udfordrende hverdag som leder. Og opstillede et indeks over mod baseret på syv parametre:

Udfordrer vanetænkning
Skaber en atmosfære af kontinuerlig forbedring
Gør alt i sin magt for at nå mål
Får andre til at gå længere, end de troede de kunne
Giver andre energi til at sætte sig udfordrende mål
Identificerer hurtigt situationer, hvor forandring er nødvendig
Har modet til at gennemføre nødvendige ændringer

At fastholde generaliserende stereotyper som den om de forsigtige kvinder og de pæne ”flinkeskole”-piger” er en af de barrierer, der står i vejen for kvinders succes, både i etablerede organisationer og som iværksættere.

Og konklusionen er (desværre) igen snublende nær:

Hvis du vil have lettere arbejdsvilkår, så få dig en ”fake” mandlig kollega, der kan klare kommunikationen for dig.

Alt gik lettere efter de opfandt en mandlig startup-partner

Denne fastholdelse af kønsrelaterede udfordringer, fik i 2017 de to kvindelige iværksættere Penelope Gazin og Kate Dwyer til at sætte et eksperiment i gang.

Som det blev beskrevet i flere medier (her med en henvisning fra ”Fast Company”) havde de to mødt en række forhindringer som kvindelige iværksættere. Eksempelvis prøvede en web-developer, som de havde hyret til at hjælpe med en hjemmeside at slette det hele, efter Gazin afviste at gå på date med ham.

De fleste forhindringer var dog mere diskrete, men de oplevede indiskutabelt et mønster, hvor mandlige samarbejdspartnere ofte var langsomme til at reagere og lettere respektløse i korrespondancen.

Derfor besluttede de to kvinder sig for at oprette en tredje medstifter, ”Keith Mann”, en fiktiv karakter de brugte til at kommunikere med omverdenen.

Det var som nat og dag”, udtalte Dwyer. ”For mig tog det flere dage at få svar, men Keith derimod fik svar og status-updates med det samme, og der blev yderligere spurgt ind til, om der var andet, han havde brug for eller skulle have hjælp med”.

“”Før Keith Mann eksisterede, var det tydeligt at ingen tog os seriøst, og at alle troede vi var idioter.” Men da de samme folk modtag mails fra Keith, reagerede de med “okay, bro, yeah, lets brainstorm””

Dwyer og Gazin fortsatte med at bruge Keith regelmæssigt i deres kommunikation med omverdenen, og oplevede hvordan involveringen af en mand lod til at have en virkning på folks antagelser om deres virksomhed og påvirkede måden, de interagerede og kommunikerede med forretningen.

De fortæller, at ”før Keith Mann eksisterede, var det tydeligt at ingen tog os seriøst, og at alle troede vi var idioter.” Men da de samme folk modtag mails fra Keith, reagerede de med “okay, bro, yeah, lets brainstorm!”

Gazin og Dwyer har afskediget Keith Mann for nu, men de indrømmer, at de kan se ham spille en rolle i ”Witchsy’s” fremtid.

“Når folk læste om at en fiktiv person, Keith, blev taget mere seriøst end os, blev de ret vrede. Nu bliver han brugt som et værktøj, til at vise hvor omfattende kønsdiskriminering er i teknologiindustrien og på arbejdspladser generelt.

“Keith har gjort et godt arbejde,” lyder det fra de to kvinder.

Risiko for yderligere kønsmæssige uligheder

Det hurtigt kørende ”Tech-Tog”, hvor nye virksomheder og forretningsmuligheder buldrer derud af, indenfor STEM fagene har for længst forladt perronen.

Og her er kvinderne stærkt underrepræsenteret. Uden en kønsmæssig bevidsthed om den udvikling er der reelt risiko for, at vi kommer til at forværre ulighederne mellem kønnene. World Economic Forum skriver om det i bogen; ”Den fjerde industrielle revolution”.

Hvad ydermere bør have vores opmærksomhed, er det man kalder ”Algoritme bias”, når vi ukritisk bruger akkumuleret data baseret på vores nuværende kønsmæssige uligheder og stereotyper.

Et eksempel var Amazon, der måtte droppe deres automatisk rekrutterings screenings software, da det tydeligvis var bias overfor kvinder baseret på de historiske data, der var lagt i systemet.

Alarmklokkerne er reelle og bør tages alvorligt.

Samtidig med at vi bør være langt mere opmærksomme på at gribe mulighederne og investere i at udvikle ideer på tværs af de typiske kvinde- og mandsdominerede fagområder; lad os eksempelvis skabe nye ”Health-tech” eller ”Edu-tech” idéer sammen og på tværs.

Og også i iværksættermiljøer og startups arbejde på at skabe de kønsbalancerede, mangfoldig og inkluderende organisationer.

Kvinder i toppen af organisationer skaber gode resultater

Når det gælder kønsbalancerede ledelser, teams og organisationer, er den positive effekt på bundlinjen så veldokumenteret og velbeskrevet, at det kan synes trivielt at fortsætte med at fremhæve det.

Men bare for at slå det fast – så gør de samme tendenser sig gældende på iværksætterarbejdsmarkedet.

Forbes bragte eksempelvis en artikel i 2017, der refererede til data, som viste at Startup companies med kvindelige grundlæggere “næsten universelt havde præstere bedre end deres mandlige modparter.”

I rapporten ”Start-Up Culture report”, viste det sig at ”De hurtigst voksende virksomheder med 200 pct. + vækst er 75 pct. mere sandsynligt at de har en kvindelig grundlægger.”

“Lad os arbejde bevidst med det åbenlyst uretfærdige i, at kønnet afgør, om du er bagud på point fra start, når det handler om at realisere dine idéer og bygge den virksomhed, du drømmer om.”

Set fra et overordnet samfundsøkonomisk perspektiv er potentialet for ligestilling enormt og uomgængeligt.

Jeg har tidligere beskrevet, hvordan Danmark kan øge vores årlige BNP med 167 milliarder ved at komme på niveau med Island ligestillingsmæssigt, baseret på Mckinseys globale ligestillings rapport fra 2016.

Lad os med et par internationale undersøgelser slå fast, at det samme naturligvis gør sig gældende på iværksætterområdet; der vil være en kæmpe gevinst for alle, hvis vi formår at lukke det nuværende kønsgab.

Boston Consulting Group har opgjort, at det globalt kan øge BNP med ca. 3-6 pct., tilsvarende 2,5-5 billioner dollars.

I England har rapporten”The Alison Rose Review of Female Entrepreneurship” med den første kvindelige CEO i Royal Bank of Scotland, Alison Rose i spidsen, i deres arbejde opgjort bedre kønsbalancer blandt iværksættere til en potentiel værdiforøgelse på 250 milliarder britiske pund.

Hvad kunne Danmark vinde?

Det kunne være interessant at se regnestykket for Danmark. Hvilket økonomisk potentiale går vi glip af. Hvad kunne vi vinde?

Vi skal i hvert fald sikre, at de offentlige vækstfonds- og iværksættermidler bliver fordelt, uden at vi lægger forhindringer i vejen for kvinder – forhindringer, som mænd på den anden side ikke skal overkomme.

“Lad os arbejde bevidst med det åbenlyst uretfærdige i, at kønnet afgør, om du er bagud på point fra start, når det handler om at realisere dine idéer og bygge den virksomhed, du drømmer om.”

Vi må også sørge for, at vi får gang i at udnytte det fulde potentiale af den skaberkraft og iværksætterstyrke, vi har i Danmark.

Lad os arbejde bevidst med det åbenlyst uretfærdige i, at kønnet afgør, om du er bagud på point fra start, når det handler om at realisere dine idéer og bygge den virksomhed, du drømmer om.

Ny handlingsplan fra Vækstfonden

Vækstfonden kommer i dag med en handlingsplan på baggrund af deres undersøgelse tilbage fra 2018, der viste store kønsmæssige skævheder på iværksætterarbejdsmarkedet i Danmark.

Lad os håbe at planen kan være med til at skabe et nyt og mere retfærdigt afsæt for alle de gode kræfter på det danske iværksætterarbejdsmarked, og at alle aktører vil engagere sig og arbejde målrettet på at skabe de nødvendige forbedringer.

På ”Womens Entrepreneurship Day” skal der, også i Danmark, arbejdes med anbefalinger til bedre kønsbalancer på iværksætter-arbejdsmarkedet.

Mine anbefalinger er at vi:

Sikrer bedre transparens, data og fakta, når det gælder kønsbalancer og processer for iværksættere
Sikrer høj grad af bevidsthed omkring kønsmæssige benspænd i hele værdikæden af processer, miljøer, netværk og finansiering omkring en iværksætter
Får barselsfonden for selvstændige tilbage i en ny og bedre form, så der kan komme ordentlige barselsvilkår for iværksættere
Promoverer en mangfoldighed af iværksætter-rollemodeller
Gør iværksættervejen tydelig og attraktiv for alle studerende
Skaber flere muligheder for at mennesker på tværs af fag og brancher kan inspirere hinanden og gå sammen om nye bæredygtige og vigtige idéer

Foto: Pixabay.

Kvinnlige ledare som bidrar till en bättre värld

Sofie Gottlieb — Tue, 15 Oct 2019 00:00:58 +0000

Ligestilling som accelerator for verdensmålene

Marianne Siig — Mon, 23 Sep 2019 13:34:00 +0000

KOMMENTAR // VERDENSMÅL OG LIGESTILLING – FN’s 17 verdensmål er hinandens drivkraft og forudsætning. Vi kommer ganske enkelt ikke i mål med det ene mål uden det andet. Vi får ikke skabt den ønskede bæredygtige transformation eller levet op til det helt overordnede princip for målene, “Leave no one behind”, hvis ikke de sociale dimensioner og menneskerettighedsdimensionerne spiller en ligeværdig rolle ved siden af klima og miljø, skriver Marianne Egelund Siig, der særlig har set på det femte verdensmål om ligestilling.

Tidligere i år kom FN (nærmere bestemt UN Women) med en rapport, der kastede lys på det femte verdensmål om ligestiling og hvilken indflydelse lige dét mål har på resten af de 17 verdensmål.

Rapporten hedder: ”Ligestilling som accelerator for opnåelsen af SDG’erne”.

I denne uge fylder de 17 verdensmål – på engelsk kaldet for Sustainable Development Goals, og ofte blot forkortet SDG’erne – 4 år.

Længere tid er det ikke siden, 193 lande under FN’s generalforsamling i enighed den 25-27. september 2015 vedtog 2030 Dagsorden for en bæredygtig udvikling i verden; ”Verdensmålene – vor største mulighed og udfordring”, som professor Steen Hildebrandt præcist siger det.

Verdensmålene er skabt for at transformere verden og hviler på arbejdet i Brundtlandrapporten ”Vores fælles fremtid” fra 1987, på MDG’erne (Millenial Developmental Goals 2000-2015), på UN Global Compact indsatsen fra tusindvis af virksomheder og naturligvis på indsatsen fra idealister, aktivister, borgere og ledere, politikere og NGO’ere, der igennem årene har kæmpet for alle de sager, de 17 verdensmål rummer.

Vi ville ikke have været, hvor vi er nu med opmærksomheden omkring de 17 verdensmål, uden de tidligere indsatser.

“Vi skal alle gøre det meget bedre og måske især, når det gælder verdensmål og ligestilling”

Samtidig er det svært ikke at ærgre og bekymre sig over, at de veldokumenterede advarsler og indsatser ikke er blevet taget mere alvorligt af beslutningstagerne igennem mere end 30 år. Eller som Kigge Hvid skrev i en kronik forleden: ”Beslutningstagerne skulle for længst have lyttet til blomsterbørnene og professorerne med tænksomme briller, når de talte om bæredygtighed”.

Men lad det nu ligge, om end vågent i baghovedet, til næste gang, vi møder et visionært menneske med ideer og drømme om en bedre verden.

En ting er imidlertid sikkert. Vi skal alle gøre det meget bedre og måske især, når det gælder verdensmål og ligestilling.

Verdens vigtigste “to do”-liste

Fredag efter fredag forsøger børn og unge at råbe de voksne op i skolestrejker for klimaet. Mere end fire millioner var på gaderne i fredags i 163 byer verden over for at kræve seriøs og gennemgribende handling nu, inden det er for sent.

De fleste organisationer og virksomheder har da også taget FN’s verdensmål til sig, med en forpligtelse, der dækker alt fra, at lederne har sat den runde pin med de sytten farver på reverset, til at virksomheder konsistent har indarbejdet alle 17 verdensmål i deres strategi. Der er ikke mange erhvervsledere med respekt for sig selv, sin organisation og den verden, vi lever i, der længere tillader sig at ignorere FN’s 17 verdensmål og den nødvendige bæredygtige omstilling.

Verdensmålene er indbyrdes afhængige, gensidigt påvirkende og ikke prioriterede hedder det sig, men når man deltager i konferencer, møder eller kurser, hvor de 17 verdensmål er i centrum, kan man ikke undgå at få en oplevelse af, at det er klima og miljømålene, der dominerer, bliver prioriteret og regnet for de vigtigste. Ligestilling og verdensmål hører man meget lidt om.

Nu kommer man ikke i mål, hvis man har fokus på alt på én gang, men samtidig er det essentielt, at vi respekterer den indbyrdes forbundethed imellem de 17 globale mål og ser dem som ét hele.

Det er også vigtigt at forstå, at de er hinandens drivkraft og forudsætning.

Vi kommer ganske enkelt ikke i mål med det ene mål uden det andet. Vi får ikke skabt den ønskede bæredygtige transformation eller levet op til det helt overordnede princip for målene; Leave no one behind, hvis ikke de sociale dimensioner og menneskerettighedsdimensionerne spiller en ligeværdig rolle ved siden af klima og miljø, herunder ligestilling.

Særlig afgørende er efter min mening verdensmål nummer 5 om ligestilling, hvis vi skal i mål hele vejen rundt.

Som det også står formuleret i resolutionspunkt 20 fra FN’s Generalforsamling 2015; Gennemførelse af kønsligestilling og empowerment af kvinder og piger vil udgøre et afgørende bidrag til fremskridt på tværs af alle mål. I såvel dansk som internationalt arbejde med verdensmålene er det derfor vigtigt, at man på alle niveauer systematisk tænker et kønsperspektiv ind i implementeringen af disse mål. ‘

Fra bogen Bæredygtig Global udvikling” FN’s verdensmål i et dansk perspektiv.

Ligestilling og verdensmål – sæt i femte gear

Jeg har trawlet rapporten fra UN Women igennem og plukket budskaber og informationer fra den til denne artikel. Og det kan varmt anbefales at inddrage rapporten, når man arbejder med verdensmål – ikke kun ift. ligestilling men generelt. Bagerst er der en seks siders gennemgang med 3-9 punkter ved hvert verdensmål, der beskriver de positive konsekvenser for det pågældende mål ved succesfulde ligestillingstiltag.

“Lad os vise, hvordan man kan sætte farten op i femte gear på vej mod agenda 2030 og opfyldelsen af de 17 verdensmål og 169 delmål, ved at tage mål nummer fem om ligestiling seriøst.”

Hovedbudskabet i rapporten er enkelt: for at nå 2030 Verdensmålene er det nødvendigt at sikre ligestilling mellem kønnene i alle områder af samfundet. Der peges på, at det er nødvendigt at indtage en holistisk tilgang til ligestilling, således at vi transformerer de strukturer, der fastholder ulighed mellem kønnene i stedet for at implementere separate, fragmenterede indsatser (FN 2019, s. 9).

Opnåelsen af ligestilling mellem kønnene er også et vigtigt mål i sig selv, og samtidig altså kritisk som et middel til at opnå den bæredygtige udvikling vi ønsker på alle de andre verdensmål, fastslår rapporten, og kommer med en lang række veldokumenterede eksempler der anskueliggør titlen; Ligestilling som accelerator for opnåelsen af SDG’erne

Kvinder skal sikres reel indflydelse og deltagelse i ledelse

Rapporten påpeger eksempelvis, at en højere andel af kvinder med politisk autoritet direkte kan kædes sammen med mindre CO2-udledning, bedre beskyttelse af jord og større sandsynlighed for, at miljøtraktater bliver ratificerede. Ligeledes bliver der på et mere hverdagsniveau simpelthen genanvendt mere, når kvinder sidder i seniorstillinger i eksempelvis affaldshåndteringsinstanser.

I det hele taget peger rapporten på, at det er centralt at sikre, at kvinder og mænd deltager på lige fod i beslutningsprocesser for at nå en bred vifte af verdensmålene, bl.a. hvad angår afskaffelse af fattigdom (#1) og sult samt forbedret ernæring (# 2), sikre sunde liv (#3), kvalitetsuddannelse (# 4), sikre adgang til tilstrækkeligt (rent) drikkevand og sanitet (#6), fremme økonomisk vækst og skabe job (# 8), adressere klimaforandringer (# 13) og at fremme god forvaltning og effektive institutioner (#16).

Rapporten viser, at der er en tendens til at lande, hvor kvinder aktivt deltager i og leder politik, er mere inkluderende, lydhøre, lige og demokratiske. Kvindelige parlamentarikere er ligeledes mere tilbøjelige til at prioritere områder såsom uddannelse, sundhed, børnepasning, forældreorlov, beskæftigelse og pension.

De bekymrer sig typisk også mere om kønsbaseret vold og sikkerhed og udviklingsdagsordenen mere generelt fx hvad angår reduktion af fattigdom og levering af offentlige ydelser – alt sammen essentielle mål og delmål i de 17 verdensmål.

Konfliktforebyggelse og fred

Et voksende forskningsområde undersøger kvinders involvering i fredsprocesser.

Når kvinders deltagelse er på et meningsfyldt niveau, blandt andet som officielle eller uofficielle konsulenter, i kommissioner eller ved forhandlingsbordet, tyder meget på, at freden bliver mere bæredygtig, ligesom der er en større chance for at nå frem til en aftale. Endelig holder freden længere, hvis kvinder deltager som vidner, forhandlere, mæglere eller underskrivere (det er 20 pct. mere sandsynligt, at en aftale varer mindst 2 år, hvilket øges over tid, så det fx er 35 pct. mere sandsynligt, at aftalen varer 15 år, såfremt kvinder spiller en rolle) (FN 2019, s. 38-39).

“At sikre piger og kvinder uddannelse leder som enkeltstående indsats til en gevinst, man ikke kan overvurdere. For den enkelte kvinde er uddannelse en vej til højere livskvalitet, bedre mentalt og fysisk helbred, større mulighed for at skaffe sig indtægt.”

I Rwandas overgangsperiode til en demokratisk stat efter folkemordet midt i halvfemserne spillede kvinderne eksempelvis en betydelig rolle i forvaltningen af den nye, skrøbelige fred, og deres rolle i at forme beslutningerne bliver i tiltagende grad anerkendt som værende essentiel for landets langsigtede sikkerhed og stabilitet. I tråd med den tidligere nævnte øgede miljøansvarlighed hos kvindelige beslutningstagere, indførte Rwanda som det første land i verden (i 2008) totalforbud mod plastikposer.

Rwanda ligger i øvrigt på en 44. plads i World Economic Forums rangordning af ligestilling i verden, når det gælder kvinders deltagelse i ledende positioner og nummer et, når det kommer til andelen af kvinder i parlamentet (Danmark ligger hhv. på en 95. plads og en 23. plads – Charlotte Kirkegaard har tidligere skrevet om emnet i POV).

Udover at kvinders deltagelse i fredsforhandlinger giver højere succesrate og længerevarende fred, virker ligestilling også generelt som et værn mod voldelige konflikter. Således har undersøgelser konkluderet, at sammenlignet med mere ligestillede lande, har lande med stor ulighed mellem kønnene en større risiko for at være involveret i konflikter både internt og internationalt og for at skride til voldelige handler for at løse disse.

Ligeledes er personer, som er mere positive over for ligestilling og lige rettigheder mellem kvinder og mænd, mindre tilbøjelige til at opfatte andre lande som fjender (FN 2019).

Uddannelse er et universalmiddel

Øget ligestilling mellem kønnene kan også lede til en hurtigere og mere effektiv realisering af verdensmål nummer 8 om økonomisk vækst og ordentlige arbejdsvilkår, af reduktion af fattigdom (nummer 1) samt bedre sundhed og uddannelse (#3 og #4).

At sikre piger og kvinder uddannelse leder som enkeltstående indsats til en gevinst, man ikke kan overvurdere. For den enkelte kvinde er uddannelse en vej til højere livskvalitet, bedre mentalt og fysisk helbred, større mulighed for at skaffe sig indtægt.

For samfundet og de globale problemer, vi skal løse, er det eneste rigtige at give alle mennesker mulighed for at bruge deres talenter. Og hvis vi er opmærksomme på at skabe et mindre kønsopdelt uddannelses- og arbejdsmarked, vil vi samtidig kunne se øget innovation, nye løsninger og infrastrukturer.

De økonomiske gevinster, har jeg tidligere beskrevet ved McKinseys dybtgående globale analyse af potentialet i en verden, hvor kvinder deltager i økonomien på lige fod med mænd og generelt har samme muligheder som mænd; ”The power of parity: How advancing women’s equality can add 12 trillion dollars to global growth”. Rapporten giver 75 mulige ligestillings-interventioner, der ændrer verden til det bedre for alle. Og altså ovenikøbet giver os en økonomisk gevinst.

“Blandt de lande, som har forsøgt at beregne værdien af ubetalt omsorgsarbejde, vurderes det, at det udgør mellem 20 og 60 pct. af BNP, fremgår det af FN-rapporten.”

Hvilket igen ville kunne give øgede midler til investeringen i en global bæredygtig fremtid.

Det er også veldokumenteret, at kvinder, der sikres uddannelse, får færre børn, hvilket vil reducere befolkningstilvæksten, og derved mindske en af truslerne for ressourcetrækket på planetens klima og miljø.

Og vi må hele tiden huske, at, når vi investerer i piger og kvinder, så vinder alle. Kvinder, der gives mulighed for at komme ud af fattigdom, bruger ressourcerne på deres børn og familien generelt. Ligestilling har indflydelse på en lang række verdensmål.

Værdien af ubetalt omsorgsarbejde

Men én ting er, at kvinder får uddannelse og kommer ud på arbejdsmarkedet – et andet vigtigt perspektiv, der er relevant i alle verdenssamfund, er at anerkende, reducere og omfordele ubetalt omsorgsarbejde. Det vil skabe flere jobs og økonomisk vækst (# 8); have en positiv indflydelse på fattigdomsreduktion i form af øget indkomst (# 1); på sundhedspleje og uddannelse (# 3 og 4) og på at reducere ulighed (# 10).

Blandt de lande, som har forsøgt at beregne værdien af ubetalt omsorgsarbejde, vurderes det, at det udgør mellem 20 og 60 pct. af BNP, fremgår det af FN-rapporten.

Når det drejer sig om omfordelingen mellem kvinder og mænds indsats i hjemmet, viser et internationalt studie, at mænd, som påtager sig en aktiv faderrolle og rolle i hjemmet, er gladere og sundere, både fysisk og mentalt ifølge rapporten.

Tilsvarende konklusioner har vi set i svenske studier, som jeg tidligere har skrevet om.

En massiv og tabuiseret mur af vold

Kønsbaseret vold står som en massiv og tabuiseret verdensomspændende mur, der skal rives ned, for at vi kan lykkes med at skabe en bæredygtig verden. Der florerer forskellige tal, men de seneste tal fra FN (UNFPA) lyder på, at 35 pct. af alle verdens kvinder er blevet udsat for fysisk eller seksuel vold (fortrinsvis partnervold). En tredjedel af alle mord på kvinder bliver udført af en partner de har haft en nær relation til (oftest seksuelt).

“Lad os sætte ambitionerne højt, og påtage os ansvaret og forpligtelsen til, at Danmark på den samlede 2030 agenda fremstår som et foregangsland ved at vise, at det godt kan lade sig gøre at skabe og leve i et ligestillet samfund, der lever op til de mange mål og delmål under agenda 2030.”

At udrydde alle former for kønsbaseret vold både privat og i offentligheden er naturligvis helt afgørende. Men desværre er den indsats ikke særligt højt på agendaen. Forfatterne bag bogen Bæredygtig Global udvikling” FN’s verdensmål i et dansk perspektiv beskriver det rammende:

”Vold udgør en alvorlig trussel mod kvinders liv og helbred, men er også en stor belastning for sundhedssystemet. Samtidig er volden medvirkende til at hindre kvinder i at deltage i samfundslivet på lige fod med mænd. Men på trods af dette synes problemet ikke at engagere hverken sociale eller politiske kræfter i noget større omfang. Indsatsen overfor vold mod kvinder er ineffektiv og halvhjertet, også i det globale nord.”

For at lykkes med 2030-agendaen, er det indlysende kritisk, at kvinder verden over ikke udsættes for overgreb, diskrimineres, holdes nede, lukkes ude eller fratages mulighederne for at give deres bidrag.

FN’s rapport tilbyder et afgørende perspektiv, for at vi kan lykkes med Agenda 2030, nemlig at vi erkender og anerkender, at kvinder og kønsmæssig ligestilling besidder en transformativ kraft, som vi har brug for, for at komme i mål.

FN-rapporten konkluderer, at hvis vi således skal accelerere processen for at nå SDG’erne, skal der handles på fire indbyrdes afhængige områder inden for #5 ligestilling:

Sikre lige rettigheder, muligheder og udfald/resultater for både kvinder og mænd
Styrke kvinders autoritet, kapacitet og deltagelse i beslutningstagning
Transformation af magtrelationer på alle niveauer i samfundet
Udrydde kønsbaseret vold og diskrimination

I de kommende måneder skal der foregå et arbejde med at definere de danske indikatorer for indsats og opnåelse af de 17 SDG’er.

Danmark som foregangsland om verdensmål og ligestilling

Jeg håber, at de involverede parter vil sætte ambitionerne højt, og påtage sig ansvaret og forpligtelsen til, at Danmark på den samlede 2030 agenda fremstår som et foregangsland ved at vise, at det godt kan lade sig gøre at skabe og leve i et ligestillet samfund, der lever op til de mange mål og delmål under agenda 2030. Det er en mindst lige så god og vigtig eksportvare som vedvarende energi.

Lad os endelig også vise, hvordan man kan sætte farten op i femte gear på vej mod agenda 2030 og opfyldelsen af de 17 verdensmål og 169 delmål, ved at tage mål nummer fem om ligestilling seriøst, nationalt og i alle de organisationer og virksomheder der forpligter sig til de 17 verdensmål.

Tillykke med 4 års fødselsdagen til verdensmålene.

Se Greta Tunbergs tale til FN’s generalforsamling her:

Lyt også til podcasten ‘Historier om verdensmålene” om ligestilling i linket.

_________________________________________________________________________________________________

Kilder om verdensmål og ligestilling:

McKinsey 2015_The power of parity

UN 2019_Gender equality as an accelerator for achieving the SDGs

WEF 2018_Global Gender Gap Report

_________________________________________________________________________________________________

Topillustration: FN – UN Women

Mangfoldighed og inklusion – en god tommelfingerregel er at lytte

Marianne Siig — Sat, 17 Aug 2019 09:14:56 +0000

DAGENS POV // COPENHAGEN PRIDE – At kunne komme med alt det, der er en. Og blive mødt og rummet med glæde og nysgerrighed fra mennesker omkring en. Er det ikke et af de helt grundlæggende menneskelige drømme og behov, spørger strategisk ledelseskonsulent, rådgiver og facilitator Marianne Egelund Siig.

Du kom med alt det der er dig er titlen på en af vores smukkeste højskolesange, som spejler en stor forelskelse og kærlighed mellem to mænd. Vi har alle taget den til os. Kærligheden er jo universel. Titlen stærk, modig og efterstræbelsesværdig for alle. Fra Giro 413 lyttere til Copenhagen Pride-deltagere.

I denne uge var Jens Rosendals smukke sang også titlen på et af de mange arrangementer i forbindelse med Copenhagen Pride-ugen. En uge, der årligt giver mulighed for at fejre og sætte fokus på mangfoldigheden. Konferencer og debatter, underholdning, koncerter og i lørdagens Pride Parade igennem København.

“Accepten af, hvor mangfoldig menneskers oplevelse af kønsidentitet og seksuel orientering kan være, synes at brede sig.”

Vi har masser af grunde til at være stolte i Danmark over de sejre, vi har opnået. Og ligeså gode grunde til fortsat at arbejde for alle menneskers ligeværd og ret til at leve og realisere sig selv med den kønsidentitet de ønsker, og til trygt at elske dem, de elsker.

Forståelsen af køn er i den grad i bevægelse. På Facebook UK har man de seneste 5 år kunnet vælge mellem 71 forskellige kønsbetegnelser, alt efter hvad man identificerer sig med.

Normer for familiestrukturer er også i bevægelse. Således har Danmarks Statistik registreret 37 forskellige familieformer.

Accepten af, hvor mangfoldig menneskers oplevelse af kønsidentitet og seksuel orientering kan være, synes at brede sig.

I et specialnummer af National Geographic i 2017 udforskede magasinet kulturelle, sociale, biologiske og individuelle aspekter af køn. Forsiden portrætterede syv forskellige køn. Og indeni var der et stærkt udsagn fra trans-pigen Avery Jackson:

”Det bedste ved at være en pige er, at jeg ikke behøver lade som om, jeg er en dreng”.

LGBTI+-personer er fortsat udsatte

Men som med alle frigørelser fra fastlåste normer og ligestillingsspørgsmål skal der arbejdes for fremgangen kontinuerligt, og rettigheder, der en gang er opnået, kan aldrig tages for givet.

LGBTI+-personer oplever stadigvæk i højere grad end andre at blive udsat for fysiske og psykiske overfald i det offentlige rum – og på nettet.

Undersøgelser igennem en 12-årig periode har anslået, at mellem 1.500 og 2.000 personer om året er udsat for hadforbrydelser på baggrund af homo, bi, eller transfobi. I Pride-ugen ses der ulykkeligvis også hvert år had/fobi-motiverede overfald på Copenhagen Pride-deltagere, således også i denne uge.

“…en fjerdedel af LGBT+ (trans- bi og homoseksuelle) personer på danske arbejdspladser føler, at de ikke kan være åbne om deres seksualitet og kønsidentitet.”

Hvis vi skal sikre fortsat (og øget) frigørelse og inklusion, er der brug for en indsats fra alle – politisk, på arbejdsmarkedet og i uddannelsesinstitutionerne.

Ligestillingsministeriet præsenterede i denne uge en undersøgelse, der viser, at en fjerdedel af LGBT+ (trans- bi og homoseksuelle) personer på danske arbejdspladser ikke føler, at de kan være åbne om deres seksualitet og kønsidentitet.

Samtidig viser undersøgelsen, at manglende åbenhed på arbejdspladsen giver en forhøjet risiko for stress, depression og generelt mistrivsel blandt målgruppen.

Forstemmende nok viste undersøgelsen samtidig, at de færreste arbejdspladser har en personalepolitik, der adresserer LGBT+-forhold.

Mogens Jensen vil i forlængelse heraf indlede en dialog med arbejdsmarkedets parter og udtalte i mandags til A4 Nu: ”Det er en kæmpe begrænsning af ens frihed, hvis man ikke føler, at man kan være den person, man er.”

Det er godt, hvis der kan komme mere gang i de konkrete tiltag, og det er helt essentielt, at ansvaret for at skabe trygge og inkluderende arbejdsmiljøer bliver taget alvorligt af arbejdsmarkedets parter.

Hverdagsdiskrimination

IBM, som er en af foregangsvirksomhederne inden for LGBTI+-inkluderende virksomhedskultur, har kaldt den energi, der går tabt, når en LGBT+-person ikke kan være åben omkring sin kønsidentitet eller kærlighedsliv ”the cost of thinking twice”; den ekstra opmærksomhed, det kræver, den ekstra byrde, det er, ikke at føle, at man frit kan dele oplevelser fra sin fritid eller at overhøre diskriminerende udtalelser, der rammer én personligt, uden at afsenderen nødvendigvis er klar over det.

Det kan være, at man laver et ”cover-up”, og ikke fortæller på arbejdet, at man lever i et eksempelvis homoseksuelt forhold.

Det kan være, at man gør sig umage med at underspille en del af sin identitet på arbejdet. ”Coping-strategierne” kan være mange.

“Så længe undersøgelser kan dokumentere, at vi bevidst eller ubevidst diskriminerer, skal vi arbejde på at skabe forbedringer.”

Nogle former for diskrimination kan umiddelbart virkelig ubetydelige, og mange LGBTI+-personer lærer at sige ”pyt” til mange ting.

Men alle de små udtrykte fordomme, diskrimineringer eller oplevelser af ikke at passe ind, eller ikke at blive respekteret, som den man er, fungerer som syreregn på en statue, der over tid mister hænder og fødder.

Over tid giver det mindre selvværd, over tid oparbejdes der en større risiko for mistrivsel.

Eftersom det anslås, at LGBTI+-personer udgør omkring 6-10 procent af befolkningen, er det altså refleksioner og bekymringer, der kan fylde hos en stor del af den danske arbejdsstyrke.

Så længe undersøgelser kan dokumentere, at vi bevidst eller ubevidst diskriminerer, skal vi arbejde på at skabe forbedringer.

Som ledere og organisationer skal vi gøre det helt eksplicit, at man ikke tolererer nogen form for diskrimination. Vi skal indsætte tydelige inkluderende initiativer og politikker, ”modgifter” mod ekskluderende adfærd, mod ”syreregns-effekterne”.

Som med ligestilling generelt er der ikke nogen enkelt løsning, der klarer det hele. At skabe et sundt inkluderende studie- eller arbejdsmiljø kræver en indsats, strukturelt, lovmæssigt, kulturelt og mellemmenneskeligt.

En god tommelfingerregel er at lytte

Københavns Kommune gik tidligere på året foran i deres vedtagelse af 50 konkrete forbedringsforslag for deres LGBTI+-borgere og besøgende, der kan bruges som inspiration til andre kommuner.

I ugens løb er der også kommet en række konkrete forslag til, hvordan vi kan skabe et mere inkluderende samfund.

Institut for Menneskerettigheder præsenterede tirsdag anbefalinger til handling på baggrund af en omfattende undersøgelse af Folkeskolelæreres trivsel og oplevelser ift. LGBT+-inklusion.

Rapporten kunne glædeligt konkludere, at der er en høj grad af arbejdsglæde og oplevelse af inklusion, men samtidig paradoksalt nok en dokumentation af, at LGBT+-lærere færdes i et miljø, hvor negativt sprogbrug om LGBT+-personer hører til dagens orden, og mange har haft ubehagelige oplevelser pga. deres seksuelle orientering.

“Vi skylder på alle måder hinanden at åbne øjnene for, hvilke særskilte udfordringer LGBTI+-personer risikerer at møde i livet. Eksklusion, begrænsning og snæversyn kan ikke betale sig. At værne om mangfoldighed er at værne om vores samfund, organisationer og virksomheder.”

PROSA (Fagforbundet for IT) bidrog i 2018 med en grundig undersøgelse om deres LGBT+-medlemmers trivsel. Der gav indsigter i dilemmaerne ved, at det både kan have negative konsekvenser ikke at være åben, og også at være åben.

I samarbejde med konsulentvirksomheden Normværk fulgte PROSA i denne uge op med et katalog af konkrete forslag til overenskomsten og til lovgivning, herunder at vi lægger os op ad den svenske anti-diskriminationlovgivning, hvor organisationer er forpligtet til proaktivt at iværksætte initiativer og politikker, der modvirker diskrimination.

En god tommelfingerregel i inklusionsarbejde er at lytte. Tal mere med end om de personer, det handler om. En sammenslutning af 10 forskellige LGBTI+-interesseorganisationer har gjort det let at lytte til hvilke behov, de oplever, der er for nye politiske tiltag, da de er kommet med en række, overskuelige og konkrete forslag til en stærkere LGBTI+-politik i Danmark.

Vi skylder på alle måder hinanden at åbne øjnene for, hvilke særskilte udfordringer LGBTI+-personer risikerer at møde i livet.

COPENHAGEN PRIDE 2018. WIKIMEDIA COMMONS.

Inklusion er guld værd

Samt at arbejde med at skabe forbedringer – fordi det er det etisk rigtige at gøre, fordi det er nødvendigt, og samtidig også fordi det, som altid med mangfoldighed og inklusion, er det smarteste at gøre:

Eksklusion, begrænsning og snæversyn kan ikke betale sig. At værne om mangfoldighed er at værne om vores samfund, organisationer og virksomheder.

Som jeg tidligere har skrevet om i Berlingske Business, så påviser en lang række rapporter og analyser, at LGBT+-inklusion øger produktivitet, kreativitet og forbedrer bundlinjen.

I 2015 udkom den omfattende rapport “Open for business”, hvori toneangivende globale virksomheder, bla. Google, Barclays, Ernest & Young, samlede deres viden, resultater og erfaringer.

Rapporten dokumenterede entydigt, men nuanceret, en stærk business case for LGBTI+-inkluderende kulturer både på individplan, virksomhedsplan og samfundsplan.

En undersøgelse fra 2013 lavet af The Catalyst med deltagelse af 800 virksomheder viste, at de virksomheder, der implementerede en LGBTI+-venlig politik, øgede deres værdi, produktivitet og forbedrede deres bundlinje væsentligt.

Det gjorde sig i udtalt grad gældende for vidensvirksomheder med brug for højtuddannede medarbejdere. Undersøgelsen viste tilsvarende, at virksomheder, der havde afbrudt eller nedlagt tidligere LGBTI+-politikker og -initiativer, kunne aflæse det negativt på de samme parametre.

“Eksklusion, begrænsning og snæversyn kan ikke betale sig. At værne om mangfoldighed er at værne om vores samfund, organisationer og virksomheder”

Endelig er det værd at nævne, at Credit Suisse i 2016 undersøgte, hvilken indflydelse LGBTI+ -inklusion havde på 270 globale virksomheder, der var kendt for en særlig succesfuld indsats på området. Analysen viste, at de 270 virksomheder havde performet 3 procentpoint bedre årligt over de sidste 6 år på Morgan Stanley Capital Internationals ACWI-indeks ift. sammenlignelige virksomheder.

Der er mange gode eksempler fra virksomheder, der har taget LGBTI+-problemstillinger til sig og arbejdet på at skabe forbedringer. Når flere perspektiver tages ind, skabes der en større forståelse af markedet og kunderne, hvilket øger konkurrenceevnen. Det er Merrill Lynch et godt eksempel på.

De erkendte, at mange LGBTI+-personer har særlige udfordringer, når det gælder køb af fast ejendom.

For at imødekomme udfordringerne oprettede de et kerneteam på 10 rådgivere til gruppen og efteruddannede mere end 250 finansielle rådgivere i, hvordan de kunne yde bedre service til LGBTI+-personer. Resultatet blev, at den del af deres forretning voksede med 1,4 milliarder US dollars over 4 år.

Et kollektivt lettelsens suk

Man kan altså arbejde for øget inklusion af LGBTI+ personer med forvisning om, at for enden af den regnbue findes masser af det guld, som mangfoldighed og inklusion bringer med sig.

I en virksomhed, hvor minoriteter er synlige og trives, skabes der generelt en mere rummelig kultur, som gør, at alle ansatte kan komme på arbejde med alt det, der er dem og drage et kollektivt lettelsens suk, fordi ingen behøver at lade som om. Øget LGBTI+-inklusion er med til generelt at nedbryde de begrænsende stereotyper, vi alle lever med.

“Lad os arbejde på at skabe de helt konkrete forbedringer og tiltag, der skal til. Og ikke mindst bruge de næste par år på at blive værdige rollemodeller i alle vores organisationer…”

Det er en glæde at se mange organisationer bakke op om Copenhagen Pride og deltage i paraden som et statement overfor omverdenen, medarbejdere og kunder; at de deler visionerne om mangfoldige og inkluderende organisationer og samfund.

Lad os arbejde på at skabe de helt konkrete forbedringer og tiltag, der skal til. Og ikke mindst bruge de næste par år på at blive værdige rollemodeller i alle vores organisationer, inden Danmark og København er vært for World Pride 2021, hvor 750.000 mennesker forventes at deltage.

Med ønsket om, at alle vil værne om den frihed, vi har opnået, og fortsat vil bidrage til at skabe de nødvendige forbedringer. Hav en god og farverig Copenhagen Pride!

_________________________________________________________________________________________________

LGBTQIA+ styr på bogstaverne

LGBT+ ungdom har lavet en fin ”alfabetisk” gennemgang af centrale termer, som du kan se her.

Hvis man som virksomhed er interesseret i at forbedre sit miljø for LGBT+-personer (og andre), har Dansk Industri i samarbejde med Danish LGBT Business Network og en række virksomheder en folder, der beskriver best practiceog gode råd ift. LGBT+-inklusion. Folderen kan downloades her.

FIU Fagbevægelsens Interne Uddannelser, har ligeledes udarbejdet en god folder med materiale og anvisninger for en mere inkluderende kultur på arbejdspladserne for LGBT+. Download den her.

_________________________________________________________________________________________________

Bidrag med dine idéer

”Usynlig diskrimination på Arbejdspladsen”. Torsdag afholdt Normværk workshop for PROSA blandt andet med opfordring til at deltagerne skrev egne forslag ind til forbedrede vilkår, lovgivning og krav til overenskomster. POV’s læsere er velkomne til at gøre det samme.

Skriv til rikke@normvaerk.dk. Forslagene vil blive samlet og overrakt til Mogens Jensen, til arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger.

_________________________________________________________________________________________________

Hovedfoto: Thomas Haansbæk.

Velkommen til Mogens Jensen, ny minister for ligestilling: ”Rigtige mænd er feminister”

Marianne Siig — Thu, 04 Jul 2019 15:59:18 +0000

DAGENS POV // POLITIK – Mogens Jensen har chancen for at blive den minister, der skaber en ny ligestillingshistorie og sætter spor, som for alvor rækker ud i fremtiden på området – ikke mindst fordi man må formode, at der er en stærk opbakning fra regeringens støttepartier til at lukke gabet mellem den formelle og den reelle ligestilling i Danmark, skriver Marianne Egelund Siig. Hun ønsker den nye ligestillingsminister lykke til og tilbyder ham en to-do liste i 10 punkter, der kan bruges i det videre arbejde.

Tillykke med den nye regering og tillykke Mogens Jensen med din nye vigtige opgave som ligestillingsminister.

Det var skuffende, at ligestilling ikke fik mere opmærksomhed igennem valgkampen, og at Mette Frederiksen ikke formåede at sammensætte et mere kønsbalanceret ministerhold.

“Jeg hepper på dig, Mogens Jensen”

Det er også ærgerligt, at der ikke er kommet nogen kvindelige ministre i de tunge ”Mahogni-ministerier” Justits, – Udenrigs-, og Finansministeriet samt at ligestilling skal kæmpe om opmærksomheden med tre andre ministerier under samme minister.

Endelig er jeg også skuffet over, at ligestilling kun fik tre linjer i regeringsgrundlaget.

Men overrasket – det er jeg ikke.

”Vi har kønsligestilling som en vigtig dansk værdi i den nye Danmarkskanon, men har samtidig ikke set en eneste større ligestillingsreform de sidste 20 år”, konkluderede Drude Dahlerup sidste år i en undersøgelse af ligestillingens vilkår i Folketinget.

Men på den bane kan jeg ikke desto mindre godt se, at Mogens Jensen kunne gå hen og overraske ved faktisk at have forståelse og ambitioner for ligestillingsområdet.

Hans udtalelse fra 2014, hvor han på Twitter gjorde klart, at; ”Rigtige mænd er feminister” peger i den retning.

“…Mogens Jensen havde i sin tid som udviklingsminister faktisk fokus på, hvordan udviklingshjælp også skal gives med sigte på at bedre kvinders vilkår verden over.”

Ligeså gør hans indkaldelse af Mette Bock til samråd omkring nedskæringerne af KVINFO’s biblioteks bevillinger tilbage i 2017.

Rigtige mænd er feminister. @manusareen og jeg bakker op om FNs #HeForShe kampagne for #ligestilling i verden #dkpol pic.twitter.com/JBuchlAW0t
— Mogens Jensen (@MogensJensenS) October 7, 2014

Det er også værd at huske på, at Mogens Jensen i sin tid som udviklingsminister faktisk havde fokus på, hvordan udviklingshjælp også skal gives med sigte på at bedre kvinders vilkår verden over.

Derfor hepper jeg på dig, Mogens Jensen. Og jeg tror, at der ligger et stort uudnyttet potentiale for at skabe forbedringer foran den kommende ligestillingsminister. Af de tre linjer som er skrevet ind i regeringsaftalen, er det (udover samtykkelovgivningen) særligt vigtigt at holde fast i, at der står; ”En ny regering ønsker et samfund, hvor mænd og kvinder har reelt lige muligheder”. ”Reelt” indikerer, at der kan ske og bør ske forandringer i de kommende fire år.

Der er masser af områder, hvor vi kan prale af at have de formelle regler og lovgivninger på plads; f.eks. Lov om ligeløn.

Men samtidig har vi mere end 40 år efter lovgivningen formelt kom på plads ikke reelt ligeløn i Danmark. På trods af Erhvervsstyrelsens regler om måltal og rapporteringer om bedre kønsbalancer bestyrelser, har udviklingen reelt stået stille, og det faktum har været uden konsekvenser.

Jeg håber, at Ligestillingsministeren fremfor alt vil bruge sin magt og autoritet som minister til at skabe de strukturelle og reelle forandringer, der er brug for.

70’ernes kvindebevægelse var præget af sloganet “Gør det private politisk”. Bevægelsen havde mange succeser; inklusiv loven om ligeløn, legaliseringen af abort og et fokus på at børneopdragelse og husarbejde skulle deles mellem mænd og kvinder.

At det typiske kvindearbejde ikke skulle anses som mindre fint eller mindre værd end det typiske mandearbejde, på daværende tidspunkt. Bevægelsen fik rykket på den kollektive bevidsthed væk fra ideen om, at kvinder var mænd underlegne. Om end blindtests viser, at vi stadig i vores underbevidsthed har en forestilling om mænd som generelt mere værd end kvinder.

Men fremfor alt har vi siden midt 80’erne haft en periode, hvor alt der handlede om køn og ligestilling, er blevet individualiseret. Det politiske og strukturelle er blevet gjort privat.

Udfordringen med kønsdiskrimination i værdisættelsen af arbejde er blevet til et spørgsmål om, hvorvidt kvinder er gode eller ej til at forhandle deres løn. Manglen på kvinder i toppen af vores organisationer og bestyrelser – eller det faktum at mænd ikke tager særlig meget barselsorlov – er blevet gjort alene til et spørgsmål om den enkeltes personlige præferencer og valg.

Og i erhvervslivet har arbejdet med ligestilling igennem de seneste 15 år været præget af en slags ”Fix kvinderne”-holdning, som har guidet initiativerne for at rette op på køns-ubalancerne.

Nu har Mogens Jensen chancen for at blive den minister, der skaber ny ligestillingshistorie og sætter spor, som for alvor rækker ud i fremtiden på området. Ikke mindst fordi man må formode, at der er en stærk opbakning fra regeringens støttepartier til at lukke gabet mellem den formelle og den reelle ligestilling i Danmark.

Jeg vil her tillade mig at komme med refleksioner til 10 punkter til to do-listen for det videre arbejde:

Tænk stort og tænk ligestilling på tværs af alle ministerier og tiltag

Ambitionerne for ligestillingsområdet bør gå på tværs af alle ministerier og være en del af alle ministeriers arbejde. UN Women har udgivet en rapport med analyser, der påviser at af FN’s 17 verdensmål vil mål #5 omkring ligestilling arbejde som accelerator for samtlige 16 andre mål. Ligestillingsministeren bør bære denne viden tydeligt ind i Folketingets tværpolitiske SDG#17 ”2030 Netværk”, der screener politiske forslag for deres påvirkning af verdensmålene. Der er kønsperspektiver i alle ministerier, der bør analyseres og rettes mod øget ligestilling. Der er fremfor alt et stort uudnyttet potentiale for bedre kønsbalancer og øget inklusion i alle ministerier, til alles bedste.

Obligatorisk ligestillingstjek af lovforslag og finanslove for mulig kønsmæssig slagside

Det er nødvendigt at dæmme op for utilsigtede negative ligestillingskonsekvenser ved nye tiltag og lovgivning. Den nye regering bør etablere en langt mere systematisk analyse af de eventuelle kønsmæssige slagsider ved nye initiativer, bevillinger eller besparelser på tværs af ministerier. Folketingets Ligestillingsudvalg bør have det som en del af deres ambition, at blive et af de helt væsentlige udvalg til dette formål.Den tidligere regering indførte en del initiativer, der havde kønsmæssig slagside; når man giver topskattelettelser og fjerner afgifter på dyre biler, kommer det primært mænd til gode. Når man sænker kontanthjælpsloftet, rammer det i langt overvejende grad enlige kvindelige forsørgere.

Sæt mål for bedre kønsbalancer på ledende niveauer

På trods af øget fokus, lov om måltal og diverse indsatser er andelen af kvinder i bestyrelser stagnerende ifølge „Institut for Menneskerettigheder“. Og i World Economic Forums store, årlige „Gender Gap rapport“ fik Danmark i 2018 den hidtil dårligste placering, hvad angår procentdelen af kvinder i ledende stillinger.Danmark blev nr. 95 ud af 144 lande. Sæt et mål for, hvor I synes, Danmark skal være, og hvornår. Og styrk alle de indsatser, der bidrager til, at vi når derhen. Helt konkret kan regeringen gå i gang med at kigge på eksempelvis de 4.000 offentlige bestyrelser.

Kun 3 procent af de offentlige bestyrelser har måltal for andel af mænd og kvinder i bestyrelsen. Det bør rettes op. Også i det private erhvervsliv skal de nuværende krav fra ”Den danske model” med lov om måltal for de 1.200 største virksomheder, følges op, og manglen på forbedring have konsekvenser.

4. Styrk indsatsen imod det kønsopdelte arbejdsmarked

Når vi kigger på arbejdsmarkedet horisontalt, har Danmark et af Europas mest kønsopdelte arbejdsmarkeder. Opdelinger, som forhindrer effektiv udnyttelse af alle talenter, fordi vi har opbygget stereotype forestillinger og kulturer, som står i vejen for, at alle får udfoldet deres fulde potentiale.

Her nytter det ikke med ensidige løsninger som eksempelvis alene at fokusere på at tiltrække flere kvinder til STEM (Science, Technology, Engineering, Math), om end det er meget vigtigt, fordi fremtiden defineres her.Men sammenhængskraften i samfundet skabes blandt andet på grund af indsatsen fra primært kvinder i omsorgssektoren. Målet må være at skabe kønsbalancer og ikke bare udhule den ene sektor fremfor den anden for arbejdskraft.Vi har derfor også brug for en målrettet indsats for at få flere mænd over i omsorgssektoren.

5. Skab en ligestillings-/ligelønsstandard med certificering

Transparens, opfølgning og konsekvens er nogle af de elementer, man ved virker. Der er brug for en samlet, faktabaseret, lettilgængelig, og fremadrettet opfølgning på, hvordan lovgivning og indsatser virker og udvikler sig.

Efter mere end 40 år med ligelønslov, kan vi stadig dokumentere, at de uforklarlige lønforskelle ikke har rykket sig, siden eksempelvis Lederne begyndte at måle på dem for 15 år siden.

I 2018 var den uforklarlige lønforskel på 7.1 procent. Ingeniørforeningen i Danmark, IDA, fandt tilsvarende dårligt nyt på ligelønsfronten, og under overskriften ”Hvem der bare var mand!” viste de, at den uforklarlige del af lønforskellen mellem mænd og kvinder for deres medlemmer uden ledelsesansvar er på 8.9 procent.

Den tidligere ligestillingsminister var på banen for at undersøge den islandske ordning med certificeringer, og mulighederne for at etablere noget tilsvarende i Danmark. Og eventuelt få DA og FH (Fagbevægelsens Hovedorg.) til at udarbejde fælles standarder. Får vi en ligestillings-standard/certificering med konsekvenser ved mangel på opfyldelse, vil det være et af de første helt konkrete politiske ligestillings-reform-tiltag i de seneste 20 år.

Tænk nyt omkring barselsreglerne

Forlæng, fordel og gør den mere fleksibel. Vi skal være længere på arbejdsmarkedet. Vi får i gennemsnit 1.8 barn pr. kvinde. Vi bør have råd til barselsvilkår på linje med de gode erfaringer på ca. 16 måneder fra Sverige. 75 procent af danske mænd og 82 procent af danske kvinder ønskede i 2018, at mændene kunne holde længere barsel.

Giv 6 måneder øremærket til moderen, 6 måneder øremærket til faderen, og 6 måneder man fordeler, som man ønsker i familien. Og eventuelt også kan strække over tid, evt. med fire dages arbejdsuger til nye forældre.

Ligestillings-slagsiden ved barsel kommer ikke af, at kvinder er væk i længere tid, men af at mændene tilsvarende stort set ikke er væk fra arbejdsmarkedet i forbindelse med barsel (i gennemsnit 30 dage). Det gør mænd mere attraktive for arbejdsgivere. Men mange mænd går derved glip af at være primær ansvarlig i hverdagen i hjemmet over længere tid, og det kan præge fordelingen af omsorgsansvaret i resten af barnets opvækst.

Gentænk og genindfør barselsfonden for iværksættere

Vi mangler kvindelige iværksættere – en af barriererne er de umulige vilkår for iværksættere, der ønsker både at skabe virksomhed og stifte familie. Den tidligere ordning blev afskaffet, da den efter sigende var svær at administrere. Det må være muligt at rette op på og få etableret barselsvilkår igen, så vi ikke taber de dygtige kvindelige iværksættere.

Beskyt ofre for vold og seksuelle krænkelser

Omkring 33.000 danske kvinder bliver udsat for partnervold hvert år. Og de omkring 5.000 voldtægter og voldtægtsforsøg om året skal behandles markant anderledes med større hensyn til ofrene, uanset køn.

Loven om samtykke er en del af regeringsløftet, og vil gøre en forskel. Der bør også afsættes flere midler til krisecentre for ofre for vold.Og dæmmes op for bølgen af hævnporno, og krænkelser på nettet. Mere end hver femte unge har oplevet at få tilsendt seksuelt krænkende billeder.

Hvis vi ser på, hvilken kultur der præger vores arbejdspladser, når det gælder de kønnede udfordringer, så̊ er vi i Danmark indehavere af en trist Europarekord; Vi er det land i Europa, hvor flest kvinder har været udsat for sexchikane.

En betydelig del af denne chikane sker på arbejdspladsen.De mange kommunikationsplatforme på nettet gør det lettere at udøve krænkelser, og lovrammerne er slet ikke opdaterede til at håndtere digitale krænkelser. Men tilsvarende kunne regeringen kigge på, hvordan den evt. via online-platforme kan gøre det lettere at anmelde seksuel vold og chikane, og komme direkte i kontakt med professionelle terapeuter, jurister mfl., der kan hjælpe ofrene på bedst mulige vis.

Samtidig skal der en massiv indsats til for at forebygge volden.

8. Forebyg og bekæmp negativ social kontrol

Byg videre og forstærk den ambitiøse handlingsplan til bekæmpelse af social kontrol på tværs af etnisk herkomst, der blev iværksat for et par år tilbage. Og gør det i samarbejde med de kræfter i minoritets-etniske miljøer, som allerede arbejder for at fremme frihed og lige muligheder uanset køn og seksuel orientering.

“Der er intet af detovenstående, jeg ikke ville forvente et flertal for i det nuværende folketing. Det er ikke nye punkter. Det nye ville være, hvis vi så ”reelle” politiske reformer og interventioner på områderne, så vi kunne komme videre.”

Afsæt midler der sikrer, at det sker, at der er opbakning og ressourcer til både ildsjæle og fagpersonale for en struktureret og vedholdende indsats på området. Iværksæt omfattende dialog-tiltag, hvor både fædre og mødre inddrages i arbejdet for at sikre de unge kvinder og mænd i minoritets-etniske miljøer lige rettigheder, frihed og muligheder.

Uddannelse og dannelse i køn og ligestilling

Vi skal sikre, at lærere på alle niveauer (ligesom pædagogerne) har køn, ligestilling og mangfoldighed som en del af det obligatoriske pensum. Samt at elever på alle niveauer også undervises og inddrages i de demokratiske samtaler og processer omkring ligestilling, mangfoldighed, inklusion og ligeværd. Folkeskolens temauge ”Uge 6” med fokus på seksualitet bør gøres obligatorisk.

Der bør kigges på de kønnede perspektiver generelt i pensum og indenfor undervisningssektoren.

Der bør iværksættes konkrete initiativer, der bekæmper køns-stereotyper fra vuggestuen til universitetet – og vi må sørge for, at vi meget bevidst fremmer og skubber på de mere køns-utraditionelle valg, så alle oplever, de kan være og blive lige den de har lyst til, og deres potentiale ansporer til, uanset køn.

10. Kig ud i verden og hent inspiration

Vores nordiske naboer ligger stadig helt i toppen, når det gælder ligestilling, og har mange gode tiltag Danmark kan lære af.

I og med at Mogens Jensen også er minister for Nordiske anliggender, ligger det lige for at arbejde målrettet i Norden for at sikre øget ligestilling i fællesskab og på tværs med inspiration fra hinandenI en rapport lanceret af OECD og Nordisk Ministerråd i 2018 blev der for første gang på nordisk niveau beregnet værdien af den opnåede ligestilling på arbejdsmarkedet over de seneste 50 år. Den taler stærkt for det økonomiske incitament ved at opnå fuld ligestilling.

Men også i EU er der mange nye positive ligestillingstoner, og i Frankrig har Præsident Macrons regering udviklet og påtaget sig en betydelig forpligtelse til at gennemføre 50 ligestillingsinitiativer, som skal implementeres på tværs af ministerierne med et samlet budget på 420 mio. euro om året.

Endelig kan også lande, vi normalt ikke sammenligner os med, inspirere. Rwandas topplacering, når det kommer til kvinder i ledelse, er fx et direkte resultat af kønskvoter skrevet ind i den grundlov, der blev vedtaget efter borgerkrigens afslutning

Det er jo bare at lade sig inspirere. Og lige præcis når det gælder ligestillingsinitiativer, så må man sige at financieringen er på plads, når man kigger på den lange bane.

McKinsey har blandt andet udregnet at Danmark alene ved at komme på niveau med Island rent ligestillingsmæssigt, ville kunne øge vores BNP med 167 milliarder om året.

“Alle muligheder er åbne. Meget afhænger af dig. Men vi er mange der vil bakke op og hjælpe til.”

Kære Mogens Jensen,

Som du kan høre, er der store forventninger til dig og den nye regering på ligestillingsområdet.

Der er intet af ovenstående, jeg ikke ville forvente et flertal for i det nuværende folketing. Det er ikke nye punkter.

Det nye ville være, hvis vi så ”reelle” politiske reformer og interventioner på områderne, så vi kunne komme videre.

Jeg håber og tror, at vi vil se dig tage din autoritet til dig, som den ligestillingsminister der for alvor gjorde en langsigtet forskel, til gavn for alle. At vi vil se et struktureret, gennemgribende og konsekvent stykke ligestillingsarbejde fra regeringens side. En kombination af politisk vilje og mod til at skabe forandringer samtidig med respekt for og ønske om at engagere bredt og kulturelt.

Alle muligheder er åbne. Meget afhænger af dig. Men vi er mange, der vil bakke op og hjælpe til.

Topillustration: Pressebillede, Mogens Jensen, Socialdemokratiet.

Kaospiloternes fornemmelse for fremtiden

Marianne Siig — Thu, 02 May 2019 14:50:02 +0000

POV BUSINESS // IVÆRKSÆTTERI – I 2018 var det 25 år siden, det første hold Kaospiloter fløj ud i verden. ‘Vi var 20 studerende, der havde fuldført en uddannelse, som fra starten havde vakt både begejstring og skepsis, hån og hyldest. 25 år senere er mere end 700 Kaospiloter blevet uddannet og har gjort en forskel i såvel baggårde som på bonede gulve, fra Mejlgade i Aarhus til Christiansborg, fra grundskoler til universiteter. Og ikke mindst; fra Island til Sverige, Sydafrika, Tokyo og resten af verden’, skriver Marianne Egelund Siig, der fremhæver, at Danmark stadig har brug for mere innovation og iværksætterånd.

Kaospiloterne blev skabt for 26 år siden og det var kaosteorier og en verden i hastig forandring, der i sin tid gav inspiration til navnet Kaospiloterne og til ønsket om at imødekomme behovet for at uddanne mennesker, der turde kaste sig over udvikling, skabe idéer, forandring og navigere i en omskiftelig verden.

Ingen havde forudset, hvor stærkt det sidenhen ville gå i verden, og hvordan den globale dagsorden og samtale i dag i den grad ville omhandle den fjerde industrielle revolution, eksponentiel udvikling, disruption og agilitet, samt ikke mindst behovet for at tænke og handle bæredygtigt.

“Jeg håber kaospilotuddannelsen vil blive ved med igen og igen at udfordre, kritisere og inspirere de gældende strukturer.”

På Kaospiloterne havde man en fornemmelse, og udviklingen viste, at Kaospilotuddannelsen i den henseende har været særdeles holdbar.

Succesfulde transformationer med Kaospiloterne

En god portion international anerkendelse er da også tilflydt Kaospiloterne igennem årene:

I Harvard Business Review kunne man i november sidste år læse artiklen ”If your innovation effort isn’t working, look at who’s on the team”, der rummer en konkret anbefaling til at have medarbejdere med Kaospilot-kompetencer med ombord, hvis man vil sikre succesfulde transformationer – og med en uddybning, der rammer kernen af en Kaospilots kompetencer:

”Mennesker, der ikke blot yder højt, men også rummer en blanding af kompetencer og et mindset, der gør det muligt for dem at bevare fokus, agilitet og optimisme også i lange perioder fyldt med usikkerhed.” lyder det blandt andet i bogen ”Leading Transformation: How to take charge of your company’s future” (fra Strategiprofessor Nathan Furr fra INSEAD).

Det er blandt andet de evner, man rekrutterer efter, og de evner man forædler gennem den treårige Kaospilotuddannelse.

Tidligere er Kaospiloterne blevet hædret af Business Week som en af de bedste (business- & project-) designskoler i verden. I 2011 blev uddannelsen betegnet som en enestående uddannelse, der forbereder sine studerende på en ”Fast Moving Startup Economy” og valgt af Fast Company som en ud af ti ”Startup Leagues Big 10”. Forbes gav i foråret KaosPiloterne flere sider i et temanummer om Danmark til det japanske marked.

I slutningen af 2018 valgte Financial Times at kåre to Kaospiloter blandt deres 100 Tech First Movers i Europa. Ida Tin for “Clue App”, som giver kvinder over hele verden mulighed for at få viden om præventionssikre perioder og fertilitet samt Anne Kjaer Riechert, der lige nu uddanner flygtninge i Berlin, München og online til at blive kodere og IT-designere på ”ReDI-School” samtidig med at hun med succes introducerer dem for netværk, der giver dem lettere adgang til arbejdsmarkedet.

UFFE ELBÆK HOLDER TALE VED TRANSLOKATIONEN FOR HOLD 1 KAOSPILOTERNE I MUSIKHUSET I AARHUS.

Verden har for længst fået øjnene op for den lille uddannelse med de store visioner, hvor formålet er at uddanne kreative ledere, iværksættere og forandringsskabere. Mennesker som kan lede værdiskabende projekter af høj kompleksitet i og på tværs af organisationer.

At udfordre det eksisterende og turde fejle

Danmark har samtidig brug for mere innovation og iværksætterånd, hvilket også var overskriften for uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers oplæg på IDA’s Lederkonference i november 2018. Tommy Ahlers fortalte, at han altid gav tre råd til unge; arbejd hårdt, ha’ modet til at tage chancer, vær ikke bange for at begå fejl. Den enkeltstående lysende idé kommer ikke af sig selv. Der skal rigtig mange forsøg og fejl til, før man lykkes med noget.

“Vi har i den grad brug for at tænke nye løsninger på komplekse problemstillinger. Nye samarbejdsformer i stedet for gamle ufleksible strukturer.”

Og han har netop i starten af måneden fulgt op med et forslag om at indføre obligatorisk iværksætteri på alle ungdomsuddannelser. Formålet er at klæde unge mennesker på til at tage springet ud i iværksætter-verdenen. ”…Og så skal det bidrage til, at man som ansat – uanset om det er i det private eller det offentlige – bliver mere innovativ og tør prøve noget nyt,” sagde Tommy Ahlers til TV 2.

Det er godt, at vi har fået en minister for uddannelse og forskning, som ser nødvendigheden af mere entreprenant indstilling til uddannelse, og hvordan vi skal skabe velfærd i fremtiden.

Ministeren har også tidligere fremhævet nødvendigheden af mangfoldighed, når man vil skabe innovation. Skabe organisationskulturer med mennesker, med og uden uddannelser, nørder, dropouts, kunstnere, forskellige generationer, nationaliteter, osv.

Der er ingen tvivl om, at vi har brug for flere kreative og krøllede hjerner til at løse de komplekse problemstillinger, vi står midt i; flere mennesker, der er i stand til at tænke og handle bæredygtigt, cirkulært og helhedsorienteret og færre udtjente, hæmmende systemer og strukturer. Der er også brug for mere innovation, handlekraft, og iværksætterånd.

Det vigtigste i ”hvad kan jeg blive”

Jeg vil opfordre uddannelses- og forskningsministeren til at tage et råd mere med ud til unge. I erkendelsen af at en stor del af de jobs, som vi kommer til at leve af i fremtiden, står på de blanke sider i ”Hvad kan jeg blive bogen”, de sider vi selv skal udfylde, de jobs vi selv skal opfinde og skabe henad vejen.

Så er det vigtigste spørgsmål ikke, hvad du kan blive, men i stedet at tænke over spørgsmålene: ”Hvad er vigtigt for mig?” og ”hvilke problemer vil jeg gerne være med til at løse?”.

Nogenlunde med det udgangspunkt skaber mange Kaospiloter deres arbejdsliv.

En vandkarton, nitrogen-is og et fodboldlandshold

På et tidspunkt sad to Kaospiloter fra Hold 17 og vred deres hjerner i forhold til, hvordan de kunne bidrage til at mindske brugen af plastikflasker og købevand. Det ledte til idéen med postevand i biologisk nedbrydelig karton til erstatning for plastikflaskevand. Med en opfordring trykt på kartonen til at drikke vand fra hanen og kun at købe vand, når det er absolut nødvendigt. Nu er det det, vi får i hånden, når vi køber vand i Tivoli og mange andre steder.

I december bragte Der Spiegel et interview med Fanny Posselt fra Hold 7. Fanny har rejst over hele verden med sin pølsevogn, og har delt mere end 53.000 gratis hotdogs ud til sårbare familier og børn og, hvor hun kom frem, skabt et åndehul med sine historier og ja, hotdogs.

Michael Nybrandt fra Hold 5 samlede det første tibetanske fodboldlandshold nogensinde, og støttede tibetanernes muligheder for at drømme og slås for deres uafhængighed og anerkendelse som selvstændigt land med et fodboldlandshold som konkret symbol.

“Hvert år udklækkes nye Kaospiloter med ambitioner om at gøre en positiv forskel, hvor de kommer frem”

Under det arabiske forår var der en streaming tjeneste, Bambuser, der gjorde, at oprørerne hurtigt og effektivt kunne dele, streame og dokumentere deres oplevelser, startet af blandt andet en Kaospilot.

Et par Kaospiloter har skabt LungA School – den første højskole på Island – som nu er grunden til, at Island får sin første højskolelovgivning.

I tv-programmet ‘Løvens hule’ kunne man stifte bekendtskab med Istid – Danmarks første nitrogen is, der fik finansiering og dermed sendte de to Kaospiloter videre med deres idé.

Kaospiloter fra det første hold har sat nye standarder for, hvordan man kan drive grundskole på Børneuniversitetet, eller drive det første plejehjem med en LGBT-Regnbue profil, ”Slottet” i København. En Hold 1’er har gjort den Københavnske modeuge international anerkendt, og modtaget priser for sit arbejde med at gøre modeindustrien mere bæredygtig. Én sidder i Folketinget og har modtaget ”De Hjemløses” pris to år i træk for at kæmpe deres sag.

En kaospilot var medgrundlægger af Click a Taxi –app’en. ”Click a Taxi” nåede at blive etableret i 5000 byer og over 50 lande, inden de blev udkonkurreret af Uber.

Mange af de nye Kaospiloter har konkrete erfaringer med at skabe den slags projekter og bevægelser, der kendetegner den nye tids måde at skabe forandringer.

I 2012 startede Hold 17 Kaospiloterne, som deres fælles eksamensprojekt på outposten i Bogotá, projektet 100In1Day, sammen med lokale. Projektet går ganske kort ud på, at indbyggere selv tager ansvar og skaber 100 by-forbedringer på én dag, det startede i Bogota, men indenfor nogle få måneder spredte projektet sig til Pasto og Cali, i Columbia.

Siden 2012 har projektet spredt sig til 30 byer i 13 lande på 4 kontinenter, inklusiv Rio De Janeiro, Montreal, Toronto, Cape Town, Santiago, London and Tijuana. Nye byer tilslutter sig hvert år og en række byer har som Bogota gjort det til en årligt tilbagevendende begivenhed.

Kids have a dream startede i 2006 i Sydafrika. Projektet går ud på at hjælpe børn med at realisere deres drømme, og turde forestille sig forbedringer der, hvor de er. I 2012 har flere end 3,000 unge i alderen 10-15 år deltaget i Japan, Kenya, Irak, Cuba, Mongoliet, India, Palæstina, Norge, Danmark og Vietnam.

Og man kan blive ved. Kaospiloterne har uddannet mange game changers.

Men lige så vigtigt er det, at hver eneste dag leder Kaospiloter projekter, teams, organisationer, virksomheder, med intentioner om at gøre det bæredygtigt og innovativt. Skaber bæredygtige forandringer indefra i store organisationer, i NGO’er eller udefra i konsulentvirksomheder, laver borgerinddragende kommunikationsarbejde, er helikopterpiloter, starter cafeer, eller prædiker i kirken om søndagen.

Og hvert år udklækkes nye Kaospiloter med ambitioner om at gøre en positiv forskel, hvor de kommer frem.

Kaospiloterne er og har altid været en særegen uddannelse. En uddannelse der altid skal forklares. Og de nye veje, hvor man af gode grunde ikke ved om man farer vild, har samtidig givet de fleste Kaospiloter tvivlen som makker. Vi har fået ind som rygrad-læring, at være ydmyge overfor alt hvad det kræver at lede transformationer og realisere idéer. Men samtidig fået det opvejet af modet, handlekraften og værktøjerne til at gøre det alligevel.

Aarhusianske blærerøve tænker du – måske

Jeg tænker, at vi godt kan tillade os at være stolte af at have en uddannelse her i Danmark, der høster international anerkendelse og er søgt af studerende fra hele verden. Og at vi kan sende respekt i Uffe Elbæks retning som initiativtager og rektor i de første 15 år, og for hans evne til altid at være forud for sin tid.

Dernæst skal vi takke de visionære virksomheder, organisationer og politikere, der har troet på idéen og været sponsorer og samarbejdspartnere igennem årene. Og endelig skal vi huske, ikke mindst, at vi kan lære af de erfaringer, der er gjort på Kaospilotuddannelsen.

KAOSPILOTERNES LOKALER I FILMBYEN I AARHUS

Hvis vi vil mere innovation og mere iværksætterånd, så er det nødvendigt, at vi bliver bedre til at se potentialet i noget, der umiddelbart ser lidt krøllet, kreativt og anderledes ud. Vi har brug for gåpåmod, og at lade kynisme vige til fordel for forsøget, det at prøve at skabe en bedre vej.

Vi har i den grad brug for at tænke nye løsninger på komplekse problemstillinger. Nye samarbejdsformer i stedet for gamle ufleksible strukturer. Vi har brug for at indgyde mod og handlekraft til de nye generationer.

“Hvis vi vil mere innovation og mere iværksætterånd, så er det nødvendigt, at vi bliver bedre til at se potentialet i noget der umiddelbart ser lidt krøllet, kreativt og anderledes ud. Vi har brug for gåpåmod, og at lade kynisme vige til fordel for forsøget, det at prøve at skabe en bedre vej.”

Tommy Ahlers har en ambition om at gøre Danmark til verdens bedste land for iværksættere og siger: ”Det allervigtigste er kulturen, hvor vi tør at fejle, har modet og er nysgerrige”.

Han pointerer efterfølgende, at det så er politikerne, der skal sikre adgangen til talent og adgangen til kapital. Det ville jo være fantastisk, og det er også helt nødvendigt, at politikerne kommer i gang med at sikre innovation og iværksætteri som en del af uddannelsessystemet og talentudviklingen, samt at sikre bæredygtige modeller, der gør adgangen til kapital lettere.

Vi skal kigge systemet igennem for, hvilke blokeringer der er for iværksættere i Danmark og finde ud af, hvordan vi i stedet kan skabe motiverende strukturer. Prøv f.eks. at se på den kuldsejlede barselsfond for iværksættere og skab så en ny model, der virker, så det forhold ikke fremover skal stå i vejen for særligt kvinder med lyst til både børn og egen virksomhed.

STIFTEREN AF BODY SHOP, ANITA RODDICK, VAR EN AF DEM DER ENGAGEREDE SIG I KAOSPILOTERNE OG DELTE UD AF SINE ERFARINGER I DE TIDLIGE ÅR.

Min, nu gamle skole, Kaospiloterne så engang et potentiale i en ny type uddannelse og i et enkelt hold unge.

I dag er vi mere end 700 Kaospiloter, som gør vores bedste for at give det videre.

Jeg håber kaospilotuddannelsen vil blive ved med igen og igen at udfordre, kritisere og inspirere de gældende strukturer. Og fremfor alt blive ved at indgyde mod hos unge til at gå nye veje med alt hvad det indebærer.

Jeg håber i den grad også, at vi formår at skabe den nødvendige kulturelle og strukturelle omstilling i retning af mere mod, nysgerrighed, og bedre rammer for dem som prøver nyt af, og som går ad nye veje både i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.

_________________________________________________________________________________________________

Fakta om KaosPiloterne

KaosPiloterne uddanner kreative ledere, iværksættere og forandringsskabere, der leder værdiskabende projekter af høj kompleksitet i og på tværs af organisationer.

Gennem den 3-årige uddannelse, “Enterprising Leadership”, trænes de studerende i projektdesign, procesdesign og business design.

KaosPiloterne optager et hold på 35 studerende årligt.

Uddannelsen har haft ’outposts’ i USA, Sydafrika, Cuba, Canada, Kina, Colombia og Spanien

KaosPiloterne er en selvejende institution etableret i Aarhus i 1991.

_________________________________________________________________________________________________

Foto: Ole Hein.

Ligestilling, diversitet og inklusion

Sofie Gottlieb — Wed, 01 May 2019 08:12:00 +0000

Den danske selvforståelse må ikke spænde ben for ligestillingen: I stedet for at fastholde en illusion om, at vi er i mål, kunne vi arbejde konstruktivt hen imod løsninger

Sofie Gottlieb — Sun, 03 Mar 2019 09:50:05 +0000

Ligestillingsåret 2018 – Er den sidste mil den længste?

Marianne Siig — Sun, 30 Dec 2018 10:03:02 +0000

KOMMENTAR – Ligestillingskonferencer, høringer og netværkssamlinger har ligget tæt igennem året, skriver Marianne Egelund Siig, der noterer sig mange ord og gode intentioner, men opfordrer til at det bliver omsat til mere handling i det nye år: Trods mange fornemme initiativer sakker Danmark agterud.

I sidste uge kom den så, The Global Gender Gap Report 2018, WEF’s 367 siders globale ligestillingsrapport. Og i 2019 skal vi på konferencerne bl.a. tale om, at Danmark er faldet fra plads 80 til en plads 95, når det gælder kvinders deltagelse i ledende positioner.

For nej, vi er i året, der er gået, ikke blevet bedre til at få flere kvinder i ledende positioner trods gode intentioner. Til sammenligning ligger Sverige nummer 31 og Norge nummer 36 plads i den kategori.

Bekymrende er det også, at Danmark i kategorien ”kvinders helbred” er gået 24 pladser tilbage over de sidste 12 år, således at vi nu ligger nummer 100 af de 149 lande, som WEF inddrager i deres rapport. På den generelle ligestillingsstatus indtager DK en 13. plads.

“For nej, vi er i året, der er gået, ikke blevet bedre til at få flere kvinder i ledende positioner trods gode intentioner.”

Der er altså ikke noget at fejre. Men en del at tage fat på, nationalt og globalt.

I starten af året på Davos-mødet i Schweiz var diversitet, ligestilling og inklusion således også højt på agendaen. En af de mange rapporter, der kom ud i den forbindelse, var den omfattende Global Talent Competitives Index – Diversity for Competitiveness, hvori man konkluderede, at mangfoldighed, ligestilling og inklusion må og skal være en prioritet for topledelsen.

Rationalet for øget ligestilling blev i år også understreget i en rapport lanceret af OECD og Nordisk Ministerråd den 14. maj i Montreal. Rapporten er den første, som på nordisk niveau beregner værdien af den opnåede ligestilling på arbejdsmarkedet over de seneste 50 år. Den taler stærkt for det økonomiske incitament ved at opnå fuld ligestilling, Og giver i resumeets overskrift samtidig en rammende indikation af hvor vi står lige nu: ”Is the last mile the longest?”

Kvinder skal være med til at designe fremtidens teknologiske løsninger

Hvis der har spredt sig en større forståelse for de kønsspecifikke udfordringer og deres konsekvenser, går det desværre betydeligt langsommere med handling. Og det er jo lidt paradoksalt, når vi samtidig lever i en periode, hvor udviklingen på næsten alle andre fronter går rigtig stærkt.

For vi er midt i en teknologisk revolution i højt tempo. En revolution som i overvejende grad bliver defineret af de mennesker, der arbejder i de såkaldte STEM-fag (naturvidenskabelige, teknologiske og matematiske fag), hvor kvinder – især i Danmark – er stærkt underrepræsenterede. Altså en fremtid der langt overvejende bliver defineret af mænd. Netop den teknologiske udvikling udgør et kæmpepotentiale, men også dybe faldgruber der skal undgås.

For eksempel bliver vi nødt til at forholde os til risikoen for, at den måde, hvorpå vi designer eksempelvis ”AI” – kunstige intelligens-løsninger – vil reproducere de nuværende ”bias”, dvs. ubevidste og/eller bevidste fordomme og måske endda yderligere forstærke dem. På den anden side kan vi gribe muligheden og undersøge, hvordan nye teknologiske designs kan bruges som en tiltrængt løftestang i forhold til nogle af de ligestillingsudfordringer, vi har siddet fast i alt for længe.

“…75 procent af danske mænd og hele 82 procent af danske kvinder ønskede i 2018 da, at mændene kunne holde længere barsel.”

Kvinder i Tech var også en del af temaet, da Innovationsfonden i oktober afholdt en konference med titlen: ”Hvordan styrker vi kønsbalancen på det danske arbejdsmarked”, hvor der var særligt fokus på kvinder i STEM. Kronprinsesse Mary var sidste taler og leverede med sit overskud og store indsigt i ligestillingsområdet en blændende tale, samtidig med at hun elegant beklagede, at vi nu ville høre hende gentage ting, der var sagt tidligere igennem dagen. Men at det nok også er et område, hvor vi bliver nødt til at gentage tingene mange gange.

Gentagelse er også nødvendig, når vi diskuterer mænds barsel, som vi bl.a. gjorde ved en høring på Christiansborg i april, arrangeret af ”Parental Leave Forum. Her blev perspektiver og muligheder for bedre og mere fleksible barselsvilkår debatteret. Samtidig viser ny forskning fra Sverige, at; “… øget ligestilling og udnyttelsen af ’far-dage’ har indvirket positivt på mænds levetid og sundhed”. Heldigvis ønsker 75 procent af danske mænd og hele 82 procent af danske kvinder i 2018 da også, at mændene kunne holde længere barsel.

I Mangfolds årskonference om køn og inklusion af børn og unge i dagsinstitutions- og skolesystemerne lod pædagogiske fagfolk sig inspirere af ”Prisme-certificeringen”, der giver værktøjer og indsigter omkring de bevidste og ubevidste køns-fordomme og normer, som præger vores handlinger. Formålet er at skabe en hverdag, der giver gladere børn, der får lov at udfolde sig som dem, de er, og ikke som deres køn.

I Århus, på årets mest nyskabende og kreative internationale erhvervskonference, ”This..Nordic”, hvor der i øvrigt var ca. 50/50 kønsbalance blandt talerne, kunne man opleve en helt særlig fin stemme,Hollie McNish, der er gået viralt med sine digte og YouTube-videoer om eksempelvis retten til at amme i det offentlige rum eller bare det at være Blue or Pink. Nyd dem her: ”Embarrassed”, ”Pink or Blue”.

På Copenhagen Business School dedikerede man i år én af tre Business in Society-platforme til Diversity & Difference Platformene løber i fem år og sætter spotlight på forskning, fakta og giver tid til større refleksioner og initiativer inden for et område, som er centralt i samtiden. Business in Society-platformene har til formål at binde teoretikere og praktikere tættere sammen om forskning, formidling og handling.

Muligheder for ny ligestillingsstandard i Danmark

Transparens, opfølgning og konsekvens er nogle af de elementer, man ved virker, og noget af det, der blev præsenteret på Christiansborg, da ”Samstilling” i slutningen af året afviklede en høring med internationale kapaciteter og formålet; at undersøge mulighederne for en ny dansk standard om ligestilling på arbejdspladsen med deltagelse fra hovedorganisationer og virksomheder.

“Får vi en ligestillings-standard/certificering med konsekvenser ved mangel på opfyldelse, vil det være et af de første helt konkrete politiske ligestillings-reform tiltag i de seneste 20 år.”

Seniorrådgiveren for det islandske arbejdstilsyn videregav de gode erfaringer fra arbejdet med at indføre ligelønscertificering og målet om ligeløn i Island 2022. En agenda der er rykket i år også i England, hvor alle virksomheder med mere end 250 ansatte skal offentliggøre deres løn-gab, hvilket har skabt en bølge af initiativer for at lukke de kønsbaserede lønforskelle. I Frankrig fremlagde regeringen i marts et forslag til en lov, som vil give virksomheder tre år til at lukke deres løn-gab, inden de ellers straffes med bøder.

I Danmark kunne interesseorganisationen Lederne dokumentere, at de uforklarlige lønforskelle ikke har rykket sig, siden lederne begyndte at måle på dem for 15 år siden. I 2003 var den uforklarlige lønforskel for ledere 7,0 procent. I 2018 var den på 7.1 procent. IDA fandt tilsvarende dårligt nyt på ligelønsfronten, og under overskriften ”Hvem der bare var mand!” viste de, at den uforklarlige del af lønforskellen mellem mænd og kvinder for deres medlemmer uden ledelsesansvar er på 8.9 procent.

Så det er godt, at ligestillingsministeren nu er på banen for at undersøge den islandske ordning og mulighederne for at etablere noget tilsvarende i Danmark. Og eventuelt få DA og FH til at udarbejde fælles standarder. Får vi en ligestillings-standard/certificering med konsekvenser ved mangel på opfyldelse, vil det være et af de første helt konkrete politiske ligestillings-reform tiltag i de seneste 20 år.

”Ligestilling er en case closed” i Blå blok

Men det skal så heller ikke ske, hvis det står til folketingsmedlem Laura Lindahl, LA: ”Glem det”, siger hun, og anklager ministeren for at drive socialistisk politik: ”En ting er, at jeg kan høre nogle af socialisterne foreslå det her. Men når jeg så hører en såkaldt borgerlig-liberal ligestillingsminister, så bliver jeg en anelse forvirret, for det er hverken borgerligt eller liberalt at ville indføre en certificeringsordning”. Og det ræsonnement kan jo godt undre en i og med at virksomheder i høj grad lever med eksempelvis ISO-certificeringer og lignende retningslinjer.

Og svært ser det ud for Eva Kjer Hansen, for Laura Lindahls udmeldinger ligger på linje med den fremherskende holdning i blå blok, som det blev beskrevet i Magisterbladet i august: ”Ligestilling er en case closed i Blå blok”.

75 procent af folketingsmedlemmerne i blå blok mener, at vi stort set har opnået ligestilling, og 17 procent af dem mener endda, at ligestillingen er gået for langt. Vigtigt at være opmærksom på her ved indgangen til et valgår.

”Vi har kønsligestilling som en vigtig dansk værdi i den nye Danmarkskanon, men har samtidig ikke set en eneste større ligestillingsreform de sidste 20 år”, som undersøgelsens forfatter Drude Dahlerup konkluderer.

Forbrændingens forfriskende aktivisme

Debatten om kønsubalancen på den danske musikscene er heller ikke ny. Sidste år fandt Grøn Koncert det passende at sammensætte et program med ni bands alene med mandlige musikere. På Smukfests scener i år var der 10 procent kvinder, mens Tinderbox kun kunne diske op med 7 procent kvinder på programmet.

Køns-ubalancer som finder sted på trods af at, ”musikkritikernes årskavalkader har været propfyldt med kvindelige kunstnere, men kigger man på afspilningsstatistikkerne er det alligevel mændene, der har domineret musikåret 2018.” som Information skriver.

Spillestedet Forbrændingen erkendte ubalancen i stedet egen kønsstatistik, og i 2019 skulle det være anderledes. De besluttede kun at hyre kvindelige frontpersoner til i den kommende sæson. Resultatet er foreløbigt et program, hvor 66 procent af musikerne er mænd og 34 procent er kvinder. Beslutningen udløste en mindre en storm af kritik, og trusler fra politikere om at stoppe tilskuddet til Forbrændingen, hvis man ikke ændrede beslutningen.

Det er et sundt tegn, at politikerne ikke vil tillade kønsdiskriminering. Men det er patetisk, at man tillader sig at være så bevidst uvidende, at man ikke er i stand til at se diskrimineringen, når den er pakket ind i ubevidste eller bevidste fordomme fulgt af forklaringer om, at man bare ikke kunne finde kvinderne, hvad enten det så er i ledelse eller på musikscenen.

Det er sjovt, når Rokokoposten giver os indsigt i beslutningen om 476 års favorisering af mænd i musikbranchen.

Ligestillingsforkæmper valgt som årets dansker

Viljen til at sætte ligestilling på dagsordenen kom også til udtryk da Berlingskes læsere og jury valgte årets dansker. En kvinde med enorm international kapacitet på ligestillingsområdet, Katja Iversen, som er adm. direktør for Women Deliver, en organisation der som en del af FN arbejder for at skabe bedre kår for piger og kvinder verden over. Katja Iversen tilskriver en del af organisationens og sin egen succes evnen til at netværke og gav sine gode råd videre i bogen Kvinde kend dit netværk.

En anden interessant fagbog, der var med til at skubbe til ligestillingsdebatten i 2018, var Birgitte Possings Argumenter imod kvinder.

““Hun er en lidt forvirret pige fra Rebild, der kommer til Bruxelles”. Udtalelsen kom kort inden Messerschmidt måtte trække sig netop grundet svindel med EU-fondsmidler.”

Bogen er spækket med citater og dokumentation fra 170 års kvindekamp og følger de forskellige argumenter imod kvinders deltagelse i alt fra det politiske liv til arbejde som læger, togforstandere, sportsudøvere eller økonomer. Og man kan beskæmmende nok se lige linjer til udtalelser i dagens Danmark, som da Frank Jensen i 2004 udtalte om på daværende tidspunkt nyudnævnte miljøminister, Connie Hedegaard: ”Foreløbig har vi jo kun set et kønt ansigt, men ingen handling”.

Eller som da Morten Messerschmidt skød på sin partifælle Rikke Karlsson, da hun påpegede at Messerschmidt angiveligt dækkede over et misbrug af EU-fondsmidler: ”Hun er en lidt forvirret pige fra Rebild, der kommer til Bruxelles”. Udtalelsen kom kort inden Messerschmidt måtte trække sig netop grundet svindel med EU-fondsmidler.

Eller eksempelvis forsøget på at udelukke LO’s formand Lizette Riisgaard fra beslutningsbordet i LO’s top med ordene: ”Det er jo alvorlige ting, vi diskuterer”. Magtkampene, som udspillede sig i toppen af LO, forud for, at Lizette Riisgaard som den første kvinde nogensinde overtog formandsposten i LO, blev i år skildret i dokumentarfilmen ”Hjerter Dame”.

I et arrangement i forbindelse med filmen kom EU kommissær Margrethe Vestager med anbefalingen til at læse Mary Beards Kvinder og magt – et manifest. Bogen giver i en fin koncentreret form på 100 sider en fantastisk historisk og mytologisk indsigt i de virkemidler, man igennem tiden har brugt til at gøre kvinder tavse, ikke tage dem alvorligt eller afskære dem fra magtens centre.

Modige stemmer

Intet af det virker heldigvis til at have bidt på Margrethe Vestager, der blev valgt som Årets meningsdanner og som i den grad har bidraget på ligestillingskonferencerne igennem året og er en modig rollemodel, når det kommer til at gå op imod magt og fasttømrede strukturer.

En anden stærk stemme, der ikke har ladet sig kue trods mange forsøg er Sherin Khankan, Skandinaviens første kvindelige imam og initiativtager til Mariam-moskeen, der ledes af og henvender sig til muslimske kvinder. Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, inviterede hende i foråret til møde i Élysée-palæet for at tale om feministisk islamisme og hendes fransksprogede bog Kvinder er fremtidens islam.

Fire andre modige kvinder; Nastasha Al-Hariri, Halime Oguz, Geeti Amiri og Khaterah Parwani, tog ligestillingsdebatten og scenen med storm ved deres debatarrangementer Den nydanske kvindekamp. Med personligt mod, rørende historier, vid og humor videregav de indsigter om problematikker, som minoritetskvinderstår over for. Samtidig ytrede de et ønske om, at vi investerer mere i at forstå og bakke op om minoritetskvinders frigørelsesprocesser.

Det er svært at sætte sig ind i den ukuelighed og tålmodighed og det mod, kvinder i Saudi-Arabien viser i deres kamp for ligestilling. For 28 år siden kørte 47 kvinder igennem Riyadh i en demonstration for kvinders ret til at køre bil. De blev alle arresteret. Ligesom aktivisten bag den sociale mediekampagne Women2Drive blev det. Den 24. juni i år bar de mange års indsats endelig frugt, og det er nu tilladt kvinder at køre bil.

“Vi skal i Danmark have nul-tolerance overfor seksuel og anden chikane på vores arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner.”

#MeToo

Årets mest ikoniske forsøg på at lukke munden på en kvinde kom, da Christine Blasey Ford vidnede om sine oplevelser med Brett Kavanaughs overgreb, da de som unge gik på college sammen. Ford fik beklikket sin troværdighed af USA’s præsident Donald Trump som i en tale, desuagtet Fords nøjagtige gengivelser, lod det fremstå som om, hun intet præcist kunne huske. Oplevelsen ledte til et opbakkende #WhyIDidn’tReport, hvor tusindvis af kvinder gav deres begrundelser for, hvorfor de blandt andet af frygt for mistænkeliggørelse og udskamning, ikke tidligere er stået frem med deres oplevelser af overgreb.

Og måske var #MeToo, sammen med vreden over Trumps gentagne kvindediskrimerende tiltag og udtalelser og også Kavanaugh-høringerne, med til at give kvinderne i USA det historiske gennembrud ved midtvejsvalgene. En vrede, der har ledt til en vilje til at skabe de nødvendige forandringer og investere sig selv i det. Kongressen bliver i hvert fald ændret i sin sammensætning fra de mange hvide mænd til både yngre kvinder og også to muslimske kvinder, der vandt pladser i kongressen i året der gik.

Herhjemme har det været tankevækkende, at en opgørelse som overskrift.dk lavede for KVINFO viste, at i Danmark har kritikken af #MeToo fået mere mediedækning end selve #MeToo. Som Henriette Laursen, direktør for KVINFO, pointerede:

”Bag hvert eneste af de oprindelige opslag med #MeToo står der en kvinde eller mand, som har oplevet en krænkelse, stor eller lille, og som har haft mod til at berette om den offentligt. Alligevel er det uretfærdige anklager mod uskyldige mænd, som fylder i den danske debat, selvom der stort set ikke er nogen eksempler på det i Danmark. Så jeg synes, at kritikerne skylder et svar: Hvor er den uretfærdigt #MeToo-anklagede mand?”

Vi bliver nødt til at blive ved med at tale om de her ting, selvom der rejser sig en modstand. Som for eksempel på Wall Street, hvor det nu angiveligt har ledt til at der ansættes færre kvinder, hvilket utvivlsomt er en dårlig idé for en sektor, der har så hårdt brug for bedre kønsbalancer. Og også som et lille kuriosum dårligt for deres forretning, da kvindelige investorer iflg. ny undersøgelse i gennemsnit skaber højere afkast.

Til gengæld var det godt for bearbejdelsen af #MeToo at opleve officielle henstillinger i breve fra både uddannelsesminister, ligestillingsminister og erhvervsminister med tydelige retningslinjer om, at vi i Danmark skal have nul-tolerance overfor seksuel og anden chikane på vores arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner.

Og også godt at opleve, at det kunne trække en næsten fyldt sal i biografen Imperial, da Meta Film i samarbejde med Ekstrabladet og konsulentvirksomheden Hartmann opfordrede til handling. ”From #MeToo to #WeDo” lancerede undervisningsmateriale for skoler og gav guidelines til at håndtere seksuel chikane på arbejdspladserne for både ofre og anklagede.

“Lad os sikre, at 2019 bliver året, hvor vi viser, at vi er i stand til at sætte handling bag ordene og skabe de nødvendige forandringer. Det er ikke altsammen svært. Men til gengæld skal det gøres, for at vi kan komme videre.”

Vold og voldtægter

En god nyhed på en sørgelig baggrund er det ekstra kvinde-krisecenter, der er åbnet i København i år.

33.000 kvinder bliver udsat for partnervold om året: Godt, at færre nu må afvises. Forstemmende, at vi mangler strategier i Danmark, når det handler om at nedbringe vold mod kvinder, og vi er heller ikke er kommet videre, når det handler om håndteringen af voldtægtsofre.

Den 20. december valgte Folketinget at nedstemme et forslag om en ny voldtægtslov baseret på samtykke, sådan som man har det i Sverige, Norge, Tyskland, Storbritannien og seks andre EU-lande. 52 stemte for og 56 imod. Danmark sidder åbenbart ganske komfortabelt på bagsædet, når det kommer til at bekæmpe vold mod kvinder.

Internationalt blev der til gengæld givet en vigtig anerkendelse med tildelingen af Nobels Fredspris til to prismodtagere: Den congolesiske læge Denis Mukwege og yazidi-kvinden og tidligere sexslave hos terrorgruppen Islamisk Stat, Nadia Murad. De modtog prisen ”for deres kamp for at gøre en ende på seksuel vold som et våben i krig og konfliktzoner”.

Set i lyset af de kampe, mennesker som Nadia Murad og Denis Mukwege har taget, synes der ingen undskyldninger for, at vi i Danmark ikke kommer videre med arbejdet for øget ligestilling.

Lad os sætte turbo på intentionerne

Vi har fortsat en forpligtelse til at gå forrest i Norden med at skabe en verden i bedre balance mellem kønnene. 2018 blev året, hvor der kom øget debat, opmærksomhed og gode intentioner på banen. Lad os sikre, at 2019 bliver året, hvor vi viser, at vi er i stand til at sætte handling bag ordene og skabe de nødvendige forandringer. Det er ikke altsammen svært. Men til gengæld skal det gøres, for at vi kan komme videre.

Lad os blive inspireret af Island og vores andre nordiske naboer, af Præsident Macrons dedikation og handlekraft, af de aktivistiske tiltag der har været i løbet af året. Måske kan vi endda finde en måde at disrupte den langsommelige udvikling og skabe en eksponentiel ligestillingsudvikling i stedet.

For hvis ”the last mile is the longest” er der så meget desto mere grund til at sætte farten op.

Godt nytår!

Foto: Pixabay

Da Frankrig kom forbi med visioner, mod – og et spejl

Marianne Siig — Tue, 11 Sep 2018 09:27:36 +0000

I forrige uge var vi i Danmark så privilegerede at have besøg af en visionær og modig statsmand. Den franske præsident kom med ambitioner om at samle EU, engagere de unge og måske minde os alle sammen om, hvad politik også kan være.

Jeg deltog i en arbejdsfrokost med Madame Brigitte Macron i anledning præsidentparrets besøg. Værtinden var Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen og temaet for arbejdsfrokosten var ligestilling. Det var en ære, og forpligtelse at blive budt med.

Et af det franske præsidentpars erklærede formål med besøget i Danmark var at lære af ”Den Danske Model” herunder også hvordan vi er kommet så langt med ligestilling i Danmark. Grundlæggende kan vi være stolte af et velfærdssystem med gode barselsorlovsregler og børnepasningsmuligheder og dermed høj deltagelse af kvinder på arbejdsmarkedet (Danmark er nr. 18 på verdensplan målt på dette parameter). Herudover har vi heldigvis også mange andre sejre og successer, vi kan dele og inspirere med.

“Præsident Macron er gået i spidsen for en tydelig forpligtelse til at gennemføre de interventioner, han finder nødvendige .. Lige fra starten af sit embede har han sat ligestilling højt på dagsordenen og forsikret om, at ligestilling er en national prioritet”

Med lyset rettet bagud kan vi eksempelvis være stolte af de modige kvinder og mænd, der igennem Danmarkshistorien har banet vejen for de resultater, vi nyder godt af i dag. Bevægelserne fra Dansk Kvindesamfund i 1871 til kvindebevægelsen i 1970’erne havde sine europæiske ligesindede. Danske kvinder lod sig eksempelvis inspirere af den franske forfatter Simone de Beauvoirs kønspolitiske værk; ”Det Andet Køn”, og kvinder i Europa er i det hele taget igennem historien blevet inspireret af hinandens kampe og sejre.

Ugen, da Frankrig kom forbi, var ingen undtagelse.

50 franske, ambitiøse ligestillingsinitiativer

Præsidentparrets besøg gav nemlig også lejlighed til at lære mere om, hvilke indsatser Frankrig gør for at forbedre ligestilling mellem kønnene, og hvor langt de er kommet.

Og her har Danmark meget at lade os inspirere af. I det seneste (fra 2017) World Economic Forums Gender Index er Frankrig f.eks. placeret højere end Danmark, når det gælder ligestilling generelt (Frankrig er nummer 11 og Danmark er nummer 14), og også når det gælder kvinders deltagelse på ledelsesniveauer (Frankrig er nummer 61, Danmark er nummer 80).

Men fremfor alt er Præsident Macron gået i spidsen for en tydelig forpligtelse til at gennemføre de interventioner, han finder nødvendige. Den 8. marts i år offentliggjorde den franske regering 50 ligestillingsinitiativer, som skal implementeres på tværs af ministerierne med et samlet budget på 420 mio. euro for 2018.

Ligestilling er med andre ord en national prioritet for Frankrig.

“For at beskytte mod kønsrelateret vold har regeringen også lanceret en online-platform, hvor man kan anmelde seksuel vold og komme direkte i kontakt med professionelle terapeuter, jurister mfl. der kan hjælpe.”

Initiativerne skal blandt andet bekæmpe kønsstereotyper i uddannelsessystemet. Målet er at have 40 procent kvinder i de naturvidenskabelige fag i 2020. Regeringen ønsker derudover at fokusere på inklusionen af kvinder i den digitale sektor med et mål om, at kvinder optager 30-50 procent af pladserne på de digitale uddannelser.

Og fra 2019 vil der på alle franske uddannelsesinstitutioner være en medarbejder med ansvar for at identificere og og via rapporter dokumentere de problemstillinger, institutionen måtte have på ligestilling. Derudover ønsker regeringen blandt andet at reformere barselsreglerne og gøre dem mere fair og gennemsigtige,

Lige fra starten af sit embede har den franske præsident Macron sat ligestilling højt på dagsordenen. Han har forsikret om, at ligestilling er en national prioritet, og han har sammen med den franske regering defineret tre indsatsområder:

Øget uddannelse og kulturel indsats for at fremme ligestilling
Bedre støtte til ofre som har været udsat for kønsrelateret vold
Højere straffe og konsekvens for kønsrelateret vold

Præsident Macron har udtalt, at ”hele vores samfund er sygt af sexisme”.

I november sidste år bad han parlamentet om 1 minuts stilhed for de 123 kvinder, som i 2017 var blevet dræbt af deres partnere:

Aujourd'hui, la mobilisation de toute la Nation pour l'égalité femmes-hommes commence par l'éradication des violences faites aux femmes. C’est la condition indispensable. #NeRienLaisserPasser
— Emmanuel Macron (@EmmanuelMacron) November 25, 2017

Og Nationalforsamlingen understregede viljen til at skærpe indsatsen mod kønsrelateret vold, da det vedtog et lovforslag, som forlænger forældelsesfristen for sexistisk og seksuel vold. Politikerne har vedtaget øgede bøder og fængselsstraffe for ”street-harassment”, og for de nye former for chikane såsom online chikane /group cyber-harassment m.m.

For at beskytte mod kønsrelateret vold har regeringen derudover lanceret en online-platform, hvor man kan anmelde seksuel vold og komme direkte i kontakt med professionelle terapeuter, jurister mfl. der kan hjælpe. Samtidig skal et nyt netværks-alarmsystem forbinde hospitaler, offentlige institutioner og foreninger for at gøre det nemmere at opdage vold i hjemmet, og komme ofrene til undsætning.

“Frankrig har siden 2011 haft kønsbalancekvoter for børsnoterede virksomhedsbestyrelser, samt for virksomheder med mere end 500 ansatte, så der ikke er noget køn, der må optage mere end 60 procent af posterne i en bestyrelse.”

Under sin valgkampagne lovede Præsident Macron endvidere, at det ville få konsekvenser for virksomheder, der ikke arbejdede for at skabe ligeløn og kønsbalancer på ledelses-niveauerne. Frankrig har siden 2011 haft kønsbalancekvoter for børsnoterede virksomhedsbestyrelser, samt for virksomheder med mere end 500 ansatte, så der ikke er noget køn, der må optage mere end 60 procent af posterne i en bestyrelse.

I september 2017 inviterede den franske regering de virksomheder som dokumenteret havde problemer med ligeløn og kønsbalance til et kursus i ligestilling.

Navnene på de virksomheder, som herefter hverken arbejdede på at forbedre deres problemer med ligeløn og kønsbalancer eller deltog i regeringens program, blev som konsekvens offentliggjort. Tanken er, at vi som kunder, leverandører og potentielle medarbejdere, kan træffe oplyste valg om, hvilke virksomheder vi ønsker at være involveret i.

For yderligere at styrke indsatsen for ligeløn har den franske regering annonceret, at fra 2022 vil virksomheder med “dokumenteret kønsbestemt uligeløn” blive straffet med bøder, der kan komme op på 1 procent af deres lønudgifter.

“Kombinationen af politisk vilje og mod til at skabe forandringer med en samtidig respekt for og ønske om at engagere bredt og kulturelt, er det, der gør Frankrigs eksempel så enestående i det nuværende arbejde for ligestilling i Europa.”

Frankrig bringer altså mange konkrete, målbare initiativer med opfølgning og konsekvenser på banen, som det bliver spændende at følge.

Visioner og værdier, der forpligter

Lige så vigtigt er det, at Præsident Macron under lanceringen af initiativerne i marts i år bad hele det franske samfund om at involvere sig i kampen for ligestilling, så det ikke alene blev ved de officielle, regeringsledede indsatser. Helt specifikt appellererede han til, at lærere, kunstnere, medie- og kulturarbejdere engagerede sig og bakkede op.

Avisen Le Monde har en gennemgang af samtlige ligestillingsinitiativer (på fransk) her.

Kombinationen af politisk vilje og mod til at skabe forandringer med en samtidig respekt for og ønske om at engagere bredt og kulturelt, er det, der gør Frankrigs eksempel så enestående i det nuværende arbejde for ligestilling i Europa.

Den franske præsident kom under sit besøg med opfordringer til, at Europa lever op til sit ansvar og bliver et område, der tjener som rollemodel for de værdier, vi står for. Emmanuel Macron holdt på denne måde et spejl op for os, så vi både kunne se alt det værdifulde, Europa står for – og samtidig kastede præsidentens visioner et spotlys på, at vi bliver nødt til at strække os mere for fortsat at leve op til disse værdier.

Jeg er sikker på, at inspirationen fra præsident Macrons besøg i Danmark vil sætte sig spor. Ægte forandring sker netop, når bevægelser på alle niveauer i samfundet sammen arbejder for at virkeliggøre et større formål.

“Når to af de allerhøjst placerede kvinder i Europa vælger ligestilling som et vigtigt punkt på dagsordenen, indgyder det øget mod og håb for, at vi kan tage de næste vigtige skridt i ligestillingens historie både i Danmark og i Europa”

I den henseende er vi uendelig privilegerede i Danmark ved at have et Kongehus, der samler og med indsigt inspirerer den ofte vanskelige ligestillings-agenda.

Og når to af de allerhøjst placerede kvinder i Europa vælger ligestilling som et vigtigt punkt på dagsordenen, indgyder det øget mod og håb for, at vi kan tage de næste vigtige skridt i ligestillingens historie både i Danmark og i Europa.

Topillustration: Flickr, Creative Commons.

Velkommen tilbage til fortiden

Marianne Siig — Thu, 28 Jun 2018 12:37:12 +0000

“Den klare besked til virksomhederne er, at det her skal rykke. Vores tålmodighed er ved at være brugt op. Jeg regner med, at der vil komme flere kvinder på de ledende poster i løbet af en kort årrække”.

Citatet stammer fra Eva Kjer Hansen, da hun i 2007, efter 3 år som ligestillingsminister, måtte konstatere at det gik for langsomt med ligestillingen på centrale områder som ligeløn, og kønsbalance i ledelseslagene. Det ledte til et Ligestillingscharter, som ”virksomheder skal kunne underskrive og forpligte sig på, at de gør noget for ligestillingen… Det handler om andelen af kvinder i ledelsen og bestyrelserne og om ligeløn mellem mænd og kvinder”.

"Ligestillingsministeren må konstatere en minimal udvikling i ligestillingen de sidste 11 år."

Her 11 år senere, da hun tiltræder stillingen igen, undrer Eva Kjer Hansen sig over, at vi ikke er kommet meget videre. Og udtaler i Politiken den 22. juni 2018:

Det er simpelthen så irriterende, at der ikke er sket noget som helst på mange områder. Ligestillingsministeren må konstatere en minimal udvikling i ligestillingen de sidste 11 år.

Velkommen tilbage til ligestillingsministeren. Tilbage til fortiden.

Og netop irritationen om manglende fremskridt, savnede jeg lidt, da jeg hørte Eva Kjer Hansen tale på Womenomics-konferencen i Tivoli for en måned siden. Hun kom umiddelbart efter, at den norske ligestillingsminister havde fremlagt Norges strategi og planer for at skabe forbedringer på området. Og forskellen var slående; Den norske minister talte om at bruge alle de greb, der skal til i alle dele af samfundet og på alle niveauer. Eva Kjer Hansen talte primært om, hvad kvinderne skal gøre anderledes.

"Hvis ikke en ligestillingsminister skal lave overordnede strukturelle, systematiske, strategiske retningslinjer, hvem så?"

Kvinder skal melde sig ind i netværk, kvinder skal “let go” på flere måneder af barselsperioden og lade være med at tro barslen er deres, kvinderne skal vælge andre typer af uddannelser. Tre forslag som rummer potentialer og perspektiver, men som desværre først og fremmest fremstår ensidige og unuancerede, når de står alene. Og særligt når de kommer fra en minister, der har så mange andre kort på hånden, hun kan spille.

Måske var det for at motivere og rådgive forsamlingen af primært kvinder. Men det, der virkelig er brug for, er, at vi oplever, at ministeren for ligestilling i landet ikke alene anerkender problemstillingerne, men også har visioner, og en klar strategi, med langsigtede mål. Som er klar over at magt forpligter til handling. Hvis ikke en ligestillingsminister skal lave overordnede strukturelle, systematiske, strategiske retningslinjer, hvem så?

Og nej, jeg tænker ikke på kvoter. Kvoter er bare ét middel. Der findes så uendeligt mange andre måder at skabe forandringer. Men grundlaget for at skabe succesfulde forandringer er helhedstænkning, og det sker bedst og mest effektivt, hvis det sker i en dynamik af både et top-down og bottom-up. Og ud i alle strukturer og systemer.

Jeg kan som privatperson opfordre de kvinder, jeg møder på min vej, til at deltage i netværk, og at dele forældreorloven med deres mænd. Opfordre kvinder til at læse Katja Iversens bog ”Kvinde kend dit netværk”, som ministeren citerede fra.

En ligestillingsminister kan følge op på lovgivningen for ligeløn. Følge op på loven om måltal. Stille krav, sørge for vejledning, og ikke mindst sørge for, at det har konsekvenser, hvis ikke man følger loven. Sikre at finanslovsforslag og andre lovforslag ikke har en kønnet slagside, og tilgodeser det ene køn frem for det andet. Eksempelvis rammer kontanthjælpsloftet i højere grad kvinder og top-skattelettelser kommer i højere grad mænd til gode. En minister kan sikre midler til forskning og videndeling inden for sit område. Sikre oplysning og undervisning. Vise, at man fra toppen af vores samfund tager ligestilling alvorligt og vil gøre noget for at skabe forandringer.

England, Frankrig og Island rykker på ligelønnen.

Eksempelvis vedtog England for et år siden, at alle virksomheder på 250 ansatte og derover skal offentliggøre deres løn-gab. Alle tallene er samlet i offentlig database. Initiativet har skabt en bølge af initiativer for at lukke de kønsmæssige løn-gab. Og i Frankrig fremlagde regeringen i marts et forslag om en lov, som vil give virksomheder tre år til at lukke deres løn-gab inden de ellers straffes med bøder. Island har en ambition om, at implementere ligeløn inden 2022.

Politiken rapporterer, at ”ifølge SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd red.) vil der i Danmark gå 110 år før kvindernes lønefterslæb er væk, hvis udviklingen fortsætter i samme tempo som nu.”

Og den langsommelighed kendetegner flere centrale ligestillingsproblematikker.

Ifølge Berlingske Business har 835 af de 1595 virksomheder, der er omfattet af loven om måltal, ikke en eneste kvinde i bestyrelsen,

Ligestillingsministeren siger, at hun vil dialog. Det er altid godt. Men det er de færreste samfundsmæssige og organisatoriske forandringer, der er sket alene igennem dialog og oplysning.

I skyer af røg og bjerge af usorteret affald.

For nylig fik jeg en udførlig A4-størrelse-folder ind ad døren. Der står beskrevet i mindste detalje, hvordan jeg sorterer mit affald korrekt, og hvad der så ellers sker med mit affald, efter det bliver hentet af renovationsfolkene. Det er super godt med oplysning. Men jeg er desværre ret sikker på, at hvis ikke vi havde forskellige skraldespande og genbrugsstationer. Hvis ikke vi havde pantsystemer og stillede flaske-automater op så var vi aldrig nået, så langt som vi trods alt er med genbrug og affaldssortering.

"Hvis vi kun havde snakket om rygningens skadelige virkninger, men ikke indført forbud, så sad vi stadig i røgskyer på barer og cafeer."

Man skal have systemer og strukturer, der bakker op omkring, de forandringer man vil skabe.

Og dét kræver for det meste mod og vilje at gennemføre. Faktisk sker der ifølge professor i politologisk kønsforskning på AAU Anette Borchorst ikke noget, så længe det bliver ved snakken, når ” både drivkraften, handlingen og ressourcerne mangler”.

Hvis vi kun havde snakket om rygningens skadelige virkninger, men ikke indført forbud, så sad vi stadig i røgskyer på barer og cafeer.

Indimellem kan man så også “nudge” sig til forandringerne. Bare lige give et lille puf i den rigtige retning. Som når man fandt ud af, at det smarteste var, at vi først skal tage vores kort i kontantautomaten, og dernæst får penge. For ellers så glemmer vi kortet når først vi har fået pengene, uanset hvor mange kampagner, der har været for at få os til at huske kortet.

Som når vi skaber bedre kønsbalancer alene ved at kræve, at search-firmaer stiller med kandidater af begge køn til lederpositioner. Ved at ændre ordvalg i jobannoncer. Eller skubber på ligelønnen ved at kræve offentliggørelse af virksomheders lønstatistik på sammenlignelige niveauer, renset for variabler.

Lad os tage dialogen omkring, hvordan vi bruger hele paletten af muligheder for interventioner og handling for at skabe de forandringer, der er nødvendige. Så vi ikke om 11 år igen skal kigge tilbage og se, at vi igen har stået helt stille.

Regeringsmagter som rollemodeller.

Lad os vise alle børn og unge i Danmark, at vi har en regering, der, uanset partifarver, værner om, viderefører og løfter ligestilling. Og selv som institution går forrest og er en god rollemodel.

Lad os blive inspireret af det legendariske pressemøde 4. november 2015, da Justin Trudeau tiltrådte som nyvalgt premiereminister for Canada og præsenterede sit kabinet. På spørgsmålet om hvorfor det havde været vigtigt for ham at have en 50/50 kønsbalanceret sammensætning i kabinettet lød svaret, ”Because it is 2015”. Det befriende, ikoniske svar løb igennem de sociale mediers globale netværk og nyhedsmedier i en begejstret strøm. Det er tre år siden.

Frankrig med Emmanuel Macron i spidsen, hvis regering tæller 10 kvindelige ministre ud af 19.

Den spanske premierminister Pédro Sanchez, som netop i starten af denne måned præsenterede sin regering med et historisk højt antal kvindelige ministre (60 %), og hvor de helt tunge områder, såsom finansministeriet, økonomiministeriet, justitsministeriet og forsvarsministeriet, ledes nu af kvinder.

Derfor virker det også ekstra forstemmende, når regeringen i Danmark for nyligt udfylder de 19 nøglepositioner i folketingsudvalgene alene med mænd. Og efterfølgende udfylder regeringens 22 rådgivende nøglepositioner udelukkende med mænd. Når regeringen bevidst vælger 41 mænd og ingen kvinder til 41 strategisk vigtige positioner i styringen af vores land, så sætter det et eksempel, der taler meget højere end den dialog, vi kan føre om, hvordan vi får bedre kønsbalancer på alle niveauer i vores samfund.

"Vi bør spørge os selv, hvordan det var blevet taget imod, hvis en kvindelig statsminister havde udnævnt 41 kvinder og ingen mænd til de her strategisk vigtige positioner."

Det virker jo, sammenlignet med eksemplerne fra Canada, Frankrig og Spanien, som en total anakronisme.

Vi bør spørge os selv, hvordan det var blevet taget imod, hvis en kvindelig statsminister havde udnævnt 41 kvinder og ingen mænd til de her strategisk vigtige positioner.

Det er almindeligt kendt, at forandringer sker hurtigere, hvis topledelsen i organisationer går forrest og er gode rollemodeller.

Jeg undrer mig over, hvorfor den nuværende regering vælger at stille sig bagerst. Vi ved jo, og ligestillingsministeren fremførte det selv allerede i 2005, at ligestilling er godt for velfærd og organisationers præstationsevne. Det er godt for sundhed og et harmonisk familieliv. Det er en del af vores værdi-kanon. Fundamentet for vores velfærd. Det er ikke viden, vi mangler. Men strategisk lederskab, struktureret og helhedsorienteret mod og handlekraft. Det er ikke, fordi det er svært. Det kræver bare, at vi gør noget. Noget af det, vi ved, der skal til, og også noget modigt og fremsynet, som ingen måske har prøvet før.

Kære Eva, jeg håber du vil bruge din utålmodighed, dit engagement og commitment til at lede i en retning, så vi snart kan ankomme til nutiden og måske endda komme tilbage til fremtiden som foregangsland for ligestilling. Vi hepper på dig.

Jeg ønsker alle en god sommer 🙂

Modige kvinder på meningsfulde missioner

Marianne Siig — Thu, 03 May 2018 11:04:05 +0000

”Vi skal tale meget mere om magt og kvinder”. Margrethe Vestager, Konkurrencekommissær, EU.

”Hjerter Dame” er i biograferne i dag. Dokumentarfilmen om LOs forkvinde er et stykke Danmarkshistorie, der går ind under huden, og sætter et afgørende punktum for en 120 år mandsdomineret æra i fagbevægelsen. I Grand Teatret var der til premieren i går efterfølgende snak om magt og kvinder med Margrethe Vestager og Lizette Risgaard.

Det er en episk scene fra formandsskiftet i LO i 2015, der åbner filmen, som bringer os ind i fagbevægelsens inderste, og tæt på den kvinde, der nu står i spidsen for 1,5 millioner lønmodtagere.

Med ryggen vendt mod LOs kommende forkvinde sidder den afgående formand Harald Børsting og forbereder sig på at forlade scenen. Flere års magtkamp med Lizette Risgaard er slut. Og hun gør sig klar til at indtage scenen som et resultat af hendes stædige fastholdelse af både sin egen og organisationens berettigelse, og frem for alt god kontakt med LOs medlemmer.

“Lizette Risgaard bruger sig selv, og stiller krav til folk. Om ordentlighed, respekt for hinanden og engagement.”

At vejen til magten har været svær bliver kun fastfrosset i en enkelt scene, hvor Lizette Risgaard genfortæller et afgørende kaffemøde, hun og Harald Børsting havde i en sejlklub på Amager;

“Ret hurtigt stod det klart, at Harald havde nogle andre synspunkter på mig og min rolle, end jeg måske selv havde. Han fortalte mig rimelig hurtigt, at han ikke syntes, at jeg havde de evner, der skulle til for at blive næstformand. Det var måske også lidt tidligt at komme med den udmelding, men det var jo rimelig klart, så jeg vidste, hvad jeg havde at rette mig efter.”

Så usentimentalt beskriver Lizette Risgaard den modstand og den mangel på opbakning fra toppen, der kendetegnede hendes syv år som næstformand, og som tidligere er blevet beskrevet i flere detaljer blandt andet af Politiken. Det interesser hende ikke at dykke ned i den historie. Hun er videre. Man skal ikke have ondt af hende. Det var en magtkamp, og den lærte hende en masse, pointerer hun efter filmen.

Lige så usentimentalt forholder hun sig til magten, da hun får den. Hun afsætter den syv-mand store ledelsesgruppe, der igennem tiden havde modarbejdet hende med beskeden »Jeg har lagt en plan for, hvad jeg vil, og de skal ikke med på den rejse. Vi skal i gang med at forandre og udvikle fagbevægelsen, og det kræver et andet hold«. Og derfra tackler hun udfordringerne direkte og uden omsvøb. Fra dueller med statsministeren på Christiansborg, til snakke i skurvogne med utilfredse medlemmer. Eller i en legendarisk scene fra Fælledparken 1. maj 2017, da utilfredse 3F medlemmer forsøger at sabotere hendes tale, og hun derefter igennem 2 ½ time trasker rundt til de enkelte forbund for at møde sine modstandere, der, som én af dem siger, ”aldrig tidligere [har] oplevet LO formænd turde komme ud og tale med os.” Lizette Risgaard bruger sig selv, og stiller krav til folk. Om ordentlighed, respekt for hinanden og engagement.

Og Lizette Risgaard fra Rødovre er hverken bange for magt eller modstand.

På den måde minder Lizette Risgaard og Margrethe Vestager om hinanden, da de sammen på scenen efter premieren på ”Hjerter Dame” diskuterer magt og kvinder.

EU’s konkurrence-kommissær Margrethe Vestager er blevet kendt og respekteret i hele den vestlige verden, som hende, der tør gå op imod tech-giganterne, og kræve skatter og ordentlighed. Kendt for at sætte demokratiet over markedskræfterne.

Inspirerende rollemodeller

De er begge forbilledlige i at arbejde for et fælles bedste. Det er det, de vil bruge deres magt til. De har vilje til handling og stor autenticitet bag lederskabet. De vil værne om demokratiet og sammenhængskraften i samfundet. De er ydmyge over for deres egne roller; og ser magt som noget man er betroet til; det har et større formål end dem selv. De er bevidste om, at hvis vi vil bevare og videreudvikle vores samfund, skal vi fortsat arbejde hårdt for det, og ikke tage for givet, at det kommer af sig selv.

Og så er de kvinder.

”Og vi skal tale meget mere om magt og kvinder”, understreger Margrethe Vestager.

“Mænd har jo været uformelt kvoteret ind i ledelseslagene i mere end to tusinde år.”

”Kvinder er ikke som mænd naturligt indfødte på de øverste ledelseslag. Vejen dertil er mere besværlig, vi taler om, at vi skal bryde glaslofter eller kvoteres. Vi er som asylansøgere på tålt ophold, i en verden der har tilhørt mændene. Mænd har jo været uformelt kvoteret ind i ledelseslagene i mere end to tusinde år”.

I Margrethe Vestagers egen kommission overtog hun en kønsbalance i ledelseslagene med kun 10 procent kvinder. De satte sig et mål: på fem år ville de have minimum 40 procent kvinder i ledelseslagene. Her tre et halvt år senere er 36 procent af lederne i Margrethes Vestagers kommission i EU kvinder.

Et andet iøjefaldende lighedstegn mellem to ellers ret så forskellige lederpersonligheder er at de begge lever op til den internationale research, der kategoriserer kvinder som lidt modigere ledere end mænd.

Jeg har i et tidligere blogindlæg beskrevet et omfattende studie fra 2016, der indbefattede 360 graders evalueringer af 75.000 ledere verden over. Formålet var at teste opfattelsen af, at mænd generelt er mere modige og risikovillige.

Forskerteamet ville grave dybere og sammenstille mænd og kvinder, når det gjaldt hverdagen som ledere med svære beslutninger, ”toughness” ift. forandringsprocesser og til at gå hele vejen og gøre det nødvendige for at opnå de ønskede resultater. Konklusionen var tydelig; kvinderne var på alle opstillede parametre og i alle sektorer i gennemsnit lidt modigere end mændene.

I de sektorer som er allermest mandsdominerede, er kønsforskellene størst. Og kvindernes mod relativt endnu større.

Der bliver tit efterlyst kvindelige rollemodeller. Lizette Risgaard og Margrethe Vestager er absolut to af dem. Men der er jo mange flere, og det er værd at huske på, at Lizette Risgaard også var en rollemodel dengang hendes kollegaer og chef i den øverste ledelse ikke troede på hende. Vi skal nok blive en del bedre til at sætte spotlight på kvinderne i lagene under toppen.

“Du skal ikke lade andre skrive din historie. Måske er det ikke dine evner, men forestillingsevnen hos dem, der vurderer dit potentiale, som ikke er helt skarp.”

Igennem mit arbejde i mere end 20 år med ledelses- og organisationsudvikling har jeg hørt i hundredevis af variationer over Lizettes Risgaards kaffesnak med Harald Børsting. Og i 90% af tilfældene fra kvinder, der slås med udtalelser fra overordnede, der bevidst eller underbevidst undervurderer deres potentiale.

Det er vigtigt at lytte til disse historier og lære, at du ikke behøver at tage andre menneskers vurderinger til dig. Du skal ikke lade andre skrive din historie. Kvinder er; som Margrethe Vestager understregede det, stadig et særsyn i den absolutte top. Det er stadig en ny oplevelse med kvindelige ledere i den øverste del af mange organisationer. På den måde havner kvinder i kategori med iværksættere, hvis succesfulde idéer oprindeligt blev skudt ned. Måske er det ikke dine evner, men forestillingsevnen hos dem, der vurderer dit potentiale, som ikke er helt skarp.

I 2009 påviste Sophie Linghag i et omfattende svensk forskningsprojekt, hvordan vi er bedre i stand til at forestille os mænds potentiale frem for kvinders. Vi har en tendens til at forestille os kvinders potentiale set i tæt relation til deres nuværende positioner. Hvorimod vores forestilling om mænds potentiale synes større, mere ubegrænset og åbent.

“Lizette Risgaard og Margrethe Vestager er ikke bare brudt igennem glasloftet. De har flyttet hele overetagen, bygget ekstra på og ændret grundlæggende strukturer…”

Lizette Risgaard og Margrethe Vestager er ikke bare brudt igennem glasloftet. De har flyttet hele overetagen, bygget ekstra på og ændret grundlæggende strukturer med deres modige og meningsfulde ledelse. Og hver især har de ligestilling højt på agendaen.

Det er vigtigt at ligestillingskampen er en vi tager sammen med mændene pointerede Lizette Risgaard. Men det er også vigtigt at vi selv gør hvad vi kan som kvinder. Stem på kvinder. Gå i netværk sammen. Bak op omkring hinanden, lød det afslutningsvis fra Lizette Risgaard.

Gid der også var nogen, der ville følge Margrethe Vestagers dagligdag og historie i EU, og mange andre kvindelige lederes historie og hverdag.

Vi har brug for spotlight på mange forskellige kvindelige rollemodeller, så de kan ændre vores mentale billeder af, hvordan en ”rigtig” leder ser ud.

Tak for ”Hjerter Dame”.

Fædreorlov gi’r øget sundhed og bedre samfundsøkonomi

Marianne Siig — Tue, 17 Apr 2018 12:09:12 +0000

Kære mænd, hvis I gerne vil leve længere, have gladere børn og udvikle jeres personlige kompetencer, så tag en længere forældreorlov, og del ansvaret omkring børn og familie med jeres partnere. På den lange bane vil det også give jer en bedre familieøkonomi. What’s not to like?

Torsdag den 12. april var der høring på Christiansborg om “Barselsorloven, kulturen og dens udmøntning i praksis”.

Ovenstående konklusioner er dels taget fra høringen og dels fra ny forskning, primært fra Sverige, hvor resultaterne har vist at; “… øget ligestilling og udnyttelsen af ’far-dage’ har indvirket positivt på mænds levetid og sundhed”. Ifølge Maria Danielsson fra den svenske Socialstyrelsen opfattes diskrepansen mellem mænds og kvinders forventede levealder oftest som en ”naturlig” forskel, der knytter sig til det biologiske køn. Det er dog ikke nødvendigvis tilfældet, siger hun, og påpeger, at vi er nødt til at problematisere den fremherskende maskulinitet, som er årsagen til mænds overdødelighed. En undersøgelse lavet af Anne Månsdotter, som forsker i folkesundhedsvidenskab, viser en negativ korrelation mellem længden af mænds fædreorlov og deres risiko for at dø i utide. Den øgede ansvarlighed og delagtighed i familielivet gør mænd mindre sårbare for de typiske helbreds-faldgruber der er for deres køn.

Og heldigvis tyder alt da også på, at mændene gerne vil tage mere forældreorlov. Selvom der er store sektorielle forskelle, på hvor meget orlov danske mænd tager, så siger 21 procent af fædre der har afsluttet deres barsel, at de gerne ville have taget mere. Faktisk, som tidligere nævnt i denne blog, ønsker 75 procent af danske mænd og hele 82 procent af danske kvinder, at mændene kunne holde længere barsel. Og det er ikke så underligt, for ifølge de tal der blev fremlagt af LO på høringen tager 36 procent af danske mænd slet ingen barsel. Yderligere 36 procent holder kun mellem en og 14 dages barsel, hvilket altså betyder, at kun 28 procent af danske fædre holder orlov længere end de to uger som pt er øremærket faren/medforældren.

Fra et økonomisk synspunkt er det også interessant at kigge på effekten af mænds fædreorlov. Udover at mænd der tager barsel ser ud til at leve længere og være sundere generelt, så tyder en undersøgelse fra 2015 på, at både samfundsøkonomien (uddybet i mit indlæg fra oktober 2015) og familiens egen økonomi vokser i takt med at mænd tager længere orlov. I Danmark er Rockwoolfonden i en større analyse nået frem til at en husstandsindkomst stiger med op til 14.000,- årligt, hvis far tager bare én uges ekstra orlov. Især mødrenes indkomst stiger, mens fædrenes indkomst overordnet set ikke lider. Tværtimod øges den faktisk også en lille smule i visse tilfælde.

“…børn, der vokser op i familier, hvor begge forældre er dybt involverede og tager ansvar for dem i deres opvækst, [får] “dobbelt op på muligheder…””

Sundhed og økonomi vejer tungt, men allervigtigst er selvfølgelig hvad det gør ved dem det hele handler om; børnene. Ifølge den danske mandeforsker og psykolog Svend Aage Madsen får børn, der vokser op i familier, hvor begge forældre er dybt involverede og tager ansvar for dem i deres opvækst, “dobbelt op på muligheder”, fordi begge deres forældre bliver rollemodeller for omsorg. På den måde bidrager mænds barsels- og forældreorlov til at udviske begrænsningerne for, hvad kønnene ”kan”. Det giver børnene flere muligheder for selv at definere deres liv.

Svend Aage Madsen har dog en vigtig pointe; hvor de allerfleste kvinder har fået ”moderrollen” overleveret fra deres egen mor, så kan fædrene ikke på samme måde spejle sig i deres opvækst. Det betyder, at de skal søge deres viden et andet sted, og det er derfor vigtigt, at vi investerer i at støtte fædrene i at tilbringe endnu mere tid med deres børn, siger han.

Virksomhedernes del af ansvaret

Ligestillingsminister Karen Elleman understregede netop også på høringen med henvisning til ministeriets seneste kampagne, “Barselsorlov – tag det som en mand”, vigtigheden af at fremhæve de gode rollemodeller, og skubbe på kulturen i de virksomheder og organisationer, hvor det stadig ikke er kutume med forældreorlov for mænd.

Ifølge LO’s egne undersøgelser, peger både mænd og kvinder på, at den langt overvejende forhindring for øget barsels-/forældreorlov er økonomi, hvis man ikke/eller kun delvist er sikret løn under orlov. Dernæst kommer arbejdsgivernes manglende opbakning til fædre på orlov. Og endelig lovgivningen; nemlig at fædre/medforældre kun er sikret de 14 dages barsel, som er øremærket.

“Hos LEGO bliver vordende forældre inviteret til møder for at skræddersy den bedste ordning for familien. Hos Deloitte arbejder man internationalt og også i DK med konceptet “Happy Parents…””

Som virksomhed er det derfor vigtigt, at vi gør vores del til at bidrage til denne investering. Vi har ansvar for at skabe en virksomhedskultur, hvor mændene opfordres til at tage lang orlov, og skabe de nødvendige balancer mellem arbejds- og familieansvar. Hos LEGO bliver vordende forældre inviteret til møder for at skræddersy den bedste ordning for familien. Hos Deloitte arbejder man internationalt og også i DK med konceptet “Happy Parents” med møder før, under og efter forældreorlov, for at finde løsninger og sikre at medarbejderen trives i det nye liv i krydsfeltet mellem arbejde og familieliv.

Og fleksibiliteten var også en af de vigtige pointer fra Parental Leave Forum, en samling eksperter med hver deres professionelle indgangsvinkel til barselstiden, der stod for høringen i samarbejde med vært Yildiz Akdogan MF (S). Deres undersøgelser blandt nybagte og vordende forældre viste et stort ønske om mere fleksibilitet, fx dét at kunne strække orlovsperioden på måder der passede den enkelte bedre end det er tilfældet i dag.

Sideløbende med rammevilkårene, som vi kun delvist har indflydelse på, er det vigtigt, at vi som virksomheder aktivt profilerer gode mandlige rollemodeller, for at påvirke kulturen både internt og eksternt. Og at vi profilerer alle goderne ved at tage fuldt ansvar for og del i ens børns liv fra de er helt små. For to år siden skrev jeg i mit indlæg om barselsorlov “Foregangsvirksomheder forsøger at bakke op omkring kvinderne og anerkende den vigtige udviklingsrejse, det er at få børn. I 2004 indførte det globale marketings-firma prophet en virksomhedspolitik, hvor et barselsforløb i forhold til karriere blev sat lig en MBA fra et af eliteuniversiteterne.” I tråd med det, blev der på høringen i torsdags fremlagt resultaterne af et studie fra Yale University School of Medicine, der indikerede hvordan eksempelvis empati, mæglings- og forhandlingskompetencer og dømmekraft bliver forbedret og udviklet for mødre på barsel.

“…med et helhedsorienteret og livscyklus perspektiv på talent management, så giver det rigtigt god mening at investere i fædreorlov…”

Lad os nu værdsætte barsels- og forældreorlov for den udvikling det giver af vores medarbejdere. Og med et helhedsorienteret og livscyklus perspektiv på talent management, så giver det rigtigt god mening at investere i fædreorlov og fleksible arbejdsvilkår der passer til småbørnsforældre; mænd udvikler nye kompetencer, vi udligner forskellene mellem mænd og kvinder på arbejdspladsen og får derved adgang til den fulde talentmasse. Vi bliver en attraktiv arbejdsplads der kan tiltrække de nye talenter. De yngre generationer er nemlig kendetegnet ved at de både vil være gode mødre/gode fædre, og være ambitiøse på arbejdet.

Plads til livet

Høringen var præget af stort engagement og hyggelig baby-larm, sammen med politisk og organisatorisk velvilje til at forbedre vilkårene for barsels- og forældreorlov i Danmark, for alles bedste. Og det er tiltrængt. For som jeg også skrev for to år siden, så halter Danmark langt efter resten af Norden. Det gør vi stadigvæk. Og der er ingen vej udenom, at der skal både en forlængelse af den samlede orlov, og en ligestilling af kønnene til før det rykker i den rigtige retning.

Ligestillingsminister, Karen Elleman nævnte på høringen, at ministeriet er ved at udarbejde en større undersøgelse af den danske barsels- og forældreorlovssituation. Jeg håber, de tager de større perspektiver med, og en helhedspræget tænkning omkring hvilke overbevisende samfundsøkonomiske fordele der er ved at skabe og sikre generøse barsels- og forældreorlovsvilkår for både mødre og fædre. Det kunne være rigtig interessant at få analyseret på.

Vi bidrager i gennemsnit i ca. 40 år til arbejdsmarkedet. Vi er nogen af dem i Europa, der bruger flest år på at arbejde. Vi får i gennemsnit 1.8 barn. De måneders fravær, dét giver fra det store arbejdsmarkeds tidsregnskab, er jo praktisk talt ingenting. Det er så lille en tidsmæssig investering i løbet af et liv og arbejdsliv. Men for et nyfødt barn, vores forældreroller og familiekultur er det en fundamentalt vigtig tid.

Vi har slet ikke råd til ikke snart at komme op på linje med eksempelvis Sverige. Det er et fælles ansvar: Vi må give plads til livet.

Lyt til Davos: Topchefen skal sikre en mangfoldig og inkluderende kultur

Marianne Siig — Thu, 01 Feb 2018 10:58:40 +0000

På sidste uges årlige Davos-møde var diversitet, ligestilling og inklusion højt på agendaen. En af de mange rapporter, der kom ud i den forbindelse, var den omfattende “Global Talent Competitives Index – Diversity for Competitiveness” fra INSEAD, Tata Communications og Adecco-gruppen, hvori man konkluderer, at mangfoldighed er en forudsætning for konkurrencedygtighed, og at mangfoldighed og inklusion derfor må og skal være en prioritet for topledelsen. De fortsætter med at sige, ”det betyder at [virksomhederne] skal fostre en inkluderende kultur… hvor alle føler sig respekteret og hørt”.

Et paradigmeskift

Vi har længe vænnet os til ”forandringsparathed og robusthed” som buzzwords og basiskrav til både ledere og medarbejdere. Og ikke mindst et grundvilkår på arbejdsmarkedet hvor; strukturer, produkter, kunder, værdikæder forandrer sig. Vi har endda løftet forandringsprocesser op på et endnu mere gennemgribende niveau; transformationer, kendetegnet ved at organisationer stræber efter at ændre alt og alle – og på én gang. Det er vi ved at vænne os til. Uanset om man befinder sig i den ene eller anden ende af forandrings-skalaen, så skal det gå stærkt. Det er helt afgørende, at alle gør deres bedste, at vi får det bedste ud af alle ressourcer, alle udfolder deres fulde potentiale, at der er et godt samarbejde i og på tværs af teams.

“Sagen er, at inklusion rummer et centralt svar på et af de kernespørgsmål som alle ledere og organisationer interesserer sig for…”

Når nu vi kun alt for godt kender denne virkelighed, hvad er så argumentet for at bruge tid på at arbejde med diversitet og inklusion oveni en krævende og kompleks hverdag. Sagen er, at inklusion rummer et centralt svar på et af de kernespørgsmål som alle ledere og organisationer interesseret sig for: hvad er hemmeligheden bag effektive, high performing teams?

Når tryghed er tryllemidlet

Det var også spørgsmålet Google-direktørerne stillede sig selv for nogle år tilbage. I jagten på den hellige performance gral undersøgte de over en periode på 2 år 180 teams i deres egen organisation i en forventning om, at de bedste teams måtte være dem med de ”bedste” medarbejdere. Men, som Julia Rozovsky, Googles People Analytics Manager, udtrykte det, ”we were dead wrong!” De kiggede på mere end 250 forskellige team-attributter og foretog mere end 200 interviews, uden at der dannede sig et klart billede. Først da de skiftede perspektiv og begyndte at se på gruppenormer og uskrevne regler, dannede der sig et mønster. De fandt frem til 5 karakteristika, som de mest succesfulde teams delte: pålidelighed, struktur og klarhed, mening, effekt, og psykologisk tryghed (se artiklen for udvidede definitioner).

“Det interessante i Google’s research er, at succes først fremmest beror på de enkelte medarbejderes følelse af tryghed…”

Det interessante i Google’s research er, at succes først fremmest beror på de enkelte medarbejderes følelse af tryghed og klarhed, og så det at deres arbejde giver mening både for dem personligt og for at skabe en bedre verden. Der var omvendt ikke nogen tydelig sammenhæng mellem det enkelte individs kompetencer og teamets performance. Men derimod tydelig sammenhæng mellem teamets succes og trygge relationer, hvor alle tør byde ind med deres perspektiver.

Det spørgsmål, der trænger sig på, i kølvandet på resultatet, må naturligvis være, hvad kan jeg som leder gøre for at skabe et trygt rum i en turbulent tid?

I 1990’erne bredte der sig en ny, god vane blandt mange ledere og i teams – check-ind – at få alle i teamet til at melde ind på en variation af super enkle spørgsmål eks: er der et enkelt ord der kan beskrive hvordan du har det ligenu? Er der noget der forhindrer dig i at være fuldt tilstede? Hvad håber du at få med/bidrage med til mødet?

Nye ledelsesvaner

Igennem mine 8 år som direktør for et nordisk konsulentfirma i 90’erne brugte vi både check-ind og check-ud som en fast bestanddel af vores møder. En god vane som vi også brugte i Nordea, hvor den tryghedsskabende ledelsespraksis i stigende grad bliver praktiseret.

Check-ind er bare ét “værktøj”, som bidrager til at skabe tillid og commitment på tværs (både bilateralt mellem leder og medarbejder, og multilateralt blandt team-medlemmerne), og til at anerkende det ”hele menneske” på arbejdspladsen. Det afgørende i dagligdagen er generelt at skabe respekt, nysgerrighed og lydhørhed overfor hinanden.

Gode relationer på tværs er med til at øge teamets succes. Og at blive set og hørt og rummet, med alt hvad man er, skaber automatisk en følelse af tryghed, der giver sundere arbejdsklima, øget mod og et stærkere commitment.

Inspirationen vi kan tage med fra Davos og Google’s team research må være, at næste gang du skal ansætte en ny leder, eller skal vælge et nyt job, og du ønsker størst mulig succes, så spørg om lederen er god til at skabe tryghed, klarhed og meningsfuldhed, fremfor at lægge stor vægt på om lederen er forandringsparat og robust.

Hvor mangfoldigheden er grundlaget for innovation og problemløsning, er følelsen af at være inkluderet forudsætningen for at realisere gevinsten af at bringe forskellige mennesker sammen og for, at man performer til sit yderste, som de konkluderede i rapporten fra Davos.

Det er opmuntrende at se, at mangfoldighedsledelse er kommet højt på dagsordenen internationalt. Og også et tydeligt budskab til vores danske ledere og organisationer, om at få mangfoldighed og inklusion med som en strategisk prioritet.

God arbejdslyst!

Frihed, lighed og søsterskab: Ligestillingsåret der gik

Marianne Siig — Sat, 30 Dec 2017 10:20:33 +0000

Da jeg sidste år kiggede tilbage på 2016 gav jeg det overskriften; ”En månelanding for kvinder, der crashede”. Med referencer til det slukkede håb om en kvindelig præsident for USA, og følelsen af et gigantisk tilbageskridt for ligestillingen, når en mand som Trump kunne blive valgt til præsident. Samtidig udtrykte jeg et håb om, at netop valget kunne mobilisere modstand og ”blive den ”fremkaldervæske”, der bragte de eksisterende sexisme-, racisme- og ligestillingsudfordringer frem i lyset.”

“Set fra et ligestillingsperspektiv blev 2017 nærmest en fugl Fønix, der rejste sig fra asken af det kuldsejlede håb.”

Her et år efter synes jeg, at vi kan se tilbage med stor respekt og glæde over de bevægelser, der blev sat i gang i år. I januar gik hundredtusindvis over hele verden på gaderne. Kvinder og mænd. Familier og singler. Børn, unge og gamle i et mylder af Pussy-lyserøde-hjemmestrikkede-huer som værn mod årstidens kulde og valget af en amerikansk præsident, der altså syntes det var alletiders at ”grab them by the pussy”.

Set fra et ligestillingsperspektiv blev 2017 nærmest en fugl Fønix, der rejste sig fra asken af det kuldsejlede håb. 2017 blev året hvor kvinder verden over satte fødderne hårdt ned og sagde nok er nok, og dermed gav drømmene om en kultur, hvor kvinder og mænd behandles ligeværdigt, nye vinger.

For at nå dertil kræver det en fortsat grundig forholden sig til, hvordan vi kan opnå, at vores køn ikke kommer til at definere mere eller andet, end vi hver især har lyst til.

National Geographic lagde ud med den nysgerrighed på køn i deres januar-nummer; ”Gender Revolution” – et helt nummer udelukkende dedikeret til køn, og til den mangfoldighed hvormed mennesker opfatter deres køn og friheden til selv at vælge og definere sig selv og sit liv, fremfor at blive puttet i stereotype kasser.

I august blev Copenhagen Pride med 35.000 deltagere og over 300.000 tilskuere den største i Danmark nogensinde; en festdag for mangfoldighed, ligestilling og kærlighed. Og en stærk afstandstagen til homofobi og snæversyn. Det gjorde sig også gældende i april, hvor mange mandlige politikere i Europa, inklusiv danske, lagde billeder op på sociale medier, hvor de gik med hinanden i hånden for at markere deres afstandstagen til en homofobisk hatecrime i Holland.

Frygtløse og forenede kvinder

En anden kønspolitisk milepæl blev opnået over sommeren, da hele landet for første gang i næsten 50 år var samlet omkring kvindefodbold, og landsholdet vandt EM-sølv i Holland. Der var rørende interviews med fodbold-piger, der med lys i øjnene fortalte, at når de så landsholdets kvinder spille, så de sig selv. Når de ellers så herrelandsholdet, så de deres far og bror. Landsholdets indsats og den folkelige opbakning markerede forhåbentligt også et endeligt for den ”der-er-så-meget-kvinder-ikke-forstår” statsligt finansierede kvinde-ekskluderende kampagne. Det gav os alle nogen fantastiske stunder foran tv og både piger og drenge nogen nye rollemodeller. Forhåbentlig kan en fortsat succes være med til at skabe bedre betingelser for piger og kvinder i fodhold generelt og også for kvindelandsholdet. Her kan vi få inspiration fra Norge, hvor anførerne for henholdsvis herrelandsholdet og kvindelandsholdet for nyligt skrev under på en aftale, der sikrer holdene de samme lønvilkår.

Der var flere gode sejre i år. Saudi Arabien, det mindst ligestillede land i verden, gjorde op med deres forbud mod kvinder bag rattet. Australien stemte for homoægteskaber. Den Kirgisiske Republik og Liberia indførte nye love mod vold i hjemmet. Schweiz foreslog ny lovgivning, så det bliver nemmere at håndhæve ligeløn og Island indførte en ligelønslov, der kræver at virksomheder kan bevise, at de har ligeløn – og ellers kan de straffes med bøder.

I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag i marts blev den ”Frygtløse Pige” installeret overfor tyren på Wall Street i New York. Formålet med kunstinstallationen var at skabe opmærksomhed om det løngab samt den mangel på ligestilling, som findes i den traditionelt mandsdominerede finansielle sektor. ”Fearless girl” blev et tilløbsstykke og samtaleemne langt udover Wall Street.

“Det var lige fra ”Lillefar” i DK, til den ene store Weinstein-Patriark efter den anden, der faldt med tyngden af millioner af kvinder, der brød tavsheden.”

En af årets rørende begivenheder var, da tusindvis af israelske og palæstinensiske kvinder igennem to uger gik sammen gennem ørkenen for fred i regionen, og for at kvinder skal få en ligevægtig stemme i fredsforhandlingerne. ”Vi er højreorienterede og venstreorienterede kvinder, jøder og arabere, fra byerne og fra landdistrikterne, og vi har besluttet, at vi vil stoppe den næste krig”, sagde Marilyn Smadja, en af organisatorerne.

Og netop det at høre og respektere kvinders stemme blev uden tvivl årets vigtigste tema. #MeToo har potentialet til at blive den største kilde til kønspolitisk forandring, vi har oplevet og sikkert vil komme til at opleve i vores tid.

#MeToo har endegyldigt fremkaldt en undertrykkende sexistisk kultur fremfor alles øjne og ører. Og rusket i gamle strukturer.

Vi har, siden #MeToo blev kickstartet den 15 oktober, haft 2 ½ måneds turbulent reflektionstid i den offentlige debat. 2017 blev således året hvor hele svineriet fik en ordentligt gang Roundup; det systemiske syrebad, der skal til for at bekæmpe ukrudt helt ned i rødderne. Og det var lige fra ”Lillefar” i DK, til den ene store Weinstein-Patriark efter den anden, der faldt med tyngden af millioner af kvinder, der brød tavsheden.

Fremfor alt har det været omfanget af historierne, der har skrevet historien. Erkendelsen af at; nej, det er ikke kun midaldrende, rige, magtfulde Hollywood-mænd, der misbruger deres magt. #MeToo har endegyldigt fremkaldt en undertrykkende sexistisk kultur fremfor alles øjne og ører. Og rusket i gamle strukturer.

Trods smerten, og lyt

Selvfølgelig gør det ondt, og selvfølgelig er det svært at erkende. Selvfølgelig har alle kvinder haft lyst til at skrive #Notallmen, fordi de kender masser af gode, kærlige mænd. Men det er ikke tiden nu. Vi kan også godt forholde os til verdens enorme klimaforandringsproblematikker, uden at vi behøver at skrive at #jegsortereraltmitaffaldogslukkerlysetnårjeggårudafetrum.

Og selvfølgelig er der mænd, der har haft behov for at forsvare sig i alle tænkelige afskygninger og har fået masser af mediedækning til at gøre det. Her kun 2 ½ måned senere er der endog en del, der mener, at nu har vi talt nok om den her problemstilling. Men vi er jo ved at løse problemstillinger der går århundreder tilbage. Lidt vel optimistisk, at tro vi klarer den på et par måneder. Og hvis man er træt alene af at tale om seksuel chikane og overgreb, så prøv at forestille dig at være den der er så uheldig at skulle leve med det.

“…hvis man er træt alene af at tale om seksuel chikane og overgreb, så prøv at forestille dig at være den der er så uheldig at skulle leve med det.”

Jeg har stor respekt for, at det her kan være svært. Og for alle som på den anden side forsøger at bakke op, forstå, sætte sig ind i problemstillingerne.

Michael Schøt, en af mine favorit politiske satirikere, sagde det meget sympatisk i 5. december-udgaven af Schøtministeriet.: ”Jeg havde tænkt at vente lidt, så jeg helt kunne få helt styr på og overblik over #MeToo… men jeg tror måske efterhånden, tiden er kommet til, at vi skal sætte os ned og bare lige lytte lidt”!

Jeg har haft det lidt ligesom som Michael Schøt med #Metoo; brug for at reflektere lidt mere.

Hvad kan jeg gøre udover at sende mine største likes og hjerter i alle de retninger, hvor kvinder står frem og fortæller. Og hvor mænd lytter og reflekterer med respekt.

Mod til frihed

#MeToo er for de fleste kvinder blevet en individuel rejse, koblet på en kollektiv erindringsrejse udi alle de oplevelser, vi havde skubbet fra os, negligeret, skammet os over og følt skyld over. For nogen behændigt gemt væk og cementeret fordi smerten var for stor til, at man magtede at dele, og fortielsen var den umiddelbart bedste mulighed for at komme videre.

Derfor skal vi have den største respekt for modet til at bryde tavsheden. Og for effekten af de helende kræfter, der ligger i det at fjerne skylden og skammen fra den enkelte. Respekt for et stort kollektiv opråb om anerkendelse af sexchikanes udbredelse og virkning.

Vi skal blive ved med at tale og lytte og reflektere i lang tid. Uanset om det er i den ene eller anden ende af skalaen for overgreb og chikanering, så har vi brug for at forholde os til, hvordan vi undgår, at det sker. I vores virksomheder og organisationer. På uddannelsesinstitutioner, i vores festkulturer og hverdagsrelationer.

Vi er enige om, at vi gerne vil have et frit land og et land, der ikke er kropsforskrækket. Så når mænd giver udtryk for, at de frygter en ny-puritanisme, eller at friheden bliver begrænset, bliver vi nødt til at udfordre; hvis frihed det egentlig er, vi taler om?

Hvis vi kigger på de forholdsregler, piger/kvinder er opdraget med, så er der ikke meget frihed over det. ”altid følges med nogen når du skal hjem om aftenen”, ”lad være med at klæde dig for udfordrende”, ”pas på der ikke er nogen der hælder noget i din drink” osv. At skrive lister over forholdsregler er en øvelse en amerikansk lærer præsenterer for sine studerende, når han beder dem skrive ned, hvilke forholdsregler de tager for at undgå overgreb fra det andet køn. En stor øjenåbner særligt for mændene, der stort set ingenting skriver, men som ser lange lister fra deres kvindelige medstuderende.

Så tværtimod, når vi snakker om frihed, ville det da være fantastisk for alle kvinder OG mænd, at der vil blive mere plads til flirten, når man slipper for befamlingerne. Plads til friheden, når man slipper for angsten.

“…der vil blive mere plads til flirten, når man slipper for befamlingerne. Plads til friheden, når man slipper for angsten.”

Jeg håber, at vi i 2018 vil have modet og overskuddet til at fokusere på, hvordan vi kan skabe de nødvendige forandringer. At mænd også vil stole på når eksempelvis den amerikanske forsker i mænd og maskulinitet Michael Kimmel, der siger at: ”#MeToo revolutionen som mange mænd frygter, vil ende med at frigøre dem, fordi de ikke længere skal presses ind i den lille snævre maskulinitetskasse…. Den traditionelle maskulinitetskultur får svært ved at overleve det her. Men mere lighed er ikke kun godt for kvinder. Den er i høj grad også frigørende for mænd. Og #MeToo er en kæmpe gamechanger”.

Handlekraften skal findes på alle planer hos os hver især. I vores relationer, men selvfølgelig også i vores systemer og organisationer og hos vores politikere, hvor enkelte lande er gået i forvejen:

I slutningen af november udtalte den franske præsident Emmanuel Macron at ”hele vores samfund er sygt af sexisme”. Han tilkendegav, at dét at kæmpe for ligestilling vil være en meget vigtig sag for hans regering. I Sverige er mandlige politikere på tværs af partierne i Rigsdagen gået sammen om et løfte om at sige fra, når de oplever andre mænd agerer sexistisk eller på andre måder formindsker kvinder i politik. Opråbet er samlet under hashtagget #viktigastevallöftet, altså #detvigtigstevalgløfte.

Året sluttede med at Time Magazine udnævnte ”the Silence Breakers” fra #metoo-bevægelsen til deres ikoniske Person of the Year. En fornem anerkendelse af den enorme kraftanstrengelse der lå bag #MeToo i 2017. Og som dermed sluttede året af med at forære et kæmpe potentiale for forandringer til det nye år.

Et potentiale vi skal forløse sammen, for en ting er sikkert: 2018 kalder også på mændene. Vi har brug for at vi sammen skaber forandringer for et fælles bedste. Masser af danske mænd udenfor mediernes spotlight forstår det, og handler på det.

Mænd som Obama, Macron og Trudeau har vist vejen, og det er rigtigt betydningsfuldt. Men for at skabe en friere og mere ligestillet verden for alle, er der også brug for dig.

Godt nytår!

Uden vilje, ingen vej

Marianne Siig — Tue, 07 Nov 2017 08:22:22 +0000

Danmark er rykket tilbage på World Economic Forums global gender ranking, når det handler om kvinder i ledende positioner. Fra vores 78. plads sidste år til en 80. plads i år.

Samtidig er det, for første gang siden rapporten begyndte at komme i 2006, generelt gået tilbage for ligestilling i verden. Det sætter dermed en tyk streg under, at ligestilling ikke er noget, vi skal regne med, kommer af sig selv.

Til gengæld er det svært at se, hvilket ”wake up call” der skal til, for at vi for alvor beslutter os for at vende udviklingen, både i verden, men også i Danmark.

Når det gælder kønsbalancerede ledelser, er den positive effekt så veldokumenteret, at vi for længst burde have kanaliseret strategisk fokus og beslutningskompetence ind i ligestillingsinitiativer både politisk og i vores organisationer.

I sommeren 2017 kom endnu en af disse undersøgelser, denne gang fra Nordea. I en analyse af 11.000 virksomheders resultater over syv år viste det sig, at virksomheder, der ledes af kvinder, skaber et årligt afkast på 25 %. Dette er mere end dobbelt så meget som gennemsnittet på 11 % blandt virksomheder repræsenteret på MSCI World; et indeks som benchmarker afkast på egenkapital hos virksomheder. Undersøgelsen vakte international opmærksomhed i medier såsom Bloomberg, Washington Post og Los Angeles Times. Robert Næss, der står bag undersøgelsen, kalder da også resultatet for ”solidt”.

“…virksomheder, der ledes af kvinder, skaber et årligt afkast på 25 %”

Det er ikke viden, vi mangler om den positive effekt, men handling og commitment. For vi har stadig et Nordisk Mysterium, når vi ser på de nordiske landes resultater i forhold til kønsbalancer i ledelse i årets rapport fra World Economic Forum.

De seneste 10 år har de nordiske lande taget forskellige initiativer til metoder og lovgivning for at øge diversiteten i ledelse og bestyrelser. Statistikken følger efter. Men med små skridt. Ifølge Nordisk Ministerråd har mindre end 5% af de 102 største nordiske virksomheder en kvindelig CEO og kun cirka en tredjedel af bestyrelsesmedlemmer i de største nordiske virksomheder er kvinder.

I Danmark vedtog Folketinget i år 2012 en lov for at fremskynde udviklingen af en mere ligelig fordeling af kvinder og mænd i private og statslige virksomheders bestyrelser og ledelse. Stadigvæk har over en tredjedel af de børsnoterede selskaber i Danmark slet ingen kvinder i bestyrelsen. Dansk Industri noterer sig dog, at på de fire år siden loven trådte i kraft i 2013 er procenten af kvindelige bestyrelsesmedlemmer i de børsnoterede selskaber steget fra 10 til ca. 17 %.

Altså en lille, positiv udvikling, men langsom!

En enestående langsommelighed

Ifølge World Economic Forums nyeste estimat vil det tage 100 år at lukke kønsgabet overordnet og 217 år at opnå ligestilling på arbejdspladserne. Og med Danmarks 80. plads er der ingen grund til at bilde os ind, at det her ikke gælder os. I Danmark beregner ”Institut for Menneskerettigheder”, at det vil tage 129 år, inden vi har opnået en kønsbalance i ledende positioner i vores samfund.

Prøv at stoppe op og tage de prognoser ind. Kig dig selv i øjnene og beslut dig for, om du vil gøre noget ved det, eller du vil lade stå til. Og hvordan du vil forklare dit valg til de kommende generationer.

Hvis vi anser Nordeas analyser for at være retvisende, giver det altså minimum 129 år med et forretningspotentiale, der ikke bliver fuldt udfoldet. Hvis det var lagerstyring og ikke ligestilling, der potentielt kunne give mulighed for den slags positive udslag på bundlinjen, mon ikke det så ville komme med som fast punkt på dagsordenen. Er kønsbalancer ikke en lidt for stor forretnings-”hemmelighed” at sidde overhørig?

“Er kønsbalancer ikke en lidt for stor forretnings-”hemmelighed” at sidde overhørig?”

Samtidig med at vi accepterer en helt exceptionel langsommelighed, når det handler om at løse ligestillingsudfordringer, har vi vænnet os til at tale om eksponentielle udviklinger i vores organisationer. Den digitale udvikling, og særligt forretningskoncepter baseret på digitale koncepter og deleøkonomier, udvikler sig ikke i tidligere tiders lineære, sekventielle udviklingstrin. Men i stejle kurver og med en hastighed, vi stadig har svært ved helt at tage ind, oplever som overraskelsesangreb og kalder disruption.

Lad os skabe en eksponentiel ligestillingsudvikling

Et af de bedste midler mod at blive disruptet er at undgå ”Groupthink”, dvs. at undgå kun at omgås med mennesker, der har samme referencerammer og indsigter som dig selv. Kønsbalancer og mangfoldighed er et af midlerne mod at blive disruptet. Det er værd at huske.

Vi kan håbe, at træningen i at arbejde med så hastige forandringer, som vi ser digitalt i øjeblikket, kunne have en frugtbar virkning på, hvordan vi arbejder med ligestillingsudfordringerne. Vi har selv skabt de ubalancer, vi ser mellem kønnene i vores samfund. Så vi kan selvfølgelig også selv skabe et samfund, der ikke reproducerer skævhederne, men udbedrer dem. Så vi i stedet reelt opnår det, vi er så stolte af at tro, vi har; et ligestillet samfund.

“Kønsbalancer og mangfoldighed er et af midlerne mod at blive disruptet. Det er værd at huske.”

Robert Næss, der til daglig er manager for en aktieportefølje på 42 mia. US Dollar, tager sin viden fra Nordea undersøgelsen med i overvejelserne, når han foretager investeringer.

Det vil sige: forskerne ved det, interesseorganisationerne ved det, politikerne ved det, investorerne ved det, toplederne ved det. Alligevel viser den seneste rapport om ligestilling fra World Economic Forum altså, at Danmark endnu en gang ligger på en beskæmmende placering, hvad angår kvinder i ledelses- og magtpositioner. Nr. 80 ud af 144.

“Der kan kun være én forklaring på, at vi ikke kommer i mål; viljen er der ikke.”

Vi ville simpelthen ikke. Det er den eneste reelle forklaring, vi kan give generationerne efter os. Medmindre vi snart for alvor tager arbejdstøjet på og skaber de nødvendige strategiske og operationelle interventioner.

Jeg kan kun udtrykke samme dybtfølte ønske som World Economic Forum gør i forordet til WEF Global Gender Gap rapporten 2017.

“Det er vores håb, at denne seneste udgave af rapporten vil tilskynde regeringer [verden over] til at accelerere ligestillingen, … virksomheder til at prioritere ligestilling som en moralsk og økonomisk bydende nødvendighed, … [og] hver eneste læser af denne rapport til at tilslutte sig denne indsats.”

Til World Economic Forums håb og opfordring kan jeg bare tilføje, at vi bestemt kan tåle at sætte farten eksponentielt højere op, når det handler om ligestilling i Danmark. Hvorfor ikke opstille en vision om at gå fra en 80. plads til top 5 over de næste 10 år?!

Finansvirksomheder iklæder sig den regnbuefarvede førertrøje

Sofie Gottlieb — Fri, 18 Aug 2017 07:29:42 +0000

Nordea-chef: Mangfoldighedens guldskat venter for enden af regnbuen

Sofie Gottlieb — Wed, 16 Aug 2017 13:00:50 +0000

Copenhagen Pride Week: Rewards of diversity waiting at the end of the rainbow

Marianne Siig — Tue, 15 Aug 2017 12:38:01 +0000

I denne uge er der mulighed for at fejre og sætte fokus på mangfoldigheden, når Copenhagen Pride løber af stablen. Konferencer og debatter, underholdning og parade på lørdag. Vi har masser af grunde til at være stolte i Danmark over de sejre, vi har opnået. Og ligeså gode grunde til fortsat at arbejde for alle menneskers ligeværd og ret til at realisere sig selv, og elske dem, de elsker.

Forståelsen af køn er i konstant bevægelse. På Facebook UK har man de sidste 3 år kunnet vælge mellem 71 forskellige kønsbetegnelser, alt efter hvad man identificerer sig med. I samme boldgade har Danmarks statistik nu registreret 37 forskellige familieformer.forskellige familieformer.

“Over the past three years, Facebook UK has listed 71 different gender options to choose among depending on your gender identity.”

I et specialnummer af National Geographic i januar i år, udforskede magasinet kulturelle, sociale, biologiske og individuelle aspekter af køn. Forsiden portrætterede syv forskellige køn. Og indeni var der et stærkt udsagn fra trans-pigen, Avery Jackson; ”Endelig behøver jeg ikke lade, som om jeg er en dreng”.

Accepten af hvor mangfoldig menneskers oplevelse af køn og deres seksuelle orientering kan være synes at brede sig. Men som med alle ligestillingsspørgsmål skal der arbejdes for fremgangen kontinuerligt, og rettigheder, der en gang er opnået, kan aldrig tages for givet.

I 72 lande er det lige nu strafbart at være homoseksuel og i 8 lande er der endda dødsstraf. I Tjetjenien er homoseksuelle siden foråret i stigende grad blevet bortført, tortureret og enkelte dræbt. For to uger siden erklærede Donald Trump på Twitter, at transpersoner ikke længere kan arbejde for det amerikanske militær.

“Hvis vi skal sikre fortsat (og øget) ligestilling er der brug for en indsats fra alle – også på arbejdsmarkedet.”

Herhjemme fik Dansk Folkepartis gruppeformand i Vejen Byråd Anni Grimm spalteplads til at nedgøre homoseksuelle og i øvrigt erklære, at de kan betragtes som afvigere. Dermed lægger hun sig tæt op ad den del af de danske imamer, som mener, at homoseksualitet er en sygdom, man skal gå til læge med. Det er den slags udtalelser, der er med til at sætte udviklingen tilbage og trække vores samfund i en ekskluderende retning – en retning, der absolut ingenting godt er at sige om. Hvis vi skal sikre fortsat (og øget) ligestilling er der brug for en indsats fra alle – også på arbejdsmarkedet. I Danmark viser undersøgelser, at halvdelen af LGBT++* personer på det danske arbejdsmarked føler, at de ikke kan være helt sig selv.

Vi skal både smadre glasskabe og glaslofte

IBM, som er en af foregangsvirksomhederne inden for LGBT++inkluderende virksomhedskultur, har kaldt den energi, der går tabt, når en LGBT++person ikke kan være åben omkring sin kønsidentitet eller kærlighedsliv, ”The cost of thinking twice”. Den ekstra opmærksomhed, det kræver, den ekstra byrde, det er, ikke at føle man frit kan dele oplevelser fra sin fritid eller at høre på diskriminerende udtalelser, der rammer én personligt, uden afsenderen nødvendigvis er klar over det. Det kan være man laver et ”cover up”, og ikke fortæller på arbejdet, at man lever i et eksempelvis homoseksuelt forhold. Det kan være, at man bare gør sig umage med at underspille en del af sin identitet på arbejdet.

Eftersom det anslås, at LGBT++personer udgør omkring 10% af befolkningen, befinder en stor del af den danske arbejdsstyrke sig således i det, der, inspireret af glasloft-metaforen, er blevet kaldt et glasskab, som er et billede på de karriererelaterede barrierer, som LGBT++personer specifikt støder på. Uanset om de er ”sprunget ud af skabet” eller ej.

Men skal ledere og medarbejdere overhovedet tænke over deres kollegaers køn og seksualitet? Som udgangspunkt må en medarbejders eller kundes seksuelle orientering eller kønsidentitet ikke spille nogen rolle. Og derudover frygter mange, at man er med til at stemple og putte mennesker i kasser, hvis man italesætter og sætter initiativer i gang for særlige grupper. I den ideelle verden behøvede vi slet ikke tænke over det. Der kunne vi alle leve med de foreløbig 71 køns-identiteter og 37 samlivsformer som lige værdige. Og byde nye velkommen. Men indtil vi er der, må vi arbejde på det. Så længe vores magtrepræsentation og mediebillede ikke afspejler den mangfoldighed, der er i befolkningen og talentmassen, så længe er der et behov. Så længe undersøgelser kan dokumentere, at vi bevidst eller ubevidst diskriminerer, skal vi arbejde på at skabe forbedringer.

“Eksklusion, begrænsning og snæversyn kan ikke betale sig. At værne om mangfoldighed er at værne om virksomheden som helhed.”

Det er vigtigt, at vi erkender at ikke alle mennesker oplever den samme virkelighed. Når vi antager, at kønsidentiteter ikke betyder noget, eller at vores kolleger har samme seksuelle orientering som majoriteten, bidrager vi bevidst eller ubevidst til et ekskluderende arbejdsmiljø. Vi skylder at åbne øjnene for hvilke særskilte udfordringer LGBT++personer risikerer at møde i arbejdslivet. Men også, som altid, hvilket potentiale, der ligger i, at vi ikke alle er ens. Vi skal arbejde med at skabe forbedringer, fordi det er det etisk rigtige at gøre, fordi det er nødvendigt, og fordi det, som altid med mangfoldighed, er det smarteste at gøre. Eksklusion, begrænsning og snæversyn kan ikke betale sig. At værne om mangfoldighed er at værne om virksomheden som helhed.

LGBT-inklusion øger produktivitet, kreativitet og bundlinjen

McKinsey’s undersøgelse ”Diversity Matters” fra 2015 viste med stor tydelighed, at de mest mangfoldige virksomheder kan fremvise markant højere økonomiske resultater. Det samme gør sig gældende for virksomheder, der har tydelig inklusion af LGBT++’ere.

En undersøgelse fra 2013 lavet af the Catalyst med deltagelse af 800 virksomheder viste, at de virksomheder, der implementerede en LGBT++-venlig politik, øgede deres værdi, produktivitet og bundlinje væsentligt, og i udtalt grad gjorde det sig gældende for vidensvirksomheder med brug for højtuddannede medarbejdere. Undersøgelsen viste så tilsvarende, at virksomheder der havde afbrudt eller nedlagt tidligere LGBT++-politikker og -initiativer kunne aflæse det negativt på de samme parametre.

I 2015 udkom den omfattende rapport “Open for business”, hvori en række globale virksomheder, bla. Google, Barclay, Ernest & Young, samlede deres viden, resultater og erfaringer. Rapporten dokumenterede entydigt men nuanceret en stærk business case for LGBT++-inkluderende kulturer både på individplan, virksomhedsplan og samfundsplan.

Endelig er det værd at nævne, at Credit Suisse sidste år udforskede, hvilken indflydelse LGBT++-inklusion havde på 270 globale virksomheder, der var kendt for en succesfuld indsats på området. Analysen viste, at de 270 virksomheder havde performet 3 procentpoint bedre årligt over de sidste 6 år på Morgan Stanley Capital Internationals ACWI-indeks.

Der er mange gode eksempler fra virksomheder, der har taget LGBT++-problemstillinger til sig og arbejdet på at skabe forbedringer. Når flere perspektiver tages ind, skabes der en større forståelse af markedet og kunderne, hvilket øger konkurrenceevnen. Det er Merrill Lynch et godt eksempel på. De erkendte, at mange LGBT++’ere har særlige udfordringer, når det gælder køb af fast ejendom. For at imødekomme udfordringerne oprettede de et kerneteam på 10 rådgivere til gruppen og efteruddannede mere end 250 finansielle rådgivere i, hvordan de kunne yde bedre service til LGBT++’ere. Resultatet blev, at den del af deres forretning voksede med 1,4 milliarder US dollars over 4 år.

“Øget LGBT++-inklusion er med til generelt at bryde med de begrænsende stereotyper, vi alle lever med.”

Det er i øvrigt vigtigt at huske på, at frugten af den investering, man laver for at få en mere inkluderende arbejdsplads, jo ikke kun nydes af de eksempelvis 10 % LGBT++personer. I en virksomhed, hvor minoriteter er synlige og trives, skabes der en generel rummelighed, som gør, at alle ansatte kan komme på arbejde som hele mennesker og drage et kollektivt lettelsens suk, når ingen behøver at lade som om. Øget LGBT++-inklusion er med til generelt at bryde med de begrænsende stereotyper, vi alle lever med.

I denne uge fejrer København Pride. Det er en glæde at se mange virksomheder bakke op om Pride og vise både medarbejdere og kunder, at de deler visionen om, at alle skal kunne leve i overensstemmelse med deres kønsidentitet og elske i frihed og sikkerhed. Samtidig kan vi fejre tiltag for øget inklusion med en sikker forvisning om, at for enden af denne regnbue findes masser af det guld, som mangfoldighed og inklusion bringer med sig.

Med ønsket om, at alle vil værne om den frihed, vi har opnået i Danmark og fortsat arbejde for at skabe de nødvendige forbedringer,

Hav en god og farverig Pride-uge!

Hvis man som virksomhed er interesseret i at forbedre sit miljø for LGBTpersoner (og andre), udgav Dansk Industri sidste år i samarbejde med Danish LGBT Business Network og en række virksomheder en folder, der beskriver best practice og gode råd ift. LGBT+-inklusion. Folderen kan downloades her.

*LGBT er en engelsk forkortelse for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner. I dag er det udvidet til begrebet LGBT++, og bruges om den store mangfoldighed af personer med en anden seksuel orientering eller kønsidentitet end cisheteroseksuel.

8 March: Walk a day in women’s shoes

Marianne Siig — Wed, 08 Mar 2017 12:16:07 +0000

Når kvinder skifter køn til mænd, bliver de taget mere alvorligt, men når mænd skifter køn til kvinde, oplever de, at respekten falder. Alle statistikker viser, at der stadig er lang vej til ligestilling. Forskning i kønsskifte viser, at det ofte er i selve opfattelsen af kvinden, at uligheden begynder.

Der er en amerikansk vending der hedder ”to walk a mile in someone’s shoes”, inden man kan udtale sig om, hvordan et andet menneske oplever verden.

8. marts er en anledning til at gøre os umage for at leve os ind i kvinders liv og kollektivt gå i kvinders sko.

Vi har stadig ligestillingsudfordringer i Danmark med eksempelvis mangel på ligeløn og kønsbalance i ledelse og magtpositioner, kønsopdelt arbejdsmarked, økonomiske indgreb med slagside for kvinder. Og i den helt tunge ende bliver tusindvis af kvinder hvert år er ofre for vold, voldtægter, trusler, sexisme, hævnporno og chikane.

På trods af ovenstående kommer spørgsmålet som regel op 8. marts; Hvorfor stadig markere Kvindernes Internationale Kampdag i Danmark. Er vi ikke i mål for længst? Svaret er simpelt: Nej.

For mange er det svært at se forskelsbehandlingen i dagligdagen, så de slår krøller på sig selv for at finde alle mulige (og umulige) forklaringer på, hvorfor tingene nu forholder sig, som de gør. De primære forklaringer er; at alt er op til det enkelte menneskes valg, og at mænd og kvinder bare er forskellige. Begge forklaringer er der jo noget rigtigt i.

Det ændrer bare ikke på, at der eksisterer en massiv og veldokumenteret forskelsbehandling baseret på én eneste variabel; køn.

Der eksisterer en massiv og veldokumenteret forskelsbehandling baseret på én eneste variabel; køn.

Og hvis vi ikke lægger mærke til det, er det sandsynligvis, fordi vi er så vant til de gængse kønsstereotyper, at det ikke falder os ind, at det kan være anderledes. Og ofte er adfærden så umiddelbart ubetydelig, at man ikke synes, det giver mening at råbe op omkring det. Man kalder det ”micro-behaviours”. Her er ingen synlige blå mærker, men forskning tyder på, at vi nok skal betragte virkningerne som syreregn; nedbrydningen foregår i små doser over tid.

Research der påviser forskelsbehandling på grund af køn er der nok af. Dokumentationen har været tilgængelig længe. Det viser os, at meritokratiet langt hen ad vejen er en illusion.

For nylig er der udgivet en del artikler baseret på interviews og forskning i transpersoners oplevelser, hvilket bringer helt nye perspektiver og vidnesbyrd ind i kønsdebatten.

I 2010 udgav Kristen Schilt Kristen Schilt, lektor på Sociologisk institut ved University of Chicago, sin research, "Just One of the Guys? Transgender Men and the Persistence of Gender Inequality”. Her illustrerer hun, hvordan transmænds oplevelser kan hjælpe med at kaste lys over de processer, der bidrager til at fastholde forskelsbehandling på arbejdspladsen.

En af de interviewede er Ben Barres, biolog på Stanford, der levede de første 40 år af sit liv som Barbara. Efter han ændrede køn til mand, har han sammenfattet sine mest gennemgående oplevelser som mand;

- Han bliver behandlet med mere respekt og taget mere seriøst
- Folk lytter mere til ham
- Der bliver sjældnere sat spørgsmålstegn ved hans autoritet
- Han bliver ikke længere afbrudt til møder
- Hans arbejde bliver vurderet som værende bedre (de fremhævede Bens arbejde over Barbaras arbejde, som de troede var hans søster)

Erfaringer der synes gennemgående for transmænd. Og det sidste punkt blev også understreget af et andet eksempel fra studiet. Thomas (tidligere Susan) fortsatte i sit job, men kunderne fik at vide, at Susan ikke længere arbejdede for firmaet og, at Thomas havde taget over. En kunde sagde til Thomas’ chef, at han var glad for, at de havde fyret Susan, fordi hun var inkompetent, men at det var den nye fyr ikke.

Miriam Abelson, har interviewet 66 transmænd, der beskrev at de oplevede en forskel så stor som på nat og dag blandt andet, at de fik mere fysisk plads og respekt som mænd. En transmand oplevede, at en kvindelig kollega kom med idéer på et møde, men blev ignoreret. Da han senere på samme møde gentog hendes idé, blev idéen taget op og han fik æren for den.

"Generelt beskriver transmænd, at de oplever at få større/flere belønninger, forfremmelser og lykønskninger, end da de var kvinder."

Generelt beskriver transmænd, at de oplever at få større/flere belønninger, forfremmelser og lykønskninger, end da de var kvinder. Lige pludselig har de flere ”glimrende pointer” og ”gode idéer”.

Til gengæld er det jo så forstemmende, om end ikke overraskende, at læse om de oplevelser, transkvinder sætter på deres erfaring med at skifte køn.

Transkvinden Joan Roughgarden, der levede som mand i mere end 50 år, noterede sig efter skiftet til kvinde at vi generelt antager, at mænd er kompetente indtil andet er bevist, hvorimod vi antager, at kvinder er inkompetente, indtil de har modbevist det. Hun oplever nu i langt højere grad at skulle forsvare og forklare sine professionelle dispositioner og forslag. Derudover fremhæver transkvinder i lederpositioner, at hvor de førhen blev opfattet som nogen, der tog teten, bliver de nu opfattet som aggressive. Det er vigtigt at forstå, at det er disse små nuancer i vores adfærd der, når de hober sig op og over tid, giver de statistikker, vi kæmper med på makroplan med kønsmæssige ubalancer i eks. løn og ledelse.

Ben Barres oplevelser fik ham til at konkludere på manglen på kvinder i ledende stillinger, ”Jeg har tænkt en million gange, siden jeg blev mand; ”Det handler ikke om børn og familieansvar. Jeg bliver taget mere alvorligt”.

"Vi ved, at ligestilling og kønsbalancer er vejen frem for vores velfærd og livskvalitet. For alle – også mænd."

Vi ved, at ligestilling og kønsbalancer er vejen frem for vores velfærd og livskvalitet. For alle – også mænd.Derfor er det også vigtigt, at vi alle påtager os vores del af ansvaret for at fremme ligestillingen. Hver eneste dag.

Google inspirerer os, når de fx vælger at bruge en transkønnet oplægsholder på deres ledelseskonference for at skubbe til ledernes ubevidste fordomme. McKinsey har lavet en video, som bruger et kontormiljø til at udstille en masse ”micro-behaviours” ved at bytte om på kønnene i de situationer, hvor bias er veldokumenteret. Lad os inspirere af dem og mange andre tiltag.

Lad os lytte og være nysgerrige og ”gå en mil i kvinders sko”.

Rigtig god 8. marts!

Global companies’ support of equality and diversity

Marianne Siig — Tue, 21 Feb 2017 11:58:00 +0000

2017 er i den grad blevet skudt i gang med polariseringer og stærke kræfter, der trækker i verdenen i en sådan grad, at man kan frygte, den brækker over.

Fremmedhad og kvindeundertrykkelse har fået nyt liv under Trump’s første dekreter, som “Global Gag Rule”, der trækker USA’s økonomiske støtte til alle internationale organisationer, som tilbyder, informerer om, eller henviser til abort, samt ”Immigration Ban”-dekretet, som forbød indrejse i USA for mennesker fra syv lande, der er overvejende muslimske. Samtidigt har Putin nedsat straffen fra 2 år til 15 dage, hvis der udøves vold i hjemmet mod kvinder og børn. Og for nogle måneder tilbage strejkede 7 millioner polske kvinder på ”Black Monday” i protest mod et lovforslag, der ville gøre alle aborter strafbare med op til 5 års fængsel.

“Politiske udviklinger som minder os om at rettigheder, der én gang er erhvervet, ikke for altid er sikret.“

Politiske udviklinger som minder os om at rettigheder, der én gang er erhvervet, ikke for altid er sikret.

I Danmark har regeringen formået at indføre en retorik, som på et øjeblik forvandlede alle de mennesker, der er født i Danmark, men har rødder i et ikke-vestligt land til fremmede. Og definerede danskhed som værende bestemt af din race.

Venstres indfødsretsordfører Jan E. Jørgensen var ude at erkende, at formuleringen var klodset og kunne misforstås, men kort efter blev han underkendt af integrationsordføreren Marcus Knuth, som slog fast, at Jørgensen ikke talte på gruppens vegne, og at formuleringen på ”ingen måder [var] klodset”. Faktum er nu, at der sort på hvidt er sat et ulighedstegn imellem ”efterkommere af indvandrere fra ikke-vestlige lande” og ”danskere”. Og som Jan E. Jørgensen formulerer det; ”Vedtagelsesteksten om integrationen i boligområder i Danmark er ærgerlig, for den cementerer følelsen af ’dem og os’ og bekræfter alle med ikke-vestlig baggrund i, at de aldrig kan blive danskere, lige meget hvor meget umage de gør sig”.

Heldigvis træder de kræfter, der arbejder for øget mangfoldighed, ligestilling og inklusion samtidig tydeligere frem. Fra de mere end fem millioner mennesker, der verden over marcherede for netop dette den 21. januar til ”Women’s March”. Til Starbucks' udmelding om at ansætte 10.000 flygtninge, IKEAs udmelding om at de værdsætter deres mangfoldige medarbejderskare, og Silicon Valleys succesrige tech virksomheders udmeldinger. Og endelig var der markeringerne på årets store amerikanske sportsbegivenhed ”Super Bowl”, hvor mange af de største firmaer valgte at bruge årets dyreste og mest prestigefyldte reklamespots i USA på budskaber omkring ligeløn, LGBT-rettigheder og mangfoldighed.

"...mange af de største firmaer valgte at bruge årets dyreste og mest prestigefyldte reklamespots i USA på budskaber omkring ligeløn, LGBT-rettigheder og mangfoldighed."

Audi kom med tankerne fra en far til sin datter omkring ligeløn og ligeværd. Google slog et slag for LGBT-personer med regnbueflag. Airbnb lancerede et smukt slogan; “We believe no matter who you are, where you’re from, who you love or who you worship, we all belong. The world is more beautiful the more you accept”. Budweisers reklame var en hyldest til deres grundlægger, som indvandrede fra Tyskland og Coca Cola brugte deres dyre reklamespot på at gensende deres 2014 Super Bowl-reklame, hvor en gruppe mennesker med forskellig baggrund synger ”America, The Beautiful” på forskellige sprog.

Det er klart, at Trump er en medvirkende årsag til, at virksomheder kommer med klare budskaber. Men det er ligeså klart, at ligestilling, mangfoldighed og inklusion er områder, virksomheder tager mere og mere seriøst, føler sig forpligtet til at bidrage til, og samtidig ser en god og vigtig business case i.

Nyt internationalt ligestillings-index for finanssektoren

Business casen var også en af grundene til, at Bloomberg sidste år lancerede et ligestillings-indeks, Bloomberg Financial Services Gender-Equality Index (BFGEI), for finansvirksomheder. I januar 2017 blev det annonceret hvilke 52 virksomheder, der klarede at blive optaget. Formålet med indekset er at skabe et globalt benchmark på kønsligestilling i finanssektoren baseret på objektive, konkrete data, samt skabe størst mulige gennemsigtighed på området. Bloomberg-indekset opfylder dermed behovet hos ledere og investorer for at tjekke en virksomheds indstilling og indsats på ligestilling. Samtidig er indekset med til at øge bevidstheden om og sætte fokus på ligestillingsproblematikker ved at fremhæve de virksomheder, som går strategisk til værks for at nedbringe ulighed.

Initiativet fra finanssektorens førende informations- og nyhedsbureau står derfor også i kontrast til, at sektorens minister, Brian Mikkelsen har nedsat et erhvervsudvalg alene bestående af mænd. Udvalget med 14 eskperter er nedsat for at gennemgå anbefalingerne fra Basel-Komitéen vedr. regulering af finanssektoren for at undgå fremtidige finanskriser. Ikke underligt, mødte Brian Mikkelsen heftig kritik for udvalgets sammensætning, og tilkendegav derfor efterfølgende, at han vil skabe en ny sammensætning.

Eksemplet er en udmærket illustration af, at der er lang vej igen, eller som McKinsey beskriver det i deres seneste opsamling på området; det er på tide med en ny ligestillings-drejebog, for den gamle virker ikke. Vi ser alt for mange eksempler som ovenstående. McKinsey understreger, at vi er nødt til at følge vores ligestillingsinitiativer og -agenda til dørs kompromisløst. Og vi skal være meget mere nytænkende og dristige i vores måde at designe interventioner på.

"McKinsey understreger, at vi er nødt til at følge vores ligestillingsinitiativer og -agenda til dørs kompromisløst."

En McKinsey-partner fortæller om sin egen bratte opvågning med en anekdote om et kundemøde: Han dukkede op hos kunden med et ekspertteam udelukkende bestående af mænd, da kunden udfordrede ham og satte spørgsmålstegn ved, om dét team var mangfoldigt nok til at se alle sider af kundens problem. At blive konfronteret med sin egen blinde vinkel fik ham øjeblikkeligt til at ændre adfærd.

Ubevidste fordomme rammer hårdt

Det er afgørende vigtigt at vi forholder os til vores bevidste eller ubevidste fordomme. I 2016 påviste to specialestuderende at ansøgere med mellemøstlige navne skal søge 52 procent flere stillinger for at blive indkaldt til samtale i Danmark. Resultatet var baseret på 800 fiktive ansøgninger til 400 rigtige stillinger. De to ansøgere havde til hvert enkelt job haft den rette uddannelse, og grundlæggende samme erfaringer og motivation. Eneste substantielle forskel var deres navn. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt.

Vi bliver alle nødt til at forsøge at afdække vores blinde vinkler, være nysgerrige og fordomsfri, lytte tillidsfuldt med vores hjerter og ikke vores frygt. Som TV2’s reklame, der er gået verden rundt, og nu er set mere end 3 millioner gange understreger; ”vi lever i en tid, hvor vi er hurtige til at sætte hinanden i bås. Men måske har vi i virkeligheden mere tilfælles, end vi lige går og tror?”

Når TV2’s reklame får den store succes, tror jeg det skyldes, at mennesker grundlæggende og intuitivt føler det er rigtigere at inkludere og samle fremfor at ekskludere og splitte.

I hvert fald er det første dét, der skaber tryghed, vækst, glæde og sammenhold, det sidste dét, der skaber frygt, konflikter, tilbageskridt og isolation. Og vi bør som minimum sætte os ind i konsekvenserne af vores valg.

Faktum er i øvrigt, at Danmark ikke har brug for at blive færre men flere. Vi har en demografi med en stor aldrende befolkning. Vi har alarmerende brug for alle kræfter.

I USA var torsdag d. 16. februar, “a day without immigrants”, for at vise hvor stort et bidrag immigranter yder i USA. Og eksempelvis lukkede mere end 100 virksomheder, restauranter og dagligvarebutikker ned for en dag i staten Wisconsin og i delstatshovedstaden Charlotte, North Carolina, var tallet oppe på 250.

"Vi har en demografi med en stor aldrende befolkning. Vi har alarmerende brug for alle kræfter."

Måske skulle danskere med ikke vestlige forældre vælge en lignende metode, for at statuere et eksempel. Det ville ramme dybt og hårdt overalt i samfundet.

For at mennesker kan trives og yde deres bedste, er det helt grundlæggende, at man har en oplevelse af at høre til, høre til i sin familie, i sin skole, på sin arbejdsplads, i sit samfund. At blive accepteret som den man er. Vi har alle en forpligtelse til at få hinanden til at have den oplevelse i det daglige. Og som med alt andet gælder det, at jo mere magt og indflydelse vi har des større et ansvar bærer vi.

Et ansvar for at samle fremfor at splitte.

Bloomberg recognises Nordea’s gender equality focus

Marianne Siig — Mon, 23 Jan 2017 13:30:07 +0000

2016: the year when the ‘moon landing for women’ crashed

Marianne Siig — Thu, 29 Dec 2016 11:05:09 +0000

I 2016 tror jeg, vi alle har fundet os selv lammede og fangede som et dyr i lyskeglen midt på vejen, midlertidigt fastfrosset af et newsfeed, der har overgået sig selv med hjerteskærende og forfærdende scenarier året igennem.

Lidelserne i Syrien. Millioner af flygtninge. Terror over hele verden og i hjertet af vores egen europæiske hverdag. Brexit og et vingeskudt EU. Valget af Trump og nye skræmmende stormagtskonstellationer. Vi har måttet hive os selv op og væk fra skærmene, ud på gaderne med fakler, eller på arbejde og forsøge at gøre en positiv forskel hvor vi er, med det vi kan.

Noget af det vi kan i Norden er at gå forrest, når det handler om ligestilling. I november mødtes de nordiske arbejdsministre i Helsinki til en ”Global Gender Dialogue” initieret af Den Internationale Arbejdsorganisation ILO, og Nordisk Ministerråd. Repræsentanter fra hele verden deltog i diskussionerne, og rejste hjem med en entydig konklusion og vision i baghovedet; “Completely closing the gender gap is the way forward”.

Verden har brug for at blive balanceret. Ligestilling mellem kønnene er et af skridtene på vejen dertil.

Kønsligestilling i den danske kulturkanon

Det var også budskaberne, da København i maj havde æren af at være vært for Women Deliver-konferencen – verdens største globale konference med fokus på kvinder og pigers sundhed, rettigheder og trivsel. Når vi investerer i piger og kvinder, vinder alle. I forbindelse med konferencen holdt Kristian Jensen, Bertel Haarder og Mogens Lykketoft glødende ligestillingstaler. Og Bertel Haarder meddelte i optakten til konferencen, at ”i dag er vi alle feminister”.

Og så alligevel… For det gælder ikke vores nye ligestillingsminister Karen Ellemann. Det fik hun pointeret ved sin tiltrædelse som Minister for Ligestilling og Nordisk samarbejde, da hun af Kristian Jensen fik overrakt den internationale bestseller; ”We Should All Be Feminists” af forfatteren Chimamanda Ngozi Adichies. En bog der til sammenligning uddeles til alle 16 årige gymnasieelever i Sverige med et ønske om, at den skal indgå som en del af undervisningen og dannelsen af de unge.

"Der er en grund til, at Sverige ligger på en 24. plads, når det gælder kvinder i ledelse og Danmark på en plads 78..."

Den svenske regering har i øvrigt erklæret, at de alle er feminister, og at ligestilling er afgørende for regeringens prioriteringer. Der er en grund til, at Sverige ligger på en 24. plads, når det gælder kvinder i ledelse og Danmark på en plads 78 i World Economic Forums årlige ligestillings-opgørelse.

Og bare for at slå det helt fast: definitionen af feminisme er ”ideologien om den politiske, økonomiske og sociale ligestilling af kønnene”. Kønsligestilling er i øvrigt valgt som en af Danmarks 10 centrale værdier i den nye kulturkanon.

Men som ligestillingsekspert Lynn Roseberry skrev det i sin blog for nylig, så betyder dét, at danskerne (angiveligt) finder kønsligestilling vigtig, ikke nødvendigvis, at vi opnår det. Der skal arbejdes for det. Hver eneste dag.

Vi snyder os selv, hvis ikke vi erkender, at vi har lang vej igen. I år kunne vi blandt andet fejre 40 års jubilæum for en ligelønslov, der ikke er implementeret. Det er dokumenteret, at danske mænd er de dårligst stillede ift. barselsorlovsrettigheder i Norden. Og 2016 gav desuden mange eksempler på debatpaneler og udvalg kun sammensat af mandlige deltagere, samtidig med at vi fik punkteret myten om, at kvinder siger nej til at deltage i tilsvarende. En undersøgelse fra DR2’s Deadline viste, at årsagen til at kvinder kun udgør 25 pct. af deltagerne i debatprogrammer i langt højere grad skyldes, at kvinder slet ikke bliver spurgt.

I Danmark er vi generelt sakket markant efter vores nordiske naboer, når det gælder ligestilling. Hvor de alle ligger blandt de øverste fem lande på World Economic Forum’s Global Gender Gap Index, så er Danmark røget ned på en 19. plads. For 74 lande i verden gik det tilbage ligestillingsmæssigt i 2016 på de parametre, der måles på internationalt niveau, og heriblandt altså også for Danmark.

Året har givet os mange påmindelser om, at fremskridt og ligestilling ikke kommer af sig selv. Både i Danmark og internationalt er der kræfter, som søger at bremse ligestilling og endda afvikle det, vi allerede har opnået. Og vi kan kun gøre fremskridt ved fortsat at kæmpe for det. Men mangel på indsigt og erkendelse står desværre i vejen for den udvikling, som er nødvendig.

Alt andet end optimalt

Justitsminister Søren Pape illustrerede meget præcist en af ligestillingens største barrierer; at privilegier er usynlige for dem, der har dem, da han kommenterede på, at den nye regering havde formået at sammensætte fem regeringsudvalg med 27 poster uden at finde en eneste kvinde kvalificeret til en post. ”Det er slet ikke vores tilgang, at politik handler om køn”… ”vi har ikke brugt et sekund på det”, forklarede han.

"Faktum er bare, at køn spiller en rolle i stort set alle sammenhænge og systemer."

I den ideelle verden kunne man tilslutte sig Søren Pape, og holde fanen højt på at køn ikke spiller en rolle. Faktum er bare, at køn spiller en rolle i stort set alle sammenhænge og systemer. Også i to af regeringens prioriteringer fra 2016; kontanthjælpsloftet rammer statistisk set kvinder hårdere end mænd, ligesom der statistisk set er flere mænd end kvinder, der vil nyde godt af regeringens topskattelettelser.

Og faktum er så også, at regeringen i år altså sammensatte udvalg, der vil underpræstere i forhold til potentialet på Christiansborg. Kønsbalancerede og mangfoldige teams vinder altid over de mere homogene teams. Det er alment anerkendt baseret på omfattende research (jf. En klar vinderformel: ryst posen og skab bedre kønsbalance) Og ligeså veldokumenteret er det blevet igennem de seneste år, at diversitet og kønsbalancer har positiv indvirkning på bundlinjen. I starten af 2016 fremlagde forskere fra tænketanken The Peterson Institute for International Economics deres konklusion på et studie af ikke mindre end 22.000 virksomheder fra 91 lande. Virksomheder med 30 pct. kvindelige topledere har seks procent højere resultat - som de skrev i Forbes artikel; ”Business Gender Diversity Solved: More Women Means More Profits”. Som det ligeledes også er beskrevet herfra i en tidligere blog post, viste McKinsey’s omfattende globale ligestillingsanalyse i 2015, at der i Danmark er et potentiale til at forøge BNP med 9 pct. svarende til 167 milliarder om året, hvis vi ligestillingsmæssigt kommer på niveau med Island.

Regeringen har netop bekymret nedjusteret vækst-skønnet for dansk økonomi endnu en gang. Og lancerede allerede i november 2015 en plan for vækst og udvikling i hele Danmark med over 100 initiativer, hvoraf mange er blevet gennemført allerede i 2016 og endnu flere er i proces. Ingen af dem omhandler potentialet i ligestilling. Det virker uforståeligt.

En månelanding der crashede

Da Hillary Clinton som den første kvinde nogensinde blev valgt som USA's præsidentkandidat, blev det betegnet som en sejr for kvinder i kaliberen ”en månelanding for kvinder”. Men med valget af Trump blev det i stedet en brat opbremsning og manifestation af, hvor dybt man kan synke, og hvor langt man kan komme frem på den globale magtarena, på trods af udtalt kvindeforagt, racisme og sexisme. Det mest delte tweet blev en sætning fra Hillary Clintons tale efter valget ”To all the little girls watching...never doubt that you are valuable and powerful & deserving of every chance & opportunity in the world. Budskabet er fint, men det er sørgeligt at det stadig er nødvendigt at sige det.

"Da Hillary Clinton som den første kvinde nogensinde blev valgt som USA's præsidentkandidat, blev det betegnet som en sejr for kvinder i kaliberen ”en månelanding for kvinder”."

En survey foretaget i USA viser, at 76 pct. af de adspurgte kvinder forventer, at deres karrieremuligheder er blevet forringet efter at Trump er blevet valgt som USA’s kommende præsident. Kun 8 pct. forventer, at deres muligheder er blevet forbedret. Der er ingen tvivl om, at ligestillingsagendaen i USA er blevet sat tilbage ved valget af Trump, og at det vil påvirke de lande der spejler sig i USA. Men måske kan det resultere i det, som amerikanerne ville kalde en ”silver lining” – altså et lille lys i mørket. Måske kan valget af Trump være den nødvendige ”fremkaldervæske”, som bringer de eksisterende sexisme-, racisme- og ligestillingsudfordringer frem i lyset, så der er en reel chance for at gøre noget ved dem.

Fx sagde amerikanske atleter tydeligt fra, da Trump forsvarede sine egne seksuelt krænkende og aggressive kommentarer om kvinder med at kalde dem for ”locker room talk”. Overalt i USA er der mænd og kvinder, der træder tydeligere frem og siger fra overfor racisme, sexisme og fremmedhad. Mennesker der tydeligt taler for mangfoldighed, ligestilling og inklusion. Og måske skal vi alle lade os inspirere af det 100 år gamle, berømte citat fra fagforeningsaktivist og sangskriver Joe Hill: ”don’t waste any time mourning – organize!”

"Et vigtigt budskab jeg tager med mig fra 2016 var Michelle Obama’s læresætning til sine døtre; ”when they go low, we go high”."

Vi bliver nødt til at knække koden til en mere ligestillet verden. Det er en af grundstenene for fred og for en bæredygtig udvikling i verden, som FN også har understreget ved at gøre ligestilling til nummer 5 ud af de 17 nye verdensmål.

Desværre kan vi sige at 2016 blev et år, hvor man følte vægten af Sheryl Sandbergs ord til Word Economic Forum i Davos i starten af året; ”men still run the world – and it’s not going very well!”. Ligestilling er en stor og vigtig agenda, og vi i Norden har en ekstra forpligtelse til at gå forrest og bære den frem. Vi må ikke lade os blænde og fryse i lyskeglen af de massive udfordringer.

Et vigtigt budskab jeg tager med mig fra 2016 var Michelle Obama’s læresætning til sine døtre; ”when they go low, we go high”. Lad os i 2017 løfte os op på et niveau hvor vi med med værdighed og god energi arbejder for øget mangfoldighed, ligestilling og inklusion. Godt Nytår!

40 år med ligelønslov – og vi er stadig ikke i mål

Marianne Siig — Fri, 11 Nov 2016 10:33:10 +0000

”Women, take today off”. I onsdags foreslog New York Magazine at kvinderne gav sig selv en fridag til at sunde sig ovenpå Donald Trumps sejr, og for at samle kræfter til at kæmpe videre for et samfund med lige respekt for kvinder og mænd. Det er bestemt tiltrængt, begge dele; at sunde sig og at kæmpe videre.

“”Women, take today off”. I onsdags foreslog New York Magazine at kvinderne gav sig selv en fridag til at sunde sig ovenpå Donald Trumps sejr, og for at samle kræfter til at kæmpe videre for et samfund med lige respekt for kvinder og mænd.”

En samling af de danske fagforeninger (FOA, HK, 3F, SL og Sundhedskartellet) synes kvinder fortjener mere end bare en enkelt dag fri, ikke på grund af Trump, men på grund af den kønsbestemte mangel på ligeløn, som stadig findes. Fagforeningerne foreslår, at dagen i dag er kvindernes sidste arbejdsdag i 2016, for at udligne at danske kvinder tjener i gennemsnit 15,7 procent mindre end danske mænd. Lønforskellen er baseret på timeløn og altså korrigeret for nedsat arbejdstid. Det er ”SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd” som leverer ligelønsrapporterne. Hvis regnskabet skal gå op, og kvinder tilsvarende skal arbejde 15,7 procent mindre, betyder det altså, at alle danske kvinder skal holde fri fra og med i dag og resten af året – med løn vel at mærke.

En del af forklaringerne findes i det kønsopdelte arbejdsmarked hvor typiske kvindefag ikke vurderes lønmæssigt lige så værdifulde som typiske mandefag. En præmis som dækker ca. 2/3 del af lønforskellen. Og som vi burde gøre op med. Men selv når man korrigerer for denne kønsbestemte skævvridning af aflønning på grund af brancher og sektorer, er der stadig en lønforskel på 4-7 procent mellem mænd og kvinder. Som vel kan berettige til, at kvinder om ikke andet skriver på CV’et, at de arbejder pro bono for samfundet fra omkring den 9. december og året ud.

I mandags demonstrerede kvinderne i Frankrig mod den lønforskel, der betyder, at kvinder i Frankrig også i gennemsnit tjener ca. 15 procent mindre end mænd. Initiativtagerne bag demonstrationen forlod arbejdet kl. 16:34, og proklamerede at al arbejde udført af kvinder hereafter og indtil årsskiftet bør ses som frivilligt.

“Selv med alle korrektioner er der stadig en lønforskel på 4-7 procent mellem mænd og kvinder.”

Frankrig var inspireret af Island, hvor tusinder af kvinder den 24. oktober forlod arbejdet før tid for at gå på gaden og demonstrere mod det kønsbestemte løngab, der også er i Island. Helt præcist gjorde de arbejdsdagen to timer og 22 minutter kortere, for at illustrere den gennemsnitlige lønforskel på knap 30 procent. ”Kvindernes Fridag i Island” er blevet markeret siden 1975. Lønuligheden er mindsket over tid, og hvor arbejdsdagen sluttede kl. 14:12 i 2005, forlod kvinderne i 2016 først arbejdet kl. 14:38. I Island vil den udvikling betyde at, hvis ikke der bliver grebet ind, vil der først være ligeløn i 2068. Men nu har den islandske regering sat som mål, at der skal være ligeløn i 2022.

I Danmark har ligelønsloven 40 års jubilæum i år; en god anledning til at gøre status og sætte ambitioner for at leve op til loven. Særligt også når rapporterne fra SFI viser, at lønforskellen herhjemme stort set ikke har ændret sig de sidste 35 år. Uligelønnen er også en af de faktorer, der påvirker pensionen, således at danske kvinder, ifølge Danmarks Statistik, i gennemsnit har ca. 26 procent mindre i pensionsopsparing end danske mænd, når de forlader arbejdsmarkedet.

På samme måde som Island inspirerede Frankrig, kan Danmark ligeledes inspirere andre lande. Og vi bør sigte efter at være rollemodeller for lige muligheder og rettigheder for alle.

De seneste mange år er debatten og arbejdet for ligeløn strandet i scenarier om, at det er kvinders forhandlingsevner, der er årsagen til den fortsatte uligeløn. Men det er en ansvarsfralæggelse at give kvinderne skylden for, at vi stadig ikke har ligeløn for lige arbejde. Ligelønsloven foreskriver at medarbejdere skal have lige løn for lige arbejde. Loven hedder jo ikke ”Lige løn for lige forhandlingsevne” og i øvrigt er der ikke noget belæg for at tro, at kvinder ikke forhandler lige så godt som mænd.

“Ligelønsloven foreskriver at medarbejdere skal have lige løn for lige arbejde. Loven hedder jo ikke ”Lige løn for lige forhandlingsevne”…”

Forskere fra Harvard Business School har kigget nærmere på lønforhandlinger og peger på to elementer, der har indflydelse, når kvinder forhandler løn. Hvis der er en gennemsigtighed omkring lønniveauet på arbejdspladsen medfører det, at kvinder forhandler deres løn til samme niveau som mænd. Derudover viser forskningen, at chefens forventninger til de kvindelige og mandlige medarbejdere bliver påvirket af egne præferencer og adfærd, når den årlige pulje af penge fordeles. Kombinationen af ovenstående gør altså, ifølge forskerne, at selvom forhandlingsevnerne er lige gode for mænd og kvinder så belønnes kvinderne i mindre grad for indsatsen.

Når vi gerne vil gøre det bedre, skal vi altså sikre størst mulig transparens og her har vi brug for statistikkerne, til at støtte os op af som enkeltpersoner og som organisationer. Dernæst handler det om at trække subjektiviteten ud af lønforhandlingen. Medarbejderne skal vurderes på baggrund af deres kompetencer og de resultater de skaber igennem hele året, og ikke på baggrund af 20 minutters lønforhandling.

Aktionerne med frigivelse af tid til kvinderne på grund af manglen på ligeløn er underholdende og vigtige markeringer af en alvorlig problemstilling, som vi må erkende, at vi stadig mangler at få løst.

Competence building: Parental leave or MBA?

Marianne Siig — Wed, 19 Oct 2016 10:19:00 +0000

Forandring tager tid… men i Danmark går det markant langsommere end hos vores nordiske naboer, når det gælder barselsvilkår, der fremmer mænds muligheder for orlov med deres børn.

Fredag præsenterer Berlingske forskellige bud på, hvorfor de danske mænd ikke udnytter samtlige af de 25 og 32 ugers barsel med fuld løn, de får tilbudt i hhv. Novozymes og Novo Nordisk.

Jeg synes, det er langt vigtigere at lægge mærke til, at de mænd, der tilbydes de nævnte vilkår ender med at tage dobbelt så meget barsel som landsgennemsnittet.

"Jeg mener ikke, det tjener sagen kontinuerligt at dyrke de eksisterende, stereotype fordomme om den uengagerede far og den dominerende mor..."

Jeg mener ikke, det tjener sagen kontinuerligt at dyrke de eksisterende, stereotype fordomme om den uengagerede far og den dominerende mor som et slags genetisk og kulturelt bestemt grundvilkår.

Den virkelighed kan heller ikke genkendes, når vi kigger på vores nordiske nabolande, hvor længere fædreorlov er blevet en del af hverdagen på arbejdsmarkedet og i familierne.

En undersøgelse blandt 1.000 repræsentativt udvalgte danskere i alderen 20-45 år viser at 82 procent af kvinderne og 75 procent af mændene ønsker at der generelt bliver mulighed for længere barselsorlov til mændene.

Den polariserede familie-barsel-kønsdebat matcher altså ikke virkeligheden, hvor fædre vil være en del af deres børns liv på lige fod med kvinderne. Og hvor yngre mænd, i endnu højere grad end kvinder, foretrækker at arbejde i familievenlige virksomheder. I en ny-publiceret undersøgelse fra Center for Balance i Arbejdsliv og Familieliv (2016) viser det sig, at ”Flere mænd end kvinder vægter, at chefen tager hensyn i arbejdsplanlægningen til ansatte med mindre børn”.

Det der fastholder de nuværende mønstre er nærmere en kompleksitet af strukturelle barrierer såsom mangel på ligeløn og mangel på reelle lovsikrede barselorlovs-rettigheder til mænd. Når mænd har mulighederne, som i tilfældet hos Novozymes og Novo Nordisk, er der stadig de kulturelle forventninger til både mænd og kvinder, der bliver fastholdt i stereotyper og et uhensigtsmæssigt og ikke-ligestillet arbejds- og familiemønster.

Hos vores nabolande har de typisk valgt at udvide den samlede orlov for at komme omkring de mange dilemmaer, der opstår ved deling af orlov. Blandt andet anbefaler Sundhedsstyrelsen i Danmark, at kvinder ammer deres børn fuldt ud de første 6 måneder, og delvist indtil de er 12 måneder eller længere. En anbefaling der kan være svær at leve op til, hvis fædrene dækker 32 uger af orloven da det giver knap fire måneders barsel til kvinden. Jeg tænker derfor, at Novo Nordisk og Novozymes eksemplerne er fine successer, der afbalancerer forskellige behov og muligheder.

Men hvis vi ønsker, at mænd skal tage længere barsel, skal vi simpelthen - som modellen er i de andre Nordiske lande -udvide barselsorlovsperioden.

"...hvis vi ønsker, at mænd skal tage længere barsel, skal vi simpelthen udvide barselsorlovs-perioden."

I Danmark har vi indtil videre ikke været i stand til at skabe de nødvendige strukturelle ændringer, der bakker op omkring et ligeværdigt forældreskab i barnets første leveår. Vi må bare erkende, at det ikke har været højt på den politiske agenda at arbejde med ligestilling og herunder fædres barsels-rettigheder.

”Danmark halter efter de øvrige nordiske lande, når det gælder fædres brug af barselsorlov, og danske fædres ret til barselsorlov er den svageste i Norden.”, lød konklusionen på en større research fra ”Institut for Menneskerettigheder” i 2014.

Vi har brug for gode rollemodeller, men samtidig har vi brug for, som en af konklusionerne også lyder fra Institut for Menneskerettigheder, at ”…Hvis samfundet ønsker at motivere flere fædre til at påtage sig en aktiv forældrerolle, bør dette signaleres konsekvent i al offentlig administration, kommunikation mv. på familieområdet.”

Der er stadig mange udfordringer omkring barselvilkårene. En del af dem kom frem, da Gallup i starten af året spurgte 1.589 repræsentativt udvalgte kvinder og mænd om deres oplevelser af diskrimination i forbindelse med barsel og graviditet. 45 procent af kvinderne og 23 procent af mændene følte sig diskrimineret i højere eller mindre grad. I alt har hver tredje følt sig diskrimineret på den ene eller den anden måde i forbindelse med graviditet og barsel. Spørger man kun kvinderne, er det knap hver anden, der har oplevet diskrimination, forringelser i deres arbejdsvilkår, eller/og negative reaktioner.

Foregangsvirksomheder forsøger at bakke op omkring kvinderne og anerkende den vigtige udviklingsrejse, det er at få børn og være på barsel fremfor, at ”straffe kvinder eller mænd”, når de udfylder deres forældrerolle.

I 2004 indførte det globale marketings-firma ”Prophet” en virksomhedspolitik, hvor et barselsforløb i forhold til karriere blev sat lig en MBA fra et af eliteuniversiteterne, som en del af deres arbejde med skabe ligestilling i virksomheden.

Det giver på alle planer mening at se på barsel og forældreskab som noget, der beriger mennesker - også i forhold til de kompetencer vi efterspørger i arbejdslivet.

Det er også konklusionen fra bogen ”If You’ve Raised Kids, You Can Manage Anything”, forfatteren; Ann Crittenden, prisvindende journalist, forfatter og underviser på bl.a. MIT og Yale baserer indsigterne på research og næsten 100 interviews med forældre som beskriver, hvordan det at opdrage børn giver en lang række kompetencer, der direkte matcher det, vi også skal kunne i arbejdslivet;

øger evne til at multi-taske og skærper ens fokus selv under konstante afbrydelser.
styrker ens mellemmenneskelige evner deriblandt evnen til win-win forhandlinger
udvikler evnen til at motivere og få andre til at udfolde deres potentiale
udvikler sansen for fair play og høj integritet

Derudover er der ingen tvivl om, at man også udvider sin empati og tålmodighed.

"I 2004 indførte det globale marketings-firma ”Prophet” en virksomhedspolitik, hvor et barselsforløb i forhold til karriere blev sat lig en MBA fra et af eliteuniversiteterne..."

En barselsperiode er en forsvindende kort periode i et langt arbejdsliv. Men en periode der er afgørende vigtig for børnene, for forældrene og for at skabe balancerede familiemønstre med gode ligeværdige forældreskaber. En periode hvor der bliver skabt mange vaner omkring børnene og ansvarsfordelingen i forældreskabet.

Barsel bør ses på som en ressource med uvurderlig udvikling og læring. En periode vi som samfund skal investere mere i. Det er glædeligt, at flere og flere virksomheder opdager, at de skal gøre noget ekstra for at forbedre barselsvilkårene også for mænd. Men hvis det virkelig skal gøre en forskel, både i de enkelte virksomheder og på landsplan, så skal favorable vilkår ikke være forbeholdt de få, heldige mænd som arbejder i en af de virksomheder. Det skal være for alle. Både privatansatte og offentligt ansatte.

Der er ingen tvivl om, at kursen i norden er lagt for et kønsbalanceret forældreskab, hvor begge forældre tager lige ansvar. Og at det er en god investering for alle. Spørgsmålet er bare, hvor længe vi vil vente med at få de formelle rammer på plads for at bakke op omkring den forandringsproces? Eller vil vi igen være sidst i bussen i Danmark, rent ligestillingsmæssigt, ift. vores nordiske naboer?

Let’s adopt the King Harald rhetoric

Marianne Siig — Fri, 16 Sep 2016 09:25:00 +0000

Mangfoldighed og inklusion i skolerne har i den grad været på agendaen siden det kom frem, at rektoren på Langkaer Gymnasium havde besluttet at samle elever med etnisk dansk baggrund i tre klasser, hvor de udgør 50 % af eleverne. Resten af gymnasiets 1.G-klasser blev dermed klasser udelukkende med danskere med anden etnisk baggrund.

Argumenterne var, at støtte integrationen i 50/50 klasserne og, at de unge har brug for at være i grupper med nogen de identificerer sig med. Det var ikke en god løsning, men det var den mindst ringe løsning, lød det, hvis ikke de unge etniske danskere skulle ende med at søge væk fra gymnasiet. Elevrådsformanden bakkede op med samme argument.

Debatten har siden da afspejlet temaets kompleksitet og dilemmaer, men desværre også hvordan integrationsproblemstillinger bliver misbrugt til at skabe splid via os-og-dem retorik, som når Inger Støjberg fremlægger at; ”Det handler om danske unge, der er blevet en minoritet på deres eget gymnasium”. Eller når en professor som Niels Egelund, følger debatten op med en udmelding om,; ”… at man er nødt til at skabe et miljø, hvor danske børn ikke er en minoritet”.

Alle de unge de taler om, er danskere.

"En integrationsminister og en professor i socialpædagogik, der bruger deres magt til retorisk eksklusion af grupper af danske unge i vores uddannelsessystem er mere end ubetænksomt."

Gymnasiet tilhører alle de unge, som er kvalificerede og interesserede. Det er en kæmpe sejr, at antallet af gymnasieegnede unge stiger blandt unge danskere med anden etnisk baggrund. Det bør fejres. Og vi kan takke de unge selv for deres indsats, men ofte også deres forældre, som har bakket op hjemmefra og sørget for at skubbe på.

En integrationsminister og en professor i socialpædagogik, der bruger deres magt til retorisk eksklusion af grupper af danske unge i vores uddannelsessystem er mere end ubetænksomt.

Jeg forstår frustrationerne hos danskere med anden etnisk baggrund, som er født på Rigshospitalet og vokset op med Bamse og Kylling, men alligevel bliver omtalt som udefrakommende ikke-danskere. Jeg forstår, hvis Danmark nogle gange kan føles som en lille ø, hvor ingen beboere regnes som indfødte før de har været her i syv generationer.

I Norge holdt Kong Harald den 1. september en tale i anledningen af sin 25 års regeringsperiode, hvor han sagde, at; ”Nordmænd er engagerede unge og livserfarne gamle. Nordmænd er enlige, skilte, børnefamilier og gamle ægtepar. Nordmænd er piger, som kan lide piger, drenge, som kan lide drenge og piger og drenge, der kan lide hinanden. Nordmænd tror på Gud, Allah, Alt og Intet… Nordmænd er nordlændinge, trøndere og sørlændinge - og folk fra alle andre regioner. Nordmænd er indvandret fra Afghanistan, Pakistan og Polen, Sverige, Somalia og Syrien…”

Hvis den grundlæggende indstilling i integrationsdebatten var mere præget af Kong Harald-retorikken, tror jeg vi alle sammen ville føle os mere trygge og have modet til at teste forskellige løsningsmodeller af i forhold til bedst mulig inklusion og integration.

Jeg forstår kritikken af, at klasse-inddelingen er sket på baggrund af elevernes navne. Det i sig selv er problematisk, og derudover er de unge så uendeligt meget mere end deres etniske baggrunde. Når det er sagt, så synes jeg vi skal forholde os undersøgende og nysgerrigt til løsninger, hvor intentionerne er integration og at støtte en mangfoldig skolekultur.

I den forløbne uge har vi hørt flere af de unges stemmer. I Politiken beskriver Einar Bang Therkildsen, hvordan det var at være én ud af fire etnisk danskere i en klasse med primært danskere med anden etnisk baggrund, og meget præcist beskriver han, hvordan det opleves at være en minoritet: Du er ikke længere dig selv, du er ”danskeren”. Det er velkendt at det ikke er særlig rart at blive reduceret til din etnicitet, dit køn eller din religion. Og derudover er det veldokumenteret, at personer som tilhører en underrepræsenteret minoritetsgruppe meget ofte bliver gjort til talspersoner for deres køn/race og føler sig tvunget til at udtrykke holdninger og synspunkter som er karakteristiske for deres minoritetsgruppe. Når der derimod er balance, får du friheden til at være dig selv med alle de nuancer du indeholder.

Det er vigtigt, at vi husker den læring; at alle minoritetsgrupper kan have brug for at blive styrket og samlet, som man gjorde det med de danske elever på Langkaer Gymnaisum. At det kan give mening at samle danskere med etnisk minoritetsbaggrund, eller kvindelige eller mandlige studerende på studier, hvor de er stærkt underrepræsenterede. At det kan være nødvendigt at lave nogle instrumentelle greb, for at sikre bedst mulig læring, teams og resultater.

I USA, hvor man har meget længere tids erfaring med et multikulturelt samfund har Højesteret tilladt uddannelsesinstitutionerne at basere deres indtag på baggrund af ansøgernes etnicitet. Tesen som institutionerne har fremlagt er, at når studerende med forskellige baggrunde og perspektiver samles bliver de tvunget til at forsvare og endda omformulere deres respektive verdenssyn - og at mangfoldighed derudover beriger vores syn på os selv såvel som på hinanden.

"Når der er balance i klasselokalet øges kontakten og venskaberne mellem de to grupper. Venskaber resulterer i øget kulturel læring og tilhørsfølelse som faciliterer øget faglig læring."

Samtidig kan det være en idé i at sammensætte klasser så minoritets- og majoritetsgrupperne bliver numerisk lige store. I et studie af Baysu, Phalet og Brown (2014), der undersøgte tyrkiske minoritetsbørns succes i østrigske og belgiske skoler, fandt forskerne, at, når der er balance i klasselokalet, øges kontakten og venskaberne mellem de to grupper. Venskaber resulterer i øget kulturel læring og tilhørsfølelse som faciliterer øget faglig læring.

Ligeledes viser et studie af 100+ teams fra 17 forskellige lande at en ligelig fordeling af mænd og kvinder giver en optimal effektivitet og, et andet omfattende studie af arbejdsmiljø på både offentlige og private arbejdspladser i alle EU landene, at både mænd og kvinder oplever markant højere velvære på arbejdspladsen når begge køn er repræsenteret. Der er med andre ord, meget der tyder på, at det er værd at stræbe efter en ligelig fordeling af både køn og etnicitet, når det overhovedet er muligt.

Lad os se på Langkaer Gymnasium som et eksperiment; evaluere initiativet og se, hvor de er henne om tre år. Prøve andre modeller af andre steder. Lade de unges stemmer blive hørt - hvad har fungeret og hvad har ikke fungeret? Udvikle nye idéer; lad gymnasierne fra Risskov og omegn blive venskabsklasser med Langkaer og omegns klasserne. Lad de nordkøbenhavnske gymnasier lave projekter og udvikle mangfoldighedsstrategier sammen med gymnasierne i det sydlige København. Lad os sikre, at alle gymnasielever har mangfoldighed og inklusion som en del af deres skema.

"Imens kan vi andre finde Kong Harald tonen frem, og sende tydelige signaler om, at vi er stolte af ALLE de unge. Vi har ansvaret for at skabe en god, tryg og inkluderende tone..."

Eleverne får brug for de her færdigheder. Hele arbejdsmarkedet har i stigende grad brug for mangfoldighed og inklusionskompetencer. Vi har brug for mennesker, der er kompetente udi at arbejde sammen med folk, der har vidt forskellig baggrund og tankemønstre fra dem selv. Verden forandrer sig, arbejdsmarkedet, ændrer sig løbende til det mere globaliserede. Og de unge lige nu er i høj grad eksponeret for den udvikling.

Imens kan vi andre finde Kong Harald tonen frem, og sende tydelige signaler om, at vi er stolte af ALLE de unge. Vi har ansvaret for at skabe en god, tryg og inkluderende tone og bevidsthed, så det er trygt at gå ud og fortælle om sine udfordringer med at være en minoritet af alle slags. Og så vi imødegår forsøg på at finde løsninger med en nysgerrighed, og opfølgning i jagten på ’best practice’.

PODCAST: Gør brug af den fulde talentmasse

Sofie Gottlieb — Thu, 18 Aug 2016 11:07:11 +0000

VIDEO: Kvinder i ledelse – Interview med Marianne Egelund Siig

Sofie Gottlieb — Wed, 29 Jun 2016 11:19:48 +0000

5 stærke råd om livet fra kloge kvinder til alle os andre

Sofie Gottlieb — Thu, 02 Jun 2016 11:23:37 +0000

Navigating Diversity (p. 58)

Sofie Gottlieb — Wed, 01 Jun 2016 11:39:53 +0000

Fokus på ligestilling

Sofie Gottlieb — Tue, 31 May 2016 11:52:01 +0000

”Kvindernes karrierepræferencer BØR ikke være en karrierehindring”

Sofie Gottlieb — Mon, 23 May 2016 11:28:35 +0000

Be a man about it, Berlingske

Marianne Siig — Mon, 23 May 2016 09:02:57 +0000

”Kvind jer op”, skrev Berlingske i sin leder i fredags. ”Hold jeres kæft” svarede en shitstorm tilbage. For det kan godt være, at intentionen var god og på kvindernes side, som Jesper Beinov fra Berlingske senere prøvede at forklare i Deadline. Men udførelsen var så fordomsfuld, at det var godt og nødvendigt, at foden blev sat hårdt ned på de sociale medier.

Lederen i Berlingske var relateret til, at København i sidste uge husede en international succes af de helt store; Women Deliver konferencen med fokus på kvinders rettigheder og ligestilling i hele verden. 5.500 deltagere; mænd og kvinder. Royale, ministre, erhvervs-, organisationsfolk og aktivister fra hele verden, der alle rejste sig op, da Annie Lennox bad feministerne i salen om at rejse sig.

Kristian Jensen, Bertel Haarder og Mogens Lykketoft holdt glødende ligestillingstaler igen og igen i løbet af ugen. To 13-årige københavnske folkeskoleelever, en dreng og en pige, holdt taler på et Women Delivers Mini-folkemøde i Tivoli, om hvordan kønsstereotyper gør ondt også på børn. De 500 bevægede gæster stod helt stille, hvorefter Bertel Haarder som den næste taler måtte duppe øjnene, inden han gik på scenen og erklære sig som feminist, hvilket naturligt høstede stort bifald.

Måske fordi det var første morgen efter en uge spækket med oplevelser som ovenstående, at lederen i Berlingske virkede som en spand ekstra koldt vand i hovedet. Men når nu den bagvedliggende intention var at bakke kvinderne op, tænker jeg, at det er ekstra vigtigt at bruge tid på, at beskrive hvorfor vejen frem er en anden.

Lederen refererede til Universums undersøgelse blandt mere end 15.000 universitetsstuderende. Og undersøgelsen blev også beskrevet i avisen dagen forinden som; ”stenalderkønsroller hersker stadig på arbejdsmarkedet”. Konklusionen ifølge Berlingske er at;

”Kvinderne ønsker sig meningsfulde job, hvor man har det rart med kollegerne, og hvor der er plads til familielivet, og gerne i den offentlige sektor. Mændene går modsat efter prestige, høj løn og markedssucces i det private.”

I undersøgelsen er det 52% af kvinder og 43% af mændene, der sætter et godt arbejdsklima højt. Når det gælder ”Work Life balance”, altså plads til familielivet, er det vigtigt for 56% af kvinderne og 45% af mændene. Undersøgelsen ryddede også Berlingskes torsdags forside med; kvinder vil det sociale og kreative – forskellen her er, at ”kreativt og dynamisk arbejdsmiljø” er vigtigt for 46% af de mandlige respondenter og 48% for de kvindelige.

Man kunne på ovenstående baggrund også have skrevet en historie om, at de unge mænd og kvinder nærmer sig hinanden i, hvad de finder attraktivt hos en virksomhed.

Konklusion ude af kontekst

Nogle forskelle i præferencer træder dog ganske rigtigt tydeligere frem;

"På hvilken måde er det ligestilling, at kvinder skal lave deres præferencer om til mændenes præferencer?"

De unge kvindelige studerende vægter meningsfuldhed, formål, virksomhedernes ansvarlighed og etik ca.15 procentpoint højere end de unge mandlige studerende. Og samtidig vægter de unge mandlige studerende; prestige, løn, markedssucces, fremtidige indtjening ca. 15 procentpoints højere end de kvindelige studerende, når de skal vælge virksomhed.

Berlingske’s konklusion er dog mærkeligt ude af kontekst;

”Hvis kvinderne ønsker ligestilling, må de gemme opdragelsen til pæn pige af vejen og indstille sig på at begå sig på et konkurrencepræget arbejdsmarked blandt spidse albuer og skarpe pressefolder, hvor det ikke er en fast del af jobbeskrivelsen, at ledere høster popularitet.”

Men på hvilken måde er det ligestilling, at kvinder skal lave deres præferencer om til mændenes præferencer? Og hvorfor udleder Berlingske, at kvinder ikke kan begå sig blandt spidse albuer og skarpe pressefolder? På hvilken måde er ønsket om at ville sikre meningsfuldhed, overordnede formål virksomhedsansvarlighed synonymt med ”pæne piger” eller ”høste popularitet”.

Hvorfor viderebringer man en udokumenteret forestilling om, at kvinder er mindre villige til at tage upopulære beslutninger end mænd? Hvis vi f.eks. kigger på en fælles referenceramme; vores kvindelige politikere fra Pia Kjærsgaard over Inger Støjberg og Helle Thorning-Schmidt, til Johanne Schmidt Nielsen er der vel ikke nogen, der mener, at de er mindre villige end mænd til at gøre det, de mener, der skal til. Uanset om de høster popularitet på deres holdninger.

Kvinder er modige ledere

Og faktisk dokumenteres dette også gennem international research.

"Resultaterne viste, at kvinder var modigere end mænd på alle parametre og i alle sektorer. Både mands- og kvindedominerede sektorer. I de sektorer som er allermest mandsdominerede, er kønsforskellene størst. Og kvindernes mod relativt endnu større."

I april 2016 gennemgik Harvard Business Review et omfattende studie, der indbefattede 360 graders evalueringer af 75.000 ledere verden over. Formålet var at teste opfattelsen af, at mænd generelt er mere modige og risikovillige.

Dette forskerteam ville grave dybere og sammenstille mænd og kvinder, når det gjaldt hverdagen som ledere med svære beslutninger, ”toughness” ifht. forandringsprocesser og til at gå hele vejen og gøre det nødvendige for at opnå de ønskede resultater. Konklusionen var tydelig; kvinderne var på alle parametre i gennemsnit lidt modigere end mændene.

Undersøgelsen testede de vigtigste parametre for, om en leder kan opnå resultater i en udfordrende hverdag som leder. Og opstillede et modigheds-indeks baseret på syv parametre:

Udfordrer vanetænkning
Skaber en atmosfære af kontinuerlig forbedring
Gør alt i sin magt for at nå mål
Får andre til at gå længere, end de troede de kunne
Giver andre energi til at sætte sig udfordrende mål
Identificerer hurtigt situationer, hvor forandring er nødvendig
Har modet til at gennemføre nødvendige ændringer

Resultaterne viste, at kvinder var modigere end mænd på alle parametre og i alle sektorer. Både mands- og kvindedominerede sektorer. I de sektorer som er allermest mandsdominerede, er kønsforskellene størst. Og kvindernes mod relativt endnu større.

At fastholde nedgørende stereotyper som den om “de pæne flinkeskole piger”, er en af de barrierer der står i vejen for kvinders succes.

Fokus på synergi i stedet for ensretning

Vi bliver nødt til at nuancere værdisættelsen og begrebsverdenen om, hvad vi har brug for, for at skabe størst muligt succes. Det vi pr. tradition anser som mere forretningsorienteret; de såkaldte ”hårde værdier”, de unge mænds præferencer for høj indtjening, prestige og at arbejde i virksomheder med markedssucces, er udtryk for kortsigtede strategier, som vi har brug for med henblik på resultater på den korte bane. Kvinders præferencer for meningsfuldhed, højere etiske standarder og gode relationer kan tilsvarende betragtes som langsigtede strategier, som vi skal bruge for at skabe bæredygtige resultater på den lange bane.

Vi har brug for begge dele for at skabe bæredygtig succes. Vi ved, at de virksomheder, der skaber de bedste resultater og har mest tilfredse medarbejdere er de, der arbejder ud fra et større formål med mere meningsfuldhed og bæredygtigt fokus. Derfor er det absurd, at vi fremstiller kvindernes præferencer som en karrierehindring. Tværtimod er det nødvendigt, at vi i højere grad begynder at se de synergier, vi kan skabe ved at værdsætte de forskellige præferencer og strategier, som kommer til udtryk i Universum-undersøgelsen. Også med den viden vi har om, at virksomheder med kønsbalance på toppen vinder over de virksomheder uden.

Misforstået råd

Lederen i Berlingske kommer også med et godt råd til kvinderne:

"Kagebagning og Bo Bedre-hjem har aldrig været det, der stod i vejen for kvinders karrierer. At være fuldtidsarbejdende forældre er en 24/7 opgave. Også selvom man så aldrig i sit liv bager en speltbolle eller køber en pyntepude."

”Frem for at bruge 25.000 kr. på en designertaske, så spendér pengene på et sommerkursus på Harvard og acceptér, at hjemmet ikke ligner Bo Bedre.”

Udover at eksemplet er ude af proportioner med virkeligheden, så kunne det være interessant at vide, hvorfor Berlingske mener, at kvinderne i særlig grad skal videreuddanne sig. Vi skal have med i vores bevidsthed, at mænd og kvinder i Danmark faktisk er lige godt uddannede og lige kompetente. Men kvinder er på grund af historien og mangel på rollemodeller udfordret i forhold til at føle sig naturligt berettiget til lederstillinger i samme grad som mænd og synes ofte, at de først skal uddanne sig endnu mere. Og tager derfor i forvejen i gennemsnit mere efteruddannelse end mænd.

Så i bedste fald kan man kalde Berlingske råd for tvivlsomt, i værste fald er det medvirkende til at bygge videre på de eksisterende barrierer.

Berlingske har en grundtone af, at kvinder ikke vil karrieren nok; men de unge kvinders topscorer for attraktive virksomheder er: God reference for fremtidig karriere. For mændene topscoreren; Høj fremtidig indtjening. Det er selvfølgelig en forskel, men at gøre kvindernes præference mindre karriereorienteret end mændenes, er der ikke belæg for.

Og Berlingske fortsætter med et velment forsøg på at frisætte kvinderne fra, at de ikke skal tænke dårligt om egne eller andres købekager i stedet for hjemmebag. Vi har altså for meget længe siden passeret hjemmebags-metaforerne, som noget der var værd at tygge på. Kagebagning og Bo Bedre-hjem har aldrig været det, der stod i vejen for kvinders karrierer. At være fuldtidsarbejdende forældre er en 24/7 opgave. Også selvom man så aldrig i sit liv bager en speltbolle eller køber en pyntepude. Og når Berlingske omtaler det, at kvinder gifter sig med mænd, der engagerer sig i deres børn og hjem på lige fod med kvinder, som; ”at gifte sig nedad” fremmer det næppe mændenes motivation for ligestilling i hjemmet.

Stort potentiale for værdiskabelse

Var der en pointe fra ”Women Deliver”-konferencen, der blev gentaget igen og igen, så var det, at det kræver en indsats fra både mænd og kvinder, hvis vi skal opnå ligestilling.

"Både etikken og business-casen er jo klar for ligestilling, så nu er det bare mod til at skabe de nødvendige forandringer der skal til."

Fordelene ved at have bedre kønsbalance i ledelse er veldokumenterede på alle niveauer. Den store McKinsey-analyse der er blevet refereret til i ugens løb, peger på, at vi alene i Danmark kan skabe værdi med op mod 167 milliarder kroner om året ved ligestillingsmæssigt at komme på niveau med et land som Island, der lige nu ligger på førstepladsen i Norden i forhold til ligestilling.

Danmark er faldet ud af den nordiske liga, når det kommer til ligestilling generelt, fra en 5. plads helt ned til en 14. plads. Og når det kommer til kvinder i ledelse, ligger vi helt nede på 81. plads ud af 142 lande. Begge placeringer er fra World Economic Forum’s årlige globale ligestillings analyse. Lige nu går det den forkerte vej – og det bør få alarmklokkerne til at ringe. Og alle festtalerne fra ugens løb til at blive omsat til handling.

Nu fik vi så Berlingskes bud på, hvad de synes, kvinder skal gøre mere og mindre af. Jeg ser frem til at læse om alt det, Berlingske synes mænd skal gøre for, at vi kan opnå ligestilling og ikke fortsat rasle ned af alle internationale rankings.

Mangel på ligestilling er et fælles problem, ikke kvindernes problem eller et problem med kvinder. Til gengæld vil alle også vinde, når vi når i mål. Både etikken og business-casen er jo klar for ligestilling, så nu er det bare mod til at skabe de nødvendige forandringer der skal til.

Mand jer op, Berlingske

The illusion about meritocracy

Marianne Siig — Mon, 11 Apr 2016 08:36:06 +0000

Der er flere temaer i ligestillingsdebatten, der kan få folk til at lette sig fra sofaen og komme helt op i det røde felt. Men kvotedebatten er i en kategori helt for sig selv. Eller bare antydningen af, at man kunne forestille sig at vurdere medarbejdere og kandidater ud fra andet end vedkommendes kompetencer og meritter.

Den generelle indvending er at; nu skal vi jo sikre, at det er de mest kompetente, vi vælger, og vi skal ikke vælge nogen på grund af deres køn. Og helt i tråd med dette argumenterer for eksempel Liberal Alliance i denne weekend for at fjerne det nuværende politiske krav om måltal for kønsbalancer med; ”Vi mener det er den enkeltes kvalifikationer der skal være afgørende for om man får et bestemt job”. Det korrekte svar til bekymringen og til LAs argument er; ja, og netop derfor bliver vi nødt til at forholde os aktivt til forskelsbehandling på grund af køn.

"Hvis man bruger bare en enkelt eftermiddag på at læse noget af den research, som handler om, hvordan vi alle ubevidst vurderer mænd og kvinder forskelligt, vil man indse, at troen på, at vi vurderes lige uanset køn, er cirka ligeså valid som at påstå, at Kejseren havde tøj på, dengang H. C. Andersen fik ham til at spankulere igennem byen."

Hvis man bruger bare en enkelt eftermiddag på at læse noget af den research, som handler om, hvordan vi alle ubevidst vurderer mænd og kvinder forskelligt, vil man indse, at troen på, at vi vurderes lige uanset køn, er cirka ligeså valid som at påstå, at Kejseren havde tøj på, dengang H. C. Andersen fik ham til at spankulere igennem byen.

Vi bilder os ind, at vi har syet et system af den fineste tråd, hvor det alene er dine kompetencer og resultater, der afgør, hvor langt du kommer. Vi holder så meget af den forestilling, at vi føler os nødsaget til at understrege, at vi naturligvis ikke må gå på kompromis med denne rationelle og retfærdige vurdering af den enkelte til gavn for ligestillingssagen.

Men sandheden er, at hvis vi virkelig valgte ud fra kompetencer og resultater, så havde vi for længst set en anden kønsbalance i de øverste dele af vores magtstrukturer. Vi ville have givet kvinderne lige muligheder som mændene for at udfolde deres talenter i det professionelle liv. For det er jo ikke alene en forskelsbehandling, der handler om de øverste ledelseslag. Fra dag ét, når kvinder starter for foden af arbejdslivet, bliver de forsynet med rigtig mange kilo ekstra bagage i forhold til mændene. Samtidig sidder vi på toppen og spejder efter flere kvinder, vi kan forfremme, og kan ikke begribe, at der ikke er flere, der er nået højere op.

Den måde, vi evaluerer og vurderer kvinders potentiale, kompetencer og performance på, spiller en afgørende rolle for, hvor langt kvinder kommer.

I 2014 dokumenterede et forskningsteam fra MIT, at opstartsvirksomheder præsenteret af en mand har 60 % større chance for at få finansiering fra investorer. Eksperimentet viste yderligere, at når den præcis samme forretningsidé og salgstale blev fremført af en mandlig stemme, blev den anbefalet af 68 % af investorerne, mens kun 32 % af investorerne ville bakke op omkring forretningsideen, når den blev præsenteret af en kvindelig stemme.

Et andet overbevisende eksempel kommer fra et forskerteam fra Yale. Teamet fik i 2012 besvarelser fra 127 professorer i naturvidenskab i forhold til, hvordan de ville vurdere en nyuddannet kandidat, der søgte stillingen som laboratoriemanager. Alle ansøgninger var identiske, bortset fra at halvdelen af professorerne fik en ansøgning med navnet Jennifer og den anden halvdel med navnet John. På en kompetenceskala fra 1-7, vurderede de John til 4 og Jennifer til 3,3. Der var flere, der ville hyre John til deres eget laboratorium, og de ville også hellere være mentor for ham end for Jennifer. Endelig tilbød professorerne i gennemsnit John 14 % højere startløn, end de tilbød Jennifer.

Frank Flynn, professor fra Stanford Business School, tvistede for år tilbage et case-study om en succesfuld kvindelig iværksætter ved navn Heidi Roizen. Han udskiftede Heidis navn med Howard, og gav grupper af studerende casen med henholdsvis Heidis navn og med Howards. Og dette lille kønsskifteeksperiment gav et bemærkelsesværdigt resultat. Når studerende beskrev deres indtryk af “Roizen” var de meget hårdere ved virkelighedens “Heidi Roizen”, end de var ved “Howard Roizen”. De vurderede ”Heidi” til at være ligeså effektiv og kompetent som “Howard”, men de kunne ikke lide hende. De ville ikke i samme grad ansætte hende, eller arbejde sammen med hende. De vurderede at ”Heidi” i højere grad end ”Howard” var magtbegærlig og selvpromoverende.

Eksemplet kunne vi så måske afskrive i Danmark ud fra at undersøgelsen er lavet i USA, og at det jo står helt anderledes til i de mere ligestillede nordiske lande.

Den illusion blev desværre kraftigt udfordret da ovenstående eksperiment i februar 2015 blev reproduceret i Norge med en karrierehistorie om en person der hed ”Hanna” henholdsvis ”Hans”. De lidt afvigende resultater ift. den amerikanske viste dog, at kvinderne i Norge faktisk vurderede karrieremænd og -kvinder tilnærmelsesvis ens. De norske mænd var til gengæld betydeligt mere positive overfor karrieremænd end overfor karrierekvinder. 75 % af mændene kunne godt lide Hans, mens kun 24 % kunne lide Hanna. 75 % af mændene havde lyst til at arbejde sammen med Hans, mens kun 36 % ville arbejde sammen med Hanna. De ville i langt mindre grad have hende som mentor, de mente ikke hun var en ligeså god leder, og de havde ikke lyst til at tage en øl med hende efter arbejde. Og sammenlignet med Hans mente de oveni, at hun i højere grad var en dårlig forælder. Undersøgelsen, der blev udført af Gaustad og Raknes, kom til at hedde ”Menn som ikke liker karrierekvinner”.

Der er også den velkendte undersøgelse, hvor New York Philharmonic Orchestra, gik over til ”blind auditions” bag et forhæng og derved øgede andelen af kvindelige musikere, de valgte til i rekrutteringsprocessen fra 10 procent til 45 procent.

Research der påviser forskelsbehandling på grund af køn er der nok af. Dokumentationen har været tilgængelig længe og bliver ved at komme i en lind strøm fra de største internationale businessskoler og universiteter.

"De fleste vil trods alt hellere se og deltage i sportskampe, hvor der gælder de samme regler for begge hold, og dommeren dømmer derefter."

Samtidig synes det desværre som om modviljen mod at erkende udfordringerne består i tilsvarende grad. Jeg forstår egentlig godt trangen til at lave strudsen, stikke hovedet i busken og benægte eksistensen af forskelsbehandling på grund af køn. Det virker på mange måder so much last century, at vi skal blive ved med at slås med ligestillingsudfordringer. Og jeg tror, at modstanden blandt andet baserer sig på, at de fleste af os ville ønske, at meritokratiet faktisk fungerede. De fleste vil trods alt hellere se og deltage i sportskampe, hvor der gælder de samme regler for begge hold, og dommeren dømmer derefter. Vi ville ønske, at vi faktisk primært blev vurderet på vores bedrifter og kompetencer, og selv vurderede andre retfærdigt. Vi bliver vrede over, at nogen påviser, at det ikke forholder sig sådan. At meritokratiet langt hen ad vejen er en illusion, baseret på et smalt sæt af normer indenfor forskellige kategorier.

Der burde være nok dokumentation til at stoppe diskussionerne om, hvorvidt vi har en ligestillingsudfordring eller ej. Rigeligt med data til at man bør ræsonnere; at fordi man ikke selv er bevidst om problemet betyder det ikke, at det ikke eksisterer. I stedet for at fastholde en illusion kunne vi slippe modstanden og arbejde konstruktivt henimod løsninger, så vi rent faktisk får det vi drømmer om. Og hvis vi ikke kan finde ud af at ændre vores adfærd selv, må vi jo bruge nogen instrumentelle indgreb, der sikrer os de fair spilleregler. Hvorvidt det er kvoter, måltal eller noget andet mere effektivt, er jo bare et spørgsmål om at vælge nogen redskaber der virker, så vi kan komme videre.

Stort behov for Ligestilling version 2.0

Marianne Siig — Mon, 07 Mar 2016 14:07:50 +0000

Kvindernes internationale kampdag

Den 8. marts 2015 fejrede vi kvindernes valgret i Danmark. Vi grinede når vi blev mindet om, hvordan modstanderne af kvindernes valgret argumenterede for lidt over 100 år siden; ”Kvinder var uegnede til politisk arbejde pga. deres kvindelige psyke. Til gengæld besad de evnen til omsorg, empati mv., som var velegnet i varetagelsen af deres hovedopgave som hustru og mor.[1]”

Vi så os lettede tilbage, tænk at man tænkte sådan dengang. Godt vi er kommet videre.

Mere lettede skal vi så heller ikke være. Her 101 år senere, bliver polerne stadig trukket op imellem kvinders biologi og deres bidrag på arbejdsmarkedet.

Et medlem af folketinget fremhævede i februar 2016, at årsagen til at flere kvinder ikke arbejder fuldtid og ikke når så højt op i ledelseslagene, må tilskrives deres biologi og gener. Han konkluderede det på baggrund af Rockwoolfondens nyeste undersøgelse [2], der viser, at kvinder i gennemsnit arbejder en time mindre om dagen, efter de får børn, hvorimod mænd arbejder mere eller mindre det samme. Kvinderne tager stadig størstedelen af ansvaret for børn og huslige pligter.

En mor melder ud, at hun har meldt sig ud af arbejdsmarkedet for i tre år at koncentrere sig om sin datter; ”For hvem skal tage sig af børnene, mens mor og far løber om kap opad karrierestigen i ligestillingens navn?”[3] En kronikør i Børsen melder ud, hvordan hun er “… træt af, at det er kvinderne, der altid forlader deres arbejdsplads tidligt, fordi de skal hente børn. Træt af at de er væk i tide og utide pga. barns første sygedag, …osv”[4]. Det får en anden kvinde til tasterne for at skrive, at hun er ”… træt af karriereliderlige kvinder, der ikke forstår os, der vælger børn til, fordi vi føler, det giver os mere værdi og glæde i livet end hvilken som helst ligegyldig topstilling…”[5]. Og endnu et oplæg i Børsen; ”Næste gang du bliver irriteret på en mor-kollega, så husk, at hun er spændt ud mellem arbejdsmarkedets krav, sygedage, sygenætter…og sikkert også sit eget sugende savn efter børnene”[6].

Og der har været mange, mange flere sigende kommentarer og indlæg den seneste tid. Den sidste kommentar, jeg vil nævne her, er en kvinde, der i Politiken argumenterer for at vi har brug for flere hjemmegående supermødre. Hun skriver; ”Jeg læser indlægget … mens jeg ammer mine fire måneder gamle tvillinger. Og jeg har sammen med min kæreste planer om at give dem den bedst mulige barndom, vi kan – uden for meget stress, vuggestueinfektioner …etc”[7].

Jeg tror ikke der findes en mor eller far, der ikke har kigget på deres fire måneders baby og lagt planer for, hvordan lige netop det her barn skal skånes for alt dårligt og have de allerbedste betingelser for at vokse op. Man vil gøre alt for dem. Og det bliver man ved med at tænke, når man kigger på dem, når de er 4 år og 14 år og, forestiller jeg mig, også 24 år… og håber vel også samtidig, at man undervejs har været med til at skabe et godt samfund, hvor de kan udfolde deres talenter, uanset deres køn?

En smertelig tomgang

Det er en symptomatisk afsporing af ligestillingsdebatten, når den primært går på, hvad mødre og kvinder skal gøre mere eller mindre af. Hvilke kvinder der elsker deres børn rigtigst eller arbejder på den rigtigste måde. Det er en smertelig tomgang. Som at blive ved med at lede efter noget, man ved for længst er forsvundet. De reelle frustrationer bliver kun imødekommet politisk med noget, der kunne oversættes til ”bliv bare ved med at lede, kvinder.”

“Det er en symptomatisk afsporing af ligestillingsdebatten, når den primært går på, hvad mødre og kvinder skal gøre mere eller mindre af.”

Dybt bekymrende er det, at mænd er en stort set ikke-eksisterende faktor i samtlige indlæg. Og ydermere, at mændene anbefales at blande sig udenom ligestillingsdebatterne. Helle Thornings tidligere kommunikationsrådgiver skriver i Politiken [8], hvordan hans eneste råd til sine to unge sønner, når de skal ud i voksenlivet, er at gå langt uden om al kønsdebat, fordi fronterne hele tiden bliver trukket så skarpt op, at det uanset hvad vil ende med en tabersag.

Jeg er enig i, at når fronter er blevet trukket hårdt op, ændrer det som regel ikke så meget at hælde mere vægt til den ene eller anden side. Men at melde sig ud er bestemt heller ikke det, der er brug for. Hvis vi er uenige i de hårdt optrukne poler, må vi tilbyde andre perspektiver. Vi kan starte med at erkende, at ligestillingsindsatser ikke er en gratis omgang for nogen. Ligestilling kommer ikke af sig selv, og hver gang vi står stille og ikke kæmper videre frem, går vi tilbage.

Til gengæld er der så fuld bonus for alle, når vi når i mål. I en Ted Talk fra september 2015 ”Why Gender Equality is good for everyone – including men” fremhæver professor Michael Kimmel data der viser, at børn af forældre, der deles om ansvaret for børnene og de huslige forpligtelser, er gladere, klarer sig bedre i skolen, er sjældnere syge, parforholdet er bedre etc. ^[9].Oveni er den økonomiske business case for organisationer og samfund veldokumenteret.

En negligering af virkeligheden for kvinder år 2016

Selvfølgelig er kvinder biologisk tæt knyttede med deres børn. Men at kvinders evne til at bære, føde, amme og elske deres børn herfra og til verdens ende ikke skulle kunne forenes med et fuldt arbejdsliv, det er at negligere virkeligheden for kvinder i år 2016. Og samtidig et tydeligt tegn på, at vi trænger til at få udviklet og implementeret Ligestilling version 2.0.

Den måde, vi har organiseret vores familie og arbejdsliv på, er et resultatet af normer, kultur og strukturelle konstruktioner.

Det virker i debatten også som om, vi bevidst udelader det faktum, at kvinder ganske enkelt har brug for at tjene penge. De fleste familier har brug for, at begge forældre er forsørgere. Mange kvinder er også eneforsørgere. 46 % af ægteskaber ender med skilsmisse [10]. Når man diskuterer kvindernes egen drift mod hjemmet, er det værd at huske på, at det ifølge Danmarks Statistik (2013) stadigvæk er 98,5 % af kvinderne, der vælger arbejdslivet til og dermed skal få ligningen til at gå op mellem arbejds- og familielivet. Og kun 1,5 % af den kvindelige arbejdsstyrke, der har valgt at blive hjemmegående husmødre.

Familie-tidsregnskabet overlever på en dobbelt bogføring

Da kvinder for alvor kom ud på arbejdsmarkedet, glemte vi at anerkende, at husarbejde – selv med børnepasningen til rådighed – stadig er et reelt tidskrævende arbejde. Men i og med, at arbejdet aldrig blev anerkendt, fordelt eller uddelegeret, hænger alt for mange kvinder stadig på det. Vi har valgt at acceptere, at flere kvinder end mænd skal slæbe på en dobbelt byrde. Både være forsørgere og lægge flest timer i husarbejdet. Timeregnskabet fra Rockwoolfonden er jo ligetil. En del af de flere timer, som kvinderne lægger i huslige forpligtelser, trækkes fra timerne på arbejdspladsen.

Det strukturelle aspekt afspejler sig i, at når det er kvinden, der går på nedsat arbejdstid, er det ofte begrundet af hendes generelt lavere løn ift. manden. For hvert barn kvinden føder cementeres den lønmæssige skævvridning, idet kvinderne taber 10 % terræn i løn pr. barn ift. mændene, ifølge nyt forskningsprojekt baseret på økonomiske data om forældrene til 350.000 danske børn.[11]. Så når man vælger en bestemt model for barn nummer et, er der stor sandsynlighed for, at den samme model også bedst betaler sig i familieøkonomien for barn to og tre.

Vi har brug for, at alle kan udfolde deres talenter

Når kvinder med børn arbejder, tillægges det langt flere følelser end mændene. Vi taler mere om karrierekvinder end karrieremænd. Kvinder i lederstillinger får ophøjet deres arbejde til eksistentielle livsvalg.

Ifølge MckKinseys research (Women Matter 2007) vil Europa i 2040 mangle 24 millioner mennesker i arbejdsstyrken. Det er altså et stort samfundsmæssigt problem.

Kvinder står nu for den højeste procentandel af de, der bliver uddannet på de videregående uddannelser. Det er både økonomisk og etisk helt essentielt, at deres talenter kan komme fuldt til udfoldelse. Samtidig er vi jo også bevidste om og enige i, at med til et bæredygtigt samfundsregnskab hører, at vi faktisk reproducer os og får nogen børn, som skal have gode opvækstvilkår. Vi er nødt til at gøre op med tanken om et enten eller. Enten er du ambitiøs med dit arbejde, eller også er du en god mor. Virkeligheden er en anden, og vi har brug for at skabe de bedste betingelser for et ”både-og.”

Vi uddanner os, fordi der er noget, vi gerne vil fordybe os i og senere bidrage med. Der er udfordringer, vi gerne vil være med til at løse. Funktioner og roller vi gerne vil udfylde.

Men når kvinder med børn arbejder, tillægges det langt flere følelser end mændene. Vi taler mere om karrierekvinder end karrieremænd. Kvinder i lederstillinger får ophøjet deres arbejde til eksistentielle livsvalg, der bliver gransket i det ene søndagsmagasin eller dameblad efter det andet. Hvorfor man valgte lederstillinger til eller særligt fra. Hvor høj prisen har været. Hvor meget man har givet afkald på. Kvinder, der, uagtet de måske aldrig ville kunne komme i nærheden af en lederstilling, har taget stilling til, at de i hvert fald aldrig vil være ledere. Vi bliver nødt til at tage myten ud af lederstillinger og myten ud af kvinder, der vælger at tage lederstillinger.

Og bare lige for at slå det fast; det er altså hverken lettere eller sværere at være kvindelig leder end at være fuldtidsarbejdende kvindelig medarbejder med faste mødetider. Begge kvinder er ofte spændt ud i en mangel på tid. Forskellen er blot, at den førstnævnte skal slås med fordomme som ”karriereliderlig kvinde”, der ikke værdsætter sine børn. Den sidstnævnte mangler fleksibiliteten i hverdagen. Begge fortjener vores respekt fremfor fordømmelser.

“Det er måske også naivt at tro, at vi kunne ramme 100 procent plet i første omgang med ligestillingen. Der skal som regel mange justeringer til, inden en ny idé er veludført.”

Man kan også reflektere over, hvorfor det stort set aldrig er interessant at høre om mænd, der vælger fra. Det er trods alt stadig størstedelen af mænd, der ikke er ledere. Det lader til at være en ikke-historie. Mænd kan bare få lov til at ”gå på arbejde”. Være uambitiøse eller ambitiøse. Være selvstændige eller specialister. Være medarbejdere, ledere eller topledere. Der er immervæk også mange mænd, der ikke har lyst til at være ledere, eller som nedprioriterer arbejdet til fordel for familien.

Vi underkender, at der faktisk er mange familier, hvor forældrene deles om ansvaret for børn og huslige forpligtelser. At det er 28 % af både mænd og kvinder, der ønsker mere tid til familien [12]. Hver femte mand i Danmark ønsker længere barsel. Vi skal have meget større fokus på mændenes roller, ønsker og ansvar i familien. Det er fejlagtigt at tro, at mænd ikke savner deres børn, når balancen mellem arbejde og tid med familien skrider. Og vi finder aldrig bæredygtige løsninger, hvis vi fastholder det primære fokus på kvinderne.

Vi bliver nødt til at holde op med at lave det følelsesmæssige stereotypiserende benspænd for de arbejdende kvinder. Vi skal holde fokus på, at vores velfærdssamfund bygger på at ligningen; far, mor, børn og arbejdsliv kan gå op. Der er vi ikke endnu.

Det er måske også naivt at tro, at vi kunne ramme 100 procent plet i første omgang med ligestillingen. Der skal som regel mange justeringer til, inden en ny idé er veludført. Vi må rette op på nogle af de ting, vi mangler. Det handler blandt andet om at få skabt et balanceret tidsregnskab for forældre og børn. At få implementeret den ligelønslov vi vedtog for 40 år siden i praksis. At få indarbejdet en ny psykologisk kontrakt, der frisætter både kvinder og mænd fra de urgamle kønsstereotyper, der ikke tjener andet end til at begrænse os alle sammen.

Vi trænger til en opgradering. Vi skal se at få udviklet og implementeret Ligestilling Version 2.0.

Rigtig god 8. marts!

Danish experience: Diversity management improves the bottom line

Marianne Siig — Fri, 05 Feb 2016 13:25:19 +0000

2016 er kommet godt fra start når det gælder erhvervslivets fokus på ligestilling og mangfoldighedsledelse.

ISS lagde ud med at invitere til konference den 13. januar, for at fremlægge en omfattende research de har stået for i samarbejde med PWC og proacteur; ”Mangfoldig ledelse giver højere indtjening”. Konferencesalen var fyldt til sidste stol, flere hundrede deltagere og en kønsbalance, hvor det var svært at afgøre, hvilket køn der var mødt mest talstærkt op. Et godt tegn i sig selv.

Teamet har indsamlet data blandt 6012 ledere i 321 virksomheder fordelt på 12 brancher. De udvalgte virksomheder har mindst 130 medarbejdere og 500 millioner kr. i årlig omsætning. Den overbevisende diversitets-businesscase, som tidligere er blevet analyseret og fremlagt på basis af internationale virksomheders data, har nu fået en tilsvarende dansk version. Resultatet viser - ikke overraskende - det samme som de internationale analyser: Øget diversitet i ledelserne forbedrer bundlinjen.

Mangfoldige ledelser skaber markant højere bundlinje

En af hovedkræfterne i undersøgelsen Partner i konsulenthuset proacteur Morten Kamp Andersen fremlagde det således; ”Nu har vi målt og dokumenteret, at værditilvæksten i kroner og ører faktisk er endnu større end forventet. Ved at rangordne alle store og mellemstore danske virksomheder efter, hvor mangfoldige deres ledelser er efter fire mangfoldighedskriterier; køn, etnicitet, aldersspredning og anciennitet, kan vi se, at de, som har den mest mangfoldige ledelse, også tjener mest. Der er millioner at hente i koblingen mellem mangfoldighed og forretning.”

"Hvis man kigger på tværs af brancher, tjener virksomhederne med den mest mangfoldige ledelse i gennemsnit 12,6 procentpoint mere end virksomheder med lavest mangfoldighed i ledelsen."

Hvis man kigger på tværs af brancher, tjener virksomhederne med den mest mangfoldige ledelse i gennemsnit 12,6 procentpoint mere end virksomheder med lavest mangfoldighed i ledelsen. Hvis man sammenligner virksomheder indenfor samme sektor tjener de mest mangfoldige virksomheder i gennemsnit 5,7 procentpoint mere end deres konkurrenter. Det er reelt svimlende summer og et så overbevisende konkurrenceparameter at det bør få aktionærer til at interessere sig seriøst for, hvordan mangfoldighed indgår i virksomhedens strategi.

Og hvis man vil lade sig inspirere af rapporten, så slår den fast at køn og etnicitet stadig er de to parametre, der bør arbejdes med, hvorimod aldersspredningen og anciennitetsfordelingen er blevet bedre.

Hvorfor giver mangfoldige teams så en bedre bundlinje? Rapporten giver flere gode bud på den værdikæde mere mangfoldige ledelsesteams fører med sig.

Hele værdikæden rundt

Grundlæggende kommer den målbare og værdiskabende påvirkning på to måder: En mangfoldig ledelse fører til en mere mangfoldig organisation, som igen skaber en række positive effekter for medarbejdere, kunder og aktionærer. Ledelsen som gruppe arbejder mere innovativt, træffer bedre beslutninger og er mere produktiv, hvis den er mangfoldigt sammensat. Ledelsesbeslutningerne og effekten af ledelse bliver kort sagt bedre, fastslår rapporten.

I 2011 analyserede ISS deres egne teams og fandt, at de mangfoldige teams i gennemsnit tjener 3,7 procentpoint mere end ikke-mangfoldige teams. Og det er ikke underligt, da en ledelse der er i stand til at sammensætte og lede mangfoldige teams får belønning hele vejen rundt; fra ansatte til kunder og fra produkt til service. Der er lavere sygefravær og medarbejderomsætning samt højere produktivitet. Research peger på, at mangfoldigt sammensatte ledelser skaber en mere kundeorienteret organisation samt markant højere innovation i organisationen. Derudover skaber mangfoldighed – især på køn – bedre ideer, flere perspektiver og bedre indsigt i markedet. Det betyder igen, at målgruppen serviceres bedre. Og endelig viser undersøgelser, at jo mere mangfoldige organisationer er, jo større sandsynlighed er der for at lykkes med nye patenter, løse komplekse problemstillinger og få gennemført nye ideer**.

Kvinderne yngre og bedre uddannet

Til trods for de åbenlyse fordele, er de danske ledelser stadig domineret af mænd uanset virksomhedens størrelse. De kvinder, der er en del af ledelseslaget, er bedre uddannet men har sammen anciennitet som mændene. De fleste topledere er stadig over 50 år, men kvinderne er dog lidt yngre end mændene, og så er der selvfølgelig store brancheforskelle. Medicinal-, tekstil-, og konsulentvirksomhederne er f.eks. væsentligt mere mangfoldige end bygge- og anlægsvirksomhederne samt finans- og bilbranchen. Endelig fandt ISS i deres rapport, at der er uudnyttet potentiale i etnisk mangfoldighed – en god nyhed med tanke på de nye medborgere, som Europa får i disse år.

Folkene bag ISS rapporten kommer også med gode råd til, hvordan du kan gå til værks, når du skal i gang med at øge mangfoldigheden i din virksomhed. Opstil nogle klare måltal og succeskriterier, sæt økonomi på værdien og husk at kommunikere de gode eksempler og historier. Og endelig kan det ikke understreges nok, at topledelsens opbakning er et must, og ikke bare som et politisk korrekt initiativ, men som Group CEO i ISS Jeff Gravenhorst fremhævede det; man skal ikke arbejde med diversity for at kunne krydse det af på to-do listen. Det handler om grundlæggende respekt for forskellighed, og det bliver nødt til at komme fra hjertet.

For at sætte prikker over ligestillings ”i-erne”, sluttede måneden med ”Women’s Board Award”. I endnu en fyldt konferencesal med ligeså mange mænd som kvinder var Kronprinsesse Mary en af hovedtalerne. Hun fremhævede at ”Ligestilling er den vigtigste enkeltstående ting, vi kan arbejde med for at forbedre verden”.

"Spørgsmålet er nu, hvem der kommer først, når det handler om at gøre ordene til virkelighed og få skabt ligestilling, mangfoldighed, inklusion og dermed bedre bundlinje i deres virksomheder."

Rufus Gifford, den amerikanske ambassadør i Danmark, sagde, at arbejdet med diversitet kræver, at man kan være både meget tålmodig og aggressiv på samme tid.

Endelig delte Lars Rebien Sørensen, administrerende direktør i Novo Nordisk, hvordan de arbejder med diversitet. Meget af det har de betydelig succes med, men han fortalte også ærligt, hvordan latteren havde bredt sig, først i salen og siden også på scenen, til en toplederkonference, da syv mandlige executives, alle fra Danmark, alle omkring de 50 år, sad på scenen på rad og række alle i deres lyseblå skjorter, efter at de netop havde haft en formiddag med øget mangfoldighed på ledelsesniveauerne på agendaen. Selverkendelsen er første vigtige skridt på vejen til at skabe forandring, i dette tilfælde øget diversitet og ligestilling.

Novo Nordisk og ISS er to virksomheder, der har prioriteret diversitet og ligestilling højt på den strategiske agenda, som begge er ydmyge overfor kompleksiteten i opgaven, og som ved, at de ikke er i mål endnu. Men deres indsats og signaler er vigtige. Og generelt virker det heldigvis som om, at flere og flere danske såvel som internationale virksomheder erkender, at der er behov for fokus på ligestilling og mangfoldighed. Spørgsmålet er nu, hvem der kommer først, når det handler om at gøre ordene til virkelighed og få skabt ligestilling, mangfoldighed, inklusion og dermed bedre bundlinje i deres virksomheder.

Download hele rapporten, fra proacteur: ”Mangfoldig ledelse giver højere indtjening” her.

*Hewlett, Marshall & Sherbin (2013) og McKinsey (2015)

**Justesen, (2015)